søndag den 6. september 2026

Så er babytæppet endelig klar til de vordende forældre…


Babytæppet har ligget en stund, før jeg fik hæftet enderne, vasket og blokket tæppet.  

Jeg strikkede de sidste pinde, mens jeg nød det flotte vejr på Vår frelsers gravlund i Oslo.  Det var inden nyheden om, at Kongens helbred var forværret, og til sidst beskeden om hans død.

Tæppet er blevet fint.

Jeg har strikket det i én tråd CottonWool fra Garnudsalg i farven "lys sand" (78).  

Jeg har strikket på pind 2,5 på en metalpind, hvilket ikke er min favoritpind.  Jeg synes, at den er for tynd at holde på, og jeg kommer til at spænde i hånden.  

Tæppet måler 80 x 60 cm.

De strikkede tern måler 10 masker i bredden og 14 masker i højden.  Du kan læse mere om "min" opskrift her.

Tæppet var hurtigt om at tørre, og den lille dags tid det lå til tørre, var mere et udtryk for andre gøremål end hvor længe det var om at tørre.

Nu er tæppet pakket og klar til de vordende forældre og den lille pige, de venter på at byde velkommen.

/Bella

lørdag den 29. august 2026

Kongen er død, Kongen længe leve…

Fredag var en overvældende dag i Oslo — og i Norge.  Beskeden om kong Haralds død kom om morgenen og ramte alle.  Den kom til at sætte dagsordenen for hele dagen. 

Jeg var på universitet, da beskeden kom.  Universitetet ligger tæt ved Kongeslottet, og som mange andre tog jeg derhen.

Jeg nåede at se flaget vajende på halv stang på slottet, og at se hvordan det blev hejst til tops efter at kongeflaget med sørgebånd blev sat på halv stang på balkonen.  Det skete efter Statsrådet, hvor kong Håkon formelt orienterede regeringen om sin fars død.

En halv time inden Statsrådet ankom kong Håkon og kronprinsesse Ingrid Alexandra i bil til slottet.


Efter Statsrådet kom regeringens ministre ud, fem af gangen, og lagde hver en hvid rose i det voksende blomsterhav på slotspladsen, og hvert hold af ministre sluttede af med et minuts stilhed.


Det var meget rørende, og særligt stilheden trods de mange, mange mennesker som var mødt op, var respektfuld, værdig og fin.

Den ceremonielle del sluttede med at byens kirker begyndte at ringe med klokkerne kl. 12, som blev efterfulgt af 21 kanonsaluter, der blev affyret med 30 sekunders mellemrum.

Herefter gav politiet Slotspladsen “fri”, og folk kunne igen lægge blomster.


Overalt i byen blev der flaget på halv på offentlige bygninger, institutioner, universitetet og hjemme, hvor jeg bor.


Norge står sammen i sorgen over kong Haralds død, og man må håbe at det også hjælper til at bane vejen for kong Håkons regeringsperiode.

Kongen er død, Kongen længe leve!

/Bella

søndag den 23. august 2026

En oase i byen…

Jeg nævnte i forrige indlæg at Vår frelsers gravlund i Oslo er en oase i storbyen.  Denne eftermiddag var et fremragende eksempel på hvor populær og velbesøgt kirkegården er.  Lokale og turister færdes side om side i fordragelighed. 

Jeg havde taget ophold på en bænk med mit strikketøj for at strikke de sidste retriller på babytæppet. 

Mange bruger kirkegården rekreativ som jeg, lufter hunde, mødes og går tur, sidder på de mange bænke og taler sammen eller slapper af.

Kirkegården er også et turistmål fordi der ligger mange kendte begravet på kirkegården, f.eks. den berømte digter og dramatiker Henrik Ibsen og kunstmaleren Edvard Munch.

En af mine kollegaer deltog i tirsdags i en kirkegårdsvandring arrangeret af Oslo Museum, hvor temaet var “Kjenn din by: Krigshistorisk vandring på Vår Frelsers gravlund” hvor ca. 200 havde deltaget.

