Sider

torsdag den 31. juli 2014

Rigtig mange kogler...


I et tidligere indlæg om masser af kogler viste jeg, hvordan min mor og jeg havde samlet kogler.  Masser af kogler, som i rigtig mange kogler!  Fem kurvefulde kogler fik jeg med hjem, og min mor fik også, hvad hun skulle bruge :-)

De seneste par dage har mine kogler ligget spredt ud på terrassen for at blive gennemtørret -- sådan et par kvadratmeter (eller tre) -- og i ny og næ har jeg rumsteret i bunken med riven.  Det har sikkert ikke været nødvendigt, men for en sikkerheds skyld :-)  


Herefter begyndte sorteringen, hvor de skæve, flade og afgnavede kom i én bunke, og de andre blev sorteret efter størrelse og type.  Sikkert heller ikke nødvendigt, men sådan er jeg :-)





Som jeg nævnte i indlægget om masser af kogler, skal nogle af koglerne forberedes som pynt til juledekorationer til Louise.  Men jeg har også planer om, at lave sådan en krans som Vanessa from V and Co har lavet en DIY-vejledning til.  Jeg synes også kogler i potter og som juletræer er søde.  Men du kan prøve at lave en simple Google-søgning på 'pine cone decor', og du vil se, at der er uendelig meget inspiration at finde :-)

Skynd dig ud at finde dine julekogler, for til november-december er de skæve, flade, grimme og våde -- og måske så våde, at du ikke kan nå at tørre dem.  Så hvorfor ikke hygge dig med at finde dem nu? 

God fornøjelsen!

Kh.
Bella 

tirsdag den 29. juli 2014

Inspireret af perlekæde fra smykkefadet...


Margit havde set mig med den lange perlekæde med stjernelåsen, og ville gerne have en perlekæde der minder om den.  



Det er blevet til denne perlekæde med ovale, forskellig-farvede ferskvandsperler (ca. 5-8 mm lange).  Perlekæden er syet af to perlestrenge og måler samlet 84,5 cm (uden lås).  Den vil med tiden give sig og blive en lille smule længere.  

Margits perlekæde er mere uformel end min, og er meget charmerende fordi de ovale perlers længe og form varierer og farverne overrasker.

 

Kh.
Bella

mandag den 28. juli 2014

Tunesisk hækling i krea-blad...

Lad mig lige slå et slag for det aktuelle nummer af krea-bladet Maries ideer -- og lad det straks være sagt, jeg ingen aktier i bladet :-)  Blot stor begejstring som jeg gerne vil dele :-) 


Stor begejstring fordi bladet giver en fin introduktion til tunesisk hækling samt flere hakkeopskrifter til pung, tørklæde og puder.


Der er også en præsentation af Camilla med butikken Yarnfreak i Århus (og bloggen), hvor jeg selv har været til hakke-workshop.  Det kan også anbefales!


Mit eget hakkeprojekt ligger stille her i sommervarmen, men det kribler i hænderne :-)

Ha' en skøn dag!

Kh.
Bella

fredag den 25. juli 2014

Perlekæder til pigerne...

Lene ville også gerne forkæle sine niecer med hver én perlekæde, som jeg har fået lov til at sy :-)

Det er blevet til disse to perlekæder af små forskellig-farvede ferskvandsperler.


Hver perlekæde er 36,5 cm lang (uden lås).  Låsen er en lille karabinhagelås i børstet sølv.  De overskydende perler er vedlagt, så perlekæderne kan vokse med pigerne.  Derfor er der heller ikke knude mellem hver perle, men kun mellem hver 3. perle.



Hvis du synes, at du kan genkende perlerne, så har jeg også tidligere syet perlekæder, hvor tilsvarende perler er anvendt.  Se f.eks. perlekæden til min gode kollega og fødselsdagsgaven til min mor i 2013.

Kh.
Bella

onsdag den 23. juli 2014

Sommerlige hårbøjler...


