Engang imellem sker det, at jeg får en tidligere perlekæde mellem hænderne igen, og det er altid et interessant gensyn. Det er altid spændende at se, hvordan perlekæden har klaret sig, og hvilken stand den er i.
Tilbage i december 2015 syede jeg denne nøglesnor til Lene. Husker du det?
Da vi spiste sammen sidst, havde Lene den med, og hun spurgte nonchalant, om jeg kunne sy den om. Og tilføjede, at det ikke haster.
Oj manner, den tygger jeg stadig på.
Og hvorfor det, tænker du sikkert? For nøglesnoren ser jo helt og aldeles uskyldig ud. Hvor svært kan det være at fikse den?
Det er fuldstændigt vanvittigt at jeg syede nøglesnoren i første omgang. Jeg kan også huske, at jeg tænkte, at det gør jeg aldrig igen. Det er jo heller ikke fordi at bloggen har været druknet i en overproduktion af nøglesnore. Som om.
Det er rigtigt, at jeg fra tid til anden syer lange perlekæder. Men det er med meget større perler, hvilket betyder kortere tråd pga. færre knuder, hvilet igen betyder mindre slidtage på perletråden, og selvfølgelig er meget hurtigere at lave. Om end det stadig tager tid.
Når alt det er sagt, så er det som nævnt indledningsvis, altid interessant med sådan et gensyn. Jeg er særligt imponeret over hvor flotte afslutningerne med trådforstærker stadig er. Det første jeg tjekkede var også, om det er den afsluttede knude der er bristet, og har ledt til at nøglesnoren er ved at knække, men det er det ikke. Den afsluttende knude er forsat hel og stærk. Det er også usandsynligt at det skyldes en brist i perletråden i forbindelse med syningen, for det er i begyndelsen af arbejdet med nøglesnoren at den nu er ved at knække, med andre ord der, hvor perletråden er absolut stærkest.
Jeg har endnu ikke besluttet om jeg syer nøglesnoren om, eller om Lene må leve med mindet om, engang at have haft en særlig ekstravagant nøglesnor med ferskvandsperler.
/Bella
Ingen kommentarer:
Send en kommentar