Viser opslag med etiketten perlesyning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten perlesyning. Vis alle opslag

søndag den 12. juli 2026

Lang perlekæde og status på Ingen Dikkedarer-sweateren…

 

Jeg har strenget en ny perlekæde op.  Det vil sige, jeg har gjort den klar til at blive syet med knude mellem hver perle.

Det bliver også en lang perlekæde og den skal monteres med dupsko, så jeg kan skifte lås.

Jeg har lavet den af restperler fra skufferne.  Jeg har kombineret tre forskellige perlestrenge, som changere i blå, mørkegrå og lilla nuancer.  Mindre runde perler, store runde perler samt en perle med flad bund i en mellemstørrelse.  

Jeg har kombineret dem så der kommer en lille perle, en fladrund perle, en lille perle, en fladrund perle og en stor perle.  Jeg nævner det, fordi du muligvis tænker, at jeg allerede har sådan en perlekæde.  Men nej, det er en helt anden farve, de er blå-grå-grønne, mindre samt kombineret på en anden måde, og kun med to forskellige størrelse perler.  

Dog har de det tilfælles af kombinationen med blanding af perler i forskellige størrelser giver en levende og spændende perlekæde.


Perlekæden vil være flot til min Ingen Dikkedarer-sweater, som det derfor er oplagt at give en status på.  Jeg mangler blot at strikke ribben på det sidste ærme.  Den er med andre ord, så godt som færdig.

De næste håndarbejdsprojekter bliver et babytæppe til naboerne som venter barnebarn, og en sommerbluse i pima bomuldsgarn med bittesmå pailletter fra Garnudsalg.  Garnet er allerede bestilt og modtaget, og venter kun på at komme på pindene.

/Bella

lørdag den 11. juli 2026

Perlekæden med de rustikke mabéperler...


Jeg har syet perlekæden med de rustikke mabéperler om, og den er i al beskedenhed ret vellykket.

Men det er også afhængigt af hvad jeg sætter den sammen med.  Den er fremragende til en lys hørkjole, hvor den kommer til sin ret, og nærmest er et lille kunstværk.  Hvor imod den slet ikke træder i karakter sammen med en mørkeblå denimkjole, som jeg har.

Den er også vellykket pga. stavperlerne, som balancerer perlekæden, og får perlekæden til at lægge pænt om halsen.

Denne gang strengede jeg perlekæden op i modsat rækkefølge, sådan at jeg startede med stavperlerne og afsluttede med mabéperlerne, det er sy-mæssigt meget nemmere.  Som sidst har jeg også denne gang monteret dupsko, så låsen kan skiftes ud.

/Bella

fredag den 21. april 2023

Perlekæder der er klar til at blive syet...

 

Jeg er på vej til Oslo, og i Oslo venter disse to perlekæder på mig.  Jeg stringede dem op, dvs. gjorde dem klar til at blive syet, sidst jeg var i Oslo.

Begge perlekæder er med ferskvandsperler, og her hører ligheden op.

Den første kæde består af store keshiperler med en fantastisk glans og en flot champagnefarvet glød.  

Det er luksusperlekæden!

Men man skal ikke underkende den anden perlekæde, for hvad den ikke har i kvalitet, har den i charme.

Perlerne er ukorante, og er i sig selv ikke er noget særligt.  Det der gør perlekæden charmerende er, at perlerne er diagonalt topboret.  Dvs. at perlens hul er boret i toppen af perlen og på skrå.  

Når perlerne ydermere varierer i størrelsen, så giver det perlekæden et spændende og let udtryk.

Jeg har vist denne type perlestreng tidligere, men det er mange år siden.  Jeg har nemlig selv en som er lang, og som jeg typisk bruger som en snokæde.  Min mor har også en, og det har kusine Dorthe også.

Denne gang skal perlekæden være kort, og den skal ha' lås i nakken, hvor imod luksusperlekæden med keshiperlerne skal monteres med dupsko, så jeg kan bruge smykkelåsene på den.

Nå ja, fik jeg nævnt, at begge perlekæder er til mig?🤣 

/Bella 

torsdag den 3. november 2016

Luxusperlekæde -- et statement...


Jeg har strenget en ny perlekæde op til mig selv.  Ja, jeg har jo ikke rigtig nogle, vel? :-)  

Det bliver en statementhalskæde af ganske særlige ferskvandsperler -- nærmest som et kors -- som pga. perlens huls placering fylder, og derfor bliver en stor og voluminøs een af slagsen.  

Jeg ser for mig, hvordan at perlekæden vil gøre sig til en sort, enkel cocktailkjole og med elegance sikre velklædthed.  

