Viser opslag med etiketten strikke strømper. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten strikke strømper. Vis alle opslag

fredag den 13. september 2024

Strømpehjælp...

 

Her går det over stok og sten.  Semesterstart er altid hektisk, og i år falder det sammen med forskningnsøgning til forskningsrådet og færdiggørelse af ny studieordning for kandidatuddannelse.  Men hey, det lysner...

Jeg er i Oslo lige nu, men da jeg var hjemme sidst, havde Betina og jeg en eftermiddag med strik, snak, kølig hvidvin og masser af vand, da der var så varmt, at vi næsten ikke kunne strikke.

Jeg var sat i stævne som strømpestrikkeekspert -- som om!

Betina var gået i gang med at strikke strømper, men havde problemer med hælrundingen. 
Jeg fandt opskriften fra Lene frem, og startede op på en strømpe med kort skaft, så jeg kunne nå at strikke hælen inden vi skulle mødes, sådan at jeg var bare nogenlunde kvalificeret til at hjælpe.

Husker du de strømper jeg strikkede de lyserøde, de lyserøde med glimmer og de blå?
Betina fik en strømpe med hjem til at kigge efter, sådan at det er nemme at forstå hvad man strikker.  Det er helt efter bogen, for sådan gjorde Lene også med mig.  Jeg havde længe en strikket strømpe af Lenes til låns.

De seneste par strømper jeg har strikket er for et par år siden, hvor jeg af Lene fik garn og strikkeopskrift til PetitKnits ankelstrømper med flæsekant.  Så det er faktisk lidt hyggeligt at strikke strømper igen. 

Betina og jeg skal også mødes i dag efter arbejde.  På FaceTime!  Betina er allerede i gang med næste par strømper, og jeg strikker Nova scarf (igen, ja jeg ved).

/Bella

torsdag den 12. marts 2020

De blå sokker er færdige...


Billedet taler sit eget tydelige sprog, og tjener som dokumentation for at det blå par sokker er blevet færdige.  Nu har jeg strikket tre par sokker, og brugt al garnet fra min julegave fra mine forældre.  Dvs. jeg har ikke brugt al garnet, der er nogle rester tilbage, som jeg nu strikker yogastrømper af.  Dvs. jeg prøver at finde ud af hvor langt garnet rækker :-)

Men jeg er ikke færdig med sokker.  Anders har nemlig for første gang nogensinde (EVER!!!) tilkendegivet interesse i noget hjemmelavet.  Han vil gerne ha' et par sokker.  Don't say that twice, jeg hørte ham første gang :-)

Det er jo nærmest en kærlighedserklæring :-)

/Bella  

torsdag den 5. marts 2020

Pink strømper med glimmer...


Jeg mangler at vise, at de pink-farvede strømper med glimmer er blevet færdige -- og taget i brug.  Her er de :-)


De blå sokker er også blevet færdige, og i mangel af strikketøj, har jeg kastet mig over den plaid, som jeg startede på for et par år siden :-)  

Al ting til sin tid, som man siger :-)


søndag den 1. marts 2020

De blå sokker skrider fremad...


I dag går turen til Oslo, og de blå sokker skal med, og jeg kan garantere, at når jeg er tilbage om 10 dage, er den sidste sok færdig :-)

Den er også færdig inden, så spørgsmålet er også, hvad jeg skal strikke på returrejsen.  Hrmm?

Når dette par er færdigt har jeg strikket tre par strømper, raffineret min teknik og justeret opskriften, sådan at jeg vil vove at sige, at jeg kan strikke strømper.  

Min mor har også set dem.  Hun kiggede nøje på den færdige blå sok, nikkede, og sagde "nydeligt"!!!

Det må betyde bestået :-) :-) :-) 

/Bella

fredag den 7. februar 2020

It socks...


It socks, er vel den bedste beskrivelse af hvor fint det går strømpestrikkeriet, for jeg kan på ingen måde sige, at "it sucks".  Tvært i mod går det godt og jeg raffienerer teknikken.

Snart er denne strømpe afsluttet, og dens makker kan tage form.  Herefter skal jeg strikke strømper af det blå garn, og herefter igen i garnbutik med Lene på jagt efter en bluse/trøje jeg kan strikke :-)

God weekend!

/Bella  

torsdag den 30. januar 2020

Strikkede strømper...



Nu kan jeg strikke strømper :-)

Det første par er færdige.  Der er et par begynderskønhedsfejl, men det er ok.  Hov, sagde jeg lige det? :-)  Det plejer ikke at være holdningen, men her tror jeg for alvor, at de kan tjene til, at jeg ikke laver samme fejl igen.

Jeg kan faktisk rigtig godt lide at strikke strømper.  Det er jeg lidt overrasket over, for det er på en eller anden måde noget småtteri, i hvert fald til at starte med.  Men så tager strømpen form og "vokser" frem, og det kan jeg li´ :-)

Nu vil jeg slå masker op til det næste par.  Det skal være dem i pink garn og glimmer.

Og apropos glimmer, det går også fremad med glimmerponchoen :-)  Den har ligget stillet pga. strømpestrikkeriet, og fordi jeg har været i Oslo.  Men nu hvor jeg er hjemme igen, og strømperne er blevet færdig, har ponchoen igen fået lidt opmærksomhed.  Det skal jeg få vist frem en af de kommende dage :-)

/Bella   

søndag den 19. januar 2020

Strømpestrikkeriet fortsætter...


