Viser opslag med etiketten babytæppe. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten babytæppe. Vis alle opslag

søndag den 6. september 2026

Så er babytæppet endelig klar til de vordende forældre…


Babytæppet har ligget en stund, før jeg fik hæftet enderne, vasket og blokket tæppet.  

Jeg strikkede de sidste pinde, mens jeg nød det flotte vejr på Vår frelsers gravlund i Oslo.  Det var inden nyheden om, at Kongens helbred var forværret, og til sidst beskeden om hans død.

Tæppet er blevet fint.

Jeg har strikket det i én tråd CottonWool fra Garnudsalg i farven "lys sand" (78).  

Jeg har strikket på pind 2,5 på en metalpind, hvilket ikke er min favoritpind.  Jeg synes, at den er for tynd at holde på, og jeg kommer til at spænde i hånden.  

Tæppet måler 80 x 60 cm.

De strikkede tern måler 10 masker i bredden og 14 masker i højden.  Du kan læse mere om "min" opskrift her.

Tæppet var hurtigt om at tørre, og den lille dags tid det lå til tørre, var mere et udtryk for andre gøremål end hvor længe det var om at tørre.

Nu er tæppet pakket og klar til de vordende forældre og den lille pige, de venter på at byde velkommen.

/Bella

søndag den 23. august 2026

En oase i byen…

Jeg nævnte i forrige indlæg at Vår frelsers gravlund i Oslo er en oase i storbyen.  Denne eftermiddag var et fremragende eksempel på hvor populær og velbesøgt kirkegården er.  Lokale og turister færdes side om side i fordragelighed. 

Jeg havde taget ophold på en bænk med mit strikketøj for at strikke de sidste retriller på babytæppet. 

Mange bruger kirkegården rekreativ som jeg, lufter hunde, mødes og går tur, sidder på de mange bænke og taler sammen eller slapper af.

Kirkegården er også et turistmål fordi der ligger mange kendte begravet på kirkegården, f.eks. den berømte digter og dramatiker Henrik Ibsen og kunstmaleren Edvard Munch.

En af mine kollegaer deltog i tirsdags i en kirkegårdsvandring arrangeret af Oslo Museum, hvor temaet var “Kjenn din by: Krigshistorisk vandring på Vår Frelsers gravlund” hvor ca. 200 havde deltaget.

Jeg spadserede ikke rundt i dag, jeg blev på bænken, nød solen, fik strikket færdigt og gav bænken videre til andre der straks stod på spring, da de opdagede, at jeg var på vej til at bryde op. 

/Bella

onsdag den 5. august 2026

Status på babytæppet…


Babytæppet tager form, men er for øjeblikket på pause.  For i min iver for at få tæppet færdigt inden jeg skal tilbage til Oslo, fordi ferien er over og semestret starter i næste uge, har jeg overanstrengt mit ene håndled.  

Så tæppet ligger stille.

Det er hyggeligt og enkelt at strikke, så jeg savner at kunne strikke på det.  Men håndleddet må skånes.


Tæppet er næsten færdigt.  Der mangler 2-3 tern og den afsluttende kant.  Med andre ord, lige ved og næsten.

Da der er flere måneder til termin, er det ikke derfor, jeg havde så travlt.  Jeg ville bare gerne gøre det færdigt, og helst også ha’ det vasket inden jeg tog til Oslo.  

Hvorom alting er, så sker det ikke, og nu kommer tæppet med i kufferten til Oslo.

Strikkepausen betyder, at jeg har fået læst “Den stemplede mand” af Robert Galbraith (aka Harry Potters mor).  Den var min sommerkrimi. 

Jeg gik i gang med blandede forventninger, for den har fået dårlige anmeldelser.  Men den var okay underholdende, og partnerparret nærmer sig hinanden, tror jeg (håber jeg), for den sidehistorie er snart mere spændende end selve sagerne som de opklarer.  

/Bella

fredag den 17. juli 2026

Et babytæppe er på pindene…

Det er ingen hemmelighed at jeg elsker at lave babytæpper.  Det er så enkelt og ligetil.  Så da vores naboer delte nyheden om, at deres første barnebarn er på vej, meldte jeg mig straks som strikker af babytæppe.

Jeg strikker i en tråd Blackhill CottonWool fra Garnudsalg, som er en blød blanding af merino og bomuld.  Garnet er i farven “lys sand” og er afstemt med den vordende mor.