Ikke, at jeg ifører mig cocktailkjoler i tide og utide.  Men faktum er, at jeg har perlerne, de er skønne, og man ved jo aldrig! :-)

Jeg har brugt flere aftener på at nå frem til netop denne kombination af perler.  For jeg har ikke nok korsperler, og perlekæden skal derfor forlænges med andre perler.  

Jeg startede ud med at kombinere med rosa kartoffelperler med en vidunderlig lustre.


Men det fungerede ikke rigtig.  Udtrykket blev for pænt og kæden var for kort.


Jeg har derfor nu kombineret med sølvfarvede stavperler, boret på langs, som giver godt til længden.  Det fungerer rigtig godt.




Nu skal jeg bare finde ud af, om jeg skal montere dupsko eller lås.  Og så skal perlekæden selvfølgelig strenges rigtig op, på lang nok tråd, så den kan blive syet :-) 

Måske det først bliver efter ferien?  Men det kunne nu også være en flot perlekæde, at ha' med til Rom...

/Bella

fredag den 7. oktober 2016

Seneste perlekæder...


For nogen tid siden sendte jeg omsyede perlekæder og et udvalg af strenge af ferskvandsperler hjem til min mor.  De omsyede perlekæder var min mors veninders, og en af pigerne skulle også kigge perler.  Forleden kom perleudvalget retur, inkl. endnu en perlekæde som skulle syes om, samt ønsket om at strengen med letgyldne risperler kunne blive til en perlekæde :-)

Nu har jeg syet perlekæden om (små konkylieskaller -- måske et ferieminde?).  Syet om, er så meget sagt.  Jeg har trukket den på smykkewire og monteret en magnetlås.
Perlekæden med risperler er syet på almindelig perletråd med knude mellem hver perle, dog dobbelte knuder mellem de tre perler på hver side af låsen, da perlekæden er monteret med magnetlås.


Nu er jeg klar til at sende en lille pakke retur til min mor :-)


/Bella

fredag den 25. marts 2016

Lang luksus med blå perler...


Jeg har endelig haft tid til sy perlekæden med de meget store indfarvede blå ferskvandsperler.  Jeg strengede den op, da vi var i sommerhus med hele familien, og der har ikke været tid til at sy den før nu.

Jeg vidste godt, at den ville blive svær at sy, for jeg havde strenget den op på tyk perletråd, som var lige tyk nok til perlerne.  Men da perlerne er så store og dermed tunge, valgte jeg den tykke perletråd frem for den almindelige perletråd.  Men den viste sig at være for tyk.  Jeg måtte derfor strenge perlekæden om, og sy den på almindelig perletråd.  Hvilket på ingen måde er en optimal løsning, for perlernes tyngde vil udfordre den almindelige perletråd og medvirke at den hurtigere bliver slap. 

Men hey, det er jeg jo mand for (kvinde, selvfølgelig) at sørge for, at perlekæden bliver syet om, når den trænger -- med største fornøjelse! :-)

Perlekæden er syet med knude mellem hver perle og monteret med børstet sølvlås fra ANKU.  Samme slags lås som på perlekæden med de store naturfarvede barokke perler.




Perlekæden måler, inkl. lås, i alt 85 cm.


/Bella

torsdag den 17. december 2015

Perle-fin søndag...


I søndags forkælede jeg mig selv med en fridag, som jeg brugte på at sy to perlekæder til Lilly.  Jeg havde strenget dem op, og sådan havde de ligget klar i flere dage, klar til den hyggelige del af perlesyning :-)


Den ene perlekæde består at store hvide kartoffelperler, den anden af mindre hvide, top-borede dråbeperler.  Begge med flot glans (lustre) og begge skulle monteres med kugle-magnetlås.


Det du nu skal forestille dig er, hvordan jeg med varm te i koppen og julemusik i radioen hyggede et par timer, for det bliver nemlig ikke meget bedre :-)

Da begge kæder skulle monteres med magnetlås, har jeg syet dobbelte knuder mellem de tre første perler på hver sin side af låsen på begge perlekæder, for at forlænge holdbarheden af perlekæderne.  Jeg har syet enkelt knude mellem alle de øvrige perler.  Perlekæderne er syet på almindelig perletråd (slået af tre tråde), og begge perlekæder måler knapt 44 cm inkl. lås.



Jeg har i et tidligere indlæg fortalt om de topborede dråbeformede perler (læs indlægget her), og her kan du se, hvordan de "danser" når perlekæden er syet:



Det er meget, meget charmerende og betyder også, at perlekæden kræver plads på halsen.  

Det gode ved denne størrelse perler er, at der skal mange knuder til (det er selvfølgeligt et større sy-arbejde), men knudernes ekstra fylde, betyder at en standard-streng af perler af denne type stort set altid er lang nok -- også til at give den ekstra plads, som de "dansende" perler kræver.  I det konkrete tilfælde havde jeg fire perler tilovers.

