Viser opslag med etiketten julepynt i papir. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten julepynt i papir. Vis alle opslag

fredag den 19. december 2025

Engle som til-og-fra-mærker...

 

Jeg tog mig et frikvarter i går, og strøg ud ad døren for at købe en julegave.  

I den forbindelse så jeg nogle søde julepyntsengle i karton, som var særligt søde fordi de havde stansede huller der gav illusion af blonde.

Særligt, når man nu som jeg har en hul-dimser, der kan lave netop sådanne blonde-huller.

Jeg var ikke kvik nok til at tage et billede.  Men mit indre billede af englene blev hos mig, og efter arbejdsdagens afslutning måtte jeg prøve mig med min egen udgave.

Jeg tegnede derfor en skabelon, og tegnede yderligere tre engle op...


Klippede dem ud, stansede huller, og tilføjede snor, så de kan bindes på gaverne.

Jeg vil bruge tanke dem som til-og-fra-mærker, for jeg mangler nogle, og disse kunne være søde.

Men med rette snor (ikke gavepakkesnoren) gør de sig også godt som ophæng på grene eller juletræ.

Mine engle måler 6,5 cm i højden og 6 cm fra vinge til vinge.

/Bella

onsdag den 17. december 2025

En SMS om en engel som julepynt...

 

Louise sendte mig en SMS i går, hvor hun skrev, at englen af Alexander betyder meget i år.  Det er naturligvis fordi at Alexander er i Australien for at arbejde, og ikke kommer hjem til jul.

Husker du, da jeg lavede englebasser med billeder af familiens børn?  

Hvis det ikke siger dig noget, kan jeg godt forstå det, for det var i 2013!!  

Men idéen er fortsat god, og hermed givet videre (igen).

/Bella

tirsdag den 16. december 2025

Hilde fik en Jakobsstige...

 

Jeg lavede en Jakobsstige til Hilde.  Den blev 2 m. lang, og endnu længere når den trækkes ud.  

Hun kan vælge at klippe den over eller lade den løbe rundt om træet.  Jeg ved jo heller ikke hvor højt og stort et træ hun har.

Nu kigger jeg efter egnede nisseskabeloner i juleklipbogen "135 skabeloner til juleklip" af Melike Fürstenberg, som jeg har lånt på biblioteket.

Bog, 1. udgave, 2010 

Jeg har også lånt "Scandinavian Christmas crafts : over 45 projects and quick ideas for beautiful decorations & gifts" af Christiane Bellstedt Myers, men jeg er ikke sikker på at den fortjener en anbefaling.

/Bella

søndag den 14. december 2025

Juler jeg i Oslo?

 

Ja, selvfølgelig juler jeg i Oslo, og måske min pynt kan være til inspiration?

I køkkenet hænger Louises engleballarinaer fra adventskalenderen i 2018.  Hvis du følger linket, finder du indlæg med link til opskrift.

I stuen hænger den ene af de to store julestjerner, som jeg lavede af papirposer sidste år. 

Stjernerne er lavet af papirposer fra Søstrene Grene, og ligner en million.  

Det er super-enkelt:  lav en skabelon der passer på bredden af posen, tegn mønstret op på hver enkelt pose og klip.  Lim poserne sammen -- i bunden og op midt på posen.  Når du har to-tre poser tilbage, lim snor i, og fortsæt med at lime poserne sammen.  Lad dem tørre inden du folder stjerne ud og limer den sammen.  Inden du samler stjernen, så prøv lige at folde hele stjerne ud, sådan at den har været "åbnet" inden du samler den og limer den sammen.  Jeg samler stjernen med to lange linialer, og jeg bruger Karen Marie papirlim som er hurtigtørrende og stærk.  Du finder også en videovejledning hos Søstrene Grene.  Jeg bruger 10 poser til en stjerne, og bemærk, at Søstrene Grene sælger pakker med 8 poser, én pakker er altså ikke nok.  En pakke koster 10-12 kr. 