Jeg spadserede ikke rundt i dag, jeg blev på bænken, nød solen, fik strikket færdigt og gav bænken videre til andre der straks stod på spring, da de opdagede, at jeg var på vej til at bryde op. 

/Bella

Hortensia fra Lilly

I sommerferien fik jeg endnu en buket blomster af Lily fra haven.  En buket med blandede hortensia-blomster.  Hun havde stillet buketten på trappen på vej til sit daglige morgenhavdyp.

Særligt en af blomstergrenene var særligt udholdende, og blev ved med at stå fin og frisk.  Den holdt lige indtil vi kørte til Oslo.

Her i Oslo er det så som så med blomster fra haven, men storbyen har andet fint at byde på, bl.a Vår frelsers gravlund der fungerer som en grøn oase midt i storbyen, og som jeg skyder genvej igennem hver dag på vej til og fra job.

Man må nyde det man kan.

/Bella

mandag den 17. august 2026

Babytæppet er næsten færdigt…

Efter flere ugers strikkepause har jeg genoptaget strækningen af babytæppet.  Nu i køkkenet i Oslo med den fine udsigt ud til parken.

Jeg strikker på den sidste tern, og mangler herefter kun 7 retriller kant.

Babytæppet er med andre ord, næsten færdigt.

/Bella

torsdag den 13. august 2026

Kunsthåndværksmarked ved Domkirken i Oslo…

Det er igen tid for det flotte kunsthåndværksmarked med det tårnhøje niveau ved Oslo Domkirke.

Når det er sagt, så var jeg lige ved at misse det, for det holdes en uge tidligere end sædvanligt.  

Der er studiestart på universitet, og det er super-hektisk.  Hvis ikke min kollega, hvis kone er glaspuster i Oslo glass studio, havde fortalt mig til frokost, at markedet startede i dag, så havde jeg nok ikke nået at se det i år.


Nu har jeg været forbi på en lynvisit.  For i morgen når jeg det ikke, og ej heller på lørdag, da weekenden må bruges på at læse eksamensopgaver og forberede censurmøde til på mandag.

Men sikke et fint lynvisit.






Pludselig var Tina Lofstad der i egen høje person, med de karakteristiske lysestager pyntet med glaskranse/mellemled lig dem til hulsten.  Jeg måtte selfølgelig fortælle hende, at jeg havde set hendes glaskunst i Kunst-huset i Lønstrup.

Hvis du er i Oslo, så kig forbi kunsthåndværksmarkedet ved Domkirken som har åbent i dag til kl. 19.00.  I morgen fredag fra kl. 11:00-19:00 og sidste dag på lørdag fra kl. 11:00-17:00.

/Bella

søndag den 9. august 2026

Mellemled af glas til hulsten og en engel…

Vi var i Lønstrup i sommerferien og i Kunst-huset så jeg disse fine glasmellemled, som var sat sammen med hulsten.

Men prisen afholdt mig fra at købe nogle, selvom at jeg sagtens kunne se dem for mig på mine stensøjler i haven.

Det er Tina Lofstad med glaspusteri i Viborg, som er kunsthåndværkeren bag.

Den fine lille hængevase er lavet af kunsthåndværker Louise Maaggard, som også har lavet den fine engel med dingle-ben nedenfor.


/Bella

fredag den 7. august 2026

Idefix på reden…

Nabokatten Idefix er meget optaget af at bevare og sikre sit territorium.  Hvilket også inkluderer vores hus og have.  Men her er han i gang i sin egen have, hvor der er et træ med en duerede fra sidste år.

Da et duepar begyndte at vise interesse for reden, tog han straks affære, fik dem jaget væk, og lagde sig selv i reden.  Sådan kan det det gøres.

/Bella

onsdag den 5. august 2026

Status på babytæppet…


Babytæppet tager form, men er for øjeblikket på pause.  For i min iver for at få tæppet færdigt inden jeg skal tilbage til Oslo, fordi ferien er over og semestret starter i næste uge, har jeg overanstrengt mit ene håndled.  

