søndag den 10. oktober 2021

Nyt strik i Oslo...

 

Jeg er ved at gøre klar til en tur til Oslo, og i Oslo venter dette strikkeprojekt.  En cape, skulderponcho, mini-poncho -- kært barn, mange navne.

Sidst jeg var i Oslo havde jeg Klodshans-babytæppet med som hækleprojekt, men det viste sig hurtigt, at det ville jeg nå at afslutte inden hjemrejsen, og jeg måtte derfor finde på et andet projekt.

Det blev en mini-poncho, for sådan en mangler jeg i Oslo.  Garnet havde jeg liggende, og det var bare at sætte i gang.

Nu hvor jeg er på vej til Oslo, er jeg også spændt på hvor langt fremme efteråret er, og hvor gyldent der er uden for køkkenvinduerne.  

/Bella

fredag den 8. oktober 2021

Helenes perlekæder...

Selvom at Helene som udgangspunkt ønskede sig perlearmbånd, blev det også til et par perlehalskæder.  

Det er også svært, ikke at blive fristet, når først alle perlerne kommer frem.  Jeg er selv blevet fristet af nogle lilla ferskvandsperler, som jeg har tænkt en del på siden.  Måske de skal pynte om min hals?  Men det, skal det ikke handle om nu.  Det skal handle om Helenes perlekæder.   

Den første perlekæde er med forskellig-farvede 8 mm store runde perler monteret med gulddupsko.  Perlekæden måler uden lås 44,6 cm.  Perlerne har riller og "smilehuller" og ingen kan være i tvivl om, at det er ægte perler.

Perlekæden er stilmæssigt i "familie" med min forskellig-farvede perlekæde, som jeg selv er meget glad for.

Den anden perlekæde består af 6-7 mm store sølvgrå kartoffelperler, som denne type ferskvandsperler populært kaldes, fordi de med deres ujævne form kan minde om kartofler.  Netop den ujævne form, er disse perlers charme.

Perlekæden er sædvanen tro syet på almindelig perletråd slået af tre tråde, med knude mellem hver perler, og den er monteret med sølvdupsko.  Perlekæden er 43 cm lang.  Men når man har perlekæden på, er den nøjagtig lige så lang som perlekæden med de forskellig-farvede perler.  Det er størrelsen på perler, som gør forskellen.  Større perler kræver mere plads og længde.

Perlekæden matcher naturligvis det dobbeltradet armbånd, som jeg viste forleden.

/Bella

onsdag den 6. oktober 2021

Helenes armbånd...

 

Helene ønskede sig et perlearmbånd, og endte med to :-) 

Det første armbånd består af 10 mm store, hvide runde ferskvandsperler.  Nærmest sådan à la mabé-perler med deres flade bagside og runde top, her bare i en mini-udgave, trods disse perlers fine størrelse.  

I tillæg har perlerne rigtig flot glans, hvilket det som sædvanligt er svært at fange på billeder af hvide perler.

Armbåndet er syet op på almindelig perletråd slået af tre tråde med knude mellem hver perle, og monteret med 10 mm stor kuglelås.  

Det andet armbånd er et dobbeltradet armbånd med mindre (4-5 mm) sølvgrå kartoffelperler, der er samlet med en filligranlås i sølv der låses med hægtelås.

På billedet nedenfor ser ferskvandsperlerne næsten sorte ud, men lyset snyder, og perlerne er vitterlig sølvgrå.

Dette armbånd er også syet på almindelig perletråd med knude mellem hver perle, men har forskudt aflukning.  Dvs. at på den ene  række af perler, er jeg startet med at montere låsen på låsehægten, og på den anden række af perler er jeg startet på låsekassen.  På den måde undgår man, at de to afsluttende knuder sidder side om side på det færdige armbånd, men nu i hver sin ende af armbåndet.  Det er mere raffineret.

Og ikke et ord om at det er bøvlet, når man syer, for resultatet overvinder alt.  

/Bella 

søndag den 3. oktober 2021

Julegavegarnet, som blev til et halstørklæde...

Husker du garnet jeg fik i julegave af mine forældre?  Det var faktisk et strikkekit med garn og opskrift på et halstørklæde i halvpatent.

Det er længe siden jeg blev færdig med halstørklædet, og lige siden har det ventet på, at jeg fik det vasket og blokket.  Det skete sidste weekend, så nu er det klar til den kommende Oslotur.


