torsdag den 11. december 2025

Mere lakridskonfekt, men ikke fra min hånd...

Lakridskonfekt er åbenbart populært, men det vidste jeg ikke, da jeg lavede mine lakridskonfektklodser.  

På kreative dage-messen i Fredericia, så jeg lakridskonfekt her og der og alle vegne.

Her er nogle af de eksempler jeg så:

Lysestagerne ovenfor…

Mini-lakridskonfekt som ørestikker lavet af polymer-ler af kunstner Maria Ortmann

Workshop, hvor man kunne lære at lave lakridskonfekt i quilling.


 Samt maskemarkører som lakridskonfekt.


Måske jeg er en trendsætter, eller bare del af en trend?

 /Bella

mandag den 8. december 2025

Jakobsstige som julepynt...

Det her er Hildes Jakobsstige.  

Hilde er min kollega, og hun ønsker sig en ny Jakobsstige.

Det er formuleret som at hun ønsker at lære, hvordan hun selv kan lave en ny.  Men det er også muligt, at det er en indirekte forespørgsel, om jeg vil lave en ny for hende.

Men det er ikke vigtigt nu.

I Hildes familie er der tradition for Jakobsstiger som julepynt på juletræet.  

Jakobsstige som julepynt er nyt for mig, men er åbenbart ikke ualmindeligt.  Men jeg tror at netop denne version af stigen er lidt sjælden.  Jeg har i hvert fald ikke kunne finde tilsvarende eksempler på nettet, og slet ikke en vejledning.

Lad mig kort minde om historien bag, for Jakobsstigen er den stige som Jakob i Det gamle testamente ser i en drøm, hvor den fører op i himlen og til Gud, og leder til paradis.  Intet mindre.

Som julepynt klippes stigen i papir, gerne limet sammen af flere stykker, så stigen kan blive lang.  

Stigen hænges i toppen af juletræet, så den løber ned langs siden på juletræet. På den måde kan stigen lede fra træets bund mod træets top, og minde om os paradis.

De typiske Jakobsstiger er klippet i klassisk stigeform, og evt. også pyntet med engle, som f.eks. denne fra Den Gamle By (link til skabelon).

Hildes, der imod, er klippet i reliefmønster, hvor stigestrukturen opstår når der trækkes i papiret.

Stigen er klippet i glanspapir, og Hilde har venligt givet mig sit glanspapir samt sin Jakobsstige med hjem, så jeg kan øve.

Jeg startede med at lave en version i almindeligt hvidt papir.  

Jeg målte omhyggeligt ud fra Hildes original, som måler 7,8 cm i bredden, og har 0,5 cm brede trin.  

Man folder papiret ("stigen") på langs, så man får fire lag papir.  Se den hvide udgave på billedet nedenfor.  Herefter klipper man trin først fra den ene side og bagefter den anden side af det sammenfoldede papir med et mellemrum på 1 cm på hver side. På den måde får trinene en bredde af 0,5 cm, og relieffet opstår.  

Hvert trin er 1 cm dybt.  For at lette processen tegnede jeg 1 cm op på min saks (med tusch), så jeg på saksen kunne se, at jeg klippede præcist 1 cm dybe trin. 

Hvis du gør det lidt på slum, så er det vigtigt at hvert trin klippes halvt ind i det modsvarende trin, for ellers kan stigen ikke åbne sig i reliefmønstret.

Efter først at have lavet den hvide papirudgave, kastede jeg mig ud i en lilla demoversion bestående af tre baner glanspapir, som Hilde må godkende.  I hvert fald før jeg laver en i guldpapir til hende.  

Hvis hun selv vil lave en ny stige til familiens juletræ, vil jeg med glæde vise hvordan, for nu ved jeg hvordan man gør. 

Hvis du har lyst til at klippe din egen Jakobsstige, så vær opmærksom på ikke at klippe trinene for smalle, for så kan trinene briste, når der trækkes i stigen.

/Bella

søndag den 7. december 2025

Idefix og den orange sofa i køkkenet...

 

Jeg er ikke hjemme lige nu, for jeg er stadig i Oslo, men det er der to andre der er, Anders og Idefix.

Jeg har tidligere underholdt med hvordan vi er under administration af nabokatten, Idefix.  Han ser helst ikke andre katten på matriklen.

Men han er ikke længere så striks i sin patruljering, eller det vil sige, den er fortsat hyppig, men har ændret karakter.  De seneste mange måneder har han kigget forbi, blevet kælet, har spillet bold eller leget “fang fluesmækkeren”, og er gået igen.  Indtil for en måned siden, hvor han for første gang hoppede op i den orange sofa i køkkenet, og tog sig en lur. 

