Sider

mandag den 14. juni 2021

Igen sæson for pæoner...

 

Lilly har lige været forbi med denne smukke buket pæoner fra haven. 
Smukke og velduftende.  

Sæsonen med haveblomster er såledt indledt med pæoner.

Sædvanen tro kom den første buket pæoner fra min svigermors have, for hun er ualmindelig generøs med blomster fra sin have.

Buketten fra svigermor-Jane var netop afblomstret, da Lilly kom med sin buket.  Det kan man da kalde for god timing. 


 /Bella


tirsdag den 8. juni 2021

Et styk vinterluksus (farvetrappetørklædet)...

 

Farvetrappetørklædet af Ditte Larsen (fra Anna Ancher på pindene-strikkebogen) er blevet færdigt.

Det ser muligvis ikke ud af meget, sådan som det ligger der på køkkenbordet.  Men tag mine ord for gode varer, og tro mig når jeg siger, at her er der tale om et stykke vinterluksus.  

Det er det blødeste, fine strik, som jeg glæder mig til at svøbe mig i til efteråret og vinteren.

Tørklædet er strikket i en tråd silk mohair og en tråd tynd alpaca på pind 3,5.  

Det måler ved blokning 51 x 247 cm, så der er noget at svøbe sig i.

Her ses det efter vask, hvor de fine striber virkelig fornemmes.


Det vejer, alt i alt, efter vask, 271 g. 

/Bella
 

lørdag den 5. juni 2021

Mayas øreringe...

 

Lene kom forbi i sidste weekend med et ønske om, at vi kiggede på øreringe til Maya.  For Maya har fødselsdag i dag, og Lene ville gerne forkæle hende med håndlavede øreringe.

Vi var udfordret af en viljestræk teenager med bestemte meninger om, hvad hun ville ha', og samtidig ordfattig på hvad netop det var.  Vi blev dog hjulpet på vej med hint om at det skulle være guld og blå perler samt et link til øreringe fra Kobra Copenhagen.   

Med inspiration fra Kobra-øreringene lavede jeg det første par, som er sølv-forgyldte creoler (2,5 cm i diameter) med hvide, lyseblå og mørkeblå runde ferskvandsperler i forskellige størrelser og forgyldte stave -- som jeg også har brugt til øreringe til en norsk kollega.   

Mens jeg lavede øreringene, gik Lene i gang med at designe det næste par øreringe, som er inspireret af øreringe fra Pearl & Pieces med måneferskvandsperler.  Sådan nogle havde jeg ikke, men jeg havde stjerner.  Og stjerner blev det, kombineret med facetslebne rosa og lilla zirkoner og små lyseblå ferskvandsperler i runde sølvforgyldte ørebøjler.


Nu er det bare tilbage at håbe, at øreringene falder i den unge dames smag :-)

/Bella

torsdag den 3. juni 2021

Lille-Pelle...

 

Vi har desværre været nødt til at sige farvel til vores lille vildkat, Pelle.  

Lille-Pelle, som vi kaldte ham.  Jeg har vist ham frem før, han var så fin med sine smukke blå øjne (se ham her og her).  

Jeg nåede sågar, at forevige ham i fint papirklip, som del af sidste års adventskalenderjulepynt 😻

Lille-Pelle var en tilløben vildkat, som udfyldte tomrummet efter vores tidligere tilløbne gamle hankat, Pelle (haleløs).

Vi kunne ikke røre lille-Pelle, før til allersidst, men måtte blot finde os i at blive hvæst af og slået ud efter.  Men sød var han.


Han boede på den overdækkede terrasse, hvor han fik mad, og hvor han sov.  Han tog virkelig kattekassen til sig.  Den lånte vi af Anders' faster til den gamle Pelle, men han ville hellere indenfor at sove.  
 
Lille-Pelle ville også gerne ind, men han strintede af bare begejstring, så han fik forbud. 


Men Pelle blev syg kort tid før påske.  Han insisterede på at komme ind, og ville allerhelst være under spisebordet i køkkenet.  Så det fik han lov til.  Terrassedøren stod på klem, og han gik ind og ud efter behov, og strintede ikke inde.
 
 
Vi tog hans kasse fra havebordet ind, så han havde en seng han kendte.  
 
Stuen var forbudt område.  Men pludselig havde han sneget sig derind, og så tilpassede vi os 😺🧡

Bedst som vi troede, at han var han i bedring, gik det lynhurtigt den forkerte vej, og dyrlægen kunne ikke gøre andet end at hjælpe ham på vej. 

Nu har han fået fred.

Det er ikke altid, at der er meget at takke coronaen for, men jeg vil alligvel sige tak for, at jeg fik et år hjemme fra Oslo sammen med Pelle.

/Bella

tirsdag den 1. juni 2021

Farvetrappetørklædet skrider fremad...

 

Jeg påbegyndte dette tørklæde i begyndelsen af marts, hvorefter jeg lagde det på køl, eller rettere sagt, lod mig friste af andre kreative projekter.  Men så fik jeg lyst igen😊

Og det er virkelig så fint, at sidde med.  

Jeg strikker i en tråd tynd alpaca og en tråd silk mohair på pind 3,5, og lige så stille tager det form.  Jeg strikker nu på den sidste femtedel.

Opskriften er af Ditte Larsen fra bogen "Anna Ancher på pindene".  Som i øvrigt varmt kan anbefales.

/Bella