I stuen pynter også en lille gruppe af nisser med huer, som min mor har hæklet.  Opskriften er fra Kreamania.  Deres blog eksisterer ikke længere, men jeg ved at de er på Instagram (https://www.instagram.com/kreamania), og der kan du sikkert finde opskriften.

Det er heller ikke jul uden de klassisk flettede stjerner.  De store her flettede jeg for nogle år siden, og de er flettet i strimler med en bredde på 2,5 cm fra Creative papir, hvor de sælges i sæt med strimler i tre størrelser.  Det er en virkelig lækker kvalitet!

Du finder vejledning til at flette stjerner hos Starfolds

Bemærk også Louises hæklede svamp som hænger på vindueshåndtaget.  Dem fik jeg også i adventsgave i 2018.  Også her linker jeg til opskrift, hvis du følger linket.

I soveværelset hænger den anden stjerne af papirposer.

I vindueskarmen står de store juletræer i filt, som jeg fik i adventsgave af Louise i 2017.  Jeg kan ikke finde den skabelon Louise har anvendt, men hos Panduro Hobby finder du en tilsvarende.

De små juletræer og dansende mænd og damer er købt i Rom.

Jeg indser nu, at jeg ikke har taget billede af Louises julesnemænd (inkl. link til skabelon til julesnemændene), der som et vittigt indslag hænger sammen med fiskene.

Ha' en skøn 3. søndag i advent!

/Bella

tirsdag den 2. december 2025

Juletræer og påfugl i origami...


Det her er et mødelokale på min arbejdsplads, hvor jeg forleden var den første til at ankomme til møde.

Efter at ha’ stået og nydt udsigten ud over byens tage, fik jeg øje på origami-juletræer, som jeg også selv tidligere har lavet en hel del af.  De er nemme at lave, og fortjener en varm anbefaling.

Måske du husker, da jeg og mine kollegaer for år tilbage lavede juletræer til bordpynt til årets julefrokost?  Se dem her.  Nogle år senere foldede jeg træer igen, se dem her, som også viser Starfolds variant af træet, inkl. vejledning. Du finder videovejledning til den almindelige variant her.

Men de her træer har jeg ikke lavet, og slet ikke påfuglen.

Den har jeg ikke prøvet at folde endnu, men jeg har fundet denne videovejledning på YouTube, som jeg skal prøve af.

/Bella

tirsdag den 4. november 2025

Moderne juleengle — en idé til julepynt…

 

Jeg har gang i den helt store englefabrik.  

Jeg så engleophæng på Pinterest, hvor englene var klippet i karton, malet og dekoreret, og hængt på tråd med tape på bagsiden.  Det var silhuetten af englen der fængede mig.  

Nedenfor ser du inspirationsbilledet.

(c) Art Camp

Englene er fra Art Camp, og har været en del af en kreativ julekalender.  Nu sælges skabeloner og materialer her, hvis det har interesse.

I min fortolkning er glorien en stjerne, og kroppen er rund og smykket med et hjerte.  Min fortolkning er også klassisk enkel med hvide vinger og kroppen holdt i ensfarvede farver.

Mine engle kunne også have været endnu mere klassiske ved at været holdt helt i hvidt og gul og guld.  Men jeg kan godt lide dem i farver, og med hjertet på rette sted.

Hertil kommer at jeg ikke har klippet, men brugt stansejern.  


Det definerede derfor også størrelsen på mine engle, for jeg har brugt de stansejern jeg har. 

Jeg har heller ikke købt karton, men kun brugt hvad jeg havde.  Jeg løb tør for guldkarton, og de store stjerne er derfor en blanding af guld- og gule stjerner. 


Mine engle måler:

Gloriestjerne: 1,5 cm 

Hoved: 2,5 cm i diameter.

Vinger, som er en halv cirkel med diameter: 6,3 cm

Krop: 5 cm i diameter

Hjerte: 2,5 cm i bredden og 2 cm i højden

Stor stjerne: 6 cm

En engel måler fra spidsen af stjerneglorien til spidsen på den store stjerne: 19,5 cm.

