Viser opslag med etiketten Tante Grøn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tante Grøn. Vis alle opslag

tirsdag den 5. august 2025

Marie Tee på pindene, igen…

Marie Tee er på pindene igen, og det er ikke en ny udgave, men den “gamle”.

Jeg syntes at den kunne bruge et par centimeter mere i længden.  Så jeg har trevlet icordkanten op, samlet masker op, og er i gang med at strikke et par striber mere.

Det betyder selvfølgelig også at jeg må på den igen med icordkanten, som i sig selv ikke er svær at strikke, men i sort, var den svær at se.

Jeg har i mellemtiden fået nye briller, jeg håber at det også hjælper.  Men vi kommer ikke uden om, at den afsluttende icordkant i bunden af blusen ubetinget er den længste i dette projekt.

Nå, men det er sådan det er.


Det var for ærgerligt at ha’ en skøn bluse liggende, bare fordi den var lidt for kort.

/Bella


torsdag den 3. juli 2025

Marie Tee er på pindene...

 

Marie Tee er på pindene.  

Det er et spændende stykke strik, for konstruktionen er anderledes end hvad jeg har strikket før.

Her strikker man først nakken/øvre rygstykke frem og tilbage, hvorefter der samles masker op på først den ene skulder og så den anden, og forstykkerne strikkes et af gangen, de samles i halsudskæringen, og til sidst samles for- og bagstykke og kroppen strikkes rundt.

Det er det jeg er nået til nu.

Jeg strikker på pind 3,5 i én tråd, og i to tråde når striben strikkes.  Jeg strikker i farverne sand og sort.

Jeg skal på et tidspunkt samle masker op til ærmer, og alle kanter afsluttes med icord-kant.

/Bella

tirsdag den 24. juni 2025

Marie Tee skal snart på pindene...

 

Her er mit næste strikkeprojekt, Marie Tee fra Tante Grøn i Odense.

Jeg har handlet garn og opskrift som strikkekit, og derfor er denne pakkeløsning landet med posten hos mig.  Det er ren sommerforkælelse.  

Det er meget længe siden jeg har strikket eller hæklet i bomuld, og jeg glæder mig til det.  Lige som at det er et sommervenligt garn at bære, er det også sommervenligt at arbejde med.

Jeg har valgt den klassiske farvekombination med sort og sand.  Det er Tante Grøns bomuldsgarner i henholdsvis serien Bio Blomsterfrø og Marble.

Hvis du modtager nyhedsbrev fra Tante Grøn vil du vide, at de har sendt inspirationsforslag til en lang række farvekombinationer udover de viste på hjemmesiden.  Jeg synes også at kombinationen fløde-farvet og grøn samt chokoladebrun og lyseblå er flotte.  Men nu blev det sort og sandfarvet, fordi mønstret minder mig tekst i en avis. 

/Bella

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...