Så tæppet ligger stille.

Det er hyggeligt og enkelt at strikke, så jeg savner at kunne strikke på det.  Men håndleddet må skånes.


Tæppet er næsten færdigt.  Der mangler 2-3 tern og den afsluttende kant.  Med andre ord, lige ved og næsten.

Da der er flere måneder til termin, er det ikke derfor, jeg havde så travlt.  Jeg ville bare gerne gøre det færdigt, og helst også ha’ det vasket inden jeg tog til Oslo.  

Hvorom alting er, så sker det ikke, og nu kommer tæppet med i kufferten til Oslo.

Strikkepausen betyder, at jeg har fået læst “Den stemplede mand” af Robert Galbraith (aka Harry Potters mor).  Den var min sommerkrimi. 

Jeg gik i gang med blandede forventninger, for den har fået dårlige anmeldelser.  Men den var okay underholdende, og partnerparret nærmer sig hinanden, tror jeg (håber jeg), for den sidehistorie er snart mere spændende end selve sagerne som de opklarer.  

/Bella

fredag den 17. juli 2026

Et babytæppe er på pindene…

Det er ingen hemmelighed at jeg elsker at lave babytæpper.  Det er så enkelt og ligetil.  Så da vores naboer delte nyheden om, at deres første barnebarn er på vej, meldte jeg mig straks som strikker af babytæppe.

Jeg strikker i en tråd Blackhill CottonWool fra Garnudsalg, som er en blød blanding af merino og bomuld.  Garnet er i farven “lys sand” og er afstemt med den vordende mor.

Jeg har tidligere strikket babytæpper i relief med trekanter (se det her og her), denne gang strikker jeg tern.

Jeg har slået 196 masker op som udgør 8 masker i hver side som kantbort samt 18 tern af hver 10 masker.  Borten i bunden består af 7 retriller og en tern er også 7 retriller høj i kantborten.  Jeg strikker på pind 2,5.

/Bella

Ps. “Opskriften” er min egen.  Men hvis du leder efter en lignende opskrift, så finder du en hos Tante Grøn, som også har strikkekit.

onsdag den 15. juli 2026

Færdig perlekæde og strik…


Både perlekæden med de smukke glansfulde ferskvandsperler og Ingen Dikkedarer-sweateren tiltænkt at matche mine yndlingsfløjsbukser, er blevet færdige
.
Blusen er vasket og klar til brug, når de køligere dage kommer.

Perlekæden er monteret med dupsko, her med lås som stjerne i børstet sølv, og måler 96 cm uden lås. 


/Bella

mandag den 13. juli 2026

Roser fra min svigermors have…


Min svigermor er som altid generøs med blomsterne fra sin have, og jeg har netop fået en blandet omgang roser, som er blevet arrangeret på denne måde, og fået plads rundt om i huset.

Her dufter af roser i tillæg til duften af hybenroser og saltvand fra stranden.  Det er sommer, når det er bedst.

/Bella

søndag den 12. juli 2026

Lang perlekæde og status på Ingen Dikkedarer-sweateren…

 

Jeg har strenget en ny perlekæde op.  Det vil sige, jeg har gjort den klar til at blive syet med knude mellem hver perle.

Det bliver også en lang perlekæde og den skal monteres med dupsko, så jeg kan skifte lås.

Jeg har lavet den af restperler fra skufferne.  Jeg har kombineret tre forskellige perlestrenge, som changere i blå, mørkegrå og lilla nuancer.  Mindre runde perler, store runde perler samt en perle med flad bund i en mellemstørrelse.  

Jeg har kombineret dem så der kommer en lille perle, en fladrund perle, en lille perle, en fladrund perle og en stor perle.  Jeg nævner det, fordi du muligvis tænker, at jeg allerede har sådan en perlekæde.  Men nej, det er en helt anden farve, de er blå-grå-grønne, mindre samt kombineret på en anden måde, og kun med to forskellige størrelse perler.  

Dog har de det tilfælles af kombinationen med blanding af perler i forskellige størrelser giver en levende og spændende perlekæde.


