Viser opslag med etiketten hjemmestrikket tørklæde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hjemmestrikket tørklæde. Vis alle opslag

søndag den 11. oktober 2026

Et rejsestrikkeprojekt…

Jeg var i Fru Kvist forleden.  Det er en lækker og inspirerende garnbutik i Oslo.  Der findes to afdelinger, og jeg besøgte den i centrum, for det passede med de øvrige ærinder jeg havde.

Jeg købte garn (Cardiff cashmere classic) til et nyt Nova scarf af Rikke Ørum.  

Jeg kan virkelig godt li’ at strikke det tørklæde.  Det er så enkelt, og samtidig sker der lidt hele tiden, og man behøver ikke at tælle, for “blondekanten” i den ene side informerer hele tiden om hvor langt man er i strikkeriet.  Det er også et rejseventligt strikketøj, for det fylder og vejer nærmest ingenting.

Med den årlige tur til Rom ventende forude, er strikketøjet tiltænkt den tur.  Jeg måtte dog lige slå op og gå i gang…

/Bella

mandag den 5. oktober 2026

Vibes tørklæde er færdigt…


Vibes tørklæde, som jeg har strikket i én tråd af garnet fra babytæppe-projektet, denne gang på pind 3, er blevet færdigt.

Det har været et hyggeligt projekt, og hurtigt.  Billedet nedenfor er fra sidste weekend, og der kan man se at tørklædet hurtigt tog form.


Nu mangler jeg bare at hæfte ender, skylle tørklædet op og blokke det.  Som sagt, det har været et hyggeligt projekt, men jeg har ikke planer om endnu et.

Men måske et andet trekant-tørklæde, for det er tydeligt i gadebilledet, at den slags tørklæder er populære nu.

/Bella

lørdag den 9. august 2025

Det grønne Nova scarf er færdigt, og det blå er på pindene...

 

Jeg strikkede det grønne Nova scarf færdigt inden jeg kastede mig over projektet med at forlænge Marie Tee.

Jeg har i lighed med det bordeaux-farvede Nova scarf strikket i Cardiff Cashmere på pind 3,5.

Jeg har strikket 21 gange udtag/indtag og 27 gange mellemsektion.  Tørklædet vejer 50 g. og måler 142 cm.  

Det er min plan at strikke det blå magen til.  Det er smule bredere og længere end det bordeaux-farvede Nova scarf.

I strikke-tomrummet mellem det grønne og det blå tørklæde, som er det jeg strikker på nu, mandede jeg mig op og trevlede kanten op på Marie Tee, så den kunne få et par striber mere. 

Den er blevet rigtig god nu. 

Nu strikker jeg på det blå Nova scarf, som også er i Cardiff Cashmere.   Det bliver til et Oslo-tørklæde.

Jeg har ikke vasket det grønne endnu, jeg venter til det blå er færdigt, og jeg kan vaske alle tre dele, inkl. Marie Tee, og centrifugere dem sammen.  

Jeg putter i øvrigt strik i et vaskenet, og i det her tilfælde i hvert deres vaskenet, når jeg centrifugerer i vaskemaskinen (på 600 omdrejninger).

/Bella 

tirsdag den 10. juni 2025

Nova scarf i cashmere...


Jeg har strikket endnu et Nova scarf.  

Jeg var ellers overbevist om, at jeg havde nået mit mætningspunkt hvad angår Nova scarf, men pludselig manglede jeg et mindre og praktisk rejsestrikketøj.

Og på den den måde er Nova-tørklædet bare en nem løsning.

I modsætning til tidligere har jeg denne gang strikket i Cardiff Cashmere, og det er ultimativ luksus.

Det er derfor heller ikke det sidste tørklæde jeg strikker.  Jeg købte fornylig en jakke, og den mangler et tørklæde, og min blå (regn)frakke kunne også bruge et tørklæde.  Jeg forærede jo det koralfarvede tørklæde væk i barselsgave.

Nej, jakken og frakken kan ikke deles om et tørklæde, for frakken bruger jeg mest i Oslo, og jakken bliver helt sikkert en favorit hjemme.  Det kræver to tørklæder, og begge må være i Cashmere.

Det aktuelle tørklæde er strikket på pind 3,5, måler 135 cm og vejer 33 g.

/Bella

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...