Min mormor døde for 10 år siden. Hun var en fin og statelig dame. Mink, perler og gode manerer :-)
Men også én der kunne tage fat. Altid garant for god mad og hjemmebagte æbleskiver.
Det er også hende der har lært mig at stryge skjorter -- blandt andet!
Hun døde lige før min fødselsdag. Nu har det igen været min fødselsdag, og dagen inden gav min mor mig min mormors perlekæde.
Den perlekæde fik min mormor af damerne fra nabogårdene, da hun blev 50. Saltvandskulturperler med et svagt gyldent skær. Meget smukke!
Perlekæden var oprindeligt en dobbeltradet perlekæde, som hun senere fik syet om til denne lange perlekæde, da det blev moderne. Den har jeg set hende med så mange gange, at jeg ikke har tal på det :-)
Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker perler og har mange perlekæder. Men denne perlekæde er noget særligt, og jeg er derfor glad for at jeg har fået den :-)
Min mormor ville været blevet 100 i år, og jeg er lige blevet det halve. Historien gentager sig :-)
/Bella