Viser opslag med etiketten inspiration til DIY. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten inspiration til DIY. Vis alle opslag

fredag den 12. september 2025

Smuk krans af troldegrene...

 

Denne idé kan jeg ikke tage æren for.  Men jeg kan dele den.

Det er min nabo, der har bundet denne store og ualmindelig flotte krans af troldegrene.

Hun har samlet kransen med ståltråd 3-4 steder. 

Hvis du har en troldehassel der skal studses, eller kender nogen der har, kan du bruge grenene til en krans, som passer fint til efteråret, og er flot med sit lette udtryk.

/Bella

lørdag den 2. august 2025

Flettet billedkunst af papirstrimler…


Jeg har længe ville prøve en idé af med at flette papirstrimler til et billedkunstværk.

Jeg klippede derfor lange strimler i varierende bredde fra en gammel kunstkalender.  

Der er faktisk en historie bag den kalender.  Det er kunstkalenderen 2020 med københavnermotiver fra Gyldendals Bogklub.  2019 var et dårligt år, da jeg blev ramt af alvorlig sygdom.  Derfor forkælede jeg mig selv med en smuk kalender, der både skulle være nyttig og samtidig pynte på mit kontor i Oslo, og evt, også give anledning til en snak om kunst med mine kolleger.  Men alle husker vel 2020, og ved at corona lukkede verdenen ned i marts 2020?  

Så meget for den kalender, som derfor hang i ensom majestæt på mit kontor i Oslo gennem den første lange tid med corona.  

Men nu kommer den til ære og værdighed som et kreaprojekt.

Som sagt, jeg klippede strimler og flettede dem.

Jeg flettede ved først at lægge de vertikale strimler for derefter at flette de horisontale ind oppefra og ned.

Det gjorde jeg på begge billeder.

Jeg limede de flettede strimler fast på guldkarton, fordi jeg gerne ville indfange det glamourøse guld som glimt mellem de flettede felter.  Jeg er inspireret af kappen med felter, som manden i Gustav Klimts berømte maleri “Kysset” har på. 

(Kilde: https://en.wikipedia.org/wiki/The_Kiss_(Klimt)).

Måske man kan fornemme guldet på det andet flettede billede?



Det interessante ved denne proces var, at billedet voksede frem af sig selv.  Det var ikke styret af motiv.


Jeg kunne godt tænke mig at gøre et nyt forsøg, men hvor motivet vil være mere væsentligt, og jeg tror derfor, at det til den tid vil være mere hensigtsmæssigt at flette fra midten og ud, for på den måde bedre at kunne styre motivet. 

/Bella

søndag den 18. august 2024

Skib i glas -- måske en grafisk idé?...

 

I sommerferien så jeg dette fine skib i glas i en butik på havnen i Hvalpsund.

Det er så fint og enkelt i udtrykket, at det også kunne fungerer som skabelon for et ophæng i en karton-papirudgave.

/Bella

mandag den 13. november 2023

Julekugle med pigge...

 

Det er flere år siden jeg første gang så denne type papirkugle, blev fascineret, og samtidig forundret over hvordan man mon laver piggene.  

Siden glemte jeg alt om den, lige indtil forleden hvor den dukkede op i mit feed på Instragram med vejledning fra @vitanyanser.

Hvis du som jeg allerede er klar til at lave julepynt, så er denne kugle et godt bud på en fin og lidt anderledes julekugle.

  • Man skal bruge 12 cirkler af papir -- jeg stansede mine, men de kan selvfølgelig også klippes, f.eks. tegnet efter et glas.  

NB! Lad dig ikke narre af, at der kun er 11 stjernepigge på billedet.  En var røget gulvet, faktisk fordi mit første forsøg på at stramme kuglen mislykkedes, da snoren knækkede.  Jeg skiftede derfor flot sølvtråd ud med kraftig, stærk hvid tråd!

  • Herefter foldes hver enkelt cirkel 4 gange på midten, og bagefter tegnes en cirkel i midten efter en mønt, prop eller lign.
  • Nu klippes der i hver foldning hen til markeringen af den tegnede cirkel.
  • Afsluttedende foldes enderne om en blyant og limes. 
    Den del er den mest omstændelige, og det tog mig lidt tid at finde håndelaget, så hold ud.
  • Nu samles de 12 piggestjerner på en snor.  
  • For at kuglen kan trækkes sammen, sætter man en lille knap i hver ende af kuglen, og man skal bruge stærk tråd der kan tåle at man strammer til.

