Yderligere to Nova scarf-tørklæder er røget af mine strikkepinde. Jeg har strikket dem begge i to tråde tynd alpaca.
De er ikke lige lange. Tørklædet til venstre er “standard”-længde, mens tørklædet til højre er længere, det måler 135 cm.
Jeg strikkede det korte tørklæde først, og strikkede det på pind 3,5, fordi det var den pind jeg var i gang med fra det forrige tørklæde. Da jeg var i Oslo, og var løbet tør for silk mohair, brugte jeg i stedet to tråde alpaca. Tørklæde er fint, men til den lidt løse side i strikket, og derfor strikkede jeg tørklæde nr. 2 på pind 3.
Det er til gengæld helt perfekt, og allerede i brug. Det er let og lunt, og fint i denne overgangsperiode.
Jeg er ved at tage tilløb til et nyt forsøg på “Året rundt”-blusen af Isager. Jeg strikkede den første bluse i alpaca og silk mohair sidste sommer — i øvrigt en stor del af tiden i selskab med gæstemissen.
Men blusen blev til den lidt tætte side (læs stramme side), og om det skyldes blusen eller mig, skal jeg lade være usagt. Under alle omstændigheder, min mor har fået blusen, og jeg håber, at hun har fundet den frem, nu hvor vejret bliver køligere.
Men jeg var ret glad for den bluse, pga. dels blusens lethed, og dels konstruktionen af blusen. Den var sjov at strikke. Det var også derfor jeg gav mig i kast med en udgave af blusen i alpaca og merino fra Garnudsalg, men som du måske husker endte det projekt helt håbløst, fordi strikkefastheden ikke passede (suk!).
Jeg ved at strikkefastheden passer med silk mohair og alpaca. Jeg så for øvrigt Isagers opstrikkede udgave af blusen, da vi i sommerferien besøgte strikkebutikken ved Tversted skole. Den bluse var også flot. Butikken var flot, og det imponerende udvalg af alle Isager-garnerne var flot.
/Bella
Ingen kommentarer:
Send en kommentar