Sider

lørdag den 31. januar 2015

Perlebolde -- med link til DIY-vejledning...


Måske du husker, at jeg i december ville sy perlesnefnug med nylontråd?  Det var fordi, at det er hvad man gør, når man laver perlebolde.  

Inspireret af Mettes gæsteindlæg hos Frk. Hansen har jeg trukket en kæde på (sølv, 60 cm, som lukkes med en lille karabinhagelås af sølv).  


Boldene her er lavet af ferskvandsperler, men voksperler, glasperler, eller hvad du har, kan bruges.  

Boldene varierer lidt i størrelsen.  Den sølvgrå, bagerst, er ca. 2,5 cm i diameter.  Den lilla, laksefarvede og olivengrønne er hver ca. 2 cm i diameter, og den hvide perlebold er ca. 1,8 cm i diameter.




Hvis du også har lyst til at sy perlebolde, finder du en vejledning her hos Beads by Roni.  

God fornøjelse! :-)

Kh.
Bella

tirsdag den 27. januar 2015

Smukke hvide topborede dråbeperler...


Lad mig igen vise, hvad placering af perlens hul gør ved perlekædens udtryk.  Her er et eksempel på en perlestreng med smukke hvide topborede dråbeperler.  

Når strengen ligger sådan på bordet -- nydeligt arrangeret -- får den et forfinet og bryllupsagtigt look over sig...  


Men tag ikke fejl, for det vil ikke være perlekædens endelige udtryk, en perlekæde af denne type vil "danse" om halsen.  Det er meget charmerende, når perlerne stritter i alle retninger, og udtrykket bliver mere uformelt.


Jeg bør sy den, så du kan se, hvad jeg mener :-)


Kh.
Bella


Fakta:
  • hvide topborede dråbeperler
  • længde på dråbeperle: 7 mm
  • længde på streng med ferskvandsperler: 41 cm

søndag den 25. januar 2015

Ny lang perlekæde...


Jeg har syet en lang perlekæde  -- 113 cm fra dupsko til dupsko -- i skønne forskellige typer ferskvandsperler i hvide, rosa, laks og cremefarvede nuancer.


Jeg ved også allerede nu, at jeg syer den om.  For jeg har fortrudt, at jeg også kombinerede med små facetslebne perler i klar bjergkrystal.  Jeg forestillede mig, at de ville give en lethed i udtrykket, men det synes jeg ikke er lykkedes.  



Nå, men jeg klipper den bare op, og prøver igen :-)

Kh.
Bella


Fakta:

  • Forskellige ferskvandsperler: stavperler, designperler i form af mønter/knapper, kors, stjerner, hjerter i hvide og rosa-og laksefarver samt bitte små runde hvide perler og større runde rosa perler samt små facetslebne perler i bjergkrystal.
  • Syet på almindelig perletråd, slået af tre tråde, med knude mellem hver perle.
  • Monteret med sølvdupsko.
  • Længde: 113 cm


fredag den 23. januar 2015

Min Marguerit-broche har fået nyt liv...


Længe før at Marguerit-smykkerne blev populære, dvs. for mere end 12 år siden, fik jeg brochen af min mand på en rund årsdag.  Jeg er meget glad for den, og har brugt den flittigt.  Lige indtil den dag den røg på gulvet, og emaljen gik i stykker på flere blomsterblade.  

Nu har jeg i stedet gjort en dyd ud af skaden, og givet min broche nyt liv -- og personlighed :-)

Jeg indrømmer, at det var en smule grænseoverskridende at sætte tuschen på brochen.  Men omvendt, som den var, fik jeg den heller ikke brugt.  


Nu glæder jeg mig til at tag den på.  Og ryger den ved et uheld på gulvet igen, så finder jeg bare den røde tusch frem (igen) :-)

God weekend!

Kh.
Bella

onsdag den 21. januar 2015

Armbånd med halvædelstene...


Endnu et par armbånd er også kommet til.  Igen af den spinkle slags, som så mange gange før :-) 

Denne gang har jeg lavet mellemled af sølvtråd og halvædelstene og bundet dem på grønne nylonsnore, og afsluttet med de sædvanlige regulerbare knuder (også kaldet engelsk knob eller fiskerknob).

Kh.
Bella

mandag den 19. januar 2015

Lidt mere om det tæppe jeg hækler på...


Da jeg forleden viste, hvordan Louise og jeg havde hækle-kom-sammen, kunne man blot se min store bunke af et hækleprojekt på bordet.  Nu har jeg lagt tæppet ud på gulvet i stuen, for at du kan se, hvordan det tager sig ud.  

Jeg mangler bare at hækle den brede mørkelilla stribe færdig, og at hækle en kant (ca. 3-4 cm bred) hele vejen rundt om tæppet, for at ramme det ind.  Alle striber, pånær den første, svarer til et garnnøgle.


