Sider

fredag den 28. november 2025

Frankie sweater...

  

Det er i dag første søndag i advent, og min adventsgave fra Anders (for hele december), er garn og opskrift til Frankie sweater.

På messen i Fredericia var PetiteKnits nye sweater Frankie strikket op i et garnalternativ fra Edy Angola i en blanding af alpaca og merino.
 
Der var stor interesse for sweateren og garnet, og jeg så garn blive handlet i mange flotte farvekombinationer.
 
Jeg talte med moren til den unge dame på billedet som prøvede den strikkede Frankie-model.  Moren havde sidste år havde strikket en soft loop sweater fra Other loops i netop det garn, og det havde været skønt at strikke i og blusen havde holdt formen -- hvilket jeg kunne se ved selvsyn, for det var netop den bluse datteren havde på, når hun ikke prøvede Frankie sweateren.
 
Det overbeviste mig, og jeg handlede garn til Frankie sweater i PetiteKnits foreslåede farvekombination i lyseblå og bordeaux.


Nu mens jeg er i Oslo, har jeg virkelig lagt mig i selen, og i går strikkede jeg det sidste ærme færdigt på Plain Yoke Blouse og hæftede alle ender, så jeg med god samvittighed kan starte op på Frankie sweater uden at føle mig utro overfor Plain Yoke Blouse.

Jeg vil nyde morgenstunden med at slå masker op til Frankie, mens jeg samtidig holder øje med at de studerendes seminartekster tikker ind.  Jeg er vært ved slutseminar på onsdag og afholder specialeseminar med 30 studerende og respektive vejledere på torsdag og fredag.  Der venter en hektisk uge, og det vil være perfekt med et strikketøj at slappe af med om aftenen.

Det er en fremragende måde at tage hul på søndagen, første advent og den kommende julemåned.

God første søndag i advent!

/Bella

Champagne og korkpropper...

   

Måske du husker, at jeg nævnte, at jeg var skuffet over messen i Fredericia?  Det var bl.a. fordi at der var flere stande som jeg savnede, og igen andre stande, som jeg ikke forbinder med kreativitet og håndarbejde — så som salg af aloe vera-produkter, massagestole, hovedepuder, skopudsning, pesto & olie, champagne, flere støtteorganisationer m.fl. 

Der er nok nogen der vil hævde, at champagne kan stimulere kreativiteten.

Hvor om alting er, champagnestanden havde en kæmpe guirlande lavet af champagnepropper.

Louise mente kækt, at den bestod af propper svarerende til hvad vi drikker af champagne på en sommer, og at jeg derfor kunne lave en guirlande.


Hertil må jeg bare sige, at nok kan vi li’ et glas bobler, men det ville tage os mange, mange, mange år (og gæster), at samle propper til sådan en guirlande.

Og hvis det endelig skulle være, så er jeg ikke sikker på, at jeg ville ha’ lyst til at hænge den op (og derved sige, se hvor fordrukken jeg er). 


Men når det er sagt, så nød vi faktisk dagen efter messen en rosé-champagne med blide bobler, og den var fremragende.
 
Det var en Grand Rosé, Premier Cru (brut) fra huset Froment Griffon fra Champagnekassen (Champagne for alle).  Det er ikke reklame, bare en svaghed for champagne.

Vi skal i øvrigt for første gang prøve champagneadventskalenderen fra Champagne for alle.  Den er vi spændt på.  
 
Jeg håber, at Anders kan vente med at åbne, til jeg kommer hjem fra Oslo.

 
/Bella

tirsdag den 25. november 2025

Status på Plain Yoke Blouse...

 
Jeg strikker og strikker på Plain Yoke Blouse.  Jeg trevler også op.  Denne bluse er så enkel at strikke, at jeg åbenbart må tro, at jeg kan slå hjernen fra.  

Jeg føler efterhånden, at jeg har strikket blusen op til flere gange med al den optrevling der har været.  Så strikker jeg for langt.  Så laver jeg retmæssig udtagning i den en side af ærmet, men glemmer det i den anden side, og strikker videre. Så laver jeg hul ved magic loop-vending, ser det ikke, og strikker videre.  Så laver jeg hul midt på ærmet, og ser det ikke. Hrmm, jeg fik ellers nye briller i sommer — måske jeg bør få pengene tilbage?

Nu er jeg heldigvis på sidste ærme, og hvis det ikke var fordi, at nu vil jeg hellere klippe papirposer til stjerner om aftenen, fordi vi skal mødes efter arbejde på torsdag på instituttet og laver papirposestjerner sammen, så kunne jeg hurtigt være færdig med blusen.

For jeg glæder mig egentlig allermest til at vaske blusen, at lade maskerne skvulpe på plads, at se garnet folde sig ud, og mærke at det ved tørring får en elegant lethed.

Jeg lover, jeg griber strikkepindene i aften. 

/Bella

søndag den 23. november 2025

Lakridskonfekt på trappestenen...

