Viser opslag med etiketten Plain Yoke Blouse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Plain Yoke Blouse. Vis alle opslag

søndag den 4. januar 2026

Den færdige Plain Yoke Blouse…

 

Jeg blev færdig med Plain Yoke Blouse af Lene Holme Samsøe lørdag inden første søndag i advent, sidste år.  Jeg fik hæftet ender samme dag, og en uge senere blev den vasket.  

Jeg vaskede blusen i hånden, og centrifugerede den i en vaskepose i vaskemaskinen på 600 omdrejninger.


Blusen er så let i garnet (100% blød uld), at den var tør på ingen tid, og dermed klar til brug.

Opskriften er virkelig velskrevet, og det kan jeg sige med stor overbevisning, for nu strikker jeg Frankie-sweater af PetiteKnit og jeg har netop gennemlæst Ingen Dikkedarer også af PetiteKnit, og de opskrifter ikke er gennemførte på sammen måde.  

Ikke desto mindre endte jeg med at være træt af at strikke blusen, eller måske mere korrekt, træt af mig selv.  Jeg lavede flere tåbelige småfejl, som jeg gerne opdagede for sent, og som derfor betød en del optrevling.  

De fejl jeg lavede har ikke noget at gøre med de tilpasninger jeg også lavede.  Jeg valgte en anden afslutningen på blusens nederste kant, og jeg tog ekstra masker ud i siden, da jeg strikkede kroppen. 


Jeg føler, at jeg strikkede på denne bluse hele efteråret, hvilket også er sandt, for jeg trevlede op igen og igen.  

Men jeg må også være ærlig og sige, at garnet også betyder noget.  Garnet var lidt kedeligt og ucharmerende at strikke med.  Men efter vask er det den skønneste bluse.  Jeg har strikket i en tråd Blackhill softwool fra Garnudsalg i farven majs, og det bliver ikke sidste gang i det garn, det endelig resultat taget i betragtning.  

/Bella

tirsdag den 25. november 2025

Status på Plain Yoke Blouse...

 
Jeg strikker og strikker på Plain Yoke Blouse.  Jeg trevler også op.  Denne bluse er så enkel at strikke, at jeg åbenbart må tro, at jeg kan slå hjernen fra.  

Jeg føler efterhånden, at jeg har strikket blusen op til flere gange med al den optrevling der har været.  Så strikker jeg for langt.  Så laver jeg retmæssig udtagning i den en side af ærmet, men glemmer det i den anden side, og strikker videre. Så laver jeg hul ved magic loop-vending, ser det ikke, og strikker videre.  Så laver jeg hul midt på ærmet, og ser det ikke. Hrmm, jeg fik ellers nye briller i sommer — måske jeg bør få pengene tilbage?

Nu er jeg heldigvis på sidste ærme, og hvis det ikke var fordi, at nu vil jeg hellere klippe papirposer til stjerner om aftenen, fordi vi skal mødes efter arbejde på torsdag på instituttet og laver papirposestjerner sammen, så kunne jeg hurtigt være færdig med blusen.

For jeg glæder mig egentlig allermest til at vaske blusen, at lade maskerne skvulpe på plads, at se garnet folde sig ud, og mærke at det ved tørring får en elegant lethed.

Jeg lover, jeg griber strikkepindene i aften. 

/Bella

fredag den 31. oktober 2025

Status på Plain Yoke Blouse...

 

Her kommer en status på Plain Yoke Blouse-strikkeriet.  Jeg håber i øvrigt ikke, at denne længe ventede statusopdatering har givet anledning til søvnløse nætter.  Det er ikke tilfældet for mit eget vedkommende, men jeg har også haft fornøjelsen af at kunne strikke igen, og derfor vide at strikkeriet skred fremad.  

Jeg er derfor også nået et stykke videre.  Faktisk så langt videre, at jeg først strikkede kroppen færdig og lavede den afsluttende dobbelte kant i overensstemmelse med opskriften, for siden at trevle kanten op og strikke smal rib og rullekant i stedet.  

Nu er jeg i gang med første ærme.  Ærmer er altid hurtige at strikke, så inden jeg får set mig om, er Plain Yoke Blouse færdig.

For at det kan ske, vil jeg tage hul på weekenden med strik og et glas bobler, og Anders' gode selskab.

/Bella

lørdag den 20. september 2025

Status på Plain Yoke Blouse...

 

Jeg har strikket en del, men det er ikke til at se, for jeg har også trevlet en hel del op.  Af tre omgange.

Først lavede jeg en fejl, hvor jeg ikke fik taget ud, som jeg skulle, og herefter strikkede lystigt videre.  Indtil næste gang hvor jeg skulle lave udtag, og opdagede af maskeantallet ikke passede.  Den fejl lavede jeg faktisk to gange, som om én gang ikke var nok.

Den tredje fejl bestod i at jeg strikkede alt for langt.  Jeg må ha' haft hovedet under armen eller blikket på Netflix, i hvert fald strikke jeg for langt, og måtte igen trevel op.

Nu er alt trevleriet indhentet.  Det er dog ikke blevet til så meget strikkeri, udover lidt rejse-frem-og-tilbage-strik. 


 /Bella

onsdag den 27. august 2025

Plain Yoke Blouse af Lene Holme Samsøe…

 

Jeg er tilbage fra Oslo, og semestret er skudt i gang.  Det har været nogle vildt hektiske uger, men også gode uger.  I modsætning til i DK, hvor man på landets universiteter har studiestart 1. september, startede vi den 12. august.

På strikkefronten er det blå Nova scarf for længst blevet færdigt, og jeg har i mellemtiden slået op til Plain Yoke Blouse af Lene Holme Samsøe.  

Jeg strikker i det majsgule Blackhill Softwool-garn fra Garnudsalg.  Ikke at jeg får strikket ret meget.  Jeg er så træt om aftenen, at jeg nærmest bare sidder med strikketøjet i hænderne.  Det er også ok.

Nu er jeg som sagt hjemme, og klar til at passe Idefix fra på søndag og en uge frem.  Resten af arbejdsugen bliver god, jeg skal ha' et nyt kursus til foråret, og jeg skal derfor læse og sammensætte pensum -- det er altid interessant.

/Bella 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...