Sider

fredag den 29. december 2023

Huestrik til divadrømmeren...

 

Det er mig der er divadrømmeren, og her står den på huestrik.

Det er en opskrift sat sammen af elementer fra diverse Ditte Larsen-hue-opskrifter fra Hammershøj-strikkebogen, bl.a. kontur-huen, og med et indslag fra "Året rundt-blusen" af Isager.

Det er nem strik, og lige hvad jeg har brug for.  

Mine hænder er beskræftiget, og mit hoved holder fri.

/Bella

lørdag den 23. december 2023

Garn med blødhed, glimmer og varme...

 

Jeg ved ikke, hvad du ser, men jeg ser en hue for mig.  

En luksushue i en tråd silk mohair og en tråd alpaca -- tilsat glimmergarn med pailetter.  For selv om at det er koldt i Oslo og huevejr, må det samtidig gerne kunne kombineres med divadrømme.

Jeg har ikke lagt mig fast på en model, men jeg har planer om at pløje mig igennem strikkebøgerne af Ditte Larsen, for der er mange smukke huemodeller i hendes bøger.

Desuden er huestrik rejsevenlig strik, for det fylder ingenting.
Så hvis din jul eller hverdag byder på rejsetid, er det da værd at overveje, om huestrik er noget for dig.  Eller bare som et hurtigt julehyggeprojekt.

/Bella

fredag den 22. december 2023

Min yndlingstaske er blevet repareret...

Min yndlingstaske har været til reparation hos LV. 

Den har fået nye hanke, og der går nok 5-6 måneder før de farvemæssigt matcher resten af tasken.  For nogle år siden fik jeg skiftet piping og sidste år stropperne til skulderremmen, og det ser man ikke længere.

Men kender du det, når man bliver mindst lige så glad for gaveposen?

Jeg havde slet ikke forventet en fin julepose, men bare en af de almindelige.

Hva' skal jeg bruge den til?  

Skal jeg folde æsker af posen, klippe papirpynt, eller noget helt tredje?

/Bella

Ps. Jeg har tidligere foldet æsker, se. dem f.eks. her, her, her og herHer finder du YouTube-vejledning til foldning af æske. 

torsdag den 21. december 2023

Årets juledekorationer...

 

Louise, min svigerinde, ja, hende jeg pralede af den anden dag i forbindelse med inspiration til hæklet julepynt.  Hun kan meget andet end at hækle.  

Hun kan også lave smukke juledekorationer.

I år har hun pyntet dekorationerne med friske hyancintløg, hvilket jeg synes er rigtig fint.  Hertil kommer blandet grønt og grene samt få kugler, som fungerer i al sin enkelthed.

Med dem på plads er vi klar til jul.


 /Bella

onsdag den 20. december 2023

Lav selv dine egne "poser" til julestjerne af papirposer...

I går aftes fik jeg den tanke, at man ikke nødvendigvis behøver papirposer for at lave julestjerne af papirposer.

Man kan lave sine egne "papirposer" til julestjernen ved at bruge det papir man har.

Den idé var jeg nødt til at prøve af med det samme.

Jeg har brugt billigt origamipapir fra Tiger-butikken, der måler 15 x 15 cm, i alt 32 stykker.

Jeg har foldet hvert stykke papir til et fladt rør.  Jeg lavede en skabelon (aflangt stykke pap, som var 5,5 cm bredt), som jeg foldede papiret omkring, for at sikre at alle stykker papir blev lige brede.

Herefter limede jeg bunden af papiret og siden sammen, så jeg fik en lille, smal "pose".

Jeg genbrugte min foldeskabelon til mønsterskabelon og klippede spids og to takker i hver side, og tegnede efter skabelonen på hver af de 32 "poser", som jeg efterfølgende klippede.

Afsluttende limede jeg alle "poserne" sammen, på samme måde som ved papirposejulestjernerne, tilføjede bånd til ophæng og foldede stjernenen ud.