Lenes niecer har fået fine sommerlige hårbøjler, som jeg varslede produktionen af i dette indlæg :-)

Lidt flere billedere...



Her kan du læse mere om tidligere indlæg om hårbøjler og hårelastikker :-)

Kh.
Bella

tirsdag den 22. juli 2014

Pleje af perlekæder...

Ægte perler skal bruges.  Og de kan tåle at blive brugt, men det betyder ikke, at de kan tåle alting.

Hvis du vil passe godt på din perlekæde, det være sig kulturperler eller naturperler (fra saltvand eller ferskvand), så er der få gode huskeregler:
  • Vent med at tage perlekæden på til evt. creme er optaget i huden og parfume samt hårlak er "dampet af".  Fordi kemien i cremer, parfume og hårlak kan misfarve perlerne
  • Tør jævnligt dine perlekæde af med en blød klud, hårdt opvredet i varmt vandt.  Når du tørrer dine perlekæde af fjerner du fedtstof fra huden og cremerester, som kan have sat sig på perlerne.  Når du tørre din perlekæde af fremhæves dine perlers glans.
  • Sov ikke med perlekæden om natten -- det lader vi være forbeholdt dronning Ingrid, som gjorde det i den gode sags tjeneste.  Det er en dårlig idé, at sove med perlekæden om natten, fordi det belaster og slider på perletråden, så perlekæden bliver slap og kan briste.
  • Check jævnligt om din perlekæde trænger til at blive syet om.  En nusset perletråd eller en slap perlekæde er ikke pæn.  Og en slap perlekæde kan som nævnt briste med det resultat, at der mistes perler.  Har du vænnet dig til din "slappe" perlekæde, så vær forberedt på at perlekæden kan virke kortere, når du får den tilbage fra guldsmedens omsyning, fordi den nu er strammet op. 

Da jeg viste perlekæder fra smykkefadet, kunne jeg konstatere at flere af mine perlekæder, rent faktisk trænger til at bliver syet om.

Prøv at se den smukke perlekæde med naturligt rosa perler.  Den har jeg haft på så tit, at perletråden er nusset.  Det ser ikke pænt ud.


Eller prøv at se perlekæden med de meget store ovale perler.  Her er perlerne så store, at de slider perletråd og knuder -- knuderne er helt flossede -- og det er et spørgsmål om tid, før perlekæden brister.  Der er helt tydeligt tale om en slap perlekæde, som trænger til at blive syet om.



Kh.
Bella

søndag den 20. juli 2014

Perleøreringe...


Da Sille fik huller i ørerne, lavede jeg nogle fine små perleøreringe til hende.  Det er nu de bedste hun har :-)  Men hun kunne nu alligevel godt tænke sig et par mere :-)

Jeg har lavet to par -- ét par til Sille og ét par til Amanda.  Så kan de unger damer klare sig lidt igen :-)

Ferskvandsperlerne er lidt større end det første par Sille fik, de her er ca. 4-5 mm i diameter, og der er altså ikke mange ben i, at lime de anborede perler på sølvstikker med Loctitelim :-)

Kh.
Bella  

fredag den 18. juli 2014

Hvad smykkefadet gemte #9...


Det er lidt af en tilsnigelsen, for denne perlekæde var ikke med på fadet, for jeg havde den på da jeg tog billeder af smykkefadet :-)  Det betyder derfor også, at den også en af dem, jeg går meget med :-)

Perlekæden består af meget store ovale ferskvandsperler, mørkegrå (peacock) i en hel fantastisk kvalitet.  Som de andre perlekæder er denne monteret med dupsko og her med blomsterlåsen.  

Denne perlekæde er 49 cm uden lås, og det kan virke ret langt, men det er det egentlig ikke.  Store perler resulterer automatisk i længere perlekæder, fordi de store perler fylder mere, og kræver mere plads for at kunne bæres tilsvarende flot som perlekæder med mindre perler.  