Jeg tror, at det er en god løsning med en kant rundt om tæppet, fordi, som du kan se, er tæppet "lidt løst" i begyndelsen af tæppet.  Det er tydeligvis ikke længere nødvendigt, at jeg slår masker op på en nål ét nummer større end den der ellers skal hækles med (for at undgå en for stram kant).  Dette gode råd har jeg fra Tusindfryd -- dog slår jeg ikke masker op i dobbelt garn, som Wenche også anbefaler.


Lige nu måler tæppet 138 cm i bredden og er 163 cm langt.  Jeg mangler ca. 17 cm mørkelilla stribe, og med en kant rundt om tæppet, vil jeg vurdere, at de endelige mål bliver ca. 145 cm i bredden og 187 cm i længden.   

Jeg tror, at det bliver ret fint :-)

Kh.
Bella

søndag den 18. januar 2015

Multifarvet dråbeperlekæde...


Lad mig i forlængelse af fredagens indlæg -- hvor jeg kommenterede på, at ikke alle perler var boret lige præcist på perlens balancepunkt, og at perlekæden derfor kunne fremstå ujævn -- vise hvor præcist og velovervejet perler også kan bores.

Denne perlekædes perler er boret på tværs i perlens øvre del, og herved opstår den effekt, hvor perlerne lægger sig forskudt på siden af hinanden.  Ret fint :-)


Perlekæden er monteret med en rillet forgyldt hægtelås.  Fakta om perlekæden præsenteres nedenfor.


Kh.
Bella

Fakta.
  • Multifarvede ovale og dråbeformede ferskvandsperler (hvide, turkis, bordeaux-lilla og beige) ca. 8 mm lange
  • Syet på almindelig perletråd (dvs. snoet af tre tråde) med knude mellem hver perle
  • Lås: forgyldt kuglelås i sølv med riller (hægte) ca. 6 mm i diameter
  • Halskæden måler 40 cm (uden lås)

lørdag den 17. januar 2015

Vi har hæklet i dag...


Nu er det blevet Louises tur til, at give sig i kast med et tæppe efter Liselottes opskrift "KlodsHans" fra Garnudsalg.  Louise handlede garn i Garnudsalgs-butikken i går, og i dag tog vi sammen fat på at lave hækleprøve, få opskriften under huden, og beregne det endelige antal masker, slå dem op og få hækleriet i gang... Alt imens, at jeg hæklede mig ind i den sidste stribe af mit Klodshans-tæppe i Kauni-garn fra Yarnfreak.  Det glæder jeg mig til snart at vise :-)

Louise hækler sit tæppe i Blackhill Højlandsuld, med farven "Løkken strand" som bundfarve, som vil blive kombineret med forskellige grønne nuancer.  Det bliver flot!

Mit blå slumretæppe, er også i Blackhill Højlandsuld.  Tæppet ligger dog i dvale pga. at det garn jeg mangler, er i restordre.  Jeg burde kalde mit tæppe for et dvaletæppe :-)

Kh. Bella

fredag den 16. januar 2015

Måske man kan kalde det et perleslips?


Måske man kan kalde denne perlekæde, som jeg har syet, for et perleslips?  

Perlekædens samlede længe er ca. 70 cm, og den er syet af mindre ovale hvide ferskvandsperler (perlelængde: 5-7 mm, perlebredde: 4-6 mm).  Den store rosa ferskvandsperle måler 1 cm i diameter.  Jeg har syet perlekæden på almindelig perletråd med knude imellem hver perle, og jeg er startet med at montere metalringen.  Afsluttende har jeg inden syningen af den rosa perle, ført perlekæden igennem ringen, og herefter afsluttet perlekæden.  Da jeg ikke var sikker på, at en "prop" af trådforstærker ville holde som afslutning på den rosa perle, har jeg afsluttet perlekæden ved at tilføje en lille smykkewire-perle som "stopklods", og det er blevet en hæderlig afslutning, synes jeg :-)


Hvis du synes, at perlekæden er lidt ujævn, så er det ikke pga. knuderne mellem perlerne, sådan som man tit ser det ved traditionel syning på silketråd, men der imod boring af hullerne i perlerne.  Disse perler er ikke topkvalitet, men gør sig fint til sådan et perlekæde-eksperiment.  I det hele taget er denne perlehobby ret taknemlig, for hvis en perlekæde ikke er vellykket, så er det bare at klippe den op, og det eneste man har spildt er perletråd og trådforstærker, for perlerne som er den udgiftstunge del i hobbyen, kan blot bruges på ny.  

Og hvis du synes, at du genkender ringen, så har jeg tidligere vist hele låsen her.  Nu havde jeg bare én tilovers, og den fik nyt liv i perleslipset :-)

Kh.
Bella

tirsdag den 13. januar 2015

Fint spinkelt armbånd med perlevedhæng...