Jeg puttede linialer i første og sidste pose da jeg foldede stjernen ud, sådan at jeg kunne klemme de limede ender sammen og få limen til at binde.

Idéen med hjemmelavede "poser" til julestjernen fungerer fint🌟

Der er naturligvis lidt mere arbejde, end hvis man bruger færdige poser, men det er nemt og billigt.

/Bella

tirsdag den 19. december 2023

Når man nu selv kan strikke julegrise...

Glem alt om Easy Peasy sweater-strikkeprøve, jeg gjorde i hvert fald, og er endnu ikke kommet i gang med den, for jeg fik lyst til at prøve at strikke grise.  

Min mor strikkede jo dem jeg allerede har, men siden da er jeg også blevet en strikkedame, og kan selv strikke grise.

Jeg var også spændt på at se om det var så vanedannende, som jeg forestillede mig, for min mor var ikke længe om at strikke 12 grise til mig.

Og det er det!  

Nærmest afhængighedskabende.

Og så er det nemt!

Derfor er hustandens grisebestand udvidet med yderligere 12 smågrise.  I skrivende stund har alle grise fået ører og haler.

Det er smågrise.  Mine er en smule mindre end min mors, som er 13,5 cm lange og 7,5 cm høje, mens mine er 10 cm lange og 6,5 cm høje.

Jeg har strikket på pind 3 i garnet som var tiltænkt bobleponchoen (som jeg aldrig rigtig kom i gang med på trods af perfekt strikkeprøve).

En gris består af krop, 2 øre og en hale, og mine er fyldt med pladevat.

Lad mig være ærlig og sige, at monteringen er den mest kedelig del af processen.  Omvendt er det overraskende at opleve, hvordan at grisene "vækkes til live" og får personlighed lige så snart, at de får øre på.  

Ørene gør det hele.

Da vi ikke mangler julegrise, lader jeg de nye smågrise pynte på julehilsener og gaver, og på den måde finder de nye hjem.

Det ser også ret fint ud, se selv...





 /Bella

søndag den 17. december 2023

Louises fine hæklede julepynt...

 

Louises fine hæklede julekranse og gardere har fået plads på lærkegrene sammen med flettede stjerner i sølv.

Jeg har gennem tiden fået rigtig meget fint hæklet julepynt af Louise, som måske kan være til inspiration for andre?

Et år fik jeg søde hæklede svampe i adventsgave.  Hun har også tidligere givet mig vandkantsengle med hæklede vinger, ligesom at hun har hæklet appelsiner med nelliker, søde små chokoladekringler og kræmmerhuse.  Hun har også hæklet agern som julepynt, og stjerner, og nisser som minder om beton-nisserne, og juletræer.

De meget yndige ballerina-engle, som hun hæklede til mig i mit første eller andet år i Oslo, har fået fast plads i Oslo.

Der var også det år, hvor jeg ikke fik adventgaverne med til Oslo, og hvor Anders åbnede de fleste gaver og jeg kiggede med via FaceTime (som om det er det samme🙈...), og hvor jeg fik smukke hæklede træer, yndige hæklede klokker og hæklede moderne nisssebørn.

Og måske du husker, at jeg et år også fik en hæklet juleudgave af Kai Bojesen-aben?  Den har hængt på en hylde lige siden, året rundt.

Det er da en fin liste med hæklet julepynt, at kunne lade sig inspirerer af, synes jeg❤️

/Bella

tirsdag den 12. december 2023

Easy Peasy sweater...

 

Jeg har købt lækkert "tykt" silk mohair fra Sandnes Garn til en Easy Peasy sweater fra Önling i en varm råhvid farve.  

For at være helt ærlig, så er det et stykke tid siden at jeg købte garnet, men jeg er ikke kommet videre.

Jeg føler mig en lille smule "strikke-utro", ved at have gang i flere forskellige strikkeprojekter, som udover perlecardiganen også tæller Sophie-tørklæder, Knud-grise og nu kommende Easy Peasy sweater.

