Viser opslag med etiketten uro. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten uro. Vis alle opslag

onsdag den 23. juli 2025

Nu hænger kæmpeuroen af drivtømmer og hulsten…

 

Kæmpeuroen er kommet op at hænge, og den ser fantastisk ud.  Den kan nydes fra vejen af de gående til og fra vandet, og af mig fra mit køkkenvindue.

Den er som tidligere nævnt stor, og den passer helt perfekt.  Den er kommet højt op at hænge, og det i sig selv kræver at den har volume.  Havde den været mindre havde den set pjevset ud.  

Den hænger så højt at Anders kan stå under den med 10-15 cm op til uroen, og det er derfor heller ikke et problem, når der skal slås græs.

Det er min mor der har lavet uroen af drivtømmer og hulsten, som hun har fundet ved stranden.

Da vi var hjemme sidst, ville hun høre om jeg havde lyst til en ny uro, for hun havde lagt drivtømmer og sten til side, og kunne hurtigt samle den.  Hvem siger nej til sådan et tilbud?

/Bella

torsdag den 17. juli 2025

Her er min nye kæmpe-uro af drivtømmer og hulsten…

Som jeg nævnte forleden, har min mor lavet en kæmpe-uro af drivtømmer og hulsten til mig. 

Den skal op at hænge i et af træerne uden for mit køkkenvindue.  

Det er naboernes træer, og det er nye naboer.  Det er dem der byggede om og renoverede, og som derfor havde træ liggende, som jeg fik til at lave lakridskonfekt-julepynt af.  Det også dem med den smukke påskebuket.

Jeg spurgte sidste år, da de overtog huset, om jeg måtte hænge en uro op i et af træerne, og fik grønt lys til det.  Men så blev træerne opstammet, og min foretrukne hænge-uro-gren var pludselig væk, og øvrige mulige grene var meget højt oppe.

Derfor kom der ikke nogen uro op sidste år.  Som i øvrigt var en re-make af forrige års uro, og som derfor har hængt på nedløbsrøret ved carporten siden sidste sommer.

Desuden har der heller ikke været plads til at ha’ en uro hængende i træerne for der har været en konstant flåde af håndværkerbiler- og maskiner, mens de har sat i huset i stand.  Da det er over nu, er det tid til en ny uro.

Jeg har derfor igen spurgt, om jeg må hænge en uro op, og det må jeg gerne.  Helst i retning over mod os, så den ikke er til gene for dem.  Det er også min plan, for jeg vil jo gerne selv kunne se den.

Når vejret er med mig, og Anders er klar med stigen, kommer den op at hænge.

Lad mig slutte med lidt fakta om uroen.  Den er 70 cm. lang, det længste stykke drivtømmer er 37 cm langt og den vejer ca. 3 kg.  

Det er lidt af en krabat.


/Bella

lørdag den 18. maj 2024

Kæmpe uro med drivtømmer og hulsten...

 

Det kan være svært at se hvor kæmpestor denne uro af drivtømmer, hulsten og rav er, men den er stor og imponerende flot.

Det er min mor der har lavet den, og den hænger i mine forældres sommerhus.

Jeg tænkte den kunne tjene som inspiration, hvis du ferierer ved havet her i pinsen.  

En tur på standen er altid en god oplevelse, og det er hyggeligt at samle sten og strandskaller og at lede efter rav. 

/Bella

tirsdag den 11. juli 2023

Nye forsyninger af hulsten...

Vi startede sommerferien med at besøge mine forældre i sommerhuset, hvilket resulterede i nye forsyninger af hulsten mm. 

Den ene dag tog vi alle sammen på hen på stenstranden og lod os blæse igennem, mens vi samlede sten.  

Hulsten, glatte sten til at tegne på, og smukke sten som vi bare ikke kunne lade ligge.

Jeg må også vise, at min mor har begået et mesterværk af en kæmpestor uro med drivtømmer, hulsten og rav.

...og her et nærbillede...

Den er imponerende flot og inspirende, synes jeg.

/Bella

fredag den 9. juni 2023

Uro med hulsten og Dannebrog...

 

Da vi kom hjem fra Rom sidste år i november, var begge uroer faldet ned — både den med hulsten og drivtømmer som min mor havde lavet, og den med flag og hulsten som jeg havde lavet.  

Men vi var for udmattede af corona til at gøre andet end at tage dem ind.  

For nylig fandt jeg dem frem, og jeg har bundet min mors uro op påny og tilføjede dannebrogsflaget.

Med andre ord en ny sommer-kombi af sidste års to fine uroer med hulsten, drivtømmer og flag.

/Bella

tirsdag den 30. august 2022

Ophæng med søpindsvin...

  

Uroen med drivtømmer og hulsten og den med Dannebrogsflaget har fået selskab af ophæng med søpindsvin.

Søpindsvinene har jeg også købt i Lønstrup. 

Jeg valgte nogle der allerede havde hul i toppen, så jeg ikke skulle ha' ulejlighed med selv at lave hul.