Lad mig gi’ et tip til englevinger.  Klip to runde cirkler samtidig.  Og lad hver halvdel danne par.  På den måde ved man, at hver sæt vinger matcher.

Jeg lavede først to prototyper.  Én hvor jeg limede delene sammen med tråden imellem, og det er den model jeg er landet på.  Det er en luksusudgave med flot for- og bagside, og god tyngde.  Den har ens forside og bagside, da englen har hjerte på begge sider.  

Den anden prototype, som jeg forkastede, havde jeg stanset små huller i top og bund på hver del, og trak en tråd i gennem hullerne gennem hele englen.  Den var ok, og på flere måder nemmere, fordi man skulle stanse meget færre dele og ikke fedte med lim.  Men den første prototype var ubetinget flottere.  Så det afgjorde den sag.

Kender du typen der ikke kan stoppe?  Det er mig.


Jeg har lavet en hær af engle.  Det her er dem, jeg har herhjemme, og som nu skal i pres.  I Oslo har jeg 3 gange så mange, som ligger i pres mellem bøger, skærebrætter og en solid stak tallerkener.   Snart klar til at komme i cellofanposer.


Jeg er med andre ord klar til julen hvad angår værtindegaver og kærlige julehilsener.

/Bella

lørdag den 18. oktober 2025

Origaminstjerner — en idé til julepynt…

 

OPDATERING — se billede med foldevejledning nederst.

Jeg har foldet mange forskellige typer origamistjerne i årenes løb, som f.eks. den her, og den her og den her og den her, men ikke den jeg viser i dag.

Til denne fine stjerne skal man bruge 9 stykker kvadratisk papir.  Hvert stykke papir foldes 4 gange (kun fire gange, altså rimeligt enkelt!).  Hvorefter man sætter hver enkelt foldet del sammen ved at skubbe det ind i lommen på den anden foldede del, og låse papiret fast ved at folde dem sammen.


Du finder foldevejledning hos https://www.instagram.com/trytrytrydiy/, i oplægget fra den 27. oktober, 2024. 

Jeg har foldet i papir der måler 7,5 x 7,5 cm, og mine stjerner måler 15 cm fra spids til spids.

Jeg synes, at de vil være fine, som stjerner til jul.  Jeg hængte dem derfor forsøgsvis op med røde bånd i vindueskarmen her i Oslo, for at se hvordan de ville gøre sig.  

 

De vil også være flotte med enkel ophæng i sytråd gennem en stjernespids.

Jeg vil folde disse origamistjerner til jul i det smukke røde og/eller grønne juleorigamipapir, som jeg har fra Norway Designs.  Du kan se det røde papir her, og det grønne her.
 
/Bella

Ps. Billede med foldevejledning fra Pinterest:



tirsdag den 14. oktober 2025

Inspiration til julepynt set i Norway Designs...

 

Husker du da jeg for nogle år siden lavede en papirstjerne, i lighed med papirposestjernerne, ved selv at lave papirrør?  Det er på den måde, at denne kæmpestore stjerne er lavet.  

Nyd lige dens elegance og rolige udtryk ved at være lavet i ensfarvet papir.

Den er bogstavlig talt storslået, og den er stor.  

Mit bud er, at den måler 1 m i diameter, eller mere.


Se også de store prismer.  De er også spektakulære.

Hele herligheden hænger i papirafdelingen i kælderen hos Norway Designs i Oslo.

/Bella 

søndag den 16. marts 2025

Stjerner i soveværelset...

 

Husker du, at jeg foldede origamistjerner, som jeg satte på en snor, og hængte op i soveværelset her i Oslo?

De fået selskab af de store julestjerner jeg lavede i november, og aldrig fik vist, men som er magen til dem jeg lavede hjemme.  

Stjernerne pyntede i henholdsvis stuevinduet og soveværelsesvinduet en del af november, hele december, og ja, også et stykke ind i det nye år.  For de var så fine.

Netop derfor nænner jeg heller ikke at smide dem ud.  