Mine stansede papircirkler havde en diameter på 5 cm, og den færdige kugle måler 7 cm i diameter.

Jeg har anvendt designpapir fra Søstrene Grene, men du kan også bruge gavepapir eller genbruge papir fra de mange julekataloger som havner i postkassen i denne tid.

Det tog lidt tid at lave denne første kugle, men man kan med fordel sætte produktionen i system, og på den måde "masseproducere" kuglen.


 /Bella

lørdag den 21. oktober 2023

Origami-snefnug...

 

Jeg har foldet et første forsøg på origami-snefnug (snowflake). 

Eller måske det er en iskrystal eller en stjerne?

Uanset, så er det et klassisk og nemt stykke origamifolderi, som kræver seks dele, som samles ind i hinanden uden brug af lim eller lignende.

Jeg har foldet i papir der måler 10x10 cm.  

Papiret er fra Karen-Marie-klip og er reelt for kraftigt, men det var det jeg havde ved hånden.

Med den størrelse papir målet snefnugget 15 cm i diameter.  

Du finder en god videovejledning, hvis du googler "Origami snowflake How to make Beautiful 3D SnowFlakes Origami" på YouTube.

Den er flot i hvid, og flot når den ikke er for stor.  Jeg synes også at den er et fint bud på julepynt til vinduesophæng.

Jeg skal i hvert fald lave nogle flere i noget mere velegnet papir ;-)


/Bella

tirsdag den 30. august 2022

Ophæng med søpindsvin...

  

Uroen med drivtømmer og hulsten og den med Dannebrogsflaget har fået selskab af ophæng med søpindsvin.

Søpindsvinene har jeg også købt i Lønstrup. 

Jeg valgte nogle der allerede havde hul i toppen, så jeg ikke skulle ha' ulejlighed med selv at lave hul.

Jeg har pyntet dem med træperler (og en stor træperle inden i, som snoren er bundet fast i).

Sådan her tager de sig ud tæt på -- den lilla og den orange. 

Jeg har endnu ikke taget stilling til, om jeg tager dem ind for vinteren, eller om de skal blive hængende.  

Lige nu nyder jeg dem bare.  De er fine og festlige, og passer godt til strandtemaet.

/Bella

onsdag den 10. august 2022

Ophæng med Dannebrog og hulsten...


Jeg viste forleden den smukke krans af drivtømmer, som min mor har lavet.  Nu har uroen som hun lavede af drivtømmer og hulsten til min fødselsdag sidste år fået selskab af endnu en uro med hulsten og Dannebrog i toppen.  
 
Dannebrogsflaget har jeg købt i Lønstrup, hvor det sælges enkeltvis i to forskellige størrelser.  Dette er det lille flag som måler 9 x 11,5 cm.
 
Jeg har bundet uroen med hvid murersnor, men det er ligeså meget fordi jeg ikke kunne finde den rustikke natursnor, som jeg havde planlagt at bruge, og samtidig ikke kunne vente med at lave uroen.  Det kan vel bedst beskrives som kreativ utålmodighed😊
 
Uroen er lang og tung, og rimelig robust selv i blæsevej, som vi har en del af her ved kysten.  Og meget festlig med Dannebrog på toppen.
 
Det er en uro, som det er nemt at gøre efter: snor, hulsten og flag!
 
/Bella

mandag den 8. august 2022

Papirklip med fisk -- til ophæng...

 

Jeg har klippet fisk i tosidet designpapir.  Det var det allersidste ark af noget lækkert papir fra Søstrene Grene fra flere år tilbage.  De har desværre ikke haft netop denne type og kvalitet i mange år, men det er en helt anden snak.

Tilbage til fiskene, de skal nemlig op at hænge.

Jeg er inspireret af dette fiskeophæng med røde og blå fisk, som jeg så i en butik i sommerferien (lige i midten af billedet):

 

  Hvor ophænget i butikken er et solo-ophæng, har jeg en vision om en stime af fisk.

Fiskene måler 6 cm i længden og er 2 cm brede.

Det er blevet til i alt fem ophæng med hver 11 fisk.  Jeg har bundet en lille bjælde fast i enden, for at give dem lidt tyngde til når de skal op at hænge.  

