Viser opslag med etiketten øreringevedhæng. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten øreringevedhæng. Vis alle opslag

fredag den 2. januar 2026

Juleøreringe inspireret af prinsesse Isabella…

Få dage før juleaften lavede jeg øreringevedhæng med ferskvandsperler til Sille og Louise inspireret af øreringe prinsesse Isabella havde på, da hun tændte adventslys anden søndag i advent.


Louise spurgte om jeg ikke også havde lavet et par til mig selv, og jo det har jeg, men nogle helt, helt enkle.  

For sandt skal siges, at selv om at jeg holder af at lave smukke og lange øreringevedhæng, så går jeg ekstremt sjældent med dem.  Jeg er ikke rigtig til hængeøreringe.

Mine enkle vedhæng af stavperler vil jeg bære i små guldkreoler.

En afsluttende bemærkning, en rød dug, uanset om det er den ene eller den anden er ikke noget godt bagtæppe for fremvisning.  Rødt sluger af lyset.  Det var helle ikke en optimal baggrund for arbejdet med øreringene, igen pga. lyset.

Jeg skal snart til at sy perlekæder, og det bliver helt sikkert med et lysere bagtæppe. 

/Bella

onsdag den 4. juni 2025

Øreringe i lange baner...

Jeg har lavet øreringe, eller rettere sagt øreringevedhæng, for ørebøjlerne laver jeg ikke.  Jeg laver bare øreringevedhængene til at hænge i ørebøjler og creoler.

Vedhængene er der heller ikke mange ben i at lave, og det gør måske netop “designprocessen” så meget mere hyggelig, for det er den jeg kan li’.  At samle perlerne på perlestave, at kombinere farver, former, størrelser og typer af perler, og se det endelige resultat.

Det er blevet til 8 par og en enkelt single-ørering.

Jeg har brugt perlestave i sølv, oxyderet sølv og forgyldt sølv.  Til vedhængene med kæder har jeg brugt forgyldte stålkæder med emalje. Både perlestave og kæde (som jeg klipper op) er fra SMYKS.dk, og for den sags skyld også ørebøjlerne og creolerne (ingen reklame).

Jeg har anvendt ferskvandsperler og perler af rød og blå koral, røgkvarts, ametyst og agat fra mit omfattende perleplager.  

Den røde og blå koral er perler jeg har fået af min tidligere professor for ca. 25 år siden.  Allerede den gang lavede jeg smykker.  Han havde en halskæde som var knækket, som var lavet af kokosnødskal, og hvor koral indgik.  Den type halskæde var meget populær årene forinden.  Nu om dage er den måske mest populær blandt surfere, hvad ved jeg?

Af værktøj har jeg brugt forskellige tænger: spidstang, rundtang, bidtang og fladtang.

Her følger lidt billedspam:







….og her hele flokken i et samlet familiefoto.

Jeg ser nu, at der mangler et solobillede af parret i sølv med de flade grå agater og lille hvid ferskvandsperler på toppen.  

Sådan er det, man kan ikke mestre det hele hver gang😘

/Bella

søndag den 19. maj 2024

De øreringe jeg aldrig fik vist...

 

Da jeg viste øreringevedhængene i guld, var der tre par jeg ikke viste individuelle billeder af — de kommer her…

Øverst er det parret med gylden-orange keshiperler med smuk glans.  Perlerne er topborede og sat på perlestav forskudt af hinanden.

Det næste er lavet efter samme princip, dog her topborede lyserøde dråbeformede perler, som er placeret forskudt af hinanden på perlestav. 


Det tredje par har en stor, tyk midtborede stavperle i bunden og med mindre, tyndere stavperler i en stak ovenpå.  Dem er jeg personligt ret vilde med (også — for jeg ka li’ dem alle😉).


 /Bella

tirsdag den 19. marts 2024

Øreringevedhæng i guld...

Jeg har lavet flere øreringevedhæng -- denne gang i guld (dvs. sterlingsølv forgyldt med 8 karat guld).

Det første par jeg lavede var vedhængene med de store runde, rosa ferskvandsperler med den mest fantasktiske lustre og toppet med facetslebne granatperler.  