Denne perlekæde er en helt enkel og imposant perlekæde.

Kh.
Bella

Fakta:
  • Ferskvandsperler, naturlig farve (peachcock), meget flot lustre (klasse A), størrelse (diameter): 10-14 mm
  • Syet op på perletråd med knude mellem hver perle
  • Monteret med sølv-dupsko
  • Længde på perlekæden: 49 cm (uden lås)
  • Lås: udskiftelig smykkelås, Lynggaardlås: lille blomst i hvidguld (15 mm i diameter)

onsdag den 16. juli 2014

Hårbøjler...


Forleden dag spurgte Lene, om jeg havde flere af de prikkede hårbøjler, fordi hun får besøg af niecerne.  Men det har jeg ikke, for dem har jeg for længst foræret til Amanda, Sille og Rebecca.  

Men det var en god anledning til, at sætte en ny lille produktion i gang.  Så jeg har fået købt nyt prikket skråbånd og fundet hårbøjler (de sædvanlige fra Grafical), saks, dobbeltklæbende tape samt nål og tråd frem.

Kh. 
Bella

tirsdag den 15. juli 2014

Masser af kogler...


Inden regnvejret satte ind samlede min mor og jeg kogler.  Det er nu det skal gøres, hvis man skal have nogle til julesyslerne :-)  

Jeg har i hvert fald mange planer mine kogler :-)  Jeg vil bl.a. forberede nogle af dem til Louise, min svigermor og Louises mor, som altid laver juledekorationer sammen, og som altid er søde at tænke på mig (sådan blev jeg forkælet sidste år).  Jeg skal også prøve nogle idéer af mht. ophæng af koglerne :-) 

Min mor har stillet sin kurv med kogler ved bagindgangen, hvor den står og pynter -- det er det hun skal bruge sine kogler til :-)  


Kh.
Bella.


Ps. Min mor og jeg har samlet vores kogler på vejene i sommerhusområdet.

søndag den 13. juli 2014

Slut med mussel-inspiration...


Jeg har modtaget brev fra Royal Copenhagen's advokater om, at jeg krænker Mega Mussels rettigheder ved at tegne look-alike-musselblomster på sten og krympeplast!  Og mindst lige så slemt, at jeg tillader mig at forære mine hjemmetegnede sten og fingerringe væk (som ikke engang er en tro kopi, men blot inspireret af mussel-mønstret og slet ikke i Mega-størrelse.  Hrmm?!). 

Der trues med bål og brand!

Jeg er overrasket og skuffet.  Meget skuffet.  Royal Copenhagen burde være smigret over, at glade krea-tosser over det ganske land godt kan lide musselmønstret, for jeg er jo ikke den eneste der er inspireret.  Måske du/I også har fået brev?  Netto må også hellere tage sig i agt.  Royal Copenhagen burde se det som en inddirekte positiv branding af deres produkter, og glæde sig over det, men det gør de altså ikke.  

Det er ærgerligt med sådan et brev, og den tekno-kratiske tone i brevet, for alle der kender Bellas bedrifter ved, at det er en hobby-krea-blog, som sikrer at jeg parallelt med mit arbejde får slappet af med lidt krea.  Bare engang imellem.  Det er bloggens eneste og fineste formål.  Bloggen er ganske harmløs.  Altså i de flestes øjne.

Nå, men nu gør jeg som der kræves.  Jeg fjerner alt mussel-relateret indhold i indlæg på bloggen.  Jeg ved godt, at det kommer til at give rod og dårlige oplevelser på bloggen.  Det beklager jeg.  Men sådan er det.  

Når sommerferien er slut, så vender jeg sagen med gode og kompetente kolleger med viden om ophavsret.  Bare for god ordens skyld.

