torsdag den 29. maj 2014

Garn med posten...



Jeg fik ikke købt garn da jeg deltog i hakke-workshoppen, men har nu handlet via Yarnfreaks webshop.  Jeg har ventet i spænding på at pakken med garn skulle komme med posten.  Dette syn mødte mig i entreen, da jeg kom hjem fra arbejde i går



Jeg har købt garn (som er mere grønt end blåt, men det kan man ikke se på billedet):


...og hakkenåle:




God timing sådan lige op Kristi Himmelfartsdag :-)  Kan du også ha' en skøn fridag!

Kh.
Bella

tirsdag den 27. maj 2014

Smuk perlekæde af blå ferskvandsperler...



Denne perlekæde syede jeg i går aftes til en af mine tidligere kollegaer, som trængte til en ny perlekæde :-)  

Smukke blå ovale perler med en varm glød og en smuk lustre.  Syet op på perletråd med knude mellem hver perle.  Perlerne er ca. 7-8 mm lange og 5-6 mm i diameter. Låsen, sølvfarvet magnetlås, er 6 mm i diameter.  Den samlede længde på perlekæden, inkl. lås, er 42,5 cm.



Jeg har tidligere vist blå indfarvede ferskvandsperler (f.eks. her), men det er min erfaring, at netop flot indfarvning af mørkeblå såvel som røde og sorte perler er svære at finde.  Så her har min tidligere kollega været heldig :-)

Kh.
Bella

søndag den 25. maj 2014

Blomster fra haven...

Ja, altså fra min svigermors have :-) 
 
Alt er ved det gamle, for også i år nyder jeg friske blomster fra min svigermors have.  Det er en stor luksus!

Netop nu har vi denne buket af rhododendronblomster stående:



I sidste uge nød vi det skønne syn, og den vidunderlige klare og rene duft af liljekonvaller:



Tidligere på foråret har jeg fået flere flotte buketter med tulipaner, hvor jeg desværre kun har fået taget billeder af denne søde lille buket, som var én af de første:



Tak, Jane!

Kh.
Bella

fredag den 23. maj 2014

Lenes perlekæde...


Måske du husker de store sorte perler?  Det er nu blevet Lenes perlekæde med nyt bånd efter Lenes eget valg.  Rigtig flot!
Kh.
Bella

onsdag den 21. maj 2014

Gustav Winkler på terrassen...

Okay, det er måske lidt af en overdrivelse, at sige at Gustav Winckler var forbi på terrassen, men som jeg tidligere har fortalt, så er det hvad vi kalder de her planter :-)

Forrige søndag var det tid til, at de skulle ud på terrassen igen, efter nærmest at have vokset os ud af køkken-alrum og stue i løbet af vinteren :-)  (Se også her):

Prøv lige at se dem, som de stod på terrassen sidste sommer:


Og se dem så nu (dvs. forrige søndag i regn):




Havekrukkerne, som har været på vinterophold hos mine svigerforældre, (ja, altså ikke krukken med rhododendron, som af uvisse årsager ikke klarede den milde vinter), er også siden blevet hentet.  Solvognene er blevet slebet af, og venter nu kun på at få linolie.  Havestole og havebordet er blevet vasket af.  Vi er klar til at tage uderummet i brug :-)

Kh.
Bella

tirsdag den 20. maj 2014

Nyt iPad-cover...


Jeg har på ny opfrisket mit iPad-cover med et stort tekstilklistermærke!  Det er super-enkelt, smadder-flot og det holder.

Tidligere på året gav jeg coveret på min iPad en make-over (beskrevet her og her).  Det har holdt rigtig godt og rigtig længe.  Men her til sidst begyndte coveret at se "lidt træt ud" -- se bare her:



 

Så jeg besluttede, at det var på tide med lidt fornyelse:
  1. jeg trak derfor det gamle klistermærke af
  2. rensede coveret for klistermærkerester med en blød klud og rensebenzin
  3. tørrede efter med en (anden) blød klud opvredet i varmt vand tilsat en lille-bitte smule opvaskemiddel
  4. og klæbede et nyt, stort tekstilklistermærke på
  5. og klippede herefter kanterne til med en saks
  6. afsluttende blev kanten forsejlet med klar neglelak (overlak).
Det kan anbefales! :-)

Kh.
Bella

DIY -- materialer: bløde klude, rensebenzin, opvaskemiddel, tekstilklistermærke, evt. klistermærkeudglattedims (jeg brugte en sort dims, som vi havde liggende), saks og klar neglelak.  

Ps.  Tekstilklistermærkerne er købt som spotvarer i Netto for lang tid siden, men jeg har set lignende i Helenas webshop, her

søndag den 18. maj 2014

Konfirmationsgaver -- til pigerne i familien...