I den kommende weekend, skal jeg sy perlekædejulegaver, så jeg har endnu en skøn weekend i vente -- ikke mindst fordi alle øvrige julegaver er klaret :-) 

/Bella

onsdag den 15. april 2015

Materialer og vejledning til perlesyning...


Jeg har tænkt mig, at give dig et indblik i min perlehobby.  Dels hvad jeg bruger af materialer og redskaber, og dels hvordan jeg syer mine perlekæder.

Her kaster vi et blik ned i min perlebakke (som er indsatsen til en bestikskuffe :-)).  Her er det meste af hvad jeg bruger, når jeg syer perler. 

Lad os starte med perletråd og nåle.  Den blå spole er den tykke perletråd (slået af fire tråde) og den hvide er den almindelige perletråd (slået af tre tråde).  Min perletråd er købt i Kina, men er fremstillet i Japan af Daikoku Ldt.  Tråden hedder "Teijin Tetoron sewing thread".  Den almindelige perletråd er nr. 30.  Jeg har ikke prøvet at købe den på nettet, men er sikker på at det kan lade sig gøre -- måske her?  Emballagen ser sådan her ud, og en spole tråd varer meget, meget længe :-)  Meget længe, som i flere år.  Naturligvis, alt afhængig af hvor mange og hvor lange kæder man syer.  Men et meget konservativt estimat er, at en spole rækker til mere end 100 perlekæder, og her også lange perlekæder.


Nålene hedder "PONY sewing needles", str. 12, og kan f.eks. købes her.   


På den blå fuglenålepude har jeg de 'gode' nåle.  For ligesom at nålen på en symaskine kan blive sløv, kan den det også her.  Når det sker, flytter jeg nålen til den røde hjerteformede nålepude.  Nålene på den røde nålepude fungerer som en slags reservenåle, til f.eks. mere genstridige perler eller en afslutning, hvor jeg ved, at der skal ofres en nål.  De 'gode' nåle på den blå nålepude har jeg allerede forberedt med hjælpetråd. 

De mange små saltkar bruger jeg i særdeleshed, når jeg mikser perler, hvor jeg typisk har perler i løs vægt og ikke på en perlestreng.

Jeg bruger trådforstærker ved montering af låse til at styrke og forlænge perlekædens levetid.  Det giver også et mere professionelt udtryk. Trådforstærkeren ligger i samme rum som målebåndet og den lille suffléskål fra RC, som jeg bruger som 'skraldespand' til overskudstråde mm.  Trådforstærker hedder på engelsk "french wire", men benævnes også "gimp", "gimp wire" eller "bullion wire".  Sidstnævnte skal ikke forveksles med den bulliontråd som blomsterhandlere anvender.  Du kan f.eks. købe trådforstærker her eller her.  Jeg bruger også trådforstærker, når jeg monterer dupsko til smykkelåse.  Her bruger jeg trådforstærkeren til at lave en lille prop, som sætter sig i dupskoen og holden den på plads.

Det er dupskoene, som du ser i de to poser ved siden af brevet med nåle.  I samme rum ser du også en æske med tandlægebor (ja, det er rigtigt .-)), som jeg bruger, hvis en perle er ru indvending og på den måde kan slide perletråden, så filer jeg perlen efter.  Jeg har også en almindelig tynd, spids rundfil -- den ser du i rummet med saksene og min spidstang.

Der findes forskellige teknikker til, at sy knude mellem hver perle, når man syer perlekæder med ægte perler.  Den mest almindelige syteknik gør brug af perletråd med fastmonteret nål  (du finder eksempler på teknikken f.eks. her, her og her).  Det er en nem og enkel måde at sy perlekæder på, men det er også en teknik hvor det er svært at få knuderne til at ligge ens, og det kan give en ujævn perlekæde.  Jeg anvender derfor en anden teknik, hvor knuden nærmest knyttes.  Dvs. den kan syes på samme måde hver gang, hvilket giver en diskret knude og et meget elegant resultat.

Jeg ved ikke hvad 'min' perlesyningsteknik hedder, og det har været sin sag, at finde en video, der illustrer teknikken.  Men jeg har fundet denne her (som finder sted i et skummelt baglokale, hrmm?).  Dog må jeg sige, at jeg ikke smækker perlerne op i en skuffe, men holder dem mellem knæene (ja, mellem knæene :-)).  Videoen er kort, og det går hurtigt.  Faktisk så hurtigt, at man dårligt kan nå at se, hvordan det foregår.  