Men siden strik også handler om det mentale helbred, så er der ikke så meget at diskutere, når det er nødvendigt med flere strikkeprojekter, for at kunne pleje ens humør.  Det kan alle vel forstå?

Det er derfor tid til strikkeprøve -- sæt i gang!

/Bella

fredag den 8. december 2023

Store julestjerner af papirposer...

 

Jeg er hoppet med på trenden med at lave julestjerner af papirposer -- en populær trend, hvis man skal tro mit Instagramfeed.

Det morsomme er, at jeg havde to sæt Vivi Gade-poser liggende, som jeg har købt på Kreative dage-messen i Fredericia for flere år siden.  

Jeg spurgte Louise, om det var i 2019, at jeg købte dem, men hun mener, at det er tidligere.


Hvorom alting er, jeg havde alt, hvad jeg skulle bruge (poser, her 2 sæt med hver 10 poser (mål: 21x12x6 cm, 80 g.), limstift, blyant, saks og silkebånd + pap til skabelon).

Jeg fulgte vejledningen slavisk, da jeg lavede den første stjerne, hvilket jeg IKKE kan anbefale.

 

For det første, hvis man limer alle poserne sammen, før man klipper mønster, er det meget svært at klippe mønster i poserne, fordi alle lagene af papir gør, at det bliver for tykt at klippe pænt i.

Jeg lavede derfor en skablon, og tegnede let op på hver enkelt pose og klippede mønster efter optegningen på den 2. stjerne jeg lavede.  Det kan jeg anbefale.

For det andet angiver vejledningen at man skal bruge 7 poser.  Det er for lidt, og min den 1. stjerne revnede i papiret -- og er derfor siden blevet kasseret.  (Øv!)

Til min 2. stjerne brugte jeg 10 poser.  Det er meget flot, og jeg vil mene, at jeg kunne have nøjes med 8 poser, men som sagt 7 poser er for lidt.

To tips mere:

1) Det kan virke uklart hvordan man monterer båndet.  Jeg limede først på posen, hvor båndet skulle sidde, så lagde jeg den ene halvdel af båndet på posen.  Herefter limede jeg på båndet, og lagde den anden halvdel af båndet ovenpå, hvorefter jeg limede på det stykke bånd jeg lige havde lagt på, og samlede stjernen ved at folde den ud.

2) Da jeg samlede stjernen ved at folde den ud, holdt jeg stjernen samlet ved at holde mine hænder inde i hver åbning på hver sin side af de sammenlimede sider.  Det jeg gjorde jeg i 4-5 min., til jeg var sikker på at limen holdt. 

Stjernen måler 40 cm. i diameter -- den er stor og flot, og også flot uden lys i.

/Bella

tirsdag den 5. december 2023

Husker du den strikkede gris, Knud ... og hans venner?


Kan du huske de strikkede grise, som min mor strikkede til mig for nogle år siden?

De er altså stadig meget charmerende, og fortjener ikke at blive glemt.

Min historie om Knud og hans venner kan du læse her (og det er her jeg har genbrugt billedet fra), og om hvordan flokken af grise blev udvidet, og ikke mindst om hvordan hele flokken pynter til jul hos mig.

Grisene kan strikkes af rester, for der skal ikke meget til.  

Mine er strikket i een tråd højlandsuld, og de kan strikkes i to tråde, og så bliver de en smule mere faste i det.

De kan naturligvis også strikkes i nøjagtig den farve du måtte ønske.

Du finder opskriften, som er fra Garnudsalg, lige her.

/Bella

søndag den 3. december 2023

Papirrosetter af gavepapir...

Dagens adventsgave (julenummeret af Bo Bedre) var pakket ind lækkert kraftigt julegavepapir med guld, som kaldte på at blive brugt til noget mere.

Jeg har derfor lavet rosetter af papiret.  Rosetterne er meget populære netop nu.

Man bruger en bane papir til en roset.


Man "harmonika"-folder papiret, og klipper spidser og  takker i enderne og langs siden.

Hvorefter man binder en snor stramt på midten.