Jeg har tidligere strikket babytæpper i relief med trekanter (se det her og her), denne gang strikker jeg tern.

Jeg har slået 196 masker op som udgør 8 masker i hver side som kantbort samt 18 tern af hver 10 masker.  Borten i bunden består af 7 retriller og en tern er også 7 retriller høj i kantborten.  Jeg strikker på pind 2,5.

/Bella

Ps. “Opskriften” er min egen.  Men hvis du leder efter en lignende opskrift, så finder du en hos Tante Grøn, som også har strikkekit.

fredag den 20. september 2024

Barselsgaver...

Tidligere på året kunne en af mine ph.d.-studerende fortælle den glædelige nyhed, at hun ventede sig.

For første gang nogen siden, gik jeg ikke direkte i babytæppe-mode, for jeg vidste, at jeg allerede havde det perfekte tæppe liggende til netop denne kommende mors barn.

Husker du tæppet jeg hæklede i rester af højlandsuld efter opskrift fra Lise Frank, som jeg havde fået af Lene?  En drøm af bæredygtighed.

Dengang troede jeg, at den første og bedste baby der meldte sin ankomst, skulle ha' tæppet, men sådan gik det ikke.  For da Jennifer (en anden ph.d.-studerende) skulle ha' sin lille pige, strikkede jeg dette tæppe til hende.  Lise Frank-tæppet føltes bare ikke rigtigt dengang. 


Men det gjorde, da Karoline kom med sin nyhed.
Og det kan der ikke herske nogen tvivl om.


Da jeg pakkede tæppet til Karoline og baby-Hilde, så jeg kunne have det med til Oslo efter sommerferien, syntes jeg pludselig, at det koralfarvede Nova scarf, som jeg egentlig havde strikket til mig selv og min blå Barbour-frakke her til efteråret, ville være meget bedre til Karoline end mig.  Og sådan blev det.


/Bella

søndag den 13. august 2023

Babytæppet til Jennifers baby...

 

Babytæppet til min ph.d.-studerende, Jennifer, er blevet færdigt.

Det er vasket og blokket, og klar til brug.

Nu mangler vi bare babyen, og den kommer snart, for efter planen har Jennifer termin i morgen.

Jeg har strikket efter denne opskrift før, som er fra den tidligere blog "Hvad bier tænker".  Mønstret er i relief med trekanter over 11 masker.  Jeg har slået 107 masker op (hvilket er inkl. kantmasker), strikket på pind 4 i dobbelt garn som er CottonWool fra Garnudsalg.

Tæppet måler 55 x 75, og vejer 200 g.

/Bella

mandag den 5. juni 2023

Babytæppe...

 

Jeg er gået i gang med babytæppet, og er endt med at gentage en gammel kending, nemlig opskriften på relieftæppe fra den tidligere blog "Hvad bier tænker".

Jeg har i lighed med tidligere slået 107 masker op, strikker i dobbelt garn, og denne gang på pind 4.  

Garnet, som er Cottonwool fra Garnudsalg, er virkelig lækkert at strikke med.

Det var min plan, at babytæppet skulle baseres på en af opskrifterne fra Ditte Larsens seneste strikkebog "Marie Krøyer på pindende", fordi jeg gerne ville strikke efter diagram.

Jeg prøvede opskrifterne af, og jeg kan anbefale diagramstrik, det er super-nemt, man gør bare hvad der står, og diagrammet læses som man strikker.

Jeg fik ikke rigtig taget billeder, men jeg har et enkelt med en strikkefejl, som ikke just underbygger min påstand om, at det er nemt at strikke efter diagram.  Men det er det altså!

Jeg syntes dog ikke at opskrifterne med hulmønstre var egnede til babytæppe og derfor blev det opskriften med reliefmønstret.

/Bella

torsdag den 27. april 2023

Marie Krøyer på pindene...

 

Jeg fik den seneste af Ditte Larsens strikkebøger, "Marie Krøyer på pindene", i julegave af mine forældre, og indtil videre har jeg nydt den som en Coffee Table Book.

Men nu overvejer jeg seriøst at tage den i brug.

Jeg har en ph.d.-studerende der venter sig, og jeg vil gerne forkæle med et babytæppe. 

For hvis ikke jeg skulle, hvem skulle så?  Min forhistorie med produktion af babytæpper taget i betragtning.  

Tilbage til bogen, den indholder nemlig to mulige bud.  