Siden er han kommet tilbage for igen og igen at gå i sofaen og sove.  Flere gange er han gået direkte i sofaen uden at blive kælet.  Så nu er sofaen gjort klar, så han kan ligge der.


Billedet nedenfor med tæppe og “rygstøtte” er sådan arrangementet har udviklet sig, og alle billeder fra da af ligner hinanden.

Han har sovet fra 1 time på sofaen til 6,5 time.  

Han må kunne li’ det, vi synes også at det er hyggeligt, og han generer ikke nogen.

Når han er færdig med at sove, hopper han ned, går til en af terrassedørene og bliver lukket ud.  Ikke så meget bøvl med ham

Men sandt skal siges, der har også været aftener, hvor jeg har måtte sætte ham ud, så jeg kunne komme i seng.  Det tager han ikke ilde op, han kommer bare igen næste dag.

/Bella

fredag den 5. december 2025

Ekstra-små strikkede julegrise..

  

Jeg er ikke i gang med at strikke grise igen, det lover jeg.  

Jeg strikkede rigeligt med grise sidste år.  Det er derfor også planen, at de skal pynte på grene i entréen igen i år, sammen med vinfoliehjerterne.

Men sidste år strikkede jeg også disse fire grise, på pind 2,5 (de andre er strikket på pind 3) — de er i tillæg strikket på blanke metalpinde, som jeg strikker mere stramt med end med træpinde.

Det blev til disse ualmindelige fine små grise, som er 8 cm lange og 6 cm høje.

Dem forærede jeg til henholdsvis Louise som stod for juleaften sidste år, og min svigermor som bød på julefrokost 1. Juledag.

Grisene er som sædvanlig strikket efter opskriften fra Garnudsalg.  Dog strikkede jeg kun 8 pinde ret (4 retriller) i stedet for 10 pinde ret (5 retriller), for at få en kortere mave på grisene.

Det er en fin lille værtindegave, og nu er den idé givet videre.

/Bella

torsdag den 4. december 2025

Engledamer — måske en idé til julegave eller julepynt? ...

 

Hvis du entrerer Piazza Navona (i Rom) fra Corso del Rinascimento, så ligger der en fin lille papirhandel oppe i pladsens højre hjørne, Cartoleria Pantheon dal 1910.

Der kan du købe engledamer.

De er hver især beskrevet med en lille karakteristik af deres personlighed, så du er sikker på at få det rigtige match med hjem.

Men man behøver ikke at handle, man kan også bare lade sig inspirere til at lave sine egne engledamer.  

Der er lidt påklædningsdukke over dem.  

Engledamerne er af finér, tror jeg.  Men kraftigt karton kan også bruges, og så er de ellers malet og klædt nydeligt på.

Måske en idé til julegave, eller engledamer som julepynt?

/Bella

tirsdag den 2. december 2025

Juletræer og påfugl i origami...


Det her er et mødelokale på min arbejdsplads, hvor jeg forleden var den første til at ankomme til møde.

Efter at ha’ stået og nydt udsigten ud over byens tage, fik jeg øje på origami-juletræer, som jeg også selv tidligere har lavet en hel del af.  De er nemme at lave, og fortjener en varm anbefaling.

Måske du husker, da jeg og mine kollegaer for år tilbage lavede juletræer til bordpynt til årets julefrokost?  Se dem her.  Nogle år senere foldede jeg træer igen, se dem her, som også viser Starfolds variant af træet, inkl. vejledning. Du finder videovejledning til den almindelige variant her.

Men de her træer har jeg ikke lavet, og slet ikke påfuglen.

Den har jeg ikke prøvet at folde endnu, men jeg har fundet denne videovejledning på YouTube, som jeg skal prøve af.

/Bella

fredag den 28. november 2025

Frankie sweater...

  

Det er i dag første søndag i advent, og min adventsgave fra Anders (for hele december), er garn og opskrift til Frankie sweater.

På messen i Fredericia var PetiteKnits nye sweater Frankie strikket op i et garnalternativ fra Edy Angola i en blanding af alpaca og merino.
 
Der var stor interesse for sweateren og garnet, og jeg så garn blive handlet i mange flotte farvekombinationer.
 
Jeg talte med moren til den unge dame på billedet som prøvede den strikkede Frankie-model.  Moren havde sidste år havde strikket en soft loop sweater fra Other loops i netop det garn, og det havde været skønt at strikke i og blusen havde holdt formen -- hvilket jeg kunne se ved selvsyn, for det var netop den bluse datteren havde på, når hun ikke prøvede Frankie sweateren.
 
