Sider

torsdag den 30. januar 2020

Strikkede strømper...



Nu kan jeg strikke strømper :-)

Det første par er færdige.  Der er et par begynderskønhedsfejl, men det er ok.  Hov, sagde jeg lige det? :-)  Det plejer ikke at være holdningen, men her tror jeg for alvor, at de kan tjene til, at jeg ikke laver samme fejl igen.

Jeg kan faktisk rigtig godt lide at strikke strømper.  Det er jeg lidt overrasket over, for det er på en eller anden måde noget småtteri, i hvert fald til at starte med.  Men så tager strømpen form og "vokser" frem, og det kan jeg li´ :-)

Nu vil jeg slå masker op til det næste par.  Det skal være dem i pink garn og glimmer.

Og apropos glimmer, det går også fremad med glimmerponchoen :-)  Den har ligget stillet pga. strømpestrikkeriet, og fordi jeg har været i Oslo.  Men nu hvor jeg er hjemme igen, og strømperne er blevet færdig, har ponchoen igen fået lidt opmærksomhed.  Det skal jeg få vist frem en af de kommende dage :-)

/Bella   

mandag den 27. januar 2020

Altheas perlekæde og armbånd...


Min lille niece Althea havde fødselsdag i december, og jeg syede en perlekæde med matchende armbånd til hende.


Jeg valgte at sy sættet i tranebærrøde ferskvandsperler som måler ca. 5 x 3,5 mm.  Jeg har ikke syet knude mellem hver perle som jeg plejer, men kun mellem hver 3. perle, sådan at når kæden engang skal forlænges til voksenstørrelse -- evt. på bekostning af armbåndet -- så er den nemmere at klippe op.  

Halskæde og armbånd er monsteret med ens låse, nemlig en lille karabinlås i sølv.

Halskæden måler 36 cm inkl. lås og armbåndet måler 16 cm inkl. lås.

/Bella

fredag den 24. januar 2020

Andre slags øreringe med kæder...


Jeg har også lavet de her øreringe fornylig -- helt enkle og ret fine.

Synes jeg :-)


/Bella

onsdag den 22. januar 2020

Origami-skåle...


Ja, jeg ved godt, at jeg sagde, at jeg ville folde pyramider :-)  Men til at starte med har jeg foldet små skåle.  Jeg har egentlig kun brug for en, måske to, men det blev til tre, nu jeg var i gang.  Jeg mangler nemlig et lille opbevaringssted til mønter.  Danske og norske mønter.

Det er ikke altid jeg får tømt pungen inden jeg rejser hjem fra Oslo, eller inden jeg rejser til Oslo.  Så møntfod-opbevaringssted gælder begge steder.  

Og disse fine små skåle, foldet af 3 stk. papir 11,5 x 11,5 cm er velegnet til netop det formål :-)


Hvis du også vil folde skåle, så finder du en vejledning hos Søstrene Grene

/Bella

mandag den 20. januar 2020

Ekstra luxus-mix-perlekæde med magnetlås...


Denne perlekæde syede jeg i sidste uge, og her er der tale om en kreavtiv disciplin, som jeg virkelig mestrer i modsætning til strikning :-)

Perlekæden er oven i købet af eget design.  Men ikke til mig selv, men til Jannie :-)  Perlekæden består af en luksuriøs blanding af forskellige ferskvandsperler i primært grå nuancer og med et pift af tranebærrødt.


Perlekæden er syet på almindelig perletråd og har knude mellem hver perle, dog er der dobbelt knude mellem de tre perler på hver sin side af låsen.  Perlekæden er monteret med 10 mm stor sølvfarvet magnetlås.  Perlekæden måler 50 cm inkl. lås.


/Bella

søndag den 19. januar 2020

Strømpestrikkeriet fortsætter...


Jeg ved godt, at det ikke er vanvittigt spændende at følge mine anstrengelser ud i strømpestrikkeriets kunst.  Men det positive er, at det går fremad :-)

Da Lene kom i fredags havde hun sin seneste bluse, Kumulus, med, som hun har strikket i en vidunderlig petroleumsgrøn farve.  Når jeg engang kan strikke, så vil jeg også strikke sådan en :-)

Og selv om at jeg ikke havde meget tiltro, at hun ville komme til at strikke i fredags, når hun også skulle lære mig at strikke hæl, må jeg bare konstatere, (mens jeg løfter på hatten), at hun lavede strikkeprøve, slog masker op og fik strikket ribben på denne meget smukke bluse, som hun strikker i nøjagtig de samme farver. 

