Viser opslag med etiketten merino. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten merino. Vis alle opslag

tirsdag den 9. juni 2026

Grønne Frank er færdig…


Den græsgrønne Frankie-sweater er blevet færdig, og den passer perfekt.  Jeg strikkede den et nr. mindre end den stribede udgave, dvs. jeg har strikket en str. L.

Jeg hæftede ender i weekenden, og har stadig til gode at vaske den.

Jeg har nydt at strikke den, og på en eller anden måde føles det som om, at den har strikket sig selv.  

Den er enkel at strikke, og har været min “ven” i sofaen om aftenen efter lange og krævende dage med læsning og vurdering af eksamensopgaver, censurmøder, vejledning af specialestuderende med kommentering af udkast til specialekapitler, specialeseminar med 26 studerende  deres vejleder og eksterne gæster, vejledning af ph.d.-studerende og planlægning af næste semester.  Der er med andre ord fuld drøn på.

Fordi jeg har afholdt specialeseminar har jeg også igen en smuk genbrugsbuket stående.  Smukke blomster bidrager, ligesom strik, også til det mentale helbred.

For lige at vende tilbage til Frankie-sweateren, er garnet (Edy Angola i alpaca og merino) også en stærkt medvirkende faktor til at strikkeoplevelsen har været god.  Garnet er af samme slags, som jeg strikkede den stribede Frankie-sweater i, og kan anbefales.

/Bella

fredag den 28. november 2025

Frankie sweater...

  

Det er i dag første søndag i advent, og min adventsgave fra Anders (for hele december), er garn og opskrift til Frankie sweater.

På messen i Fredericia var PetiteKnits nye sweater Frankie strikket op i et garnalternativ fra Edy Angola i en blanding af alpaca og merino.
 
Der var stor interesse for sweateren og garnet, og jeg så garn blive handlet i mange flotte farvekombinationer.
 
Jeg talte med moren til den unge dame på billedet som prøvede den strikkede Frankie-model.  Moren havde sidste år havde strikket en soft loop sweater fra Other loops i netop det garn, og det havde været skønt at strikke i og blusen havde holdt formen -- hvilket jeg kunne se ved selvsyn, for det var netop den bluse datteren havde på, når hun ikke prøvede Frankie sweateren.
 
Det overbeviste mig, og jeg handlede garn til Frankie sweater i PetiteKnits foreslåede farvekombination i lyseblå og bordeaux.


Nu mens jeg er i Oslo, har jeg virkelig lagt mig i selen, og i går strikkede jeg det sidste ærme færdigt på Plain Yoke Blouse og hæftede alle ender, så jeg med god samvittighed kan starte op på Frankie sweater uden at føle mig utro overfor Plain Yoke Blouse.

Jeg vil nyde morgenstunden med at slå masker op til Frankie, mens jeg samtidig holder øje med at de studerendes seminartekster tikker ind.  Jeg er vært ved slutseminar på onsdag og afholder specialeseminar med 30 studerende og respektive vejledere på torsdag og fredag.  Der venter en hektisk uge, og det vil være perfekt med et strikketøj at slappe af med om aftenen.

Det er en fremragende måde at tage hul på søndagen, første advent og den kommende julemåned.

God første søndag i advent!

/Bella

onsdag den 26. februar 2025

Fint lille Nova scarf i meleret garn...

 

Mens jeg opholder mig i mit strikkeprojektvaccum, har jeg strikket endnu et fint Nova scarf.

Jeg er vild med den opskrift.  I modsætning til Sophie scarf, hvor man skal sidde og tælle hele tiden, så giver det sig selv hvor man er i opskriften pga. af blondekanten, som i tillæg er super enkel at strikke.


Tørklædet vejer 38 g., og er 110 cm langt.  

Jeg har strikket tørklædet i multi-alpacagarnet (alpaca og merinould) fra Garnudsalg, som jeg har en hel cone af, og som jeg tydeligvis kæmper med at finde velegnede projekter til.

Jeg har trevlet flere projekter op, f.eks. denne bluse, og denne halsedisse, som jeg dog fik strikket om og færdiggjort — men nærmest ikke har brugt.  Der er også capen, som jeg har parkeret, og som fortsat er på stand by.

Jeg trevler ikke tørklædet op, men helt ærligt, den ellers fine blondekant træder ikke særligt pænt frem i dette garn — meleringen “sluger” ligesom blonden.

Dette garn har dog også kvaliteter, det er blødt og lunt, og endnu blødere efter vask.

/Bella 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...