Den røde granatperle klæder den rosa ferskvandsperle ualmindeligt godt, og jeg har derfor også lave et par hvor granatperlen dingler løst under ferskvandsperlen.

Og som med sølvvedhængene og vedhængene i oxyderet sølv har jeg også lavet vedhænge med topborede, forskudte perler.  Dels med lyserøde, ovale perler og gylden-orange keshiperler -- dem kan du se på det første billede.

Det spetakulære par med stavferskvandsperler og skalperler, som gør sig endnu bedre i virkeligheden, må du også nøjes med at se på øverste billede (nederst til højre).

Herudover har jeg lavet et par vidunderlige vedhæng med knapperler i tre forskellige farver og størrelser.  

Et sidste flot par er dette med store hvide ferskvandsperler og æblegrønne skalperler -- se dem lige...

/Bella

søndag den 10. marts 2024

Øreringevedhæng i sølv...

Det her par øreringevedhæng har jeg længe tænkt på, at jeg ville lave.  Jeg vidste, at jeg ville lave et par slanke lange øreringevedhæng i sølv, fordi jeg havde disse ørebøjler med lang bøjle liggende.  Jeg synes, at der skulle længde på vedhænget for at balancere ørebøjlen visuelt.

Det tog lidt tid at finde netop de stavperler, som jeg gerne ville bruge, og også at matche dem til et par.  De diagonalborede, firkantede designperle havde jeg der imod for længst fundet frem, og vidste at de skulle indgå.  De er inspireret at et vedhæng jeg har set på Pinterest, uden at være i samme materiele, men formmæssigt.

Jeg har dog siden også fået lyst til at matche de lange hvide stavperler med nogle smukke ovale akvamarin-stenperler, som jeg har.  De samme som jeg brugte til Silles øreringe.  Men jeg kan ikke huske, hvor jeg har lagt dem, så det må vente til de dukker op.  

Jeg kan se for mig hvordan det ville fungere med akvamarinperle på toppen af stavperlen i stil med her, men også hvordan at de kunne dingle i bunden af stavperlen.  Jeg er endnu mere overbevist efter at have set et meget smukt par øreringe med månesten og ferskvands-stavperler hos Margery Hirschey.  Under alle om stændigheder er designet nødt til at være to-leddet, for jeg har ikke perlestave der er lange nok til, at de kan samles på samme perlestav, når stavperlerne er så lange. 


Det går kun lige an med parret her, som jeg har toppet med små, røde facetslebne agatperler.

Og nyd lige stavperlerne, deres former og størrelse, og ikke mindst deres uforlignelige glans.  

Ikke et ord om hvor svært det er at tage gode billeder af hvide perler... men det er det altså, så nyd dem.

Øreringene kan naturligvis også mix matches...

Jeg har heller ikke sluppet min fascination af topborede perler som øreringevedhæng.  Denne gang har jeg anvendt smukke, små laskefarvede keshiperler også med en vidunderlig glans.

Dagens sidste par er et sæt vedhæng med store, ovale orange ferskvandsperler magen til dem jeg har tidligere har lavet vedhæng af til Lene, og som vi sidste sommer konverterede til et par nye klase-øreringe.  

Her er de matched med blå og hvide ferskvandsperler i form af color blocking og udgør et elegant par.

Hvis du har lyst til at de den samlede flok af nye øreingevedhæng i sølv, så er de her.

/Bella

søndag den 25. februar 2024

Flere øreringe i oxyderet sølv…

Der er noget givende ved at kunne gå til og fra bordet med perler.  At kigge på forslag, at finde nye perler og nye kombinationer.  Ikke at forhaste processen.  Det kan jeg virkelig godt lide.

Derfor er det også blevet til flere øreringevedhæng.

Det første par består af store, ovale bordeaux-farvede ferskvandsperler magen til dem jeg tidligere har lavet klase-øreringe af til Lene.  De er vidunderlige med en dyb farve og flot glans, for ikke at tale om imponerende størrelse. Jeg har kombineret dem med æble-grønne chips-ferskvandsperler, som er større og fladere end de mere mørkegrønne chips, som jeg brugte sammen med de store turkis-farvede perlerøreringe.  På toppen har jeg anvendt sarte blå-grønne, runde agatperler.  