De er pakket hver for sig, og kommer med til Oslo, hvor jeg har udtænkt et særligt sted de skal hænge.

Det glæder jeg mig til at vise.

/Bella

Materialer: tosidet designpapir, karton til skabelon, blyant, saks, stansejern, nål, tråd, bjælde/perle.

onsdag den 3. august 2022

Krans af drivtømmer...

 

Tidligere på sommeren fik jeg denne smukke krans af min mor.  

Den er virkelig, virkelig flot!

Hun har lavet den af drivtømmer, strandglas, sten (inkl. små hulsten og jættelys) samt strandskaller -- som hun har fundet på stranden, hvor mine forældre bor.

Kransen måler 25 cm i diameter, og har også en snor til ophæng.  

Det er lidt af et puslespil, men virkelig vellykket.

Det er ydermere en oplagt måde at bruge de små stykker drivtømmer til.

Jeg håber, at du er blevet inspireret.

/Bella

mandag den 16. januar 2017

Lampe af vinkasse...


Lad mig vise en god idé, som jeg så da jeg var på Thorskogs Slott i december.  Den ene dag spiste vi nemlig i vinkælderen, hvilket var meget stemningsfuldt, ikke mindst fordi de havde genbrugt vinkasser og korkpropper til væglamper.

Prøv lige at se:


Og selvfølgelig også lige et kig ned i lampen :-)


Så fint havde de dækket op til os -- og lige en vinkasselampe over ved det ene bord :-)


/Bella

tirsdag den 1. september 2015

Min mors troldegren -- til inspiration...



Hjemme hos mine forældre i deres sommerhus, har min mor en troldegren hængende ved hoveddøren.  Grenen er pyntet med dråbe-vedhæng af glasperler på sølvfarvet tråd, som jeg har lavet (og jeg har også nogle selv) samt koglerne fra sidste års advent og nogle fine træfugle fra min mormor.

Det er altså ret fint med udendørspynt, og jeg tænkte, at det måske kunne være til inspiration for dig.

/Bella

lørdag den 18. januar 2014

Leg med bøger...

Jeg har på sidelinjen fulgt trenden med at folde bøger, og det er altså svært ikke at lave sig rive med :-)  Prøv at Google "folding books" og se de fantastiske billeder.  Prøv også at besøg Kates blog eller Anns blog eller Kellis blog -- måske specielt Kellis blog, fordi hun transformerer sine foldede bøger til billedkunstværker til ophæng på væggen.  Super flot!  Prinsesse Suh aka Maria med bloggen Prinsesseliv har også kaster sig over bogfoldning.  

Jeg har i første omgang kastet mig over denne bog, som varmt kan anbefales!  Jeg har lånt den på biblioteket, og den handler ikke kun om bogfoldning, men giver mange idéer til, hvordan man kan bruge kasserede bøger.  






Der er masser af inspiration af hente.  På reolen på mit arbejde, har jeg nogle bøger stående der samler støv, det får en ende på mandag :-) 

Kh.
Bella

torsdag den 17. oktober 2013

Links til idébanker...

** Del en god idé **

Forleden dag havde Tina Dalbøge et indlæg om, hvordan at hun i relation til sin blog og netshop har samlet alle gode idéer af forskellig slags i en idébank.  Det er en super god idé.  Hvis du ikke allerede har været 'i banken', så gør dig selv den tjeneste at kigge forbi :-) 

Tinas indlæg mindede mig om en tilsvarende idébank, som Helena med bloggen Craft and creativity har i tilknytning til sin netbutik Make and create -- den er altså også værd at besøge :-)

Et tredje sted, hvor du kan søge god inspiration til små-projekter er hos mor og datter -- Karin og Freja -- med bloggen Pysselbolaget.  Du finder deres samlede liste af projekter lige her.

Nå ja, så findes der de store hobby-mastodont-butikker på nettet (f.eks. cchobby og Panduro Hobby) som bidrager med inspiration til hobbyprojekter, og Google (og andre søgemaskiner) som kan hjælpe én med at finde inspiration i Internettes jungle, og Pinterest, hvor gode idéer, drømme og ønsker sættes i system.

Vigtigst af alt, lad dig inspirere!

Kh.
Bella
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...