NB! Dette indlæg er redigeret efter krav fra Royal Copenhagen's advokater.  Hvorfor bl.a. billeder af sten med mussel-inspireret mønster er fjernet.  For uddybning læs evt. dette blogindlæg.


Vi var til konfirmation i går, hos Anne-sofie og hendes forældre, og endnu engang var vi heldige med vejret :-)  For lige som sidst blev festen holdt i telt, og var en dejlig fest!


Jeg havde syet en perlekæde til Anne-Sofie: smukke, runde rosa ferskvandsperler med en meget fin lustre, ca. 4 mm i diameter, som er afsluttet med en lille kuglelås i sølv med små, klare zirkoner.  

Jeg havde også lavet et af de spinkle armbånd med en rosa-farvet designperle med form som et kors til Anne-Sofie.  Og selvfølgelig skulle lillesøster, Malene, også ha' et armbånd :-)



Til værtinden, min søde kusine, havde jeg malet mussel-malede sten (på hvide sten).  Jeg havde også lavet en lille pakke med sten til min moster -- konfirmandens mormor og min kusines mor -- dog tegnet på fine, bløde strandsten.  Stenene vakte også glæde hos dem begge :-)

Jeg havde gjort lidt ekstra ud af indpakningen af Anne-Sofies gave.  Her havde jeg foldet en lille "kuverttaske", som fint kunne rumme de to smykkeposer med henholdsvis perlekæden og armbåndet.  


Inspiration til gaveposen havde jeg fundet hos Anne-Mette med bloggen "Femthe", som excellerer i at pakke gaver smukt ind, og hun har linket til en fin vejledning.  Jeg har foldet i designpapir fra Panduro Hobby i str. 30 x 30 cm.

Mette, Anne-Sofie, Malene og moster Kirsten -- hjertelig tak for sidst!

Kh.
Bella

torsdag den 15. maj 2014

Fine bløde sten...


Jeg har fundet fine, bløde, glatte sten på stranden.  Har vasket dem, og er klar til at tegne mussel-blomster.  

De hvide sten jeg normalt bruger til mussel-malet-sten er en slag kridt-og-flinte-sten, men også mere ru, og derfor sværere at tegne på.  De her sten er meget, meget nemmere at tegne på.  Til gengæld står blomsterne skarpere på de hvide sten.  


Nu gælder det imidlertid de fine, bløde, glatte sten rundet af bølgeskvulp :-)

Kh. 
Bella

tirsdag den 13. maj 2014

Tunesisk hækling...


Jeg også hoppet med på "hakke-vognen", og har kastet mig ud i tunesisk hækling :-)  Det er ingen hemmlighed, at jeg ikke er en ørn til at hækle, og som nærmest auto-didakt hækler har jeg brug for eksperthjælp for, at komme i gang med tunisisk hækling.  Jeg har nemlig længe sukket over den skønne, faste tekstur, som den type hækling giver.  Prøv f.eks. at se Pernilles vidunderlige tæppe eller hendes puder.  Jeg var derfor på workshop i går i tunesisk hækling.  

Camilla (med bloggen og webshoppen Yarnfreak) lagde hus til workshoppen i Yarnfreak-butikkens fysiske lokale i Århus, og kyndige Pernille (med bloggen Pescno) underviste tålmodigt 8 stk hakke-interesserede hækledamer :-)

Nu er det ikke sådan, at de 3 timer workshoppen varede, gør én til en hakke-ørn, men ret- og vrang-masker blev introduceret og afprøvet, og det samme gælder farveskrift fra henholdsvis venstre og højre side, afhængig af om man ønsker meleret eller skarpt farveskifte samt afslutning/lukning.  Det er derfor fint, at både Pernille og Camilla har lavet illustrative vejledninger.  Pernille har lavet en guide til, hvordan man kommer i gang med retmaske-hakning, begge slags farveskrifte og afslutning -- find den her.  Camilla har lavet en guide til, hvordan man laver pæne venstre kanter -- find den her.

Efter workshoppen kunne man købe garn og hakkenål.  Jeg fik dog ikke handlet, for jeg kunne ikke overskue at vælge mellem alle de smukke garner og farver.  Jeg kunne heller ikke overskue, hvilket projekt jeg skulle gå i gang med, og om et tæppeprojekt er for ambitiøst.   


Workshoppen kan varmt anbefales ... for den bringer én i gang :-)  Så hold øje med hvornår Pernille og Camilla igen tilbyder workshops i tunesisk hækling, hvis det er noget for dig.

Kh,
Bella

mandag den 12. maj 2014

Vi bliver i det blå tema...



Jeg har også syet denne blå perlekæde.  Samme slags bånd som i Jaanas perlekæde, men i stedet for turkis knapperler, har jeg brugt mørkeblå, runde ferskvandsperler.  Den er også ret vellykket :-)


Kh.
Bella

lørdag den 10. maj 2014

Fortsætter hvor jeg slap...