Så nu pynter de på ribben i soveværelset, og er ikke mindre fine, når solen også samtidig kaster nådige stråler.

/Bella

Ps. Stjernerne er lavet af hver 10 hvide papirposer fra Søstrene Grene, som ved juletid sælger dem i sæt af 8!  Snoren er limet på et stykke før afslutning, så man ikke skal bakse med både snor og samling af stjernen på samme tid.  Jeg samler stjernen ved hjælp af to lange linealer, som jeg fører ind i hver af poserne der limes sammen.  Stjerner her i Oslo har jeg limet sammen med “Karen Marie Papirlim” som er stærk, bliver transparent når den tørrer, tørrer hurtigt og er nem at håndtere.  Den kan jeg virkelig anbefale.  Det er ikke reklame, bare min vurdering.

fredag den 29. november 2024

Flere julestjerner af papirpose...

 

Jeg har lavet flere julestjerner af papirposer.  

Denne gang 10 poser pr. stjerne.

I modsætning til sidst, hvor jeg samlede stjernerne med dobbeltklæbende tape, har jeg brugt lim til dem her.

De er store.  Og de er lige store (56 cm i diameter), selvom at stjernen til venstre virker større pga. det mere kompakte udtryk.


Jeg har allerede foræret begge stjerner væk.  For hvem kan ikke bruge en julestjerne, når julen nærmer sig?

/Bella

onsdag den 20. november 2024

Julestjerner af papirposer...

 

Endelig har der været tid til at lave lidt julepynt, og ovenikøbet af den store slags.

Lørdag eftermiddag, mens Anders var i gang med at forberede gullasch til simring, åbnede jeg juleværkstedet med julestjerner af papirposer.  

Eller det vil sige, en del forberedelser var gjort forinden.  For i ugens løb havde jeg om aftenen lavet skabeloner og klippet poser.

Nu skulle stjernerne samles.

Inden jeg går videre, vil jeg lige stille det retoriske spørgsmål, om du mon husker, at jeg sidste år lavede adskille papirstjerner?  Se f.eks. her og her.  Hvilket man kunne foranlediges til at tro, jeg havde lært noget af, men som du snart vil se, så nej, det havde jeg ikke.

Denne gang lavede jeg stjerner af papirposer fra Søstrene Grene.  De kommer i pakker af 8 poser, så jeg forberedte til tre stjerner af 8 poser baseret på hver sin skabelon.

 

Den første stjerne er baseret på skabelonen i midten, og den revnede fordi 8 poser ikke er nok.  Det var det heller ikke sidste år! 

Den revnede også fordi at skabelonen kun havde ét fælles bindingspunkt, hvilket gjorde stjernen al for svag -- næsten uanset antal poser.  Hvilket jeg ikke havde tænkt på, da jeg tegnede skabelonen.

Den første stjerne blev skrottet (og dermed 8 poser!), og det samme blev skabelonen.

Jeg opgraderede med flere poser, dvs. nu 9 poser per stjerne.

Øverste billede af stjernen der hænger i terrassedøren, viser en stjerne med 9 poser baseret på skabelonen til venstre.

Jeg har samlet stjernerne med dobbeltklæbende tape, hvilket fungerer fint.  MEN, jeg vil anbefale lim.

For stjernen med de mange takker (baseret på skabelon til højre) havde en tendens til at løsne sig i tapen. 

Desuden revnede den fordi bindingspunkterne er for skrøbelige.  Se billedet nedenfor, hvor man kan man ane at stjernen er revnet på bagsiden øverst til højre (der kommer mere lys igennem). 

 

Lad mig også vise det glade vanvid der herskede i køkkenet, mens Anders lavede mad og jeg lavede julestjerner.

Bemærk også lige en god portion silk mohair-garn midt i det hele, fordi jeg også strikker på Året-rundt blusen og begynder at mangle garn, så flere rester må findes frem. 

Enhver kan regne ud, at Anders er en meget tolerant og tålmodig mand.