Det pudsige ved videoen er også, at den promoverer syning af lang perlekæde, og det er denne teknik på ingen måde optimal til -- det ved jeg alt om, for jeg syer fra tid til anden lange perlekæder, og det er omstændigt med denne teknik.  Det er det, fordi man måler perletråd op 6 x perlestrengens længde, og man syer med dobbelt tråd, dvs. 3 x perlekædens endelige længde.  Det kan man også fornemme på videoen, hvor der trækkes tråd og trækkes tråd.  
    Jeg vil blive ved med at kigge på nettet efter illustrative demonstrationer af teknikken, og vil opdatere indlægget her, når jeg har held med at finde en bedre demonstration af teknikken.

Lad mig prøve at beskrive den teknik, jeg anvender -- først de materialer der skal bruges:
  • Perler (streng af perler)
  • Perletråd
  • Nål
  • Trådforstærker (2 x 7 mm)
  • Lås
  • Saks (spids og skarp)
  • Lighter (jeg bruger en fyrfadslighter)
  • og en smal spidstang
  • Her udover kan det være en god idé, at lægge perlerne på et lille ensfarvet håndklæde (helst ikke hvidt, for så kan man ikke se tråden, og helst heller ikke mønstret, for det kan være forvirrende som baggrund).
Du skal:
1. Måle perletråd op svarende til 6 gange perlestrengens længde + en lille ekstra slat (ca. 15-20 cm).

2. Bind den opmålte perletråd til hjælpetråden.  Bind tråden sammen med dobbelt knude i enden af den nu dobbeltlagte perletråd.

3. Sørg for at knuden på hjælpetråden er midt på, og ikke nede ved perletråden, for det vil slide på perletråden.  Hjælpetråden laves af én enkelt tråd af perletråden, og må endelig ikke være for kort.  Mål gerne 25-30 cm af til hjælpetråd.


4.  Klip 2 stykker trådforstærker på hver ca. 7 mm.

5. Træd alle perlestrengens perler på perletråden.

6. Sørg for at perletråden er stram og uden løkker.  Placér perlerne på perletråden mellem dine knæ, så perletråden kan holdes stramt op foran dig.

7. Før trådforstærkeren på perletråden ved at holde på den med tommel og pegefinger, mens du fører den over nålen og over hjælpetråden -- og især over knuden på hjælpetråden! 

8. Nu sættes låsen på.  Træk låsen på perletråden.  Træk 1. perle op til midt på perletråden.  Før trådforstærkeren ned til 1. perle -- forsigtigt.  Placér låsen midt på trådforstærkeren og før nålen ind igennem den 1. perle, så trådforstærkeren danne et lille øje, som låsen hænger i.  Træk godt til og stram.  Sy herefter den første knude bag perlen -- og stram, men ikke for stramt, for så bliver perlekæden 'stiv'.

Knuden syes sådan her:


9. Sy alle knuderne på denne måde, til du har fire perler tilbage. 

Når du stikker nålen igennem perlen, så sørg for at holde perletråden i bunden af perlehullet og stik nålen ind øverst i perlehullet, på den måde undgår du at stikke igennem perletråden.  Hvis du er uheldig at stikke igennem perletråden, må du ikke rive den lille side op, du skal gøre som ved trådforstærkeren, holde med tommel og pegefinger omkring stedet hvor nålen er gået igennem, og forsigtigt trække nål og tråd tilbage igen.

10. Når du har fire perler tilbage, klipper du knuden af perletråden og fører de sidste tre perler over på nålen (husk rækkefølgen).  Før dem helt hen til de allerede syede perler.  

11. Du fører et stykke trådforstærker på perletråden helt hen til perlerne.  Der må ikke være mellemrum mellem de sidste perler.

12. Den anden del af låsen føres på perletråden og placeres midt på trådforstærkeren.

13. Perletråden føres igennem den yderste af de sidste perler, og der strammes godt, så trådforstærkeren danne en ring omkring låsens øje.  

14. Sy knuder mellem de tre yderste perler.

15. Mellem den tredje og fjerde perle afsluttes perlekæden ved, at der bindes dobbelt knude med de to sæt perletråde, som mødes der.  Stram godt!

16. Klip alle fire tråde af, så der er et par millimeter tilbage.

17. Brænd enderne med en lighter så de smelter, og den afsluttende knude er 'forsejlet' og låst.  Pas på at knuden ikke bliver sort (for så skal perlekæden syes om).  Klem evt. den varme knude med spidstangen, for at optimere 'forsejlingen' af knuden, samt for at sikre at knuden bliver så lille og diskret som mulig.

Som med så meget andet, så gør øvelse mester :-)

Men generelt: 
  • Stram knuden godt efter hver perle (men heller ikke for stramt).
  • Undgå løkker -- dvs. en Ketty -- ved at sikre, at perletråden er trukket helt igennem før knuden syes.  
  • Sy knuderne på samme måde hver gang.

Det er alt for denne gang -- jeg håber, at du er blevet inspireret :-)

Kh.
Bella
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...