Sidste weekend gik jeg i gang med at slibe solvogn ned.  Jeg nåede lidt over halvvejs og én mere venter.  De skal efterfølgende ha' linolie, så de er klar til brug og til det danske lunefulde sommervejr.  

Så det er, hvad jeg skal lave i dag (og i morgen). 

God weekend,
Bella

Ps. Prøv lige at se et fint kig, som jeg har til naboens æbletræ i blomst :-)  Billedet er taget her til morgen.  Det tegner til at blive en fin dag :-)


torsdag den 8. maj 2014

En perlekæde til Jaana...

Måske du husker, at jeg har en sød veninde-kollega, Jaana,  i Finland?  Hun fortjener at blive forkælet!  Ganske som hun er god til at forkæle mig :-)  

For et par dage siden sendte jeg denne perlekæde i hendes retning, og nu har hun kvitteret med tak og besked om, at den er nået frem :-) 


Jeg tror ikke, at Jaana synes at det er en mærkelig perlekæde. (Sådan som herren her i huset synes.  Han synes, at det er noget mærkeligt noget, at putte bånd på ægte perler.  Men sandt skal siges, han er ved at vænne sig til designet :-)).  Jaana er meget mere smykke-modig.  Jaanas søster er nemlig sølvsmed, af den mere eksperimenterende og kunstneriske slags, og Jaana har flere af hendes smykker.   

Netop som jeg håbede, blev hun glad for den blå perlekæde, fordi hun elsker blåt, og det klæder hende så godt :-) 

Kh.
Bella

onsdag den 7. maj 2014

Mussel-malet øreringevedhæng...



NB! Dette indlæg er redigeret efter krav fra Royal Copenhagen's advokater.  Billeder af vedhæng med mussel-inspireret mønster er fjernet.  For uddybning læs evt.dette blogindlæg.

Da vi -- herren i huset og jeg -- lavede mussel-malet ringe i krympeplast i weekenden, lavede vi også øreringevedhæng.  De blev bare ikke helt så gode.  Tanken er god nok.  Men jeg insisterede på, at vi skulle lægge noget tungt, fladt oven på vedhængende, straks da vi tog dem ud af ovnene, for at være sikre på at de blev helt flade.  Set i bagklogskabens klare lys, var det dumt.  For det første var de fint flade, da vi tog dem ud af ovnen, dernæst er jeg sikker på, at det er derfor at farven "løb" ud.  Så det er en ommer. 

Og de bliver også lavet om, for jeg er vild med idéen.  De vil være fine i creoler der måler 1,5 cm, og de vejer ingenting, så de tynger ikke øreflippen.  Diameteren på vedhænget er ca. 1,4 cm.  Det oprindelige udgangspunkt før "bagning" var 3,5 cm. (snapseglas-diameter :-))  Hullerne klippes med hultang inden "bagning".

Kh.
Bella

tirsdag den 6. maj 2014

Smukke grå perler...

Prøv lige at se denne perlekæde med smukke grå (ret store) ferskvandsperler.  

Wauw!!

Altså, hvis jeg selv skal sige det :-)



Yndlingsperlekæden er dog stadig den med de hvide perler, som jeg stort set har på hver eneste dag for tiden :-)



Kh.
Bella

søndag den 4. maj 2014

Nye mussel-malet ringe...



NB! Dette indlæg er redigeret efter krav fra Royal Copenhagen's advokater.  Billeder af fingerringe med mussel-inspireret mønster er fjernet.  For uddybning læs evt.dette blogindlæg.

Denne gang er ringene blevet meget bedre end sidst.  Jeg har brugt krympeplast fra Panduro Hobby, sådan som jeg gjorde den første gang.  Men det er helt klart en læringsproces.  Denne gang har jeg noteret mig, hvor omhyggeligt og præcist plasten skal klippes, for hver lille ujævnhed forstørres, når plasten krymper.  Denne gang varmede vi også ovnen mere op (til 190 grader), men havde stadig hver ring i ovnen i 2,5 min. -- én ad gangen.  En anden ting jeg også har lært siden sidst er, at når jeg går med en ring, skal jeg huske at tage ringen af, når jeg vasker hænder.  Gør man ikke det, kan farven løbe ud, og tonen i ringen bliver lyseblå.  Ellers skal man ikke være forsigtig, for plasten/ringen er overraskende robust.

Jeg håber, at du også har haft en god (kreativ) weekend!

Kh.
Bella

DIY – materialer: krympeplast, blyant, lineal, Posca-tusch (0,7 mm), saks, bagepapir, ovn og form-dims til at forme ringen rundt om.   "Vi" brugte en tyk tusch, som lige fik et par runder malertape, for at få den helt rigtige ringstørrelse til mig.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...