torsdag den 31. august 2017

Perlefadet #12 -- lang perlekæde med store og små runde, hvide perler...



Nu er jeg tilbage i Oslo, og med mig har jeg denne perlekæde fra perlefadet, som ubetinget er en af mine yndlingsperlekæder!

Ja-ja, jeg ved det godt, det siger jeg om de fleste af mine perlekæder, men jeg er altså også ret glad for perler :-)

Perlerne i denne perlekæde er vidunderlige og har en meget flot lustre.  Det gengiver billederne dog ikke på retfærdig vis.  Jeg har vist perlekæden een gang tidligere tilbage i 2014, hvor jeg trods skinger baggrund har været bedre til at fange perlernes flotte lustre.  

Perlekæden er inspireret af en kostbar perlekæde fra Lynggaard, og min er i al beskedenhed mere vellykket end inspirationskilden :-)

Jeg bruger den typisk alene, eller sammen med "Margrethe-perlekæden".  Gerne ved festlige lejligheder, som f.eks. nytårsaften, men også "bare" på job.  

Jeg bruger den så ofte, at billederne afslører, at perlekæden trænger til at blive syet om, for den er ret nusset.  Faktisk så nusset, at jeg er helt flov over at vise den frem.  Nu har jeg som sagt taget den med til Oslo, hvor jeg håber på at få tid til at sy den om :-) 


Perlekæden er 115 cm lang, er syet på almindelig perletråd med knude mellem hver perle og er monteret med dupsko i sølv.  Selve perlerne er hvide, runde ferskvandsperler.  De store måler ca. 11 mm i diameter, og de små er af samme slags som indgår i abeloneperlekæden, og måler 2-3 mm.

/Bella

tirsdag den 29. august 2017

Neglelakslakerede nøgler...


Ekstra nøgler er nødvendige, så vi har nogle i reserve.  Men de er så ens, at de er svære at kende forskel på ... så frem kom neglelakken :-) 


/Bella

onsdag den 23. august 2017

Kreditkort-holder i papir...


Jeg har har lavet en kreditkort-holder i papir.  Inspireret af Emmas udgave samt en udgave fra en finsk blog, hvor formatet mere minder om min, og hvor man syede papir-pungen sammen på symaskine, og som jeg nu ikke kan finde linket til.  Typisk, at jeg ikke kan finde linket :-)


Mest af alt handlede det om, at jeg havde lyst til at arbejde med det smukke, kraftige papir*, for kreditkortholderen kommer jeg jo aldrig til at bruge i virkeligheden :-)

Men papiret er lækkert :-)


/Bella

*Mit papir er fra en blok med designpapir fra Bog & Idé.

tirsdag den 22. august 2017

Perlefadet #11 -- abeloneperlekæden...


Denne perlekæde som er syet af abeloneperler og små hvide ferskvandsperler har fra dag ét været et hit hos mig -- om vinteren!  For jeg har slet ikke haft den på i sommer.

Nu glæder jeg til at tage den i brug igen her i sensommeren og efteråret.  Den er også kommet med til Oslo :-)

/Bella 

søndag den 20. august 2017

Status på plaiden...


Jeg hækler stadig på plaiden af garnrester :-)  

Nu er projektet endvidere flyttet med til Oslo, og det betyder også at det har været med på færgeoverfarten, hvor det fik megen opmærksomhed og gav anledning til flere gode snakke :-)  

Men det er heller ikke sådan lige til at overse, for det er 165 cm bredt og måler i skrivende stund 120 cm i længden.  Dvs. at jeg har hæklet 2/3, og kan om ca. 50-60 striber (+ en kant) se en ende på det projekt.  

Det er et dejligt projekt, og må gerne trække ud, for jeg ved ikke hvad der skal erstatte det :-)

Parallelt med reste-plaiden, er jeg også i gang med det råhvide babytæppe.  Det er også kommet med til Oslo.  Men det driller.  Så jeg trevler op og trevler op.  Hver gang jeg har hæklet stykket med fastmasker mellem mønsterdelene, har jeg for mange masker.  Nu prøver jeg een gang til at følge opskriften slagvis, og hvis det ikke passer, så laver jeg min egen løsning.  For lykkes skal det!


/Bella

fredag den 18. august 2017

Papirsvaler...