 

Jeg er på vej ud af døren til Oslo, og er derfor ikke hjemme i næste weekend, når det er første advent og vi tager hul på juletiden.

Jeg har derfor, lidt før tid, sat lakridskonfektklodserne ud på trappestenen.

For at være ærlig, jeg kunne næsten ikke vente.  Jeg har sådan glædet mig.  Jeg synes, at de er ualmindelig vellykkede.

Dem bliver jeg glade for, og det var godt at jeg investerede i god skibslak og gav dem to gange, så de er robuste og kan holde til vind og vejr i mange år.

Nu mangler jeg bare at proppe krukken med kogler, så den også kan strutte af julestemning.  Men det kan måske vente til jeg er hjemme igen?


 /Bella

Ps. Stensøjlerne holder også meget godt, de har trods alt stået der siden 2019 i alt slags vejr og diverse storme. 

onsdag den 19. november 2025

Røde sløjfehjerter (reprise)…

Vi nærmer os jul, hvilket betyder at jeg modtager flere forespørgsler på skabelonen til det smukke hjerte med sløjfe og hjerterelief — sidstnævnte giver hjertet både dybde og tyngde.  
 
Jeg tænker, at det derfor er på sin plads med en reprise af det smukke hjerte.  
 
Det er hjertet som jeg klippede i 2017 som del af adventskalenderen til min mor, svigermor, Louise og Christina.  
 
Det var det også år jeg startede job i Oslo, og en del af hjerterne blev klippet i perioden hvor jeg kom på plads i lejligheden, fik lampe op m.v. 
 
Således sad jeg og klippede julepynt i juli 2017.

Det er et smukt hjerte, og det kræver flere arbejdsgange med klip af fem hjerter til et færdigt ophæng, men det er al umagen værd.

Fordi jeg altid ved juletid får flere henvendelser om skabelonen til hjertet, så var det min plan at linke til skabelonen.  Men det kan jeg ikke få til at virke,  

Derfor, hvis du er interesseret i skabelonen, så send mig en e-mail, og jeg sender den til dig.

/Bella

lørdag den 15. november 2025

Gine med kjole i papir...


I en boghandel i Rom så jeg denne gine iklædt kjole i papir med rosetter og tilhørende taske.

Det fik mig til at tænke på Zoe Bradley, som jeg engang læste om i et modemagasin — hun laver storslåede kjoler i papir — se nogle af dem her

Tjek Zoe ud her

Jeg ved, at Zoes kjoler får kjolen i boghandlen til at blegne, men alle skal starte et sted, og sprudlende kreativitet er inspirerende.

Zoe holder også workshops, og jeg har netop sagt til Anders, at hvis vi nogensinde vinder den store gevinst i Lotto, så vil jeg prøve det.  Jeg vil også høre Louise, om hun vil med — jeg gi’r.

/Bella

torsdag den 13. november 2025

Guldsmede i pileflet...

Inden vi tog til Rom, fik jeg sat guldsmedene i piletflet ud i græsbedet.

Jeg skal ha’ justeret dem lidt højde-mæssigt, men ellers synes jeg at de står flot i forhold til græsserne og stensøjlerne.  Selvom at de er store, falder de ind og går i et med bedet på en flot måde.

Det var et godt messekøb.

/Bella 

onsdag den 12. november 2025

Vinduesudstillinger hos FENDI…

Hold på hat og briller, eller måske snarere, huen.

Forbered dig på høje priser.  Jeg blev i hvert fald overrasket over noget der tangerer det glade vanvid.  Der er derfor også plads til et grin, hvis man hopper på denne trend til de penge, og det kom jeg til at grine af.

Vi har netop været i Rom.  Den årlige tur, hvor vi forkæles med at sensommeren forlænges -- vi nød f.eks. 20-21° og gik rundt i skjorteærmer og bare ankler i tennissko.  

Jeg vil altid gerne forbi modehuset FENDI (på Largo Goldoni 420 ved Via Del Corso), fordi der ofte er nogle spændende vinduesudstillinger.  

Denne gang var udstillingen lidt kedelig og tøjet fik min opmærksomhed.  Der blev bl.a. vist grove strikhuer med slør frem -- huer med plads til rastafarihår.

Og hva’ koster sådan en hue med yndigt slør?

Det er nu, du skal holde på hue og briller, og ellers passe på ikke at falde død om af grin (eller forargelse).  For en sådan hue koster 1200 € (ja, dvs. 8960,- hårdt tjente kroner).

 Du kan selv vælge, om du foretrækker en lyserød eller lyseblå hue for de penge.

Jeg handlede ingen hue, jeg foretrækker at strikke mine egne huer.

Jeg var til gengæld forbi FENDI et par dage senere og denne gang havde de pyntet udstillingsvinduerne med sommerfugle, som passede til temaet i tøj og tasker, som blev vist frem.  

