onsdag den 18. februar 2015

Armbånd med magnetlås...


Jeg har syet et nyt armbånd til mig selv.  Med magnetlås.  Hvem kender ikke til det, at skulle tage et armbånd på selv?  Det er ikke altid lige let.  Det bliver det nu :-) 
 
Jeg har syet armbåndet af store peacock-farvede ferskvandsperler med knude mellem hver perle og monteret med magnetlås i sølv på 1 cm i diameter -- perlerne er en smule mindre.  Armbåndet måler 18,5 cm uden lås.  

Kig efter i låsens spejlbillede, og du vil se, at jeg har taget billedet med min iPad :-)  Men iPad'en genspejler sig også i perlerne -- de har nemlig en vidunderlig glans (lustre).
 
Kh.
Bella

søndag den 15. februar 2015

Neglelaksblomster...


Neglelaksblomster var indtil fornylig et totalt ukendt fænomen for mig.  Men jeg følger bloggen Belladotte, og her viste Helle i slutningen af januar de fineste blomster, som jeg forelskede mig i  :-) 

De så så fine og enkle ud, at jeg tænkte, at jeg ville prøve idéen af inden, at vi snart skal på familieweekend, for at se om det evt. var noget som Sille, Louise og jeg kunne hygge med sammen.  Lad mig allerede nu afsløre, at det er det ikke.  

Inden jeg gik i gang havde jeg konsulteret flere at de DIY-vejledninger, som findes på nettet, f.eks. her og her.


Jeg startede med at dække af med papir!!!  Og så fandt jeg tråd frem (her kobbertråd -- min vindseltråd var for ujævn, og det andet metaltråd jeg havde liggende var for blødt), og formede den første blomst.

Her startede jeg en række af begynderfejl. 



For det første var blomsterbladene for store, hvilket betød at neglelakspenslen ikke kunne dække hele bladet.  Jeg lavede også for mange blade på blomsten og de dækkede over hinanden, så det var svært at komme til, og endelig, så lavede jeg kun én blomst -- jeg burde have lavet flere, sådan at når jeg var i gang, at jeg kunne fortsætte.  Men OK, med alle de fejl jeg lavede, var det selvfølgelig meget godt, at jeg kun lavede én til at starte med :-)  


Jeg formede en ny blomst, mindre blade og kun fire blade, men den var stadig ikke nogen succes.  Nu fandt jeg en anden neglelak frem, og erstattede Essie med Revlon som har større pensel, og formede endnu en ny blomst.  

Tredje forsøg lykkedes -- fem rolige, bløde strøg med penslen på tværs af hvert blad :-) 


Jeg lykkedes med et par mere ... og sikke et svineri...


... og forberedte herefter fem blomster til næste dag.   Nu var det tid til at rydde op og især at lufte ud!!
 

Næste dag gav jeg de nye blomster lak, og jeg gav også dem fra dagen før et nyt lag lak, og satte dem alle til tørre i "æble-tørrestativet" :-)   De nye blomster skal også have et lag lak mere.  På et tidspunkt.



På trods af hvor fine og enkle de ser ud, så er de ikke helt så enkle at lave.  Og så alligevel, for med så meget andet er det et spørgsmål om øvelse og håndelag.  

Men de kommer ikke til at indgå i familieweekendens sommerhushygge :-)

Kh.
Bella

fredag den 13. februar 2015

Valentine's Day-smykker...

I morgen er det Valentine's Day, og hvis du i den forbindelse mangler en lille gave, så har jeg lavet to forslag til hurtige halskæder, som måske kunne være en idé :-)




Jeg har trukket små, hvide ferskvandsperler på et stykke sølvtråd, samlet det i en ring, og formet et hjerte inspireret af dette Georg Jensen-hjerte.  Herefter har jeg klippet et stykke lædersnor på ca. 75 cm, hængt hjertet på, bundet to regulerbare knuder, og klippet enderne af.  Færdig :-)



Perlerne måler 3 mm i diameter og er samme slags, som jeg har brugt til armbåndene.  Hjertet måler 3,6 cm i bredden og 3 cm i højden.   Lædersnoren er 2 mm tyk, og dermed kraftigere end den jeg f.eks. brugte til perleamuletten.  Jeg brugte sølvtråd (0,5 mm), fordi det var det jeg havde.  Men al metaltråd, der passer til perlerne, kan bruges.