Det overbeviste mig, og jeg handlede garn til Frankie sweater i PetiteKnits foreslåede farvekombination i lyseblå og bordeaux.


Nu mens jeg er i Oslo, har jeg virkelig lagt mig i selen, og i går strikkede jeg det sidste ærme færdigt på Plain Yoke Blouse og hæftede alle ender, så jeg med god samvittighed kan starte op på Frankie sweater uden at føle mig utro overfor Plain Yoke Blouse.

Jeg vil nyde morgenstunden med at slå masker op til Frankie, mens jeg samtidig holder øje med at de studerendes seminartekster tikker ind.  Jeg er vært ved slutseminar på onsdag og afholder specialeseminar med 30 studerende og respektive vejledere på torsdag og fredag.  Der venter en hektisk uge, og det vil være perfekt med et strikketøj at slappe af med om aftenen.

Det er en fremragende måde at tage hul på søndagen, første advent og den kommende julemåned.

God første søndag i advent!

/Bella

Champagne og korkpropper...

   

Måske du husker, at jeg nævnte, at jeg var skuffet over messen i Fredericia?  Det var bl.a. fordi at der var flere stande som jeg savnede, og igen andre stande, som jeg ikke forbinder med kreativitet og håndarbejde — så som salg af aloe vera-produkter, massagestole, hovedepuder, skopudsning, pesto & olie, champagne, flere støtteorganisationer m.fl. 

Der er nok nogen der vil hævde, at champagne kan stimulere kreativiteten.

Hvor om alting er, champagnestanden havde en kæmpe guirlande lavet af champagnepropper.

Louise mente kækt, at den bestod af propper svarerende til hvad vi drikker af champagne på en sommer, og at jeg derfor kunne lave en guirlande.


Hertil må jeg bare sige, at nok kan vi li’ et glas bobler, men det ville tage os mange, mange, mange år (og gæster), at samle propper til sådan en guirlande.

Og hvis det endelig skulle være, så er jeg ikke sikker på, at jeg ville ha’ lyst til at hænge den op (og derved sige, se hvor fordrukken jeg er). 


Men når det er sagt, så nød vi faktisk dagen efter messen en rosé-champagne med blide bobler, og den var fremragende.
 
Det var en Grand Rosé, Premier Cru (brut) fra huset Froment Griffon fra Champagnekassen (Champagne for alle).  Det er ikke reklame, bare en svaghed for champagne.

Vi skal i øvrigt for første gang prøve champagneadventskalenderen fra Champagne for alle.  Den er vi spændt på.  
 
Jeg håber, at Anders kan vente med at åbne, til jeg kommer hjem fra Oslo.

 
/Bella

tirsdag den 25. november 2025

Status på Plain Yoke Blouse...

 
Jeg strikker og strikker på Plain Yoke Blouse.  Jeg trevler også op.  Denne bluse er så enkel at strikke, at jeg åbenbart må tro, at jeg kan slå hjernen fra.  

Jeg føler efterhånden, at jeg har strikket blusen op til flere gange med al den optrevling der har været.  Så strikker jeg for langt.  Så laver jeg retmæssig udtagning i den en side af ærmet, men glemmer det i den anden side, og strikker videre. Så laver jeg hul ved magic loop-vending, ser det ikke, og strikker videre.  Så laver jeg hul midt på ærmet, og ser det ikke. Hrmm, jeg fik ellers nye briller i sommer — måske jeg bør få pengene tilbage?

Nu er jeg heldigvis på sidste ærme, og hvis det ikke var fordi, at nu vil jeg hellere klippe papirposer til stjerner om aftenen, fordi vi skal mødes efter arbejde på torsdag på instituttet og laver papirposestjerner sammen, så kunne jeg hurtigt være færdig med blusen.

For jeg glæder mig egentlig allermest til at vaske blusen, at lade maskerne skvulpe på plads, at se garnet folde sig ud, og mærke at det ved tørring får en elegant lethed.

Jeg lover, jeg griber strikkepindene i aften. 

/Bella

søndag den 23. november 2025

Lakridskonfekt på trappestenen...

 

Jeg er på vej ud af døren til Oslo, og er derfor ikke hjemme i næste weekend, når det er første advent og vi tager hul på juletiden.

Jeg har derfor, lidt før tid, sat lakridskonfektklodserne ud på trappestenen.

For at være ærlig, jeg kunne næsten ikke vente.  Jeg har sådan glædet mig.  Jeg synes, at de er ualmindelig vellykkede.

Dem bliver jeg glade for, og det var godt at jeg investerede i god skibslak og gav dem to gange, så de er robuste og kan holde til vind og vejr i mange år.