 

 

Det var nøjagtig den slags vinduesudstillinger, som jeg gerne vil se.

Den var kreativ, og brugen og kombinationen af materialer (læder, stof, guldfolie og papir) i fremstillingen af sommerfugle var spændende og inspirerende.

/Bella

søndag den 9. november 2025

Fisk en masse...

 

Louise har forkælet mig med næsten ene og alene hjemmelavede gaver fra hendes hånd.

Bl.a. 8 søde, hæklede fisk.

De dækker mit behov for små fisk, og betyder at jeg formentlig ikke kommer til at genoptage mit strikke-fisk-projekt.

Der er ingen grund til at genoptage projektet, for nu har jeg nok fisk, og Louises fisk er meget pænere end min fisk.  

Jeg tænker, at Louise har fulgt den gratis hækleopskrift fra Hobbii, som du kan downloade her.

Jeg har også fået to keramikfisk med drivtømmer.  Måske du husker, at Louise går til ler?  

De kan tåle at hænge udenfor, men til at begynde med har de fået plads på knagerne bag døren på gæstebadeværelset.  

Du ved den plads, som jeg også tiltænker min mors mand og dame i drivtømmer, hvis jeg er så heldig at få dem i julegave.  Hvis jeg får drivtømmerparret, kan det være, at jeg flytter Louises fisk ud til uroen i træet foran køkkenvinduet.  Vi får se.

Der var også tre smukke stjerner i kurven.  Stjernerne er flettet af spåner.  Det er ingen hemmelighed at jeg elsker at flette stjerner, men disse kan jeg ikke selv flette, så det er en luksus at blive forkælet med dem.


 Jeg har ikke hængt dem op endnu.  Det må vente til lidt tættere på jul.

Mens de hæklede fisk er forsøgsvis hængt op på henholdsvis gæstebadeværelset (ved spejlet)...

...og på det store badeværelse (på spjældet i vinduet)...

 

Som sagt, fisk i massevis.

/Bella 

tirsdag den 4. november 2025

Moderne juleengle — en idé til julepynt…

 

Jeg har gang i den helt store englefabrik.  

Jeg så engleophæng på Pinterest, hvor englene var klippet i karton, malet og dekoreret, og hængt på tråd med tape på bagsiden.  Det var silhuetten af englen der fængede mig.  

Nedenfor ser du inspirationsbilledet.

(c) Art Camp

Englene er fra Art Camp, og har været en del af en kreativ julekalender.  Nu sælges skabeloner og materialer her, hvis det har interesse.

I min fortolkning er glorien en stjerne, og kroppen er rund og smykket med et hjerte.  Min fortolkning er også klassisk enkel med hvide vinger og kroppen holdt i ensfarvede farver.

Mine engle kunne også have været endnu mere klassiske ved at været holdt helt i hvidt og gul og guld.  Men jeg kan godt lide dem i farver, og med hjertet på rette sted.

Hertil kommer at jeg ikke har klippet, men brugt stansejern.  


Det definerede derfor også størrelsen på mine engle, for jeg har brugt de stansejern jeg har. 

Jeg har heller ikke købt karton, men kun brugt hvad jeg havde.  Jeg løb tør for guldkarton, og de store stjerne er derfor en blanding af guld- og gule stjerner. 


Mine engle måler:

Gloriestjerne: 1,5 cm 

Hoved: 2,5 cm i diameter.

Vinger, som er en halv cirkel med diameter: 6,3 cm

Krop: 5 cm i diameter

Hjerte: 2,5 cm i bredden og 2 cm i højden

Stor stjerne: 6 cm

En engel måler fra spidsen af stjerneglorien til spidsen på den store stjerne: 19,5 cm.

Lad mig gi’ et tip til englevinger.  Klip to runde cirkler samtidig.  Og lad hver halvdel danne par.  På den måde ved man, at hver sæt vinger matcher.

Jeg lavede først to prototyper.  Én hvor jeg limede delene sammen med tråden imellem, og det er den model jeg er landet på.  Det er en luksusudgave med flot for- og bagside, og god tyngde.  Den har ens forside og bagside, da englen har hjerte på begge sider.  

Den anden prototype, som jeg forkastede, havde jeg stanset små huller i top og bund på hver del, og trak en tråd i gennem hullerne gennem hele englen.  Den var ok, og på flere måder nemmere, fordi man skulle stanse meget færre dele og ikke fedte med lim.  Men den første prototype var ubetinget flottere.  Så det afgjorde den sag.

Kender du typen der ikke kan stoppe?  Det er mig.


Jeg har lavet en hær af engle.  Det her er dem, jeg har herhjemme, og som nu skal i pres.  I Oslo har jeg 3 gange så mange, som ligger i pres mellem bøger, skærebrætter og en solid stak tallerkener.   Snart klar til at komme i cellofanposer.


Jeg er med andre ord klar til julen hvad angår værtindegaver og kærlige julehilsener.

/Bella