Sider

mandag den 26. oktober 2020

Armbånd med multifavede, facetslebne agatperler...

 

Lige siden jeg syede armbåndet med agatperler til Malene, har jeg ønsket mig et selv.  Nu hvor jeg sjældent har fingerringe på pga. hyppig håndvaskning og afspritning, så er det nemmere at pynte sig med et armbånd.

I lighed med Malenes armbånd er mit med 4 mm store facetslebne agatperler i forskellige farver.  Mit armbånd lukkes med en lille karabinelås i sølv, og har, hvad der nærmest må betragtes som en signatur efterhånden, et lille vedhæng med hvid, rund ferskvandsperle.  Armbåndet måler 18 cm.

/Bella

fredag den 23. oktober 2020

Øreringe med ferksvandsknapperler og granatperler...

  

Det er også blevet til et par smukke øreringe med rustikke bordeaux-farvede ferskvandsperler i knapform og små dinglende facetterede granatperler.  

Det samlede vedhæng er ca. 2,5 cm langt, og i hænger i en åben, rund ørebøjle med en diameter på 1,8 cm, som er af forgyldt sølv.  

/Bella

  


onsdag den 21. oktober 2020

Er i gang med en ny hue af Ditte Larsen...

Jeg er gået i gang med endnu en hue fra "Hammershøi på pindene" af Ditte Larsen.  

Designet er to-farvet, men jeg strikker den ensfarvet i to varme gyldne farver som klæder hinanden, og som billederne ikke yder retfærdighed.  

De to tråde gran er henholdsvis en fin blød alpaka og en lidt grovere højlandsuld, begge dele fra Garnudsalg.

Huen er ret enkel, en rullekant forneden med brede mellemstykker af glatstrik, som brydes med en række hulmønster.


/Bella

tirsdag den 20. oktober 2020

Singleøreringe med månesten...

Jeg har lavet yderligere to single-øreringe, denne gang med perler af månesten med zirkoner og kæder.  

Vedhænget med den grå månesten hænger i en åben ørebøjle i sølv.  Hvor imod vedhænget med den røde månesten hænger i en sølvcreol.


Månestensperlerne har jeg købt i New York, men de er ikke særegne for New York, det var bare første gang jeg så dem.  Jeg har siden set dem flere steder.

/Bella

lørdag den 17. oktober 2020

Huestrik i højlandsuld og silk mohair -- Ditte Larsen-opskrift...

Jeg har kastet mig over endnu en hue fra Hammershøi på pindene af Ditte Larsen.  Denne gang en moderne fortolkning af klassisk hue i rib, hvor jeg synes at rullekanten forneden er særligt klædelig.


Jeg strikker i Blackhill højlandsuld og silk mohair begge fra Garnudsalg.  Meget, meget lækkert!

Udover at have pyntet op med Silles halloweenpynt på arbejdsværelset, er planen for lørdag, at indtage sofaen med te, strik og Netflix 😊

/Bella 


fredag den 16. oktober 2020

Single-øreringe...

Da jeg lavede øreringe forleden, lavede jeg også flere single-øreringe, som kan mixes med andre øreringe.  Det blev bl.a. til disse to styk kædeøreringe med store ferskvandsperler.  Kæderne er forgyldt sterlingsølv og er 8 cm lange.  

Den første ørering er en store peacock-farvet, oval perle med forgyldt blomsterkappe på toppen og med vedhæng af facetslebne lilla og grøn agatperle.  Ferskvandsperlen måler 10 x 8 mm og agatperlerne måler 2 mm.

Den anden kædeørering er i stil med dem jeg har lavet tidligere, men nu med en lille hvid ferskvandsperle som vedhæng.  

Perlen med den grønne zirkon købte jeg sidste år på Kreative Dage-messen i Fredericia, men jeg husker ikke hvor eller hos hvem.  

Tænk, der er en verden til forskel fra den gang og i dag, og i år ingen messe.  Nej, naturligvis ikke ingen messe.  Jeg mener, at have læst et sted, at der sidste år var 24.000 besøgende de tre dage messen varede.  Det kunne blive noget at en super-sprederbegivenhed.  

