fredag den 29. marts 2019

Status på sjalet...


Jeg strikker fortsat på sjalet.  Jeg nærmer mig afslutningen på 4. nøgle garn af i alt 5 nøgler :-)

Jeg håber det er færdigt til påske, så jeg kan vaske det og lægge det i "spænd", når jeg er hjemme i påsken.

For at være helt ærlig, så glæder jeg mig også til et nyt projekt.  Jeg føler, at jeg har strikket og strikket i en evighed på sjalet.  Jeg når at strikke lidt næsten hver dag -- ikke meget, men lidt, og lidt har også ret :-)

Hvis jeg engang skulle strikke efter denne opskrift igen, så ville jeg vælge et andet garn.  Et fyldigt, men let garn.  For måske det her sjal bliver for tungt, men det må tiden vise.  Jeg kan dog sagtens se dets potentiale som skulderluner i sommerens lyse nætter :-)  

For det er jo den tid vi går i møde :-)
 

/Bella

tirsdag den 26. marts 2019

Lang perlekæde med grå perler...


Jeg er endelig blevet færdig med den lange perlekæde med grå ferskvandsperler, som jeg strengede op i februar.  Umiddelbart efter at den var strenget op, syede jeg den, og her viste det sig at perletråden var for tynd, da flere perler kunne glide over knuden.  

Det er hvad der kan ske, når man blander perler fra flere forskellige strenge, som ikke nødvendigvis har samme hulstørrelse.

Jeg klippede derfor hele perlekæden op, og strengede den op på tyk perletråd slået af fire tråde.  Og sådan lå den et stykke tid, før jeg tog tilløb til at sy den igen.   Uden dog at blive helt færdig, så i weekenden skulle det være :-) 



Perlerne ligner tahitiperler (som kommer fra den sortlæbede musling), men disse er almindelige, naturfarvede ferskvandsperler med flot glans.  Jeg har mixet to forskellige størrelser (fra i alt fire forskellige strenge) i denne systematiske orden: lille, stor, lille, lille, stor, lille, stor, lille, lille perle.  

Perlerne changerer i grå, grønne og lilla toner, og har en ca.-diameter på henholdsvis 8 og 5 mm.  

Perlekæden er monteret med dupsko i sølv og måler uden lås 107,5 cm. 

/Bella

mandag den 18. marts 2019

Bella på tur...


Jeg har været i Glasgow.  Til konference.  

Det var et glædeligt gensyn med Glasgow, for jeg tilbragte lange perioder i Glasgow, da jeg var ph.d.-studerende.  

En kendt seværdighed i Glasgow er rytterstaturen af the Duke of Wellington, som er kendt for at ha' en trafikkegle på hovedet som hat (som fulde folk klatrer op og sætter på hovedet af Wellington).  Men netop da jeg ville dokumentere det, havde det blæst voldsomt natten inden, og keglen var blæst af :-)


Konferencen fandt sted i Technology & Innovation centre på George Street.  Lige over for Gramham Hills Building, som for nogle år siden blev udsmykket med portrætter af lokale universitetspersonligheder gennem tiden i forbindelse med at Glasgow var vært ved Commonwealth Games.  Den dag vi afholdt doctoral colloguium havde jeg udsyn til et portræt af en ældre herre, som mindede mig om Grundtvig :-)


Jeg boede på Grand Central Hotel -- lige ved banegården, så det kan jeg ikke anbefale, det er dog supercentralt :-)  Men det jeg kan anbefale er, at man går ind og ser den imponerende flotte prismelysekrone, som strækker sig over 4 etager!

 

/Bella

torsdag den 7. marts 2019

Nu strikker jeg på et sjal...


Jeg har holdt strikkefri et par uger.  Og inden pausen afsluttede jeg igangværende strikkeprojekter (vævestrik samt hulmønster-øvelse) 

Nu gælder det næste opskrift i strikkeskolen, som er et stort sjal :-)

Jeg strikker i blødt uldgarn fra Garnudsalg på pind 4.

Jeg overvejer om jeg skal ha' det med i kufferten, når jeg snart rejser til Glasgow.  Ikke at jeg forventer at få tid til at strikke i Glasgow (arbejde).  Men det kan være hyggeligt at ha' med til den lange biltur, når det er til tid til at tage tilbage til Oslo.  Vi får se.

Måske jeg skal tilføje, at Anders er chauffør på bilturen til Oslo.  Jeg kan meget.  Men ikke både strikke og køre bil samtidig, trods alt :-)


/Bella

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...