Den anden halskæde er om muligt endnu mere enkel, for det eneste jeg har gjort er, at sætte en tynd sølvkæde på en lille hjertelås i børstet sølv.  Jeg har tidligere vist samme slags lås i en perlekæde, som jeg syede til Amanda.

Hjertet måler 1 cm i bredden, dvs. 1,7 cm fra øje-til-øje.  Kæden måler i det her tilfælde 60 cm.  

Jeg har tidligere vist, hvordan man kan lave enkle halskæder ved bare at bruge snor og lås.



Jeg har også set en sød øreringe-idé med hjerter her hos Fall for DIY, den idé skal jeg også selv ha' prøvet af :-)

Kh.
Bella

onsdag den 11. februar 2015

Perlearmbånd på memory-wire...



Denne slags armbånd minder mig om min barndom.  Her har jeg dog ikke brugt farvestrålende plastikperler, men små hvide ferskvandsperler til en mere voksen udgave. 

Det er hurtigt lavet -- nemt og enkelt!  


Jeg har klippet ca. 55 cm memory-wire per armbånd, og herefter trukket perler på.  Dvs. man starter med sørge for, at den første perler ikke ryger af :-)  Man kan enten bøje et lille øje i wiren, som så fungerer som "stopklods".  Man kan i øvrigt bruge det lille øje til, at hænge en lille perle i som vedhæng.  Eller man kan lime den første (og sidste perle) fast.  Eller man kan anvende den teknik, som jeg bruger, nemlig at trække et stykke perletråd med perlen på wiren, som så sidder i spænd mellem perle og wire, og på den måde holder perlen på plads.  Herefter klipper man tråden af på begge sider af perlen og brænder tråd-enderne væk med en lighter.  Det skal man dog ikke gøre, hvis det er plastik- eller kunstperler, men ægte perler kan tåle det, og det er en meget elegant måde at lave afslutninger på.


Til ferskvandsperler skal man typisk vælge en memory-wire med en tykkelse på 0,5 mm.  

Prøv at Google "bracelet memory wire", for der er masser af inspiration at hente på nettet, hvis du synes, at de hvide armbånd her er en kende kedelige :-)

Kh.
Bella

mandag den 9. februar 2015

Så er jeg i gang...


Så er jeg i gang med babytæppet :-)  

Garnet er vidunderligt -- blødt og lækkert -- så det er en ren fornøjelse!  

Og størrelsen er overskuelig :-) 
Det må også gerne gå lidt tjept, for farens snarlige ph.d.-forsvar kunne være en oplagt gave-anledning. 

Nævnte jeg, at det er om et par uger?

Kh.
Bella 

søndag den 8. februar 2015

Origamipapir fra den japanske butik...



Jeg har været i den japanske butik i Gothersgade og købe origamipapir.  Jeg har købt smukt håndtrykt papir i den lidt mere pebrede ende af prisskalaen.  Det er så svært at modstå.  Jeg skal dog også ha' ros, for jeg købte ikke alt det, jeg kunne tænke mig :-)

Jeg har købt to forskellige størrelser 12x12 cm og 15x15 cm.  Men samme lækre kvalitet. 




Måske billedet nedenfor giver en fornemmelse af papirets tryk og struktur:


Der er 12 ark i hver pakke i forskellige mønstre -- meget fine mønstre.  


De er også fine at ramme ind.  I reolen i vores stue har jeg tre billeder med origamipapir  :-)  

Papiret har jeg engang i tidernes morgen fået af Noriko, da hun skulle lære mig at folde traner.  Tidernes morgen kan her oversættes til 1997, og de har været indrammet i al den tid, og er ikke engang falmet.  

Noriko havde købt papiret i netop den japanske butik, og det er via hende, at jeg kender butikken.  

Kh.
Bella

fredag den 6. februar 2015

Skal i gang med et babytæppe...


Som jeg nævnte, skal jeg i gang med et babytæppe til min kollegas nyfødte pige.  Jeg vil igen hækle efter klodshans-opskriften.  Jeg er vild med den opskrift :-)

I modsætning til det sidste tæppe, vil jeg hækle det her tæppe med den mørkegrå som bundfarve hele vejen igennem, og lade tæppet live op af de seks forskellige tøsede farveglimt, som jeg planlægger skal komme i samme rækkefølge igen og igen.