/Bella

onsdag den 20. december 2023

Lav selv dine egne "poser" til julestjerne af papirposer...

I går aftes fik jeg den tanke, at man ikke nødvendigvis behøver papirposer for at lave julestjerne af papirposer.

Man kan lave sine egne "papirposer" til julestjernen ved at bruge det papir man har.

Den idé var jeg nødt til at prøve af med det samme.

Jeg har brugt billigt origamipapir fra Tiger-butikken, der måler 15 x 15 cm, i alt 32 stykker.

Jeg har foldet hvert stykke papir til et fladt rør.  Jeg lavede en skabelon (aflangt stykke pap, som var 5,5 cm bredt), som jeg foldede papiret omkring, for at sikre at alle stykker papir blev lige brede.

Herefter limede jeg bunden af papiret og siden sammen, så jeg fik en lille, smal "pose".

Jeg genbrugte min foldeskabelon til mønsterskabelon og klippede spids og to takker i hver side, og tegnede efter skabelonen på hver af de 32 "poser", som jeg efterfølgende klippede.

Afsluttende limede jeg alle "poserne" sammen, på samme måde som ved papirposejulestjernerne, tilføjede bånd til ophæng og foldede stjernenen ud.

Jeg puttede linialer i første og sidste pose da jeg foldede stjernen ud, sådan at jeg kunne klemme de limede ender sammen og få limen til at binde.

Idéen med hjemmelavede "poser" til julestjernen fungerer fint🌟

Der er naturligvis lidt mere arbejde, end hvis man bruger færdige poser, men det er nemt og billigt.

/Bella

fredag den 8. december 2023

Store julestjerner af papirposer...

 

Jeg er hoppet med på trenden med at lave julestjerner af papirposer -- en populær trend, hvis man skal tro mit Instagramfeed.

Det morsomme er, at jeg havde to sæt Vivi Gade-poser liggende, som jeg har købt på Kreative dage-messen i Fredericia for flere år siden.  

Jeg spurgte Louise, om det var i 2019, at jeg købte dem, men hun mener, at det er tidligere.


Hvorom alting er, jeg havde alt, hvad jeg skulle bruge (poser, her 2 sæt med hver 10 poser (mål: 21x12x6 cm, 80 g.), limstift, blyant, saks og silkebånd + pap til skabelon).

Jeg fulgte vejledningen slavisk, da jeg lavede den første stjerne, hvilket jeg IKKE kan anbefale.

 

For det første, hvis man limer alle poserne sammen, før man klipper mønster, er det meget svært at klippe mønster i poserne, fordi alle lagene af papir gør, at det bliver for tykt at klippe pænt i.

Jeg lavede derfor en skablon, og tegnede let op på hver enkelt pose og klippede mønster efter optegningen på den 2. stjerne jeg lavede.  Det kan jeg anbefale.

For det andet angiver vejledningen at man skal bruge 7 poser.  Det er for lidt, og min den 1. stjerne revnede i papiret -- og er derfor siden blevet kasseret.  (Øv!)

Til min 2. stjerne brugte jeg 10 poser.  Det er meget flot, og jeg vil mene, at jeg kunne have nøjes med 8 poser, men som sagt 7 poser er for lidt.

To tips mere:

1) Det kan virke uklart hvordan man monterer båndet.  Jeg limede først på posen, hvor båndet skulle sidde, så lagde jeg den ene halvdel af båndet på posen.  Herefter limede jeg på båndet, og lagde den anden halvdel af båndet ovenpå, hvorefter jeg limede på det stykke bånd jeg lige havde lagt på, og samlede stjernen ved at folde den ud.

2) Da jeg samlede stjernen ved at folde den ud, holdt jeg stjernen samlet ved at holde mine hænder inde i hver åbning på hver sin side af de sammenlimede sider.  Det jeg gjorde jeg i 4-5 min., til jeg var sikker på at limen holdt. 

Stjernen måler 40 cm. i diameter -- den er stor og flot, og også flot uden lys i.

/Bella

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...