Jeg har pyntet dem med træperler (og en stor træperle inden i, som snoren er bundet fast i).

Sådan her tager de sig ud tæt på -- den lilla og den orange. 

Jeg har endnu ikke taget stilling til, om jeg tager dem ind for vinteren, eller om de skal blive hængende.  

Lige nu nyder jeg dem bare.  De er fine og festlige, og passer godt til strandtemaet.

/Bella

lørdag den 27. august 2022

Fiskestime af papirfisk...

 

Papirfiskene er kommet op at hænge i lejligheden, og danner en flot stime af fisk i min entré.

De er blevet nøjagtig som jeg ønskede mig.  Måske oven i købet mere vellykket end jeg havde turde håbe på.  Placeringen og ophængningen er helt perfekt.

De hænger som sagt i min entré, som er åben og en suite med stuen.  Og de er derfor på ingen måde gemt væk, tvært imod.

Som man kan se hænger de fra bunden af et skab (med tape), og bliver på en måde til en mobile-kunstinstallation som giver dette hjørne af lejligheden en ekstra dimension.  Som sagt, jeg er meget tilfreds.

Jeg var mindre tilfreds med vejret, da jeg flere dage i træk kom hjem fra arbejde og håbede på at kunne tage billeder, for blot at konstatere at lejligheden var al for mørk, når nu torden og regn var på menuen.

Men den anden morgen, da jeg var på vej på arbejde, strømmede pludselig det fineste lys ind gennem stuen og ramte fiskene -- ret flot!

Da måtte jeg naturligvis smide alt hvad jeg havde i hændene, lade arbejde være arbejde, og tage billeder af fiskene til bloggen😂


🐟🐟🐟🐟🐟🐟🐟

/Bella

onsdag den 10. august 2022

Ophæng med Dannebrog og hulsten...


Jeg viste forleden den smukke krans af drivtømmer, som min mor har lavet.  Nu har uroen som hun lavede af drivtømmer og hulsten til min fødselsdag sidste år fået selskab af endnu en uro med hulsten og Dannebrog i toppen.  
 
Dannebrogsflaget har jeg købt i Lønstrup, hvor det sælges enkeltvis i to forskellige størrelser.  Dette er det lille flag som måler 9 x 11,5 cm.
 
Jeg har bundet uroen med hvid murersnor, men det er ligeså meget fordi jeg ikke kunne finde den rustikke natursnor, som jeg havde planlagt at bruge, og samtidig ikke kunne vente med at lave uroen.  Det kan vel bedst beskrives som kreativ utålmodighed😊
 
Uroen er lang og tung, og rimelig robust selv i blæsevej, som vi har en del af her ved kysten.  Og meget festlig med Dannebrog på toppen.
 
Det er en uro, som det er nemt at gøre efter: snor, hulsten og flag!
 
/Bella

mandag den 8. august 2022

Papirklip med fisk -- til ophæng...

 

Jeg har klippet fisk i tosidet designpapir.  Det var det allersidste ark af noget lækkert papir fra Søstrene Grene fra flere år tilbage.  De har desværre ikke haft netop denne type og kvalitet i mange år, men det er en helt anden snak.

Tilbage til fiskene, de skal nemlig op at hænge.

Jeg er inspireret af dette fiskeophæng med røde og blå fisk, som jeg så i en butik i sommerferien (lige i midten af billedet):

 

  Hvor ophænget i butikken er et solo-ophæng, har jeg en vision om en stime af fisk.

Fiskene måler 6 cm i længden og er 2 cm brede.

Det er blevet til i alt fem ophæng med hver 11 fisk.  Jeg har bundet en lille bjælde fast i enden, for at give dem lidt tyngde til når de skal op at hænge.  

De er pakket hver for sig, og kommer med til Oslo, hvor jeg har udtænkt et særligt sted de skal hænge.

Det glæder jeg mig til at vise.

/Bella

Materialer: tosidet designpapir, karton til skabelon, blyant, saks, stansejern, nål, tråd, bjælde/perle.

torsdag den 13. maj 2021

Uro med hulsten og drivtømmer...

Til min fødselsdag i april havde min mor lavet en utrolig flot uro af drivtømmer og hulsten til mig.  Den kom naturligvis straks op at hænge.  

Den hænger sammen med de andre uroer i træerne udenfor køkkenvinduerne, men netop sådan at jeg også kan se den fra mit arbejdsværelse, når jeg sidder ved mit skrivebord og kigger mod vandet.

Jeg ved ikke om man kan fornemme hvordan uroen er lavet?  Man starter forneden ved at binde en snor i den første sten og slå knude.  Herefter tager man et stykke drivtømmer, som man lægger ovenpå knuden mellem de to snore, hvorefter man tager en hulsten og fører begge snore gennem hulstenen, så drivtømret sætter i spænd mellem hulstenen, og sådan bliver man ved.

I tillæg fik jeg også en hulsten i hjerteform, som min mor har fundet.  Den var i dagens anledning pyntet med en sløjfe.  

