Jeg har gang i den helt store englefabrik.
Jeg så engleophæng på Pinterest, hvor englene var klippet i karton, malet og dekoreret, og hængt på tråd med tape på bagsiden. Det var silhuetten af englen der fængede mig.
Nedenfor ser du inspirationsbilledet.
(c) Art Camp
I min fortolkning er glorien en stjerne, og kroppen er rund og smykket med et hjerte. Min fortolkning er også klassisk enkel med hvide vinger og kroppen holdt i ensfarvede farver.
Mine engle kunne også have været endnu mere klassiske ved at været holdt helt i hvidt og gul og guld. Men jeg kan godt lide dem i farver, og med hjertet på rette sted.
Hertil kommer at jeg ikke har klippet, men brugt stansejern.
Det definerede derfor også størrelsen på mine engle, for jeg har brugt de stansejern jeg har.
Jeg har heller ikke købt karton, men kun brugt hvad jeg havde. Jeg løb tør for guldkarton, og de store stjerne er derfor en blanding af guld- og gule stjerner.
Mine engle måler:
Gloriestjerne: 1,5 cm
Hoved: 2,5 cm i diameter.
Vinger, som er en halv cirkel med diameter: 6,3 cm
Krop: 5 cm i diameter
Hjerte: 2,5 cm i bredden og 2 cm i højden
Stor stjerne: 6 cm
En engel måler fra spidsen af stjerneglorien til spidsen på den store stjerne: 19,5 cm.
Lad mig gi’ et tip til englevinger. Klip to runde cirkler samtidig. Og lad hver halvdel danne par. På den måde ved man, at hver sæt vinger matcher.
Jeg lavede først to prototyper. Én hvor jeg limede delene sammen med tråden imellem, og det er den model jeg er landet på. Det er en luksusudgave med flot for- og bagside, og god tyngde. Den har ens forside og bagside, da englen har hjerte på begge sider.
Den anden prototype, som jeg forkastede, havde jeg stanset små huller i top og bund på hver del, og trak en tråd i gennem hullerne gennem hele englen. Den var ok, og på flere måder nemmere, fordi man skulle stanse meget færre dele og ikke fedte med lim. Men den første prototype var ubetinget flottere. Så det afgjorde den sag.
Kender du typen der ikke kan stoppe? Det er mig.
Jeg har lavet en hær af engle. Det her er dem, jeg har herhjemme, og som nu skal i pres. I Oslo har jeg 3 gange så mange, som ligger i pres mellem bøger, skærebrætter og en solid stak tallerkener. Snart klar til at komme i cellofanposer.
Jeg er med andre ord klar til julen hvad angår værtindegaver og kærlige julehilsener.
/Bella







Ingen kommentarer:
Send en kommentar