mandag den 29. september 2025

Dorthes rosa perlekæde…

 

Nu har jeg også fået syet Dorthes rosa perlekæde og skiftet låsen.  Måske du husker hvordan jeg for nogle år siden syede perlekæden om, så den afsluttedes med øskner der kunne lukke perlekæden sammen med Dorthes spirallås fra Milas Jewellery?  Det er samme spirallås, som jeg syede denne opgraderede perlekæde til.

Nu er øskenerne udskiftet med en lille karabinhagelås i guld, og perlekæden er klar til brug igen. 

Det tog faktisk to forsøg at få perlekæden færdig.  Jeg havde perlekæden med på job, og tænkte at den kunne jeg sy, når vi på instituttet havde vores månedlige kreative selskab.  

Som sagt så gjort, indtil der hvor jeg skulle afslutte perlekæden og sy de sidste afsluttende knuder, da kom jeg af uransagelige grunde til at klippe den tråd over, som jeg syede med.  Så var der ikke andet at gøre end at starte forfra.  

Det blev dog ikke den dag.  Jeg rekapitulerede og erkendte at jeg var for træt og ukoncentreret. 

Men som sagt, nu har jeg syet den om.

/Bella

fredag den 26. september 2025

Armbånd med flad ferskvandsperle...

 

Jeg har lavet et armbåd ud af Dorthes knækkede, forgyldte kæde.  

Jeg havde bedt Dorthe måle sit håndled, og hun meldte tilbage, at hun måler 16 cm om håndleddet.

Herefter målte jeg 15 cm kæde med låsen i midten som genbrug, klippede kæden til, og tilføjede øskner som perlemellemleddet kunne sættes i.  

Det er altid det springende punkt, når man klipper kæden, for der er ingen vej tilbage, hvis man klipper for meget af.  Men armbåndet skal ikke slaske om håndleddet, og selvfølgelig heller ikke sidde for stramt.  

Mellemleddet, inkl. øskener, måler 2,5 cm, og det færdige armbånd måler 17,5 cm.  Hertil kommer at mellemleddet med sin tykkelse også reducerer længden en smule, når armbåndet bæres.

Jeg krydser fingre for at det passer.

Arbejder med øskenerne tog ret lang tid og var virkelig besværligt.  Jeg var tæt på at give op.  Men jeg vidste at øskenerne kunne gå i hullerne på kæden, jeg skulle bare få det til at passe.  

Det ligner ellers ikke en besværlig eller krævende opgave, når armbåndet ligger der og er færdigt.

Men tro mig.

/Bella 

torsdag den 25. september 2025

"Bare ta" en bog på Telthusbakken...

 

Oslo er mere og andet end droner på Gardermoen, granateksplosioner i centrum og knivstikkeri som hverdagskost.

Forleden da jeg gik via Telthusbakken til Grünerløkka, kom jeg forbi dette tilbud om "gratis bok på veien".

Det var i fredags, og på den måde en smuk indledning til weekenden, som i øvrigt viste sig at blive en våd omgang, og derfor endnu mere oplagt til læsning.

Jeg synes, at det var en fin gestus, og en god måde at demonstrere genbrug og bæredygtighed i praksis.


Det er også en god påmindelse om, at verdenen også er et fint sted, når man engang imellem kommer i tvivl.

/Bella

onsdag den 24. september 2025

Nye lysestager…

Jeg har fået et par nye lysestager, men de er ikke nye, tvært imod.  Jeg har fået dem af min mor, og de har været mine bedsteforældres, Inga og Helges, lysestager 

Det er ren nostalgi, og jeg sagde oprigtigt og med glæde ja tak, da min mor tilbød mig dem.

Jeg husker de lysestager så tydeligt.  De blev flittigt brugt, og flittigt pudset.  Hvilket man kan se.  Ganske som man kan se, at det er par lysestager der er sølvbelagt på messing.

Jeg overvejede om jeg skulle pudse dem, eller lade dem stå i dramatisk upudset stand med messingen skinnende som guld.  Måske med lange, slanke sorte lys?


Det er nok 20 år siden de sidst er blevet pudset.  Lad mig derfor også være ærlig at sige, at det tog sin tid og var et stort arbejde.

Jeg vil ha’ dem med til Oslo.  Men først vil jeg nyde dem herhjemme. 

 

Dog skal stagerne ha’ nyt filt, og heldigvis havde min mor noget filt liggende, som jeg fik med hjem.  Det bliver et kommende projekt.

/Bella

mandag den 22. september 2025

Smykkeupcykling...

 

Da Lene og jeg for nylig drak aftente sammen, havde hun en "sending" med fra sin søster, Dorthe.

