tirsdag den 9. juni 2026

Grønne Frank er færdig…


Den græsgrønne Frankie-sweater er blevet færdig, og den passer perfekt.  Jeg strikkede den et nr. mindre end den stribede udgave, dvs. jeg har strikket en str. L.

Jeg hæftede ender i weekenden, og har stadig til gode at vaske den.

Jeg har nydt at strikke den, og på en eller anden måde føles det som om, at den har strikket sig selv.  

Den er enkel at strikke, og har været min “ven” i sofaen om aftenen efter lange og krævende dage med læsning og vurdering af eksamensopgaver, censurmøder, vejledning af specialestuderende med kommentering af udkast til specialekapitler, specialeseminar med 26 studerende  deres vejleder og eksterne gæster, vejledning af ph.d.-studerende og planlægning af næste semester.  Der er med andre ord fuld drøn på.

Fordi jeg har afholdt specialeseminar har jeg også igen en smuk genbrugsbuket stående.  Smukke blomster bidrager, ligesom strik, også til det mentale helbred.

For lige at vende tilbage til Frankie-sweateren, er garnet (Edy Angola i alpaca og merino) også en stærkt medvirkende faktor til at strikkeoplevelsen har været god.  Garnet er af samme slags, som jeg strikkede den stribede Frankie-sweater i, og kan anbefales.

/Bella

tirsdag den 2. juni 2026

Keramik-kat-fuglekassen har fået beboere…


Min mor sendte mig en SMS den anden dag, hvor hun med stor glæde fortalte, at der er flyttet fugle ind keramik-kat-fuglekassen.

Endelig.

Fuglene i mine forældres nabolag har haft mulighed for at flytte ind de seneste 10 år, så ja, endelig.

Når det er sagt, så er det selvfølgelig ikke alle fugle kan flytte ind.  For i mines forældres nabolag bor også et havørnepar med 2 unger, som har en rede der nærmest er på størrelse med en dobbeltseng.  

Hvis du har lyst, kan havørnefamilien følges her på ØrneTV.  Havørnene bor i et reservat og overvåges af Dansk Ornitologisk Forening. Den anden dag fik ungerne GPS på med solcelle, så de kan bidrage til forskningen.

/Bella

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...