I den forgangne uge, fik jeg klippet alle svalerne, jeg huldimsede øjne -- ikke at man behøver -- og jeg viskede blyantstreger ud, hvilket jeg i øvrigt synes er noget af det mest kedelige.

Jeg har klippet 70 svaler!
Jeg forstår ikke, hvorfor jeg har klippet så mange, men nogle gange går jeg bare klippe-amok :-)

Der skal bruges 5 svaler til en uro.  Dvs. 14 uroer!   

Da 6 allerede er afsat, og en svale-uro vil være en fin lille ting at ha' med, når jeg bliver inviteret hjem til folk, så skal de nok få ben at gå på :-) 

Jeg har selvfølgelig også selv fået een -- to faktisk :-)

Den ene hænger i køkken-alrummet...


...og den anden hænger i stuen i lejligheden...



/Bella

onsdag den 16. august 2017

Adventsgaveforberedelser...


Da vi flyttede ind i lejligheden, var jeg alene om lørdagen, mens Anders var kørt hjem med flyttetraileren, og først kom igen om søndagen.  

Da hyggede jeg med kreative sysler, siden jeg ikke havde TV og Internet til at tage min opmærksomhed.  Jeg klippede bl.a. julepynt, som skal være adventsgave i år -- ja, det er rigtigt, klip af julepynt den 30. juli, 2017 :-)  

Jeg kan naturligvis ikke komme ind på hvilken fin julepynt, der er tale om :-)  

Ikke endnu :-)  Men fint er det :-) 

/Bella

mandag den 14. august 2017

Perlefadet #10 -- lang rød perlekæde med Ketty...


I mit perlefad er også denne perlekæde, som er syet af ferskvandsperler i rødlige nuancer og forskellige former og størrelser.  

Jeg har taget perlekæden med til Oslo.  Dels fordi jeg bruger den sammen med en sort kjole, som jeg også har taget med.  Dels fordi den har en såkaldt "Ketty" (sjuskefejl), og som jeg håber, at jeg får tid og anledning til at gøre noget ved i Oslo.



Jeg har i hvert fald ikke fået syet perlekæden om de sidste tre år, så det kalder på en ekstraordinær situation, og det tænker jeg, at Oslo er :-)

Når jeg endnu ikke har fået syet den om skyldes det, at perlekæden er lang -- meget lang!  Den måler 112,5 cm.  Den er syet på almindelig perletråd med knude mellem hver perle.

Det er mange knuder der skal klippes op, og mange nye knuder der skal syes.  I tillæg er den syteknik jeg anvender ikke optimal til lange kæder -- for at sige det rent ud, så er det møg-besværligt.  

Hertil kommer at jeg hellere har ville sy andre, nye perlekæder, end at sy denne perlekæde om.  Det vedgår jeg :-)


Det er i øvrigt denne perlekæde, jeg snoede sammen med et par hvide perlekæder og havde på nytårsaften :-)

/Bella

lørdag den 12. august 2017

Lisbeths øreringe, igen...


Jeg har tidligere limet Lisbeths øreringe, og nu var det tid igen :-)


Hvis det er nødvendigt een gang om året, så gør jeg gerne det :-)

I øvrigt har Lisbeth denne gang ventet længe og tålmodigt på at jeg fik det gjort, selv om at det bogstavligt talt kun tager 2 minutter.

Nu er de heldigvis klar til at blive brugt igen :-)

/Bella

fredag den 11. august 2017

What do you have in your task today?...




Når jeg rejser tilbage til Oslo på søndag, vil jeg have denne fine te-taske med i kufferten :-)

Den stod og ventede på os, da vi kom hjem i fredags.  Selvom at jeg bestilte den i god tid, så kolliderede det med ferietid, så jeg vidste godt, at den ikke ville kunne nå frem til det første flyttelæs.

Det er en Stine Lang te-taske, og noget af det bedste til at holde teen varm -- kan varmt anbefales :-)

Dette mønster hedder: "blue fern"

/Bella 

To Simone!  The title of today's blog post is an old Danish sketch that plays on the word 'task', which in correct Danish spelling is 'taske" and means 'bag'.  The sketch was carried out for years in the 1980's, and it involves two men, one dressed out as an old woman, who gets asked by the other man: "what do you have in your task/bag today?"  And this particular task/bag of hers contained the most incredible things :-)  
Just like mine on Sunday, a bag for my teapot to keep the tea warm :-)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...