Det er blevet et smukt par vedhæng, som jeg har hængt i klassiske enkle, åbne ørebøjler i oxyderet sølv.

Jeg har brugt samme type æble-grønne chips-perler i det næste par vedhæng, hvor de udgør kernen i selve vedhænget, og hvor man tydeligt kan fornemme deres flade form og struktur. 

Jeg kan godt lide kombinationen af grøn og turkis, og har her afsluttet vedhænget med mindre, dinglende turkis-farvede runde perler.

Jeg har også forsøgt mig med et helt enkelt par vedhæng med forskudte grå topborede ferskvandsperler.  Denne gang uden afsluttende dingleperler eller topperler, som de lyserøde har.  Bare de topborede perler, og et par stykker mere på hvert vedhæng, for at give dem lidt volume.  

De ser muligvis ikke ud af meget her, men de er meget flotte på.

Det er ikke sidste gang med topborede perler alene.

Lad mig afsluttende vise den samlede flok af oxyderede øreringevedhæng, som det er blevet til indtil videre.

/Bella

søndag den 18. februar 2024

Øreringe med perler og oxyderet sølv…

Det er skønt at dagene er blevet længere, og at lyset kan nydes.

Det gjorde blandt andet at jeg fandt ferskvandsperler frem og begyndte at matche perler, former og størrelser samt farver og nuancer til øreringevedhæng.  

Særligt i forbindelse med farver og nuancer spiller lyset ind. Kun i dagslys kan man rigtig se, hvad man har med at gøre.

Det er denne her del jeg virkelig nyder, faktisk meget end at sætte perlerne på perlestave og lave det færdige øreringevedhæng. Det her, hvor jeg matcher og prøver perlekombinationer af i forhold til form og farver.

Jeg føler nærmest, at jeg er en slags Gerda fra Moniees (@monies_official), når jeg prøver konstellationer af, og vurderende betragter resulteret, og mærker efter om jeg kan lide, hvad jeg ser. 

Det første par vedhæng har tyngde med en base af en stor, flad midtboret grøn linseformet ferskvandsperle. Den har fået en stor, hvid rund ferskvandsperle med smilehul ovenpå, og toppes med en lille, rund orange agatperle.  Der er sådan lidt snurretop-agtigt over udtrykket.

Det næste par har et helt andet udtryk og en lethed over sig.  

Brugen af topborede perler til øreringe er inspireret af @projectbon_, som jeg følger på Instagram.  Jeg har brugt lyserøde, topborede ferskvandsperler, som er toppet med en lille, rød facetslebet granatperle og afsluttet med en dinglende hvid, oval ferskvandsperle i bunden.  De er feminine og samtidige lidt rå med det oxyderede sølv.

Det sidste par er lavet af store, ovale turkisfarvede ferskvandsperler toppet med grønne ferskvandsperle-“chips”.  Jeg ved egentlig ikke, hvad vi kalder denne type perle på dansk, “skaller”? 

Uanset, er vedhænget afsluttet med en klar, grøn og rund agatperle på toppen.  Farverne kan noget sammen, og kalder på opmærksomhed.  Jeg synes at de formmæssigt balancerer helheden flot.

På den måde nød jeg dagslyset, og tankede op på kreativitetskontoen.

/Bella

Ps. Ikke noget AI her. Bare almindelige tilbagelænede billeder tager med iPhone eller iPad — alt ved det gamle, ikke noget moderne halløj 😂

fredag den 30. juni 2023

Øreringevedhæng inspireret af Søstrene Grene...

 

Det er efterhånden længe siden, at jeg på Søstrene Grenes hjemmeside så en sød idé til øreringevedhæng, som jeg derfor tilsvarende længe har haft lyst til selv at prøve at lave.

Nemlig disse fine vedhæng, som sættes på en ørestik på forsiden af øreflippen.

Jeg har derfor endnu engang fundet restperler frem, og fundet perler der matcher hinanden (sådan nogenlunde).  

Det bliver aldrig en til en, det er trods alt ægte perler og ikke formstøbte plastik- eller shellperler.