Jeg samlede mine rosetter med dobbeltklæbende tape, og i den store roset lod jeg snoren danne et øje til ophæng.


Gavepapiret er faktisk genbrug fra sidste års jul, og nu genbrugt til gaveindpakning endnu engang, og her til sidst til julepynt som rosetter.

Og hvem ved, måske bliver de pynt på en gave, eller en gave i sig selv? 

/Bella

lørdag den 2. december 2023

7-takket stjerne som er flot til ophæng...

 

Jeg har foldet et par 7-takkede stjerner til ophæng i køkken-alrummet.  

Det er flere år siden jeg foldede dem sidst.  Jeg tror faktisk, at det var dengang, hvor min mor, Amanda og jeg foldede stjerner en hel weekend -- det var nærmest et stjerne-maraton, og enormt hyggeligt.  (Det var i 2015!).

Stjernen er nem og enkel at folde, og jeg kan varmt anbefale den -- jeg synes selv, at den er flot.

Som dengang, har jeg foldet stjernerne af kvadratisk designpapir fra Søstrene Grene som måler 29 x 29 cm.  

Der går 7 stykker papir til en stjerne.  Stjernen samles uden lim, ved at den lille stjernespids hægtes ind i den store spids, og så fremdeles.

Jeg har lavet huller til ophæng med hul-dimseren (som jeg kalder den), og trukket silkebånd til ophæng i.

Stjernerne måler fra spids til spid 43 cm.

Du finder trin-for-trin-vejledning her, og YouTube-videovejledning her.

God fornøjelse!

/Bella

onsdag den 29. november 2023

IKEA-stjerner...

 

Jeg har flettet flere stjerner, og denne gang af IKEA-målebånd.

Det er også derfor at jeg har flettet flade stjerner, for netop at få flest mulige stjerner ud af det begrænsede antal målebånd, som jeg havde, og som jeg ydermere halverede for at udnytte dem optimalt.

Jeg må også beklage, at stjernerne ikke er så fotogene.  Det må skyldes målebåndets blanke overflade. Jeg erkender, at de ikke ser så fantastiske ud på billederne.  De er dog ret fine i virkeligheden!

Målebåndet er 2,5 cm bredt, og det resulterer i en forholdsvis stor stjerne, som er 10,5 cm fra spids (horisontalt/vertikalt) og 12 cm diagonalt.

Jeg har toppet stjernerne med en trækugle, for at give dem lidt tyngde.

Jeg har doneret stjernerne til instituttet, så de evt. kan pynte sammen med nogle fine julekugler vi altid har hængende i frokoststuen.

/Bella

mandag den 27. november 2023

Julestjernefabrikken...

 

Værtindegavestjernerne betød at jeg åbnede julestjernefabrikken.  

Halleluja, det er herligt!  

Jeg er ikke til at stoppe.  Jeg elsker at flette stjerner.

Jeg ser Netflix og fletter stjerner, mens bunken på sofabordet bliver større og større.

 

Jeg fletter udelukkende af strimler fra lagret, og holder mig til hvide, sølv- og guldstjerner.

Dvs. de stjerner som ligger øverst i bunken, antog jeg var guld, da jeg fandt dem frem i dunkel belysning på arbejdsværelset, men de er kobber-farvede.  

De er helt fantastiske.  De er af den mest fede og delikate folie.  Med lækker tyngde.  Jeg ved ikke, hvor de er fra.  Jeg tror, at jeg har fået pakken af min mor, men jeg aner ikke, hvor hun har købt dem.

Jeg har straks pyntet op med stjerner på grenene i entreen, hvor de har selskab af julekuglen med pigge, helsårsengle af små hulsten samt de gyldne ravvedhæng, som min mor har lavet.

Jeg har også forsat strimler med glimmer i en tyk udgave, som stammer tilbage fra Nettos julesortiment i 2013 -- de er ikke så velegnede til stjerner, men bedre til hjerter, som dem jeg flettede i 2014.  

Hjerterne er supersøde, og hvis du mangler et yndigt lille projekt, så kast dig over dem.