Kh.
Bella

torsdag den 10. juli 2014

Hvad smykkefadet gemte #8...

smykkefadet kan man også se en perlekæde med store petroleumsgrønne ferskvandsperler der populært kaldes kartoffelperler (pga. formen).  Her med stjerne-smykkelåsen.





Hva' kan jeg fortælle udover, at den er jeg også rigtig glad for?   Jeg kan li' farven, den uformelle form på perlerne og størrelsen (som ikke er for stor og heller ikke for lille).  Perlerne er farvet og spiller i nuancerne fra lys til mørk petroleumsgrøn.  Rigtig flot!

Perlekæden viser også tydeligt, at en perlekæde med ægte perler ikke behøver, at være hvide, runde perler som man forbinder med fine damer i Nordsjælland og det generelt lidt ældre segment af danske damer.  I øvrigt har jeg selv flere perlekæder med hvide runde perler -- udover de to jeg allerede har vist -- og jeg elsker dem!  ...Og jeg bor ikke i Nordsjælland, og er endnu ikke i segmentet blandt de lidt ældre damer :-)  Sidstnævnte er selvfølgelig et spørgsmål om tid -- og følelsen af alder er relativ :-)

Du finder fakta om perlekæden nedenfor -- ha' en skøn dag!

Kh. 
Bella

Fakta: 
  • Ferskvandsperler, populært kaldet kartoffelperler, indfarvede: petroleumsgrønne, (diameter): 7-9 mm
  • Syet op på perletråd med knude mellem hver perle
  • Monteret med sølv-dupsko
  • Længde på perlekæden: 45,5 cm (uden lås)
  • Lås: udskiftelig smykkelås, stjerne i sølv (ca. 17 mm)

tirsdag den 8. juli 2014

Hvad smykkefadet gemte #7...

 
Jeg elsker mixkæder!  Jeg synes, at de er flotte og uformelle.  Men jeg har ikke ret mange mixkæder selv.  Jeg synes, at de er flotte på andre, men sjældent helt så flotte på mig selv.  Men denne mixkæde er én af dem, som jeg selv har (som man også kunne se på smykkefadet).  

Perlekæden er en skøn blanding af indfarvede ferskvandsperler i knap-mønt-form, små runde perler og mindre kartoffelperler indfarvede i blå og turkis nuancer kombineret med glassplinter og monteret med dupsko i sølv.

 
Det er min plan i løbet af sommeren, at fylde mødebordet på mit arbejdsværelse med restperler, dels for at lave nye mixkæder (med Tour de France kørende i baggrunden -- det er nemlig sommerhygge), og dels for at få overblik over perlerne og få sorteret og ryddet op i dem.  Det betyder også, at uanset vejret, så bliver det en god sommer :-)

Kh.
Bella 

Fakta:

  • Indfarvede ferskvandsperler i knap-mønt-form, små runde perler og mindre kartoffelperler indfarvede i blå og turkis nuancer kombineret med glassplinter, størrelse (diameter): 3-10 mm
  • Syet op på perletråd med knude mellem hver perle
  • Monteret med sølv-dupsko
  • Længde på perlekæden: 44,5 cm (uden lås)
  • Lås: udskiftelig smykkelås, Lynggaardlås: kugle "blonde" i hvidguld (10 mm i diameter)

søndag den 6. juli 2014

Det svage led...


Den anden dag kom Lene med sin smukke perlekæde med de store chunky og rustikke sorte ferskvandsperler, fordi det ene mellemled var knækket.  Sådan er det med prototyper og beta-versioner, de er endnu ikke helt gennemtestede og perfekte.  


Men det var nu alligevel træls.  For mellemleddet er perlekædens absolut svageste led, forstået på den måde, at fejler det, skal hele perlekæden laves om.  Det er ikke bare perlerne der skal syes om, eller båndet der skal skiftes.  Nej, det er begge dele, for at kunne tilføje nyt mellemled.  OK, nogen gange kan man måske genbruge båndet, men ikke i dette tilfælde.

