torsdag den 2. oktober 2025

Én strikket fisk, men jeg drømmer om flere…

 

Jeg har forelsket mig i tanken om små strikkede fisk, og flere af dem, som kan hænge sammen.  

Jeg ved også allerede hvor de skal hænge, nemlig i lampen ved spejlet på gæstebadeværelset.

 

Det er derfor at jeg har givet mig i kast med min egen første prototype.  Den er blevet lidt for tyk (men hvem er ikke det?), og med en hale som jeg ikke er helt tilfreds med.  Men OK, det er første forsøg.

Min inspirationskilde er ikke overraskende, Pinterest.

Jeg har også fundet flere opskrifter (i tillæg til et hav af hækleopskrifter, men jeg vil strikke).

F.eks. denne her hos Emma (på engelsk, men gratis).  Hvor man strikker rundt på strømpepinde, men hvor jeg synes, at man starter op med for mange masker, og at fisken derfor får trutmund.

Eller denne her fra bloggen Classical Songbird Designs (også på engelsk, og også gratis), hvor man strikker frem og tilbage, og bagefter syer fisken sammen.  Det er for besværligt, synes jeg.

Eller denne hos danske Luna, som dog ikke er gratis.  Fisken er måske også en smule for tyk i forhold det udtryk jeg går efter, selvom at man selvfølgelig kan fylde mindre fyld i fisken. 

Hvordan har jeg gjort:

  1. jeg slog 6 masker op, og fordelte maskerne på strømpepinde
  2. og strikkede 2 omgange ret
  3. på næste omgang tog jeg 1 maske ud efter første maske og igen 1 maske inden sidste maske i bund og top af hovedet (dvs. 4 masker er udtaget, nu i alt 10 masker) Jeg tog ud ved at løfte lænken forfra og strikke drejet ret
  4. herefter strikkede jeg 2 omgange ret
  5. på næste omgang tog jeg 1 maske ud efter første maske og igen 1 maske inden sidste maske i bund og top af hovedet (dvs. 4 masker er udtaget, nu i alt 14 masker) Jeg tog ud ved at løfte lænken forfra og strikke drejet ret 
  6. herefter strikkede jeg 2 omgange ret 
  7. på næste omgang tog jeg 1 maske ud efter første maske og igen 1 maske inden sidste maske i bund og top af hovedet (dvs. 4 masker er udtaget, nu i alt 18 masker) Jeg tog ud ved at løfte lænken forfra og strikke drejet ret 
  8. herefter strikkede jeg ret indtil passende længde, og fyldte fyld i kroppen inden jeg startede indtagning til halen
  9. dernæst 2 omgange med indtagning af 1 maske efter første maske og igen inden sidste maske i bund og top af kroppen ved at strikke 2 masker sammen, dvs. at jeg i de 2 omgange tog 4 masker ind på hver omgang.  Jeg endte med i alt 10 masker, og fordelt på hver sin haleside, da 5 masker 
  10. herefter strikkede jeg først den ene side af halen og derefter den anden side i glatstrik.  Jeg tog 1 maske ud efter første maske og igen inden sidste maske i bund og top af halesiden på hver retside i alt tre gange (5 + 2 = 7; 7 + 2 = 9; 9 + 2 = 11 masker i hver haleside).  På vrangsiden strikkede jeg alle masker vrang.
  11. efter at have taget ud, strikkede jeg 1 pind ret og lukkede af på den følgende vrangpind
  12. som det sidste syede jeg halesiderne sammen, hæftede ender, syede øjne på (perler) og trak en snor igennem munden og satte en perle på som blink

Jeg vil gerne strikke flere fisk.  Jeg vil også gerne forbedre opskriften og raffinere fisken, men mit håndled er desværre overanstrengt.  For at være ærlig, så har fiskestrikkeriet heller ikke hjulpet på det.  Af samme årsag hviler strikkeriet af Plain Yoke Blouse også.  

Jeg må finde på noget andet at sysle med, mens mit håndled kommer sig.

/Bella

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...