"Sendingen" bestod af en perlekæde med rosa perler, en guldlås der tidligere har siddet på perlekæden, et kors med hvide perler, og en knækket forgyldt kæde.


Den rosa perlekæde med de smukke ovale perler trænger til at blive syet om, og der ønsker Dorthe, at jeg genbruger guldlåsen.

Det flotte kors syet i små runde ferskvandsperler, vil hun høre, om jeg kan sætte en større øsken i.  

Guldkæden vil hun høre om jeg evt. kan bruge til noget. 

Jeg startede med at kigge på korset.  Dorthe har ved en tidligere lejlighed spurgt om jeg kunne udskrifte øsknen med en der er større.  Den gang sagde jeg nej, fordi jeg ikke er sikker på, at jeg vil ha' held med at få en anden øsken på plads, når jeg først har fjernet den der sidder der.

Jeg har derfor forslået denne løsning, hvor jeg har tilføjet to øskner, en lille og en stor, sådan at korset hænger i tre øskner.  På billedet nedenfor (og øverst) kan du se hvordan.

Jeg er selv meget tilfreds med den løsning.

Kæden kan sagtens genbruges, og jeg har forslået Dorthe at lave et armbånd til hende, med en indfattet flad ferskvandsperle.

Det er det næste projekt.


/Bella

lørdag den 20. september 2025

Status på Plain Yoke Blouse...

 

Jeg har strikket en del, men det er ikke til at se, for jeg har også trevlet en hel del op.  Af tre omgange.

Først lavede jeg en fejl, hvor jeg ikke fik taget ud, som jeg skulle, og herefter strikkede lystigt videre.  Indtil næste gang hvor jeg skulle lave udtag, og opdagede af maskeantallet ikke passede.  Den fejl lavede jeg faktisk to gange, som om én gang ikke var nok.

Den tredje fejl bestod i at jeg strikkede alt for langt.  Jeg må ha' haft hovedet under armen eller blikket på Netflix, i hvert fald strikke jeg for langt, og måtte igen trevel op.

Nu er alt trevleriet indhentet.  Det er dog ikke blevet til så meget strikkeri, udover lidt rejse-frem-og-tilbage-strik. 


 /Bella

fredag den 19. september 2025

En sensommerbuket i Oslo...

 

Det har været studiestart og semestret er for længst i gang, og du tænker straks, at dette må denne sensommers genbrugsbuket, ikk’ sandt?

Men nej, det er det ikke.

Det her er den buket jeg fik, da jeg sammen seks kollegaer for nylig fik tildelt status som meriteret underviser.  Vi blev fejret med taler, musikalske indslag, et overdådigt kagebord, og ikke mindst blomster.

Buketten fra studiestart blev genbrugt i flere forskellige sammenhænge, men den kom ikke med hjem denne gang.   Jeg havde den bl.a. med til det opstartsseminar for specialeskrivning, hvor 27 kandidatstuderende skal til at skrive speciale.  Vi afholder snart det første af fire specialeseminarer.  Rent faktisk inviterede jeg de studerende til oktober-seminaret i mandags.  På det første seminar præsenterer de tema, problemstilling og motivation for specialeprojektet, positionerer problemstillingen i forhold til relevant litteratur og teori, og gør indledende metodeovervejelser.  Næste seminar er i december, hvor det handler om metode.  Det tredje seminar finder sted til marts, og her præsenterer de foreløbige resultater.  Ved de tre første seminarer opponerer de også skriftligt på hinandens seminartekster.  Det sidste og fjerde seminar i juni er uden opponering, og er et offentligt seminar hvor de præsenterer specialeprojektet i sin helhed, inkl. endelige resultater og konklusioner, og der får de den sidste feedback inden at de afleverer ugen efter.  Fordi seminaret er offentligt, er der en bred vifte af forskellige tilhører tilstede såsom familie og venner, kollegaer og arbejdsgivere, undervisere og vejledere samt studerende fra bachelor- og kandidatuddannelserne.  Ved den slags seminarer, som vi kalder slutseminar, har vi også altid blomster.  Vi holder slutseminar to gange om året, juni og december, så deltidsstuderende, eller studerende der af en eller anden årsag er blevet forsinket, ikke skal vente et helt år på at afslutte.  Derfor bliver den næste genbrugsbuket til december.

Men denne gang var det ikke en genbrugsbuket, men en smuk sensommerbuket, som jeg havde fået.

 

 /Bella

tirsdag den 16. september 2025

Engle fra Lübeck — en idé til julepynt...


Her kommer en idé til julepynt, en slags edition de luxe af engle med sokker i fil de fer (ståltråd), som jeg lavede for nogle år siden i adventsgave.