Mellemleddet på Lenes perlekæde var knække i den samling der var på ringen, og som jeg har klemt og trykket på i processen med at formen ringen til en trekant.  Nu har jeg lavet et helt nyt mellemled, hvor jeg så vidt muligt har undgået at klemme og trykke på samlingen. 


Hvad betød et knækket mellemled i forhold til reparation?
Det betød at:
  • Nyt mellemled blev lavet
  • Båndet blev klippet af perlekæden
  • Perlekæden blev klippet op
  • Og trådet op på ny perletråd
  • Perlekæden blev syet og monteret med mellemled i hver ende
  • Bånd blev målt op og klippet
  • Enderne på båndet blev syet i hånden, for ikke at flosse
  • Båndet blev syet på hvert mellemled -- i hånden

Det er faktisk et større arbejde bare pga. et svagt led.  Jeg må derfor finde en mere holdbar løsning på stabile mellemled.  

Men når alt det er sagt, og jeg selvfølgelig hellere havde set, at mellemleddet ikke var gået i stykker, så var det alligevel lidt en luksus, at få lov til at lave Lenes perlekæde.  For i disse tider med eksamener, censur, studieordningsrevisioner, specialevejledning og meget mere lige op til feriestart, så er der ikke meget tid til kreative sysler.  Det var derfor dejligt, at jeg lige var nødt til, at hygge mig med, at lave Lenes perlekæde :-)

Kh.
Bella

fredag den 4. juli 2014

Hvad smykkefadet gemte #6…


Denne perlekæde med ferskvandsperler lå også i smykkefadet, og den er en af mine yndlingsperlekæder!  Perlerne er store, glansen (lustren) er helt fantastisk, farvespillet som er naturligt er uovertruffet, og perlernes rustikke form gør perlekæden uformel.  Den er bare skøn :-)



Fakta om perlekæden kan læses nedenfor.

Kh.
Bella

Fakta:
  • Ferskvandsperler, naturlig farve, meget flot lustre (klasse A), størrelse (diameter): 9-12 mm
  • Syet op på perletråd med knude mellem hver perle
  • Monteret med sølv-dupsko
  • Længde på perlekæden: 47 cm (uden lås)
  • Lås: udskiftelig smykkelås, Lynggaardlås: lille blomst i hvidguld (15 mm i diameter) 

onsdag den 2. juli 2014

Hvad smykkefadet gemte #5…


I den venstre ende af smykkefadet kan man se denne perlekæde med halvædelstenen flourit (facetterede, 4 mm. i diameter), som jeg har kombineret med større sølvgrå kartoffel-ferskvandsperler og mindre runde sølvgrå ferskvandsperler.  Kæden er lang og måler uden lås 95 cm.  Kæden er monteret med sølvdupsko, og jeg bruger kun den store hjertelås i sølv til denne kæde. 

Hrmm?  Hvorfor ved jeg ikke.

Hjertelåsen ville faktisk også være sød til den lange perlekæde med forskelligfarvede ferskvandsperler.  Og kugleblondelåsen ville være sød på denne kæde.  Nå, men det kan jo nemt prøves af :-)

Igen må Lynggaard stå for skud som inspirationskilde til perlekæden :-) 

Undtagelsesvis er der ikke knude mellem hver perle på denne kæde.  Der er kun knude før og efter hver ferskvandsperle, som stabiliserer kæden.  Årsagen er, at hullerne i flouritperlene er så store, at de glider hen over knuderne.


Kh.
Bella

Fakta:

  • Flouritperler (4 mm.) kombineret med sølvgrå ferskvandsperler (2-6 mm.)
  • Syet op på perletråd, dog ikke med knude mellem hver perle.
  • Monteret med sølv-dupsko
  • Længde på perlekæden: 95 cm (uden lås)
  • Lås: udskiftelig smykkelås, stor hjertelås i sølv med lille similisten (2,2 cm)