Det første bud er rent faktisk et tæppe, men lidt større end det jeg har i tankerne.  Det gør dog ikke noget for det er mønsterrapporten jeg vil bruge.

Det er dette tæppe med blad-ranke-mønster -- blomstertæppe kalder Ditte Larsen det.

Det andet bud på babytæppe, er dette sjal med firkløvermønster, hvor igen det er mønsterrapporten jeg vil bruge.


Begge modeller strikkes efter diagram, og det har jeg sådan lyst til at prøve. Jeg elsker at hækle efter diagram, men har endnu tilgode at strikke efter diagram.

Som du ser, garnet er købt -- det lækre Blackhill CottonWool fra Garnudsalg -- så det er bare at bestemme sig. 

/Bella 

torsdag den 27. oktober 2022

Babytæppe i colours and squares af Lise Franck...

 

Jeg er blevet færdig med babytæppet efter Lise Francks opskrift "Colours and squares".

Det færdige tæppe måler 81 x 51 cm.  Jeg har hæklet i rester af Blackhill Højlandsuld fra Garnudsalg på nål 3.

Tæppet er vasket og blokket, og klar til den første og bedste baby der melder sin ankomst i min omgangskreds.

Jeg har tidligere nævnt at opskriften ikke er min kop te.  Der er al for mange del-processer til min smag.  

Først hækler man baner.  Så hækler man kanter på sider af banerne, for herefter at hækle banerne sammen, for så at hækle kant rundt om hele tæppet, og endelig at afslutte med picotkant.  

Picotkanten synes jeg heller ikke klæder tæppet, som ellers har et stramt grafisk udtryk, men nu fulgte jeg opskriften.

Der hvor jeg ikke fulgte opskriften er mht. den foreskrevne meget brede kant bestående af 7 rækker stangmasker, som der skulle have været rundt om hele tæppet inden picotkanten.  Den ville jeg faktisk gerne have haft med.  

Men restegarnet slap op.  

Nedenfor ses de sølle rester, og dem var der ikke meget bred kant i.

Men lidt har også ret😊

/Bella

tirsdag den 11. oktober 2022

Babytæppet tager form...


De hæklede baner til babytæppet begynder at tage form.  

Billedet her af banerne lagt ud på spisebordet i Oslo, er taget for min egen skyld, for at jeg kan få overblik over i hvilken kombination at banerne skal hækles sammen.

Men nu får du lov til at kigge med sådan at du kan se, at intet nyt er godt nyt, og at der er stadig liv i tæppet.  

Men jeg siger ikke for meget når jeg afslører, at dette tæppe bliver en engangsfornøjelse.  Jeg synes simpelthen, at der er al for mange del-faser og montering.  Først hækler man baner, så hækler man kantsider på banerne, så samler man banerne, og så skal der hækles en bred kant om det endelige tæppe.

Det hjælper heller ikke, at jeg er udfordret på mine ganrrester, og jeg tvivler på at mit tæppe ender med en ensfarvet bred afsluttende kant, eller en kant så bred som opskriften foreskriver.

Pointen med dette tæppe er at bruge garnrester, og kun rester, og sådan bliver det!

Spørgsmålet er, hvor pænt det bliver.

/Bella 

tirsdag den 20. september 2022

Hæklet babytæppe er givet videre...

Huske du babytæppet i klodshansmønstret (link til opskrift), som jeg hæklede i højlandsuld sidste efterår?  

Jeg hæklede det uden at ha' nogen at give det til.

Nu er det givet videre -- til min kusine, som er blevet mor🤍

Babytæpper er geniale, hyggelige at lave og skønne at gi'👶🏻😊

Og ja, jeg er jo allerede i gang med et nyt uden øremærket modtager.

/Bella 

tirsdag den 6. september 2022

Colours and squares af Lise Franck...

Mens jeg venter på at min venstre pegefinger skal blive god, og dermed strikkeklar, forsøger jeg mig med lidt hækling.  For jeg savner at ha' noget i hænderne om aftenen.

Jeg har kastet mig over det smukke tæppe af Lise Franck, som hækles i baner med stangmasker.  Prøv at Google det, for der findes mange smukke eksempler på tæppet -- meget inspirerende.

Mit tæppe skal være et babytæppe.  Dels har jeg mange rester, og dels har det en størrelse som gør det nemt at rejse med mens man er i gang med det.

Jeg hækler i Blackhill Højlandsuld fra Garnudsalg på nål 3.  Jeg har slået op på nål 4.

