Det er flere år siden jeg første gang så denne type papirkugle, blev fascineret, og samtidig forundret over hvordan man mon laver piggene.
Siden glemte jeg alt om den, lige indtil forleden hvor den dukkede op i mit feed på Instragram med vejledning fra @vitanyanser.
Hvis du som jeg allerede er klar til at lave julepynt, så er denne kugle et godt bud på en fin og lidt anderledes julekugle.
- Man skal bruge 12 cirkler af papir -- jeg stansede mine, men de kan selvfølgelig også klippes, f.eks. tegnet efter et glas.
NB! Lad dig ikke narre af, at der kun er 11 stjernepigge på billedet. En var røget gulvet, faktisk fordi mit første forsøg på at stramme kuglen mislykkedes, da snoren knækkede. Jeg skiftede derfor flot sølvtråd ud med kraftig, stærk hvid tråd!
- Herefter foldes hver enkelt cirkel 4 gange på midten, og bagefter tegnes en cirkel i midten efter en mønt, prop eller lign.
- Nu klippes der i hver foldning hen til markeringen af den tegnede cirkel.
- Afsluttedende foldes enderne om en blyant og limes.
Den del er den mest omstændelige, og det tog mig lidt tid at finde håndelaget, så hold ud.
- Nu samles de 12 piggestjerner på en snor.
- For at kuglen kan trækkes sammen, sætter man en lille knap i hver ende af kuglen, og man skal bruge stærk tråd der kan tåle at man strammer til.
Mine stansede papircirkler havde en diameter på 5 cm, og den færdige kugle måler 7 cm i diameter.
Jeg har anvendt designpapir fra Søstrene Grene, men du kan også bruge gavepapir eller genbruge papir fra de mange julekataloger som havner i postkassen i denne tid.
Det tog lidt tid at lave denne første kugle, men man kan med fordel sætte produktionen i system, og på den måde "masseproducere" kuglen.
/Bella
Ingen kommentarer:
Send en kommentar