 

Udover det farvestrålende par fandt jeg også ferskvandsperler til et mere lyst og neutralt par.

Jeg har brugt den sølvtråd, som jeg købte i USA tilbage i 2016, og som jeg siden også har anvendt til armbånd, og hårbøjler til småpigene og hårbøjlen til Amanda da hun skulle konfirmeres.

Jeg ved, at jeg gentager mig selv, men den er virkelig nem at arbejde med.

Og fordi tråden er så nem at arbejde med, er det ingen sag at lave sådanne øreingevedhæng.

Således er en sød DIY-ide givet videre.

/Bella

torsdag den 23. februar 2023

Øreringe med snoede vedhæng...

Det er blevet meget moderne med øreringene med snoede vedhæng, og sådan nogle vedhæng kunne jeg lige netop overkomme at hænge på et par sølvforgyldte ørebøjler.

Ja, mere skulle der ikke til. 

Super-enkle og ret fine, og måske også noget for dig? 

/Bella

torsdag den 26. januar 2023

Dorthes øreringe med ferskvandsperler...

 

Da Dorthe sendte Maya og Emmas perlekæder for at bede mig om at forlænge dem, sendte hun også to par øreringevedhænge med, som hun gerne ville ha' opdateret i oxyderede sølvudgaver.

De trængte også, for som billedet nedenfor viser, så var de "trætte" i deres respektive guldudgaver.  Men Dorthe bruger også sine smukker, og forgyldning holder ikke evigt. 

Øreringene med de meget smukke, store mabé-perler med den karakteristiske flade bagside er tilbage fra 2013.  Hvor imod vedhængene med de olivengrønne knapperler er fra 2017.

Nu har de hver især fået nyt liv i udgaver med oxyderet sølv -- flot udtryk!

Jeg har også lavet et par ekstra øreringe med grå perler der vil matche Dorthes smukke grå perlekæde, og ydermere med oxyderede sølvkæder, som hun selv har foræret mig.  

Bemærk også de smukke ørebøjler med "diamanter" som prikken over i'et.

/Bella

torsdag den 12. januar 2023

Øreringe-variationer...


I samme omgang hvor jeg lavede nye koral-vedhæng til Louise og juleøreringene eksperimenterede jeg også med udtrykket med små forgyldte pladevedhæng.  

Det er samme type vedhæng som i det ene sæt juleøreringe, dog med den forskel at disse er en smule større (11 mm.) og kun har et hul (og derfor ikke er et mellemled).

Første sæt består af 6 cm forgyldt kæde med emaljeperler og lille hvid ferskvandsperle øverst.

Næste sæt er med rosa perle (7 mm) og det samme forgyldte pladevedhæng.


Det sidste sæt består af oval brun ferskvandsperle (6 mm høj) og pladevedhænget.

Alle sæt hænger i åben, sølvforgyldt ørebøjle med blomst.

 
/Bella

tirsdag den 10. januar 2023

Louises øreringe & et par øreringe med peacock-farvede designperler...


Da Louise og jeg var til messe i Fredericia i oktober, og vi snakkede koralperler som jeg gerne ville finde på messen, kom Louise i tanke om, at hun havde mistet det ene vedhæng i det sæt koral-øreringe, som jeg havde lavet til hende.

Hun spurgte derfor om jeg kunne lave et nyt vedhæng, og selvfølgelig kunne jeg det.  
Dvs. jeg lavede et nyt par.


Så "smykkeværkstedet" blev pakket ud.

Det var også i den forbindelse, at jeg lavede juleøreringene. 


Da jeg var i gang lavede jeg også et par helt enkle øreringe med 7 mm firkantede, flade peacock-farvede ferskvandsperler og små hvide perler (2 mm) på toppen.  

De flade perler er såkaldte designperler.  Det kaldes de fordi formen på perlen er menneskeskabt og designet ved at der er plantet en kerne med denne form i muslingen, som muslingen siden har indkapslet i perlemor.

De hænger i sølv-forgyldte ørebøjler med øje.
 

Louise har forlængst fået sine koralvedhæng, det er bare mig der ikke har fået vist dem frem.

/Bella
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...