Og hvis du nu sidder og tænker: Wauw Bella!  ...sikke nogle flotte lige kanter du kan lave😍

Så kan jeg fortælle, at jeg bruger denne teknik, som forklares her af f.eks. Guldsnoren (YouTube).

Opskriften af Lise Franck anviser at man starter ny række med de klassiske tre luftmasker, men denne teknik giver et pænere resultat, og når nu der skal hækles rundt om banerne, vurderer jeg, at det her vil blive pænere.

/Bella

torsdag den 14. oktober 2021

Klodshans-babytæppet...

 

Babytæppet i Blackkhill højlandsuld fra Garnudsalg er for længst blevet færdigt, og er også blevet vasket og blokket.  

Denne gang har jeg holdt tæppet helt enkelt, og ikke hæklet en afsluttende kant rundt om tæppet.  Det klæder også tæppet.

Men jeg kender ikke til nogen babyer, som kan forkæles med et babytæppe.  Men før eller siden sker det, og jeg kan overdrage babytæppet. 

Tæppet er som nævnt hæklet i Blackhill højlandsuld fra Garnudsalg, efter den gratis opskrift Klodshans også fra Garnudsalg.  Jeg har hæklet på nål 3. 

Tæppet måler 61 cm x 75 cm, og vejer efter vask 134 g. 

/Bella

mandag den 13. september 2021

Klodshans-babytæppe...

Nu hvor jeg igen er i Oslo, havde jeg brug for et nyt rejsevenligt håndarbejdsprojekt, og det blev et ensfarvet, hæklet babytæppe.

Jeg hækler i Blackhill Højlandsuld, (som jeg nu godt ikke er helt overbevist om er særligt babyvenligt), og på nål 3.  

Det er endnu engang efter opskriften Klodshans.  Jeg tror, at det er (mindst) det femte babytæppe jeg hækler efter Klodshansopskriften, men det er det første som er ensfarvet.

Udover at være rejsevenlig er opskriften også terapeutisk samt lydbog- og TV-venlig :-)

/Bella

mandag den 30. december 2019

De karrygule babytæpper...


De karrygule babytæpper er begge blevet færdige.  Enderne blev hæftet og tæpperne vasket, og de blev lagt til tørre på bordet i bryggerset.  Der lå de og hyggede lørdag den 21. december, mens vi hyggede os hos Anders' forældre, som havde inviteret til overdådig julefrokost.

Søndag den 22. december pakkede vi bilen med gaver og babytæpper, og satte kurs mod mine forældre, hvor vi fejrede jul, og hvor babytæpperne blev givet videre til de vordende forældre :-)


Tæpperne er ikke helt lige store.  Det ene måler 61 x 61 cm og vejer 232 g.  Det andet måler 61 x 67 cm og vejer 262 g.

Jeg har strikket i dobbeltgarn af Olines bomuldsgarn (8/4) fra Garnudsalg i farven mørk karry.  Jeg har strikket på pind 4,5 og jeg slog 107 masker op.

Jeg har fulgt Cecilies opskrift fra bloggen "hvad bier tænker".

Opskriften er nem, og Cecilies beskrivelse og forklaring er god, så opskriften kan anbefales!!

Men garnet har jeg ikke været imponeret over.  Det fnuller, og jeg oplevede at samtlige garnnøgler havde ender der var bundet sammen.  Det var irriterende.  

Men det skal ikke ødelægge oplevelsen af det flotte slutresultat: to søde karrygule babytæpper i reliefstrik :-)

/Bella

søndag den 17. november 2019

I gang med endnu et babytæppe...



Det første babytæppe er blevet færdigt, og da endnu en baby er på vej i familien, så er jeg gået i gang med endnu et babytæppe :-)

Samme slags garn og samme opskrift.  Og spørg mig ikke hvorfor jeg havde 10 nøgler karrygul bomuldsgarn liggende.  Jeg kan simpelthen ikke huske, hvilket projekt jeg havde i tankerne.  Og måske det er meget godt? :-)


Men garn, opskrift og behov for endnu et babytæppe gjorde at det var oplagt at slå masker op til endnu et tæppe.  På den måde meget nemt at gå til, og dermed også rejsevenligt, så det kom med i kufferten til Rom i sidste uge :-)

/Bella

torsdag den 31. oktober 2019

Det karrygule babytæppe i reliefstrik...