Jeg har igen lavet et af de spinkle armbånd med nylonsnor og regulerbare knuder.  Denne gang har jeg pyntet med et lille perle- samt agat-vedhæng.  Helt enkelt :-)
 
Kh.
Bella

søndag den 11. januar 2015

Origamipapir, der kan anbefales...


Måske du allerede kender det her lækre, tynde, smidige og stærke (forholdsvis stærke) origamipapir fra Rayher?

Jeg købte et par pakker i Tyskland sidste år, men har først prøvet det af nu.  Det kan varmt anbefales!

Det lader ikke til, at de tyske hobbykæder sender til Danmark, men et stort udvalg af papiret findes hos Amazon.de, og et udvalg kan også købes på Amazon.uk -- det skal jeg prøve.

Dog vil jeg undgå Rayher-papiret med Karen Marie-klip-mønster, hvis papiret er af samme kvalitet som det danske, for så er det for tykt til f.eks at folde stjerner af.  Jeg vil der imod gå efter Martha Stein Meyer-papir.


Den allerførste stjerne jeg foldede, foldede jeg i almindeligt printerpapir, og det var alt for kraftigt.  Det var ret svært af folde sidste del af stjernen, fordi papiret er lagt sammen så mange gange, og de mange lag gør det svært, at folde sidste del pænt og skarpt.  Men sådan er det ikke med papiret fra Rayher, og størrelsen 10x10 cm er også helt perfekt til denne slags stjerner -- synes jeg :-)


Kh.
Bella

torsdag den 8. januar 2015

En lille serie af øreringevedhæng...


Dorthe blev julegaveforkælet med ferskvandsperle-vedhæng til sine øreringe i samme stil som Lenes, dvs. med stort øje.  Dorthes vedhæng skulle bl.a. passe til hendes sorte perlekæde med bånd.  Her udover fik hun vedhæng med knapperler magen til disse perler og blå ovale perler magen til disse, samt vedhæng med store hvide klassiske runde perler.  

Desuden vedlagde jeg de små vedhæng til øreringevedhæng, som jeg har vist tidligere, for det var bl.a. Dorthes blå ovale øreringevedhæng, som jeg brugte til det eksperiment :-)

Kh.
Bella

onsdag den 7. januar 2015

Muslingeblomster...

Når man nu bor tæt ved havet, som vi gør, er der let adgang til muslingeskaller.  Og jeg samler dem gerne :-)  Jeg bruger dem bl.a. som pynt i havekrukkerne.  Det fik også min mor og jeg til at udveksle idéer om, hvad man ellers kan bruge muslingeskaller til -- nemlig til muslingeblomster, som vi begge hver især havde set...

... og jeg troede længe, at vi talte om det samme, altså den samme slags blomst.  

Men nej, på ingen måde :-)

Denne blomst har min mor set og købt på et markedet på Lolland:



Denne har jeg set i en blomsterdekoration på en restaurant (hvor jeg ikke holdt mig for fin til at tage et billede -- to billeder, faktisk :-)):



Måske de hver især kan være til inspiration for dig?
 
Kh.
Bella

tirsdag den 6. januar 2015

Spinkle armbånd med sølvrør...


Jeg har lavet nye spinkle armbånd.  Denne gang med tynde, buede sølvrør, som jeg har trukket på den tynde nylonsnor (1 mm), som jeg "provianterede" i sommer.

Det bliver ikke meget enklere: pynt, snor og et par regulerbare knuder :-)

Kh.
Bella

Ps. ...plus en lighter til at brænde enderne på snoren, så den ikke flosser :-)

søndag den 4. januar 2015

Lange øreringe...


Jeg har forsøgt mig med et par lange øreringe, inspireret af Carina Cecilias øreringe, set hos Anker Living.

Den samlede længde er 5,3 cm.  Jeg har brugt 0,5 mm tyk sølvtråd og store mørkegrå ferskvandsperler, som er ca. 8 mm i diameter.  (I øvrigt samme slags perler som jeg bl.a. har anvendt til øreringe her, her og her).

Kh.
Bella

fredag den 2. januar 2015

Flere øreringevedhæng...


Lene havde fødselsdag for nylig, og ønskede sig et par øreringevedhæng med store sorte kartoffelperler, som skulle matche hendes perlekæde og kunne gå på hendes Izabel Camille-øreringe.

Så det skulle hun selvfølgelig ha' :-)

Men jeg lavede også ekstra vedhæng, som hun kan pynte med.  Dels vedhæng med øksner, som jeg tidligere viste her.  Dels vedhæng med bitte-små vedhæng i agat (de måler ca. 1,5-2 mm). Altså bitte, bitte-små perler :-)

Kh.
Bella