Historien om en reol og hvad den indeholder...

Da jeg viste, hvor fint fiskestimen pynter her i lejligheden i Oslo, kunne man på det ene billede se denne reol.  

 

Den vil jeg gerne vise frem, og ikke mindst vise hvad den indeholder.  Du kender allerede det meste, så det er egentlig mest for at vise, at det strikkede guld bliver brugt.

 

Tilbage til reolen, som har fulgt mig i mange år.  

Den har været en del af mit umage møbelment lige siden siden jeg var studerende, og fik min første egen lejlighed.

 

Reolen er i massiv egetræ, og jeg har fået den af min mormor.  Hun havde den stående i sit bryggers, og brugte den til at stille potteplanter, som trængte til et hvil.  

 

Efter slibning, grunder og maling fik den et nyt liv hos mig, hvor den siden har lagt hylder til alt fra studiebøger, hobbyting og nu huer og halstørklæder.

Hvis du synes, at du har set reolen før, så er det rigtigt.  Jeg viste den, da det store skab kom med hjem og erstattede reolen, som dermed blev tilovers, og derfor meget passende kom med til Oslo.

Og i Oslo har reolen funktion af entrémøbel.

Derfor er den også fyldt med primært huer og halstørklæder.  

Det første jeg vil pege på er dog de flotte pulsvarmere, som Kristine har strikket til mig.  De fylder ikke meget, er dejlige at ha' på, og har reddet mig flere gange på en kølig dag på kontoret.

Nr. 2 er "kontur-huen" som jeg har strikket efter opskrift af Ditte Larsen.

Nr. 3 er den rust-røde hue, som jeg strikkede efter gratis opskrift fra Drops. 

Nr. 4 indeholder en hel stak af huer og andet godt, som min mor har strikket til mig.

Nr. 5 ligner måske noget du har set før, og så alligevel ikke.  For ja, det er det florlette tørklædesjal efter opskrift af Ditte Larsen.  Men det er ikke mig der har strikket det her, men der imod Lene.  Selvsamme Lene, som introducerede mig til opskriften.  Hun strikkede dette smukke eksemplar i silk mohair og alpaca i denne skønne grønne farve til sig selv, for så at konstatere, at det ville hun aldrig få brugt, og så forærede hun mig det.  Ja, jeg er som sædvanlig heldig og i tillæg netop særlig glad for tørklædet af Ditte Larsen.  Så glad, at jeg selv har strikke flere tørklæder -- det støvede blå, et råhvidt, et bordeauxfarvet (som jeg ikke kan finde på bloggen, hrmmm?), og det koks-grå som jeg gav væk som gave. 

På samme hylde, under Lenes grønne tørklædesjal, ligger farvetrappetørklædet som nr. 6, og som også er efter opskrift af Ditte Larsen.  Det er faktisk det halstørklæde, som jeg har på i dag🍁🍂

Dernæst kommer nr. 7, Oslo-capen, som jeg har strikket efter egen opskrift.  Den bruger jeg også hele tiden, og særligt nu, hvor det igen bliver køligere.

Sidste stykke strik er halstørklædet (nr. 8) af garn som jeg fik i julegave af mine forældre, og som jeg har strikket i halvpatent efter opskrift af Garncafé Madsine. 

Den allersidste ting jeg vil nævne, nr. 9, er billedet på reolen.  Ikke at jeg er kunstneren bag.  Men billedet har jeg købt på en "Bella på tur"-rejse.  Jeg var inspireret af en kollega, som altid køber kunst med hjem, når hun er ude at rejse.  Da jeg på denne rejse til Tampere boede ved et gallari for samtidig finsk kunst, købte jeg to billeder med hjem.  Men Anders kan ikke li' dem, og de kom aldrig op at hænge hjemme, og derfor kom de med til Oslo, hvor jeg er meget glade for -- også selvom at ingen af endnu er kommet op at hænge her.  Men det er en helt anden historie.

OK, det var en historie om en reol, og hvad den indeholder...

/Bella

Ditte Larsen-huen i reliefstrik...

Huen er blevet færdig.  Men, men, men...

Jeg er en strikke-spasser, og kan åbenbart ikke tælle til syv.  

I hvertfald kom jeg til at lukke af et "bånd" for tidligt, og huen er derfor blevet lidt kort i pullen.  Det er jeg træt af.  Men min nabo har taget imod huen med glæde.  Så den er ikke spildt.

Opskriften er nem og enkel, og huen har været et hyggeligt projekt, så jeg tror, at jeg ganske enkelt strikker mig en ny, og husker at tælle til syv.

/Bella

Gylden hue med poetisk navn...

 

Huen af Ditte Larsen med det poetiske navn "De høje vinduer" er blevet færdig.  Den har været færdig et stykke tid, men i morges havde den sin debut, da jeg tog den på i blæsevejret på min daglige morgengåtur, der sikrer, at jeg sætter 10.000 skridt ind på kontoen. 

Den er pænere på, og meget mere klædelig end den ser ud til 😊

Den lader også til at holde faconen, hvilket jeg ikke kan sige om den lilla hue jeg strikkede.  Den er blevet slap, uformelig og for stor.  Derfor skulle jeg nok heller ikke have trevlet den hvide hue op, fordi jeg vurderede at den ville blive for stram.  Måske den skal have en chance til? 

/Bella