torsdag den 3. april 2025

Flere origamibrikker...

 

Jeg er ret begejstret for denne type origamibrik.

Den er flerdimensionel og med lidt “pyramide-effekt” i midten.  Den har et visuelt flot udtryk, og origamien vises flot frem.

Jeg har foldet i flere forskellige papirkvaliteter i denne omgang. Fælles er at papiret måler 15x15 cm.

De sort-hvide brikker er foldet af papir fra Vivi Gade-design, som er et to-sider design med print på begge sider á 80 g.

Brikkerne i papir med noder på er noget kraftigere, og er fra nodebøger.  Jeg har købt papiret på en stand på Kreative dage-messen for flere år siden.

Den brune brik ude til højre med striber er foldet i papir fra Søstrene Grene, og der står ikke på pakken hvor meget det vejer.  Men det er tyndt.

De to hvide brikker er foldet i papir der vejer henholdsvis 100 og 110 g.  Jeg har købt papiret hos Norway Designs i lighed med papiret som de restende brikker er foldet af.  

Det blomstrede Norway Designs-papir vejer 100 g., og er i samme kvalitet som de tidligere foldede grønne brikker, som også er i papir fra Norway Designs.

Jeg tror, at jeg foretrækker denne type origamibrik i klassisk origamipapir med mønster på én side.  Jeg synes at det bliver for uroligt med mønster på begge sider.  Men som med så meget andet, er det en smagssag.


/Bella
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...