Puha, så nej, ingen messe i år, det er det eneste rigtige.  

God weekend,
Bella

    

lørdag den 10. oktober 2020

Kontur-huen...

Konturhuen af Ditte Larsen er blevet færdig.  

Blød og let og fin -- og en smule mere voluminøs end jeg havde forestillet mig.  Men havde jeg kigget grundigt på billedet, (og ikke kun på den del med pande og ansigt), og havde jeg evnet at omsætte og visualisere antallet af masker, så havde jeg nok gennemskuet det langt, langt tidligere.  

Men pyt, for det er en lækker hue, og jeg er meget tilfreds.  Men det betyder ikke, at jeg er færdig med huestrik.  Jeg er allerede i gang med at udset mig den næste hue fra Dittes fine strikbog inspireret af Hammershøj-kunstnerne.

/Bella

fredag den 9. oktober 2020

Øreringe med fast mellemled...


Denne gang har jeg lavet et par øreringe med fast mellemled, og med det mener jeg, at flere perler er sat på samme perlestav og danner et længere mellemled.  Det er med andre ord den øverste del af øreringevedhænget som er det faste mellemled.  Nedenfor hænger en enkelt lille hvid ferskvandsperle og dingler, og skaber derved al dynamikke i øreringen.  Det faste mellemled er sammensat af facetslebne agatperler og hvid ferskvandsperle samt sølv-forgyldte flade blomster.

Jeg er inspireret af brugen af faste mellemled i Mona Lena Attias smykkemærke Leleah, som f.eks. her og her

Vedhænget hænger på en ørebøjle i forgyldt sølv.  Perlerne er 2 mm i diameter og den samlede længde på øreringevedhænget er  2,5 cm.  

/Bella

torsdag den 8. oktober 2020

Asymmetriske øreringe med vintage mellemled...

I weekenden fandt jeg "smykkeværkstedet" frem.  Jeg havde flere idéer, som jeg gerne ville prøve af, og det blev også til flere sæt samt single-øreringe, som jeg viser den kommende tid.

I dag vil jeg vise et par asymmetriske øreringe med vintage mellemled, som bygger på flere forskellige inspirationskilder, bla. Pia Andersen Smykker fra Gilleleje.  Pia kombinerer nyt og gammelt, og mestrer brugen af mellemled -- meget inspirerende synes jeg.  En anden inspirationskilde er den amerikanske smykkedesigner Margery Hirschey, som bla. laver fine asymmetriske øreringe, som har en lethed i deres udtryk, som jeg er meget fascineret af.  

Jeg har parret blomster-mellemled (1 cm) med orangerøde og sorte facetslebne agatperler (2 mm).  Vedhænget måler 3 cm og er hægtet på en enkel, klassisk ørebøjle i forgyldt sølv.

Jeg følger i øvrigt begge damer på Instagram (@piaandersensmykker, @margeryhirschey).

/Bella

mandag den 5. oktober 2020

Stenskulptur...

Jeg har stensøjler ved hoveddøren og i krukken, og nu har jeg også stenkunst indendøre.  En minisøjle har fået plads i vindueskarmen på mit arbejdsværelse sammen med den fine raku-gine, som jeg fik af mine forældre for 20 år siden, da jeg som adjunkt blev lektorbedømt og fik min første fastansættelse.  Hvilket jeg tror udløste gaven, for min mor var vist lettet over, at jeg endelig fik fast job efter mange år i det akademiske miljø med tidsbegrænsede ansættelser som først timelærer siden forskningsassistent, ph.d.-studerende og adjunkt.

Tilbage til stensøjlen, som jeg har lavet af mindre hulsten, hvoraf flere er fra en nylig stensamlertur sammen med min mor og niecer, hvor vi tog hen på min "mors" stenstrand.

Jeg har genbrugt en klods og metalpind fra en holder af et dannebrogsflag i glas, som på et tidspunkt er gået til.  



Stenene er sat på pinden og er samlet uden lim, og kan når som helst skilles ad og samles i en ny konstruktion.  Stenskulpturen måler fra top til bund 26 cm.

/Bella