Jeg ved godt, at det ikke er vanvittigt spændende at følge mine anstrengelser ud i strømpestrikkeriets kunst.  Men det positive er, at det går fremad :-)

Da Lene kom i fredags havde hun sin seneste bluse, Kumulus, med, som hun har strikket i en vidunderlig petroleumsgrøn farve.  Når jeg engang kan strikke, så vil jeg også strikke sådan en :-)

Og selv om at jeg ikke havde meget tiltro, at hun ville komme til at strikke i fredags, når hun også skulle lære mig at strikke hæl, må jeg bare konstatere, (mens jeg løfter på hatten), at hun lavede strikkeprøve, slog masker op og fik strikket ribben på denne meget smukke bluse, som hun strikker i nøjagtig de samme farver. 

Hvad strømpestrikkeriet angår, vil jeg på egen hånd færdiggøre strømpen, og prøve at strikke en makker til den, mens jeg er i Oslo. 

/Bella 

fredag den 17. januar 2020

Lene, kom an -- jeg er strømpe-klar...


Overskriften lyder vist mere selvsikker og kæk, end jeg reelt er :-) 

Men jeg har gjort mit bedste for at være velforberedt til dagens strikke-lektion med Lene.  

Jeg har på fornemmelsen, at Lene tror, at jeg er bedre end jeg er.  Jeg tror, at hun regner med at hun bare kan hive sit avancerede strikketøj frem, drikke te, strikke og nyde mit gode selskab.

Hun skal i hvert fald få lov til at nyde mit gode selvskab, men jeg er på ingen måde selvkørende ... eller selvstrikkende ... eller hvad det nu måtte hedde.

Jeg tror ikke, at hun selv kommer til at strikke ret meget.  Men så er det godt, at hun kan nyde mit gode selskab, mens hun lærer mig at strikke :-)

God weekend!

/Bella

onsdag den 15. januar 2020

Strømpestrikning -- og begyndervanskeligheder...


Jeg fik strømpegarn og smarte, begyndervenlige strømpe-strikkepinde i julegave af mine forældre samt et lille hæfte med inspiration og opskrifter på strikkede strømper.  Jeg har bladret hæftet igennem mange gange, og kigget på flere af opskrifterne (mest de lette), men er hver gang gået i stå, fordi de beskriver hvordan der strikkes ved anvendelse af 4 eller 5 pinde.  Og ikke med 3 pinde, som man gør som med mine nye strømpepinde.  

Men så fik jeg en idé!!!

Jeg ville spørge Lene, om hun ikke kunne lære mig at strikke strømper.  Lene er skolelærerinde = pædagogisk tilgang!  Snedigt, ikke sandt?  Og det bliver bedre, for hun er ikke en hvilken som helst skolelærerinde, men også håndarbejdslærerinde!!  Super snedigt!!

For med med fælles hjælp, skolelærerinde og professor, så måtte vi kunne give mig de fornødne strikkekundskaber.  

Som sagt, så gjort -- så langt, så godt! :-)

Lene startede med at give mig en folkeskoleelev-venlig strikkeopskrift, som proklamerer: "Dette er opskriften på den enkleste "grundmodel"".  Det var her jeg fejlagtigt troede, at det ville blive en walk-over at lære strikke strømper.  Men man har vel lov at være glad og naiv :-)

Da jeg holdt Lene op på aftalen, gav hun mig "lektier" for (via SMS), sådan at når vi mødes, er jeg i gang med at strikke på skaftet på strømpen, og helst så langt, at jeg skal i gang med hælen.  For det er åbenbart hælen der er udfordringen.  

Vi skal mødes nu på fredag.

Og lad mig lige tilføje, at den der folkeskoleelev-venlige begynderopskrift på strømper, hverken er venlig eller pædagogisk.  Den kan selvfølgelig skyldes af folkeskoleelever er klogere end mig.  Det vil jeg ikke udelukke.

Men lad mig være ærlig at sige, at jeg var udfordret længe inden hælen.  Jeg var udfordret allerede inden jeg kom i gang.  For hvordan slår man masker op på strømpepinde, hvordan fordeler man maskerne, hvordan får man dem samlet, så man kan strikke rundt?  Alt dette siger opskriften ikke noget om.  Den anfører bare: slå masker op på pind 2½, strik rib (3 cm), skrift til pind 3 og strik ret til ønskede længde!

Søgning på nettet om, hvordan man strikker med de nye pinde, var heller ikke til megen hjælp.  Så jeg endte med at søge på hvordan man strikker strømper på almindelig vis -- helt fra begyndelsen, inkl. hvordan man slår masker op.  Det var til nogen hjælp, men ændrede jo ikke ved det faktum, at jeg strikker med færre pinde.

Og fordi jeg havde fundet en guide, er jo ikke det samme som, at det er let.  Det var ikke let.  Pindene er små og glatte, og der er ikke noget at holde på, og de smutter for mig og maskerne falder af.  Jeg måtte hele tiden trævle op og starte forfra, fordi jeg lavede en eller anden tåbelig fejl.  Det skete vel omkring 10 gange.  Mindst!  For hver gang blev garnet mere og mere trevlet og knapt så bruger- og begyndervenligt.  Altså det var op ad bakke!! 

Til sidst var jeg så frustreret, at jeg søgte på nettet og fandt strømpepindeproducentens vejledning på tysk og engelsk om hvordan man slår masker op og fordeler maskerne på begge pinde -- som er så indlysende enkelt og genialt, at jeg burde have gennemskuet det med det samme -- og hvordan man strikker strømper.  Det skulle jeg selvfølgelig have gjort fra begyndelsen, men jeg kunne ikke overskue også at skulle forholde mig til fremmedsprog, når jeg samtidig skulle kæmpe med strømpestrikkeriets udfordringer.

Som sagt, så langt, så godt :-) 

Men når sandt skal siges, så er jeg vist egentlig bare i gang med at lære mig selv at strikke strømper :-)

/Bella
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...