Og jeg spørger bare, hvad er lige sandsynligheden for at finde en hjertehulsten?

Jeg fik også en mini-ikon med en engel, som min mor har lavet af drivtømmer med sten og metaltråd.  

Sten og ikon har fået plads i vindueskarmen ved mit skrivebord.

/Bella

lørdag den 27. juni 2020

Uro af hulsten...


Jeg har lavet uroer af hulsten, og hængt dem i træerne uden for mit køkkenvindue.  Det er ret fint, og ret nemt 😊

Hvis du ikke kan få øje på dem, så er de lige her:


Stenene havde jeg liggende, men det er bare at gå ud at finde nogle.  Jeg har bundet dem på sort murersnor med en ca. en håndsbredde mellem hver sten.  Min mor har også lavet uroer af hulsten, hvor hun blander sten og drivtømmer, og det er også ret flot 😊

Tip: Det er en god idé at sætte tape på enden af snoren, så den ikke flosser, når man skal trække den igennem stenens hul.


/Bella

tirsdag den 3. marts 2020

Kædeøreringe til Christina...


I sidste uge forkælede jeg Christina med kædeøreringe med rosa agater og røde granat-perler på sølv-oxyderede kædeøreringe.  Hun fik også en uro med svaler.  Anledningen er, at hun har landet nyt job.  Super-flot!

Jeg er selv meget glad for svale-uroen, og har både en hjemme og i Oslo.  Jeg tror faktisk, at jeg har givet Christina en uro tidligere, men hun er så høflig, at hun ikke har kommenteret på det.  I stedet sagde hun, at hun ville tage den med og hænge den op på sit nye arbejde.  Det er da en god idé, og tænk, det kunne jeg jo også gøre :-)

Man kan ikke have for mange svale-uroer -- eller øreringe :-)

/Bella

fredag den 18. maj 2018

Svale-uro som værtindegave...


Sidste sommer klippede jeg svaler i lange baner.  Til svale-uroer. 

Min mor fik en til en veninde, Lene fik et par stykker, jeg fik også selv to, og nu har endnu en uro fået et nyt hjem :-)

Jeg var nemlig inviteret til 17. maj-fejring, som er en stor national fridag (norsk grundlovsdag) med flag, taler og spisning i godt selskab :-)

Min kollega Nils og hans kone Kristine havde inviteret (måske du husker alle Kristines gode tips til garn- og hobbybutikker i Oslo?).

Jeg samlede en uro og tog den med som værtindegave.  

Sådan samler jeg en svale-uro: Jeg prikker 4 huller på lige linje i hver svale, angivende den retning svalen skal flyve (op eller ned).  Herefter syr jeg uroen sammen med hvid sytråd med passende afstand mellem hver svale, og i enden binder en lille bjælde for at gi' lidt tyngde.  

Herefter i cellofanpose som pyntes med sløjfe, og afsted med den til et nyt hjem :-)

/Bella 

fredag den 18. august 2017

Papirsvaler...


I den forgangne uge, fik jeg klippet alle svalerne, jeg huldimsede øjne -- ikke at man behøver -- og jeg viskede blyantstreger ud, hvilket jeg i øvrigt synes er noget af det mest kedelige.

Jeg har klippet 70 svaler!
Jeg forstår ikke, hvorfor jeg har klippet så mange, men nogle gange går jeg bare klippe-amok :-)

Der skal bruges 5 svaler til en uro.  Dvs. 14 uroer!   

Da 6 allerede er afsat, og en svale-uro vil være en fin lille ting at ha' med, når jeg bliver inviteret hjem til folk, så skal de nok få ben at gå på :-) 

Jeg har selvfølgelig også selv fået een -- to faktisk :-)

Den ene hænger i køkken-alrummet...


...og den anden hænger i stuen i lejligheden...



/Bella

mandag den 26. juni 2017

Jeg klipper svaler igen...


Det er knapt et år siden, at jeg havde gang i den helt store svale-uro-produktion (se evt. her, her og her).  Nu er jeg i gang igen :-)

Min mor har nemlig en veninde, som hun gerne vil forkæle med en uro, og jeg fik heller aldrig lavet nogen til mig selv.  Lene skal også ha' en.  Min nabo, som fylder rundt til september, vil også sætte pris på en uro -- hvilket betyder, at jeg kan være lidt på forkant med situationen :-)

Jeg tænker, at jeg med fordel kan lave et par ekstra :-)

Det er hyggeligt at sidde og klippe -- stille og roligt.  Og stor var min glæde, da jeg opdagede, at jeg havde et helt sæt med det smukke to-sidet designpapir fra søstrene Grene, som jeg ikke troede, at jeg havde mere tilbage af.  Hæ! :-)

Hvis det også er noget for dig, så finder du skabelonen her.  Jeg har taget en kopi af bloggens billede og printet ud, og brugt som skabelon.


God fornøjelse!

/Bella
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...