Babytæppetsom jeg startede på fornylig skrider fremad.  I søndags viste jeg det på Instagram, netop dette billede, taget søndag formiddag hjemme.  Nu er jeg i mellemtiden kommet til Oslo, og jeg er ikke kommet længere med tæppet.  Dvs. det var jeg egentlig, men den meget genstridige herre jeg sad ved siden at i flyet, som insisterede på at beholde vinterfrakken på og læse avis med store armbevægelser, mens han brokkede sig over alt, fik mig til at insistere på at strikke og lytte til lydbog.  Vi var et umage par!

Og jeg strikkede selvfølgelig forkert!  Blot en enkelt maske, men det forskubbede hele mønsteret og efter nu at have trævlet op, er jeg tilbage, hvor jeg var i søndags :-)

Sådan er der jo så meget :-)    

/Bella

onsdag den 16. oktober 2019

Jeg strikker på et babytæppe...


Jeg efterlyste et nyt strikkeprojekt, og min mor var hurtig til at foreslå, at jeg strikker et babytæppe, for den lille pige som fik dette tæppe, skal være storesøster :-) 

Jeg har kastet mig over en opskrift fra "Hvad bier tænker", som er et fint begyndertæppe.  Det er meget, meget nemt og med et selvindlysende mønster, som løbende mens man strikker giver sig selv.

Garnet er Olines bomuldsgarn (8/4) fra Garnudsalg i farven mørk karry, som jeg havde liggende tiltænkt et projekt, som jeg har glemt alt om :-/  

Jeg strikker i dobbelt garn på pind 4,5 og har slået 107 masker op. 


/Bella

onsdag den 4. september 2019

Babytæppe til Randis baby...


Tilbage i juni kunne jeg fortælle, at babytæppet til min sekretær var blevet færdigt, og nu er det også blevet vasket.


Tæppet måler 60 x 70 cm og vejer ca. 270 g.  

Det er hæklet på nål 4 efter inspiration fra en opskrift fra Familiejournalen (nr. 20, 2016).  Tæppet er stort set magen til Lunas tæppe, på nær mål og kant.  Dvs. hæklet efter sammen mønster i tilsvarende babyblødt merino-silkegarn fra Garnudsalg, men her med krebsekant jf. opskriften.


Det er også blevet overrakt, og vakte stor glæde :-)


/Bella

mandag den 3. juni 2019

Det er virkelig eksamenstid...


Det er eksamenstid.  Jeg læser opgaver, holder mundtlige eksamener og møder med censorer, og har en konstant kø af studerende, som ønsker vejledning før deres deadlines bliver til virkelighed.  Det er med andre ord, den tid på året.

Jeg vil også gerne i gang med min strikkeeksamen -- eksamensponchoen.  Men garnet nåede ikke at komme inden jeg tog retur til Oslo, så med mig har jeg opskriften og Lenes poncho.  Jeg har nærlæst opskriften og øvet mig på mønsterrapporten.  Så jeg er klar :-)

Til gengæld er jeg blevet færdig med babytæppet.  Det er gået overraskende hurtigt denne gang.  Jeg kunne have været hurtigere færdig, hvis ikke kanten havde voldt mig problemer.  Ad flere omgange hænklede jeg to rækker stangmasker med fine skarpe hjørner, men var alligevel ikke tilfreds og trevlede op.  Til sidst besluttede jeg, at følge opskriftens forslag om at afslutte med krebsemasker.  Det giver et fint og let udtryk :-)

  
Jeg er også i gang med at strikke klude i det olivengrønne vintagegarn af jeans fra Garnudsalg.  Da jeg strikkede klude som del af strikkeskolen, blev jeg særligt glad for mønstret i afghansk perlestrik.  Jeg har strikket een klud i enkelt tråd garn, og er nu i gang med en klud i dobbelt tråd.  Jeg vil give kludene sammen behandling ved at lægge dem i blød, vaske og tørretumble dem, for så at vurdere det endelige resultat, og om hvorvidt mine klude skal strikkes i en eller dobbelt tråd.


I tillæg har jeg genoptaget hæklingen af tæppet til lejligheden i Oslo.  Det har ligget stillet siden maj sidste år, hvor Oslo blev ramt af hedebølge, og det derfor var alt for varmt til at jeg kunne hækle på tæppet.  



Det er virkelig hyggeligt at sidde med og ren sofa-tv-terapi som passer godt til et eksamenstræt hoved og rastløse hænder :-)

/Bella
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...