Hvad strømpestrikkeriet angår, vil jeg på egen hånd færdiggøre strømpen, og prøve at strikke en makker til den, mens jeg er i Oslo. 

/Bella 

fredag den 17. januar 2020

Lene, kom an -- jeg er strømpe-klar...


Overskriften lyder vist mere selvsikker og kæk, end jeg reelt er :-) 

Men jeg har gjort mit bedste for at være velforberedt til dagens strikke-lektion med Lene.  

Jeg har på fornemmelsen, at Lene tror, at jeg er bedre end jeg er.  Jeg tror, at hun regner med at hun bare kan hive sit avancerede strikketøj frem, drikke te, strikke og nyde mit gode selskab.

Hun skal i hvert fald få lov til at nyde mit gode selvskab, men jeg er på ingen måde selvkørende ... eller selvstrikkende ... eller hvad det nu måtte hedde.

Jeg tror ikke, at hun selv kommer til at strikke ret meget.  Men så er det godt, at hun kan nyde mit gode selskab, mens hun lærer mig at strikke :-)

God weekend!

/Bella

onsdag den 15. januar 2020

Strømpestrikning -- og begyndervanskeligheder...


Jeg fik strømpegarn og smarte, begyndervenlige strømpe-strikkepinde i julegave af mine forældre samt et lille hæfte med inspiration og opskrifter på strikkede strømper.  Jeg har bladret hæftet igennem mange gange, og kigget på flere af opskrifterne (mest de lette), men er hver gang gået i stå, fordi de beskriver hvordan der strikkes ved anvendelse af 4 eller 5 pinde.  Og ikke med 3 pinde, som man gør som med mine nye strømpepinde.  

Men så fik jeg en idé!!!

Jeg ville spørge Lene, om hun ikke kunne lære mig at strikke strømper.  Lene er skolelærerinde = pædagogisk tilgang!  Snedigt, ikke sandt?  Og det bliver bedre, for hun er ikke en hvilken som helst skolelærerinde, men også håndarbejdslærerinde!!  Super snedigt!!

For med med fælles hjælp, skolelærerinde og professor, så måtte vi kunne give mig de fornødne strikkekundskaber.  

Som sagt, så gjort -- så langt, så godt! :-)

Lene startede med at give mig en folkeskoleelev-venlig strikkeopskrift, som proklamerer: "Dette er opskriften på den enkleste "grundmodel"".  Det var her jeg fejlagtigt troede, at det ville blive en walk-over at lære strikke strømper.  Men man har vel lov at være glad og naiv :-)

Da jeg holdt Lene op på aftalen, gav hun mig "lektier" for (via SMS), sådan at når vi mødes, er jeg i gang med at strikke på skaftet på strømpen, og helst så langt, at jeg skal i gang med hælen.  For det er åbenbart hælen der er udfordringen.  

Vi skal mødes nu på fredag.

Og lad mig lige tilføje, at den der folkeskoleelev-venlige begynderopskrift på strømper, hverken er venlig eller pædagogisk.  Den kan selvfølgelig skyldes af folkeskoleelever er klogere end mig.  Det vil jeg ikke udelukke.

Men lad mig være ærlig at sige, at jeg var udfordret længe inden hælen.  Jeg var udfordret allerede inden jeg kom i gang.  For hvordan slår man masker op på strømpepinde, hvordan fordeler man maskerne, hvordan får man dem samlet, så man kan strikke rundt?  Alt dette siger opskriften ikke noget om.  Den anfører bare: slå masker op på pind 2½, strik rib (3 cm), skrift til pind 3 og strik ret til ønskede længde!

Søgning på nettet om, hvordan man strikker med de nye pinde, var heller ikke til megen hjælp.  Så jeg endte med at søge på hvordan man strikker strømper på almindelig vis -- helt fra begyndelsen, inkl. hvordan man slår masker op.  Det var til nogen hjælp, men ændrede jo ikke ved det faktum, at jeg strikker med færre pinde.

Og fordi jeg havde fundet en guide, er jo ikke det samme som, at det er let.  Det var ikke let.  Pindene er små og glatte, og der er ikke noget at holde på, og de smutter for mig og maskerne falder af.  Jeg måtte hele tiden trævle op og starte forfra, fordi jeg lavede en eller anden tåbelig fejl.  Det skete vel omkring 10 gange.  Mindst!  For hver gang blev garnet mere og mere trevlet og knapt så bruger- og begyndervenligt.  Altså det var op ad bakke!! 

