Sider

lørdag den 12. oktober 2024

Origami-pyramider...


Jeg er i Oslo, og hver dag i denne uge, når jeg er kommet hjem fra arbejde, og har fået lavet en kop te, har jeg sat mig ved køkkenbordet og foldet lidt origami.  

Det er en god måde at tømme hovedet på, når der er mange bolde i luften...

Da kan origami noget.  Det kan flytte fokus, sænke ens skuldre, beskæftige ens hænder og udfordre hjernen på den gode måde.


Som du kan se er jeg ikke færdig med pyramider. 

Jeg har fundet papir frem som måler 20x20 cm, som er stort af origamipapir at være, men en god størrelse, når nye folderier skal prøves.

Origami-pyramide-kunstværket fra London er stadig en inspirationskilde, og jeg har endelig fundet den type pyramide, som er anvendt i kunstværket nemlig den, som jeg har foldet her (den store til venstre).  

Du finder en fin videovejledning på netop denne type origamipyramide hos Tove Svartkjønnli på hendes Instagramprofil @papir_lab.  Scroll gennem hendes opslag, og kig efter en lysegrøn pyramide.

Det får mig i øvrigt endnu engang til at tænke over, om det er en fejl, eller med vilje, at nogle af pyramiderne i kunstværket i London er foldet ud.

Min søgen efter pyramidevejledning resulterede også i anvisning på dobbelte pyramider, som der også er mange eksempler på som vægkunst. -- se f.eks. her på YouTube.  

/Bella

Ingen kommentarer:

Send en kommentar