Sider

onsdag den 27. marts 2024

Påskepyntning…


Påskeferien står for døren, og jeg er klar.

Jeg har pyntet op ved hoveddøren med den fine påskekylling i glas, som Louise har lavet til mig for efterhånden flere år siden.  

Det store æg i form af stenen fra Norge, som jeg har malet som et påskeæg, har jeg også husket at stille frem.  Det glemte jeg nemlig sidste år.  Bemærk at ægget har fået plads i en rede, nemlig kransen af troldegrene, som min mor har lavet.  De passer godt sammen.

I entreen har jeg pyntet med papirklip fra sidste år.


Mens de blødkogte æg er hængt på grene og pynter i stuen.


På spisebordet i køkkenet har jeg fornøjelse af en hønsegård af strikkede påskekyllinger.


Med de ord, god påske til alle!

/Bella

mandag den 25. marts 2024

Strikkede påskekyllinger...

Hvis du mangler et nemt, hurtigt og hyggeligt krea-projekt, som du kan hygge dig med, og som samtidig kaster lidt påskepynt af sig, vil jeg foreslå disse strikkede påskekyllinger.

Jeg så dem første gang på Pinterest, men uden opskrift.  Jeg Googlede mig derfor frem til en slags opskrift som nævnte "slå 32 masker op", og et billede fra et andet søgeresultat som viste et par cm rib, efterfulgt af 6 retriller, 11 masker lukket af i hver side, og de resterende 10 midter-masker strikket videre i yderligere 6 retriller.   Vupti, en påskekylling-krop.  


Som syet sammen og tilsat hale, samt næb og hanekam der er free-stylede i hæklede luftmasker, så har man en påskekylling.


Jeg har strikket mine påskekyllinger i rester af strømpegarn.  Du husker dem sikkert, de blå og de pink-farvede strømper med glimmer.

Dobbelt garn på pind 3,5.

Kender du typen som ikke kan stoppe?  Ja, sådan en som mig.  Husker du julegrisene?

Ja, nu har jeg en hel hønsegård af æggevarmere, som vist nok er det tiltænkte formål.

Hos mig pynter de bare.

/Bella

tirsdag den 19. marts 2024

Øreringevedhæng i guld...

Jeg har lavet flere øreringevedhæng -- denne gang i guld (dvs. sterlingsølv forgyldt med 8 karat guld).

Det første par jeg lavede var vedhængene med de store runde, rosa ferskvandsperler med den mest fantasktiske lustre og toppet med facetslebne granatperler.  

Den røde granatperle klæder den rosa ferskvandsperle ualmindeligt godt, og jeg har derfor også lave et par hvor granatperlen dingler løst under ferskvandsperlen.

Og som med sølvvedhængene og vedhængene i oxyderet sølv har jeg også lavet vedhænge med topborede, forskudte perler.  Dels med lyserøde, ovale perler og gylden-orange keshiperler -- dem kan du se på det første billede.

Det spetakulære par med stavferskvandsperler og skalperler, som gør sig endnu bedre i virkeligheden, må du også nøjes med at se på øverste billede (nederst til højre).

Herudover har jeg lavet et par vidunderlige vedhæng med knapperler i tre forskellige farver og størrelser.  

Et sidste flot par er dette med store hvide ferskvandsperler og æblegrønne skalperler -- se dem lige...

/Bella

søndag den 17. marts 2024

Trøjen i det råhvide garn skrider fremad...

Det er tid til lidt strikkestatus, og taget i betragtning at der var snestorm her i Oslo i går, er det stadig aktuelt med lun strik.  

Jeg ser nu også for mig, at trøjen kan bruges en kølig sommeraften på terrassen.  For trods snevejr er jeg nu mest i forårshumør og meget klar til påskeferie.

Men trøjen skal selvfølgelig først strikkes færdig før den kan tages i brug, og jeg er godt på vej.

Første ærme er næsten færdigt, og det er gået tjept.  Så der er faktisk ikke langt igen.


/Bella

søndag den 10. marts 2024

Øreringevedhæng i sølv...

Det her par øreringevedhæng har jeg længe tænkt på, at jeg ville lave.  Jeg vidste, at jeg ville lave et par slanke lange øreringevedhæng i sølv, fordi jeg havde disse ørebøjler med lang bøjle liggende.  Jeg synes, at der skulle længde på vedhænget for at balancere ørebøjlen visuelt.

