Sider

tirsdag den 30. april 2019

Op på strikkehesten igen...


Da jeg var hjemme i påsken, havde jeg ikke taget noget strikkeprojekt med hjem.  Jeg havde netop afsluttet sjalet, og var en var en smule demotiveret hvad angår strikning.  Desuden havde jeg også Pelles tæppe, som jeg skulle hækle på.  Men siden det pludselig blev lige meget med Pelles tæppe, og jeg mistede al lyst til at hækle på tæppet, så manglede jeg noget at beskæftige mine hænder (og hoved) med.  

Så jeg kastede mig over strikkeskolen igen.  Hvor den aktuelle lektion foreskrev, at der skulle strikkes huer i mønsterstrik, men jeg havde ikke det rette garn.  Jeg havde kun bomuldsgarn.  Det kunne tilgengæld passe fint til den efterfølgende lektion om strukturstrik -- "klædelige klude".  Og nu bliver det en smule ironisk.  For måske  du husker, at det var til netop det projekt (altså klude), at jeg købte meter-meget garn, som nu var i Oslo, da jeg skulle bruge det :-)  

Strukturstrik-lektionen startede ud med et par øvelser i halvpatent og sildebensmønster, før det gjaldt selve kludene som er strikket i henholdsvis dobbelt perlestrik, diagonal rib og afghansk perlestrik.  


Fælles for alle klude er udgangpunktet på 60 masker, og at man strikker til man har en kvadrat, som afsluttes med en hæklet kant af fastmasker.  


Det her synes jeg faktisk er meget hyggeligt, så jeg er ikke så bekymret for al det garn, som jeg nu kan strikke klude af :-)  Mange klude :-)

/Bella

mandag den 29. april 2019

Pelles tæppe -- her til og ikke længere...


Her til og ikke længere... Det er status på tæppet til Pelle.  

For Pelle blev syg, og der var ikke andet at gøre, end at tage ham til dyrlægen.

Og jeg har mistet al lyst til at hækle på tæppet, som han skulle have haft.

/Bella

torsdag den 25. april 2019

Sjalet...


Tiden flyver!  
Gad vide, hvor den flyver hen?

Hvor om alting er, jeg er blevet færdigt med sjalet, og har også bevæget mig et par teoretiske lektioner videre i strikkeskolen.  


Og det er meget godt, for jeg kedede mig med at strikke sjalet.  Så meget, at jeg begyndte at fundere over om det her strikkeri overhovedet er noget for mig, for jeg drømmer jo om at kunne strikke bluser og den slags, men, hvis jeg keder mig ved større arbejder, så er det en smule problematisk.

Jeg tror nu også, at det handlede om garnet.  Måske jeg drømte om et andet lettere udtryk?  Hvem ved?  Jeg ved det knapt nok selv.  

Men noget ved jeg da, f.eks. at sjalet vejer 229 g.   Det måler 190 cm på den lange side (grundlinjen), og de ligebenede sider måler 140 cm.

Det forlyder via strikkelærerinden at flere strikkeskoleelever har strikket op til flere udgaver af sjalet.  Det forventer jeg ikke, at jeg kommer til :-)

Men jeg var da disciplineret nok til, at strikke det færdigt :-)

/Bella