søndag den 30. august 2020

Halsedisse af Ditte Larsen...

Jeg har foræret mig selv Ditte Larsens flotte strikkebog "Hammershøj på pindene -- strikket tilbehør", som indeholder opskrifter på de smukkeste huer, tørklæder, sjaler og ikke mindst denne fine, enkle halsedisse-cape-poncho-ting.  Det tog ikke lang tid at beslutte, at det skulle være det første jeg strikkede fra bogen.  

Så da vi i sommer pakkede bilen, og gjorde klar til at tage på corona-tryg-ferie, som bestod i biltur langs den jyske vestkyst med overnatning på fine, mindeværdige badehoteller, slog jeg masker op til halsedissen, så den kunne komme med på ferien.


Jeg slog masker op i Gomitolo Molto, fordi jeg ville prøvestrikke halsedissen før jeg købte dyrt garn.  I modsætning til den rustrøde mini-poncho, som jeg strikkede sidste efterår, hvor jeg løbende tog masker ind, tager man her masker ud.  Dette gøres ved at samle lænken op mellem to masker og strikke drejet ret, og det ville jeg være sikker på at jeg kunne finde ud af samt gøre pænt.  Derfor ofrede jeg dette garn, som jeg havde liggende, og som var reserveret til halstørklæde til en Oslokollega, som udnævnes til professor dette efterår.  (Beklager Jonas!).


Det var på én og samme tid nemt og besværligt, at have det store garnnøgle (200 g!!) med i bilen.  Nemt, fordi jeg ikke skulle tænke på om jeg havde garn nok med, og besværligt fordi det er et stort og lidt uhandigt nøgle at ha' med.  Men det gik.

Halsedissen er blevet færdig.  Og den var nem og enkel at strikke, og jeg skal helt klart strikke en i "det rigtige garn".  


Denne udgave er lidt slap og slatten, trods korrekt strikkefasthed, og sådan ser modellen ikke ud i bogen.  Nu ved jeg også at jeg godt kan strikke den 😊   


/Bella

6 kommentarer:

  1. Sådan en er så rar til efteråret :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, og jeg kan heller ikke vente med at skulle putte mig i en af alpaka og silkemohair -- det bliver ren luksus! :-)

      Slet
  2. Den ser nu også lækker ud den du har lavet- skønne farver.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Laila! Jeg er også sikker på, at jeg bliver glad for den :-)

      Slet
  3. Den er da lækker. Håber du bliver glad for den

    SvarSlet
    Svar
    1. Sandt skal siges, at jeg troede, at jeg ville blive glad for den. Men jeg har ikke haft den på en eneste gang endnu :-(

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...