Det tog lidt tid at finde netop de stavperler, som jeg gerne ville bruge, og også at matche dem til et par.  De diagonalborede, firkantede designperle havde jeg der imod for længst fundet frem, og vidste at de skulle indgå.  De er inspireret at et vedhæng jeg har set på Pinterest, uden at være i samme materiele, men formmæssigt.

Jeg har dog siden også fået lyst til at matche de lange hvide stavperler med nogle smukke ovale akvamarin-stenperler, som jeg har.  De samme som jeg brugte til Silles øreringe.  Men jeg kan ikke huske, hvor jeg har lagt dem, så det må vente til de dukker op.  

Jeg kan se for mig hvordan det ville fungere med akvamarinperle på toppen af stavperlen i stil med her, men også hvordan at de kunne dingle i bunden af stavperlen.  Jeg er endnu mere overbevist efter at have set et meget smukt par øreringe med månesten og ferskvands-stavperler hos Margery Hirschey.  Under alle om stændigheder er designet nødt til at være to-leddet, for jeg har ikke perlestave der er lange nok til, at de kan samles på samme perlestav, når stavperlerne er så lange. 


Det går kun lige an med parret her, som jeg har toppet med små, røde facetslebne agatperler.

Og nyd lige stavperlerne, deres former og størrelse, og ikke mindst deres uforlignelige glans.  

Ikke et ord om hvor svært det er at tage gode billeder af hvide perler... men det er det altså, så nyd dem.

Øreringene kan naturligvis også mix matches...

Jeg har heller ikke sluppet min fascination af topborede perler som øreringevedhæng.  Denne gang har jeg anvendt smukke, små laskefarvede keshiperler også med en vidunderlig glans.

Dagens sidste par er et sæt vedhæng med store, ovale orange ferskvandsperler magen til dem jeg har tidligere har lavet vedhæng af til Lene, og som vi sidste sommer konverterede til et par nye klase-øreringe.  

Her er de matched med blå og hvide ferskvandsperler i form af color blocking og udgør et elegant par.

Hvis du har lyst til at de den samlede flok af nye øreingevedhæng i sølv, så er de her.

/Bella

søndag den 3. marts 2024

Påskeklip -- blødkogte æg i æggebægere...

 

Lad mig inspirere med lidt klippet påskepynt, og i tilpas god tid til at du også kan nå at klippe lidt pynt selv.

Jeg hyggede nemlig den anden aften med at klippe blødkogte æg i æggebægere -- intet mindre :-)

Find karton, papir, blyant, saks, lim og snor/tråd frem — og stansejern, hvis du har.

Jeg tegnede skabelon af æg og æggebæger på karton, og klippede dem ud.  

Faktisk, så googlede jeg først “æggebæger”, for at finde den visuelle form, som mine æggebægere skulle ha’.

Herefter tegnede jeg æg og æggebæger efter skabelonerne på kraftigt papir.  Hvidt papir til æggene, tosidet designpapir (fra det glemte guld) til æggebægerne, og gult papir til blommerne.

Æggeblommerne "klippede" jeg med stansejern.

Bemærk, der går 2 æggebægere og 2 æggeblommer og 1 æg per ophæng, som limes sammen.  Jeg brugte en almindelig limstift.

Mit ophæng med æggebæger måler 8,5 cm. i højden.

Jeg har stanset hul til ophæng med huldimseren, og jeg hat brugt samme type snor, som jeg normalt bruger til sommerarmbånd, men man kan også fint bruge sytråd.

God fornøjelse!

/Bella

fredag den 1. marts 2024

Gang i det råhvide garn...

Hvis du tænker, "hvad blev der egentlig af det råhvide garn?", så kan jeg fortælle, at det er der gang i.

Jeg havde oprindelig tænkt, at jeg skulle strikke Easy Peasy sweateren, blev jeg endte med at slå op til raglanblusen (den gratis opskrift fra Garnudsalg).


Garnet er fint, let og blødt, og en drøm at strikke med.


...og bemærk også at jeg bruger mine maskemarkørersom jeg har lavet med ferskvandsperler.

/Bella