Viser opslag med etiketten forskellig-farvede perler. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten forskellig-farvede perler. Vis alle opslag

onsdag den 3. juli 2024

Lillys ferskvandsperlekæder er færdige...

 

I sidste uge hyggede jeg med at sy Lillys perlekæder.

Jeg startede med at sy den hvide med de store kartoffelperler, og det er derfor at der ikke er billede af den.  For lige så snart at den var syet, afleverede jeg den til Lilly, så hun kunne vurdere om længden passede.  

Hvis længden ikke passede var det den, som det var nemmest at klippe op og sy om igen.  

Længden passede og Lilly beholdt perlekæden, og det er derfor at der ikke er noget billede.  

Men det er der af de tre andre.

Alle perlekæderne er syet på almindelig perletråd slået af tre tråde, de har knude mellem hver perle, og da de også alle har magnetlås, har de dobbelte knuder mellem de tre perler på hver side af låsen.

Alle perlekæder er blevet forlænget med 6 cm

/Bella

fredag den 21. april 2023

Perlekæder der er klar til at blive syet...

 

Jeg er på vej til Oslo, og i Oslo venter disse to perlekæder på mig.  Jeg stringede dem op, dvs. gjorde dem klar til at blive syet, sidst jeg var i Oslo.

Begge perlekæder er med ferskvandsperler, og her hører ligheden op.

Den første kæde består af store keshiperler med en fantastisk glans og en flot champagnefarvet glød.  

Det er luksusperlekæden!

Men man skal ikke underkende den anden perlekæde, for hvad den ikke har i kvalitet, har den i charme.

Perlerne er ukorante, og er i sig selv ikke er noget særligt.  Det der gør perlekæden charmerende er, at perlerne er diagonalt topboret.  Dvs. at perlens hul er boret i toppen af perlen og på skrå.  

Når perlerne ydermere varierer i størrelsen, så giver det perlekæden et spændende og let udtryk.

Jeg har vist denne type perlestreng tidligere, men det er mange år siden.  Jeg har nemlig selv en som er lang, og som jeg typisk bruger som en snokæde.  Min mor har også en, og det har kusine Dorthe også.

Denne gang skal perlekæden være kort, og den skal ha' lås i nakken, hvor imod luksusperlekæden med keshiperlerne skal monteres med dupsko, så jeg kan bruge smykkelåsene på den.

Nå ja, fik jeg nævnt, at begge perlekæder er til mig?🤣 

/Bella 

torsdag den 2. februar 2023

Pigernes perlekæder...

 

Pigernes perlekæder med små runde forskelligfarvede ferskvandsperler er blevet syet om og forlænget, og karabinhagelåsene i børstet sølv er blevet pudset.  

Perlekæderne er med andre ord, klar til brug.

Perlekæderne måler nu hver 42 cm, og er igen blevet syet med knude mellem hver tredje perle, hvilket giver mulighed for yderligere forlængelse af perlerkæderne, fordi knuder også fylder og øger den samlede længde.  

Hertil kommer den sidste rest af perler, som kan bidrage til at forlænge perlekæderne endnu engang.

Så jeg håber ikke, at det er sidste gang jeg får fornøjelse af perlerne

/Bella 

tirsdag den 24. januar 2023

Emma og Mayas perlekæder...


Prøv lige at se.  

For mig er dette et glædeligt gensyn.  

To perlekæder med ekstraperler.  Perlekæder som skal forlænges med de overskydende perler.  

Det er perlekæder som jeg syede til Lenes dengang små niecer tilbage i 2014.  Pigerne er nu blevet store, og ferskvandsperler har aldrig været mere moderigtige end nu.

Det kan selvfølgelig kun gå for langsomt med at få dem syet om.

/Bella

fredag den 8. oktober 2021

Helenes perlekæder...

Selvom at Helene som udgangspunkt ønskede sig perlearmbånd, blev det også til et par perlehalskæder.  

Det er også svært, ikke at blive fristet, når først alle perlerne kommer frem.  Jeg er selv blevet fristet af nogle lilla ferskvandsperler, som jeg har tænkt en del på siden.  Måske de skal pynte om min hals?  Men det, skal det ikke handle om nu.  Det skal handle om Helenes perlekæder.   

Den første perlekæde er med forskellig-farvede 8 mm store runde perler monteret med gulddupsko.  Perlekæden måler uden lås 44,6 cm.  Perlerne har riller og "smilehuller" og ingen kan være i tvivl om, at det er ægte perler.

Perlekæden er stilmæssigt i "familie" med min forskellig-farvede perlekæde, som jeg selv er meget glad for.

Den anden perlekæde består af 6-7 mm store sølvgrå kartoffelperler, som denne type ferskvandsperler populært kaldes, fordi de med deres ujævne form kan minde om kartofler.  Netop den ujævne form, er disse perlers charme.

Perlekæden er sædvanen tro syet på almindelig perletråd slået af tre tråde, med knude mellem hver perler, og den er monteret med sølvdupsko.  Perlekæden er 43 cm lang.  Men når man har perlekæden på, er den nøjagtig lige så lang som perlekæden med de forskellig-farvede perler.  Det er størrelsen på perler, som gør forskellen.  Større perler kræver mere plads og længde.

Perlekæden matcher naturligvis det dobbeltradet armbånd, som jeg viste forleden.

/Bella

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...