Nu mangler jeg bare at proppe krukken med kogler, så den også kan strutte af julestemning.  Men det kan måske vente til jeg er hjemme igen?


 /Bella

Ps. Stensøjlerne holder også meget godt, de har trods alt stået der siden 2019 i alt slags vejr og diverse storme. 

onsdag den 19. november 2025

Røde sløjfehjerter (reprise)…

Vi nærmer os jul, hvilket betyder at jeg modtager flere forespørgsler på skabelonen til det smukke hjerte med sløjfe og hjerterelief — sidstnævnte giver hjertet både dybde og tyngde.  
 
Jeg tænker, at det derfor er på sin plads med en reprise af det smukke hjerte.  
 
Det er hjertet som jeg klippede i 2017 som del af adventskalenderen til min mor, svigermor, Louise og Christina.  
 
Det var det også år jeg startede job i Oslo, og en del af hjerterne blev klippet i perioden hvor jeg kom på plads i lejligheden, fik lampe op m.v. 
 
Således sad jeg og klippede julepynt i juli 2017.

Det er et smukt hjerte, og det kræver flere arbejdsgange med klip af fem hjerter til et færdigt ophæng, men det er al umagen værd.

Fordi jeg altid ved juletid får flere henvendelser om skabelonen til hjertet, så var det min plan at linke til skabelonen.  Men det kan jeg ikke få til at virke,  

Derfor, hvis du er interesseret i skabelonen, så send mig en e-mail, og jeg sender den til dig.

/Bella

lørdag den 15. november 2025

Gine med kjole i papir...


I en boghandel i Rom så jeg denne gine iklædt kjole i papir med rosetter og tilhørende taske.

Det fik mig til at tænke på Zoe Bradley, som jeg engang læste om i et modemagasin — hun laver storslåede kjoler i papir — se nogle af dem her

Tjek Zoe ud her

Jeg ved, at Zoes kjoler får kjolen i boghandlen til at blegne, men alle skal starte et sted, og sprudlende kreativitet er inspirerende.

Zoe holder også workshops, og jeg har netop sagt til Anders, at hvis vi nogensinde vinder den store gevinst i Lotto, så vil jeg prøve det.  Jeg vil også høre Louise, om hun vil med — jeg gi’r.

/Bella

torsdag den 13. november 2025

Guldsmede i pileflet...

Inden vi tog til Rom, fik jeg sat guldsmedene i piletflet ud i græsbedet.

Jeg skal ha’ justeret dem lidt højde-mæssigt, men ellers synes jeg at de står flot i forhold til græsserne og stensøjlerne.  Selvom at de er store, falder de ind og går i et med bedet på en flot måde.

Det var et godt messekøb.

/Bella 

onsdag den 12. november 2025

Vinduesudstillinger hos FENDI…

Hold på hat og briller, eller måske snarere, huen.

Forbered dig på høje priser.  Jeg blev i hvert fald overrasket over noget der tangerer det glade vanvid.  Der er derfor også plads til et grin, hvis man hopper på denne trend til de penge, og det kom jeg til at grine af.

Vi har netop været i Rom.  Den årlige tur, hvor vi forkæles med at sensommeren forlænges -- vi nød f.eks. 20-21° og gik rundt i skjorteærmer og bare ankler i tennissko.  

Jeg vil altid gerne forbi modehuset FENDI (på Largo Goldoni 420 ved Via Del Corso), fordi der ofte er nogle spændende vinduesudstillinger.  

Denne gang var udstillingen lidt kedelig og tøjet fik min opmærksomhed.  Der blev bl.a. vist grove strikhuer med slør frem -- huer med plads til rastafarihår.

Og hva’ koster sådan en hue med yndigt slør?

Det er nu, du skal holde på hue og briller, og ellers passe på ikke at falde død om af grin (eller forargelse).  For en sådan hue koster 1200 € (ja, dvs. 8960,- hårdt tjente kroner).

 Du kan selv vælge, om du foretrækker en lyserød eller lyseblå hue for de penge.

Jeg handlede ingen hue, jeg foretrækker at strikke mine egne huer.

Jeg var til gengæld forbi FENDI et par dage senere og denne gang havde de pyntet udstillingsvinduerne med sommerfugle, som passede til temaet i tøj og tasker, som blev vist frem.  

 

 

Det var nøjagtig den slags vinduesudstillinger, som jeg gerne vil se.

Den var kreativ, og brugen og kombinationen af materialer (læder, stof, guldfolie og papir) i fremstillingen af sommerfugle var spændende og inspirerende.

/Bella

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...