Garnet er fra Garnudsalg og hedder Blackhill CottonWool.  Farverne er fra venstre top: prinsesse toben, rosenknop og slikkepind.  Og nederst fra venstre: skifer, konkylie, abrikosen og græskar.

Hæklenålen er en Clover Amour str. 3,5 -- den skal jeg slå op med, og ellers hækle på nål 3.  Jeg ved godt, at jeg lidt kækt konkluderede, at det behøvede jeg nok ikke længere.  Men hækleprøven viste, at det gør jeg i det her mere faste bomuld-og-uld-garn :-)

Kh.
Bella

onsdag den 4. februar 2015

Perlekæde med store flade perler...




De store grønne flade ferskvandsperler er fundet i gemmerne, men der var ikke perler nok til en kæde.  Jeg har derfor tilføjet nogle af de grå perler (af samme slags som dem i Hannes perlekæde med bånd, og som jeg brugte i perleamuletten).  Hertil en ring-i-ring-lås i børstet sølv.  Hvor hver ring har en diameter på 1,9 cm og tydeligt viser, hvor store perlerne er :-) 

Pga. perlernes tyngde har jeg syet med perletråd slået af fire tråde, dvs. med tyk perletråd, og med knude mellem hver perle.  Selvfølgelig!  Perlekæden måler (uden lås) 45 cm.


Kh.
Bella

mandag den 2. februar 2015

Nemme øreringe...


Så bliver det ikke meget nemmere.  Og søde er de også :-)

Små perlemorsblomster sat på creoler.  

De "store" blomster måler 1 cm i diameter.  De små måler 0,7 cm i diameter.  De spinkle creoler i sølv måler 1,6 cm i diameter.

Kh.
Bella

søndag den 1. februar 2015

Tæppet er blevet færdigt...


Tæppet er blevet færdigt.  Det er blevet vasket.  Det er blevet lækkert!  

Rigtig lækkert :-)

Det var en god idé at hækle en kant på.  På det øverste billede kan du ser, hvor elegant det har samlet den ellers lidt slappe kant, som var ret tydelig her.  Jeg har hæklet kanten i samme mønster som tæppet (dvs. Klodshans, som er gratis fra Garnudsalg), men ensfarvet.  

I alt måler tæppet: 144,5 x 202 cm.

Jeg har hæklet i Kaunigarn på nål 4, 305 masker, dvs, 304 + 1 maske.

Jeg startede på tæppet mandag den 22. december, 2014, kl. 19.30.  Det var da jeg tog hul på juleferien.  Jeg hæftede den sidste ende sidste søndag den 25. januar, 2015, kl. 13.30.  

Det er gået hurtigt, og juleferien er en del af forklaringen :-)

Hver grundstribe i tæppet svarer til et nøgle garn.  På nær den første stribe, hvor jeg brugte, hvad jeg havde tilbage fra hakkeprojektet, som jeg i øvrigt har opgivet (se evt. her og scroll ned).

Den første grundstribe og kanten er samme farve, nemlig: kauni, auqa (SS3) som er kombineret med petrol (ZZ -- som er mere grøn end petrol).  Den "petrolgrønne" forsætter som bundfarve kombineret med støvet grøn (RR7), som herefter fortsætter som bundfarve i kombination med mørk blå (DD).  Den mørk-blå fortsætter som bundfarve i kombination midnatsblå (FF), og fortsætter sammen med støvet blå (SS1), som igen fortsætter som bundfarve i kombination med lilla (LL3).  Den lilla er kombineret med dyb lilla (LL7), og da den bliver grundstribe er det i kombination med auqa (SS3).  På den måde afsluttes tæppet med den farve, som jeg startede med, og som er kantfarve.  Det giver en fin helhed.


Garnet til det andet tæppe i model klodshans, som jeg er i gang med, er endnu ikke kommet på lager.  Så jeg skal i gang med et nyt hækleprojekt, og jeg har allerede købt garnet, som jeg håber snart at få lys nok til kunne vise.  Jeg vil hækle et babytæppe til en kollega, som har fået en lille pige, for sådan en anledning vil jeg ikke la' gå fra mig :-) 


Kh.
Bella
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...