Da var jeg inspireret af disse englene fra Maas Natur (c):


I sommer så jeg tilsvarende engle i et butiksvindue i Lübeck, men i en luksusudgave med kjole og hår.  De er også ret flotte.  

Kjolen er klippet i et stykke papir med åbning foroven til hovedet, og netop trukket over hovedet og foldet ned på hver sin side af kroppen (se det øverste billede).

Der var også søde ballerina-engle, som er enkle at lave.  Find en skabelon på nettet, f.eks. her hos The Crafty Tipster: http://www.thecraftytipster.com/snowflake-ballerinas, og tilføj vinger og kjole.
 

/Bella 

søndag den 14. september 2025

En uge med Idefix...

 

Jeg har passet Idefix (naboens kat).  Han er nem at passe, for han passer sig selv.

Det kan også være, at det er ham der passer på os?  Vi har i hvert fald haft ham siddende som vagthundskat flere aftener.

 

Han kommer gerne og hilser på.  

Han foretrækker at døren står helt åben, så han bare kan gå ind.

Hvis det ikke er tilfældet, sætter han sig og venter ved døren, mens han miaver for at fortælle at han er her, og gerne vil ind. 


 Han er blevet kælet inde...

og ude... 

 ...og som katte er flest, er han helt sin egen.

Her har jeg f.eks. lige givet ham frisk, koldt vand i hans skål indenfor, som han ikke rørte.  Hvorefter han gik ud og drak af vandpytten i indkørslen 😹


 /Bella

fredag den 12. september 2025

Smuk krans af troldegrene...

 

Denne idé kan jeg ikke tage æren for.  Men jeg kan dele den.

Det er min nabo, der har bundet denne store og ualmindelig flotte krans af troldegrene.

Hun har samlet kransen med ståltråd 3-4 steder. 

Hvis du har en troldehassel der skal studses, eller kender nogen der har, kan du bruge grenene til en krans, som passer fint til efteråret, og er flot med sit lette udtryk.

/Bella

torsdag den 11. september 2025

Nøglering med flettet læderstrop...

 

Mit sæt Oslo-nøgler er blevet opgraderet med en flettet læderstrop.  Det var et hurtigt projekt, der opstod som et akut behov for en strop til at fange nøglerne i tasken.

Nu er det problem løst.  

/Bella 

mandag den 8. september 2025

Cardigan af kæmpestore hæklede bedstemorfirkanter...

 

Inspiration findes her og der og alle vegne, og nogle gange mindst når man venter det.  

Som forleden da jeg var på vej til boghandlen på Markveien i Oslo, og to piger krydsede vejen, og jeg kom til at gå bag dem.  

Den ene havde denne fantastiske cardigan på hæklet af kæmpestore bedstemorfirkanter.

Den er da sjov.

Jeg har sågar fundet garnkit med opskrift på nettet, hvis det sku' være.  

Jeg ved ikke om det er nødvendigt med en opskrift.  

Du skal hækle 12 firkanter (4 til forstykke, 4 til ryg, og 2 til hvert ærme).  Opskriften angiver tre størrelser, firkanter der er 25x25 cm, 29x29 cm eller 33x33 cm.  

Så er den idé givet videre.

/Bella

onsdag den 3. september 2025

Perlekæde til Birgit...

Birgit forsvarer sit ph.d.-projekt i dag.  Hun er en af de bedste studerende jeg selv har undervist på kandidatuddannelsen, så i dag er en dag der kalder på kæmpe fejring.

Jeg har ikke været hendes ph.d.-vejleder, det har derimod Gerd, som jeg syede perlekæden med de hvide runde perler til. 

Jeg har dog haft fornøjelsen af Birgits selskab på instituttet de sidste 3-4 år, mens hun har skrevet ph.d.  Det har været en fornøjelse at følge hende og hendes udvikling.

Nu er det tid til at sige farvel, selvom at jeg gerne havde set, at vi havde beholdt hende hos os.  

Men der er ansættelsesstop, og i den virkelighed har vi ikke mulighed for at holde på talenterne.  Desværre.

Men tilbage til denne glædelig dag med fejring af Birgit og hendes ph.d.-forsvar. 

 
 
Jeg har syet en perlekæde til hende af hvide dråbeformede ferskvandsperler der er topborede, og som derfor fører sig frem med rebelsk charme og lægger sig om halsen som en let blonde.  

Den er meget smuk på.  

Jeg håber, at hun bliver glad.

Perlekæden er syet på almindelig perlertråd med knude mellem hver perle og monteret med kuglehægtelås i sølv.  Perlekæden måler 45 cm. inkl. lås. 

/Bella 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...