Halstørklædet måler 231 x 30 cm, og vejer efter vask 192 g.

Det er strikket efter opskrift fra Madsine, på pind 8, hvor jeg slog færre masker op end opskriften sagde, fordi jeg prioriterede længde over bredde.

Efter nu at have været et par døgn i fryseren er tørklædet klar til efterår og vinter i Oslo.

/Bella

fredag den 1. oktober 2021

Grønne buketter...

 

De aktuelle buketter består af grønt i grønt fra haven.  På bordet i entreen har jeg fyldt den store Alto-vase, og i køkkenet er det Flora-vasen fra Holmegaard, som har fået et par grene.


 Nemt og billigt.  Og flot! 

/Bella

mandag den 27. september 2021

Nyt hueprojekt efter opskrift af Ditte Larsen...

 

Jeg har statet et nyt hueprojekt fra Ditte Larsens fine bog med strikket tilbehør.  

Denne gang er det en hue med dobbelt fast kant i glatstrik, strikket på pind 2,5, hvorefter man skifter til pind 3,5, tager ud, og strikker reliefstrik med forskudt rib.

Huen strikkes i silk mohair og alpaca -- blød og lækker.

/Bella

søndag den 26. september 2021

Hundelufter...

Det gode ved at arbejde hjemme er, at man lige kan træde til, når naboen har brug for en hundelufter.

Således havde Aya og jeg fornøjelsen af hinandens gode selskab den anden dag😊 

I øvrigt kan man diskutere hvem der luftede hvem.  For Aya førte an og viste vejen...

/Bella

fredag den 24. september 2021

Nye dupsko på trutti-futti-perlekæden...

 

Måske du husker denne perlekæde?  Min dronning Maxima-inspirerede perlekæde ;-)

Den har også ligge i hi i Oslo meget, meget længe.  Og i lighed med den lange perlekæde med de store rosa perler, er denne også kommet med hjem, og er blevet syet om.  

Jeg har skiftet dupskoene.  De fyldte så meget, at de ikke passede i alle mine låse, og det gjorde at jeg sjældent fik den på.

Nu har jeg monteret dupsko fra Smyks  og det er bedre, men oprigtig talt ikke optimalt.  For disse dupsko passer heller ikke i alle låse, men dog i flere end de forrige dupsko.

Perlekæde og blomsterlås er en del af dagens smykkeoutfit, og jeg er på alle måder weekendklar :-)

/Bella

torsdag den 16. september 2021

Dorthes rosa perler...

 

Jeg har fornylig syet Dorthes perlekæde om, og lavet et par matchende øreringe.  Perlekæden var knækket, og var i øvrigt så lang, at Dorthe mente at et par perler kunne undværes til øreringe.

Jeg fik frie hænder til at lave øreringene, men de måtte gerne være i stil med Mayas nye øreringe.

Jeg har kombineret de store ovale rosa ferskvandsperler med røg-farvede 3 mm store facetslebne agatperler og afsluttet med 2 mm. små, runde, hvide ferskvandsperler sat sammen med oxyderet sølv.

Jeg valgte oxyderet sølv fordi det passer godt til den smukke lås, som Dorthe har, og som kan ses her.  Dorthes spirallås er fra Milas Jewellery. Perlekæden er syet på almindelig perletråd, slået af tre tråde, og med knude mellem hver perle.  Herudover er perlekæden i stedet for lås montert med oxyderet sølv-øskner, så Dorthe kan lukke kæde med sin smukke spirallås.

/Bella

mandag den 13. september 2021

Klodshans-babytæppe...

Nu hvor jeg igen er i Oslo, havde jeg brug for et nyt rejsevenligt håndarbejdsprojekt, og det blev et ensfarvet, hæklet babytæppe.

Jeg hækler i Blackhill Højlandsuld, (som jeg nu godt ikke er helt overbevist om er særligt babyvenligt), og på nål 3.  

Det er endnu engang efter opskriften Klodshans.  Jeg tror, at det er (mindst) det femte babytæppe jeg hækler efter Klodshansopskriften, men det er det første som er ensfarvet.

Udover at være rejsevenlig er opskriften også terapeutisk samt lydbog- og TV-venlig :-)

/Bella
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...