Perlekæden vil være flot til min Ingen Dikkedarer-sweater, som det derfor er oplagt at give en status på.  Jeg mangler blot at strikke ribben på det sidste ærme.  Den er med andre ord, så godt som færdig.

De næste håndarbejdsprojekter bliver et babytæppe til naboerne som venter barnebarn, og en sommerbluse i pima bomuldsgarn med bittesmå pailletter fra Garnudsalg.  Garnet er allerede bestilt og modtaget, og venter kun på at komme på pindene.

/Bella

lørdag den 11. juli 2026

Perlekæden med de rustikke mabéperler...


Jeg har syet perlekæden med de rustikke mabéperler om, og den er i al beskedenhed ret vellykket.

Men det er også afhængigt af hvad jeg sætter den sammen med.  Den er fremragende til en lys hørkjole, hvor den kommer til sin ret, og nærmest er et lille kunstværk.  Hvor imod den slet ikke træder i karakter sammen med en mørkeblå denimkjole, som jeg har.

Den er også vellykket pga. stavperlerne, som balancerer perlekæden, og får perlekæden til at lægge pænt om halsen.

Denne gang strengede jeg perlekæden op i modsat rækkefølge, sådan at jeg startede med stavperlerne og afsluttede med mabéperlerne, det er sy-mæssigt meget nemmere.  Som sidst har jeg også denne gang monteret dupsko, så låsen kan skiftes ud.

/Bella

tirsdag den 7. juli 2026

Lang perlekæde med hvide og blå ferskvandsperler…

 

Så fik jeg taget tilløb og syet den lange perlekæde med de runde blå, lyseblå og hvide ferskvandsperler. 

Jeg er motiveret af, at jeg har en kommende anledning til at bruge perlekæden, nemlig mine svigerforældres diamantbryllup.

Den vil passe til den kjole, jeg skal ha’ på.

Da vi fejrede deres guldbryllup for 10 år siden, var jeg også i blåt, og havde denne perlekæde på, som jeg syede om kort tid inden guldbrylluppet, og stort set ikke har gået med siden.  Det er en tung perlekæde, som jeg burde klippe op og lave om til en kortere perlekæde, så den bliver lettere at bære.

Måske husker du også, hvordan Louise og jeg overraskede med bordpynt i form af 50'er med et billede af brudeparret i nullet?  Det er stadig en god idé.

Perlekæden er syet på almindelig perletråd slået af tre tråde med knude mellem hver perle.  Perlekæden er monteret med dupsko i sølv, og den måler uden lås 110 cm.

/Bella 

søndag den 5. juli 2026

Flere sommerblomster…

 

Jeg nyder sommerblomster, fine lyserøde buketroser fra Idefix' forældres have.

Samt en buket med hvide hortensia og løvefod fra Lillys have.

/Bella 

lørdag den 4. juli 2026

Fødselsdagsperlekæde til kusine Dorthe…

 

Jeg har syet en perlekæde med ferskvandsperler af typen kartoffelperler.  De har en god mellemstørrelse og en flot glans.  

Perlekæden er en fødselsdagsgave til kusine Dorthe, som har fødselsdag i dag.

Jeg syede den for et stykke tid siden, nemlig den gang hvor jeg syede perlekæden til Althea, som hun fik til sin konfirmation.  Men det kunne jeg dårligt fortælle om før tid.

Nedenfor kan du se Dorthe og Altheas perlekæder sammen.  Dorthes perlekæde har magnetlås og måler 42,5 cm, inkl. lås.   

Som altid når jeg syer perlekæder med magnetlåse, har jeg syet dobbelte knuder mellem de tre perler på hver sin side af låsen, så perlekæden kan holde til at blive trukket i, når låsen åbnes.

I modsætning til Altheas perlekæde var Dorthes perlekæde let at sy, og tog nærmest ingen tid.

Selvom Dorthe allerede har mange perlekæder, er jeg sikker på, at hun kan bruge en ny.

/Bella

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...