Måske jeg også skal flette nogle af dem?

/Bella

lørdag den 25. november 2023

Flettede stjerner som værtindegave...

  

Vi var i byen i sidste weekend, og jeg havde flettet stjerner som værtindegave.

Jeg valgte strimler fra Vivi Gade i designmønstrene Oslo (den store mørke stjerne) og Skagen (de resterende lyse stjerner).

De er alle så tilpas u-julede, at de kan komme op at hænge allerede nu, og det gjorde de også🌟

Med andre ord, er julestjernefabrikken allerede startet op for i år.

Hvis stjernefletteri er noget for dig, og du trænger til en genopfriskning af hvordan man gør, så finder du en god vejledning her hos Starfold.

/Bella 

onsdag den 22. november 2023

Status på perlestrik...

 

Jeg har genoptaget strikkeriet af Feminista-perlecardiganen, og nyder det igen.

Det ene ærme er færdigt, og jeg er begyndt på det andet.  Jeg kan snart samle krop og ærmer og gå i gang med bærestykket.  

Det er strik der kræver dagslys, og det bliver i hverdagen kun til et par pinde om dagen, hvis jeg er heldig.  Men hey, lidt har også ret.

Jeg strikker i en tråd Rowan Kidsilk Haze i farven "smoke", og glasperlerne er rocaiperler str. 6/0. 
Jeg sætter en perle på hver 15. maske på hver 10. række, forskudt i forhold til den foregående række med perler.

/Bella

Ps. Karen Marie, jeg kan af en eller anden uforklarlig grund ikke svare på kommentarer, og svarer derfor her.  Tænk, hvis du har ret i sagen om Bech-Bruun, og at der eksisterer en større kosmisk sammenhæng og retfærdighed🌺 

mandag den 20. november 2023

Pøj-pøj Bech-Bruun, lad mig tippe om Murano-lysekrone med mussel-blomster i Rom...

Måske du har læst i dagens nyheder, at Advokatfirmaet Bech-Bruun har tabt en sag til det danske skattevæsen, og derfor skal betale en kæmpe bøde på 400 millioner kroner?

Det er selvfølgelig ikke så godt for Bech-Bruun, at de har tabt.  Firmaet er også meget overrasket over udfaldet af dagens dom, og lader i øvrigt ikke til at synes, at det er problematisk at de har hjulpet en tysk bank med at malke det danske skattesystem for mere end en milliard kroner. 

Siden det ikke er så godt for Bech-Bruun med dagens dom, så må vi der kan træde til og hjælpe. 

Jeg kan jo takke Bech-Bruun for høje "seertal" på bloggen, så jeg skylder ligesom at give lidt igen.

Flere Bech-Bruun-medarbejdere har bidraget til høje besøgstal ved minutiøst at gennemtrævle bloggen, og sørge for at billeder med strandsten og fingerringe af krympeplast med tegnede musselmalede blomster blev taget af bloggen.  Fordi de mistænkte, at jeg lavede penge på det.  Som om.  Det her er jo en krea-blog, og ikke en pengemaskine.

Nu ikke et ord om strikkede vanter, halstørklæder, broderede duge, hamaperleophæng, pyntede kager, køkkener, kommoder, toiletter, skamler, bakker, fuglehuse, postkasser, private biler og sågar bil til erhverv, som pyntes med musselmalede blomster -- tilsyneladende uden at få Bech-Bruun på nakken, som jeg gjorde. 

Det gode er, at nogle af medarbejderne må være blevet hængende som faste læsere, for besøgstallene er forblevet jævnt høje siden, og det er jeg glad for.  For her hos mig er alle med et kreativt hjerte velkommen.

Nu til hjælpen til Bech-Bruun: just hjemkommet fra den årlige ferie i Rom, kan jeg tippe om, at på Corso del Rinascimento lige ved Piazza Navona, er der i den smukke Natolli Murano-glas-forretning en imponerende lysekrone med mussel-blomster til salg. 

/Bella