Til sidst var jeg så frustreret, at jeg søgte på nettet og fandt strømpepindeproducentens vejledning på tysk og engelsk om hvordan man slår masker op og fordeler maskerne på begge pinde -- som er så indlysende enkelt og genialt, at jeg burde have gennemskuet det med det samme -- og hvordan man strikker strømper.  Det skulle jeg selvfølgelig have gjort fra begyndelsen, men jeg kunne ikke overskue også at skulle forholde mig til fremmedsprog, når jeg samtidig skulle kæmpe med strømpestrikkeriets udfordringer.

Som sagt, så langt, så godt :-) 

Men når sandt skal siges, så er jeg vist egentlig bare i gang med at lære mig selv at strikke strømper :-)

/Bella

mandag den 13. januar 2020

Knapperlekæden til min kollega...


Min kollega har fået perlekæden, og blev meget glad :-)

Perlekæden er syet af ferskvandsperler i knapform.  Perlerne er gyldne, mocca-farvede med et stref af et oliven-farvet skær.  Ret flotte i virkeligheden!


Perlerne har en diameter på 12 mm, og perlekæden er syet på almindelig perletråd slået af tre tråde og der er knude mellem hver perle.  Perlekæden måler 46,5 cm inkl. lås, og låsen er en klassisk flad forgyldt hægtelås med lille zirkon-sten på begge sider.

/Bella

fredag den 10. januar 2020

Origami-pyramider...


Dette kunstværk med origami-pyramider hang i foyeren på vores hotel i London.  

Hvis jeg var klog, havde jeg taget billedet i dagslys, hvor det ville været kommet til sin ret, og ikke som her om aftenen.  Og hvis jeg var rigtig klog, havde jeg også tjekket hvem kunstneren er.  Men det er jeg åbenbart ikke :-)  

Til gengæld er jeg inspireret -- jeg vil også folde pyramider :-)

/Bella

Ps. Bemærk, de åbne pyramider hinter, hvordan pyramiderne er foldet :-)

onsdag den 8. januar 2020

Hamsas hånd...


En tidligere kollega ønskede sig armbånd og ørering med Hamsas hånd -- og det var hurtigt klaret :-)

Nu mener hun, at være beskyttet mod onde kræfter, og i stedet sikret frugtbarhed, lykke og godt helbred.   Og hvem vil ikke gerne være både beskyttet og forsikret?

/Bella

mandag den 6. januar 2020

Perlekæde med knapperler in spe...


Jeg har brugt weekenden på forberede denne perlekæde, som jeg vil sy til en kollega.  Først tænkte jeg over hvilke perler hun mon vil sætte pris på, og som vil klæde hende, og der næst på længden.  Siden kiggede jeg på låse, for at finde en som ville komplementere perlerne.

Valget faldt på gyldne ferskvandsperler i knap-form med et olivengrønt skær samt forgyldt, rund hægtelås med lille sten på begge sider.

Perlekæden er strenget op, trådforstærker er målt af, og perlekæden er klar til at blive syet med knude mellem hver perle :-)


/Bella

fredag den 3. januar 2020

Glimmer-poncho...


Jeg strikker og strikker, på det som skal blive min glimmer-poncho.  Hele julen har jeg strikket.  Jeg strikkede i bilen på turen hjem til mine forældre, og retur, og jeg har strikket siden. 

Måske du husker i forbindelse med "kilometerprojektetet", at jeg nævnte, at jeg ønskede at tilføje en sølvtråd?  Den sølvtråd gik Louise og jeg på jagt efter på Kreative Dage-messen.  Og vi fandt denne fra Ito Kin Gin.

Så da det sidste karrygule babytæppe var strikket færdigt, startede jeg på det, som skal blive min Lotte Kjær-inspirerede glimmer-poncho :-)

Jeg har også siden splejset et nyt garnnøgle af højlandsuldgarnrester, og snart skal der laves et mere.  




/Bella

torsdag den 2. januar 2020

Lenes fødselsdagsgave-øreringe...


Lene har haft fødselsdag, og jeg har -- vel nærmest sædvanen tro -- lavet øreringe til hende.  For når man kigger tilbage kan man se, at hun fik øreringe i 2016, 2017 og i 2018.

Denne gang har hun fået kædeøreringe i oxyderet sølv (8 cm), hvor jeg har hængt små vedhæng af rå-diamanter og granatperler. 

De er superfine og enkle.  Tiden vil vise om de bliver et par af hendes favoritter, som dem fra 2016 og 2018 :-)

/Bella