Viser opslag med etiketten luxusmixkæde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten luxusmixkæde. Vis alle opslag

onsdag den 7. august 2024

Mixkæde med ferskvandsperler...

 

Jeg har i sommerferien syet mig en ny luksusmixkæde med ferskvandsperler inspireret af, at jeg startede sommerferien med at købe mig en ny grøn hørkjole💚

Både kjole og perlekæde har været en favorit denne sommer.

Jeg har syet perlekæden på almindelig perletråd slået af tre tråde og med knude mellem hver perle.  Jeg har monteret sølv-ring-i-ring-lås i lighed med den første mixkæde af restperler fra sidste år.

Måske du husker, hvordan jeg syede flere mixkæder af restperler sidste år, fordi jeg var så glad for den første?  Nemlig også denne og denne og denher.  Og nu også en femte perlekæde.

/Bella

torsdag den 27. juni 2024

Jeg er i gang med Lillys perlekæder...


Det gode ved de lange lyse aftener er, at man har glæde af dagslys så længe.  Det udnyttede jeg, da jeg gik i gang med at kigge efter perler til at forlænge Lillys perlekæder med.

Jeg havde heldigvis flere strenge med de forskellige-farvede runde perler, så det er en nem sag.  

Perlekæden med de store hvide kartoffelperler, har jeg også fundet en streng med perler der matcher.  

Det bliver også den perlekæde som jeg syer først.  Den er nemmest at sy, og sy om, hvis længden ikke passer.  Samt hvis længden passer, kan jeg bruge den som guide til længden på de øvrige perlekæder, hvor særligt perlekæden med de topborede dråbeperler og luksus-mixkæden skal justeres i forhold den plads perlerne fylder, når de bæres.

Jeg har også fundet en streng med dråbeperler, hvor perlerne matcher i form og størrelse.  Jeg havde mange andre topborede dråbeperlestrenge, som med al tydelighed viste at en lille topborede dråbeperle kan se vidt forskellig ud — den kan f.eks. være tynd, spids eller buttet. 

Dog er Lillys perler en tone mere cremefarvet end dem jeg har.  Så det er min plan, at inden jeg klipper Lillys perlekæde op og strenger den op, lægger jeg den i blød i vand med lidt opvaskemiddel uden farve og parfume.  Farven på Lillys perler kan sagtens være et resultat af creme, sved og hårlak, og den slags.

Det er altid en god idé regelmæssigt at tørre sin perlekæde af med en blød klud der er hårdt opvredet (vand).

Jeg kan derimod ikke anbefale at gøre som jeg planlægge, at lægge perlekæden i blød, for perletråden kan blive slap af det.  I dette tilfælde betyder det ikke noget, for perlekæden skal alligevel klippes op.

Den sidste perlekæde, luksus-mixkæden, bød på flere udfordringer.  Den havde jeg svært ved at finde matchende perler til, med undtagelse af de runder turkisfarvede perler.  Og ikke for prale, i påsken ryddede jeg op i skufferne med restperler (som jeg ikke havde gjort siden sidst.  Og hvornår var det nu det var?  Det er i hvertfald flere år siden, og der trængte).  Pointen er, at jeg havde godt overblik over både hele perlestrenge og perlerester, og meget lidt succes.  

Men så kom jeg i tanke om, at jeg muligvis kunne være heldig at finde matchende perler blandt de mixkæder jeg har lavet.  Tre kæder måtte der til, og jeg kan forlænge den sidste perlekæde.  Jeg vil også erstatte nogle af perlerne, fordi de er blevet mørkere, og andre fordi de er blevet mere blege.

Nu skal perlekæderne strenges op, og jeg kan sy dem.  Men først den hvide med de store kartoffelperler, så Lilly kan prøve den.

/Bella

tirsdag den 24. oktober 2023

Perlekæde med blomsterlås...

 

Det her er den tredje og sidste perlekæde fra perlerne i poserne.  I det oprindelige blogindlæg, var disse ferskvandsperler forslag nr. to og designet med perlerne i den sidste pose.

Jeg har valgt en smuk lås i sølv med form som en blomst, der har indlæg af perlemor.

Her er låsen inden den er monteret, mens perlekæden er strenget op og klar til at blive syet.

Nedenfor kan man se hvordan jeg ved monteringen af låsen benytter trådforstærker, sådan at perletråden beskyttes og slidtage minimeres.

Perlekæden er som sædvanlig syet på almindelig perletråd slået af tre tråde og med knude mellem hver perle.

Den afsluttende knude er altid lidt større end de øvrige knuder, dels fordi den er dobbelt, og dels fordi perletrådens ender brændes for at forsegle afslutningen.

På billedet nedenfor kan man ane den afsluttende knude mellen 3. og 4. perle til venstre for låsen.

Den opmærksomme læser vil også bemærke, at der er to perler mindre i den færdige perlekæde i forhold til den opstrengede perlekæde, hvor der afslutsningsvis er fire mørke knapperler før den lyse, mod nu kun to mørke knapperler.

Det er fordi jeg strengede perlekæden op på "slum".  Mens jeg syede perlekæden sammenholdte jeg længden på perlekæden med længden på den perlekæde af restperler, som jeg syede først på sommeren, og hvis længde er hel perfekt.  Derfor er der to perler mindre end udgangspunktet, for ellers ville perlekæden blive for lang til mig.

/Bella

mandag den 16. oktober 2023

Perlekæde med perlelås...

 

Det her var det første udkast til perlekæde fra perlerne i poserne.  Nu er perlekæden syet, og det på perletråd slået af tre tråde og med knude mellem hver perle.

I lighed med den første perlekæde som jeg syede og viste, er denne også i et intuitivt design, og matcher ikke nødvendigvis det første udkast.  

Hvilket også siger noget om det uendelige antal designmuligheder, og at man derfor ikke skal være bange for at prøve, for man kan ikke "designe forkert".

Låsen på denne perlekæde er noget særligt.  Det er nemlig en ægte ferskvandperle, som er boret ud og konverteret til en hægtelås i sølv.

Man ser den den rigtig fint her, hvor perlekæden er strenget op og klar til at blive syet, og hvor låsen endnu ikke er monteret.

Med en perlelås af denne type falder låsen på smukkeste vis i et med perlekæden. 

Det er med andre ord blevet til endnu en vellykket luksus-mixkæde med en skøn blanding af forskellige ferskvandsperler i kølige og varme nuancer.

/Bella

mandag den 2. oktober 2023

Perlekæde med gyldne perler og forgyldt lås...

 

Den første mixkæde med ferskvandsperler som jeg har syet af perler fra poserne i gemmerne er denne, som er den sidste jeg viser i blogindlægget.

Efter af have vist perlerne kom de tilbage i hver deres pose, og da jeg strengede kæden op til syning, kombinerede jeg perlerne intuitivt, og det blev til dette design.  

Det er min erfaring, at man ikke så tænke så meget over hvad der går godt sammen, for så bliver det så konstrueret og for planlangt.

Jeg har monteret perlekæden med en flad, forgyldt hægtelås, som jeg synes klæder perlekæden og dens udtryk. 

Perlekæden er syet på almindelig perlertråd slået af tre tråde.  Man måler seks gange perlerkædens længde op, lægger perletråden dobbelt og trækker perlerne på den dobbelte tråd (det hedder at strenge op).  Herefter starter man med at montere låsen, og der syes knude mellem hver perle, for så at afslutte med låsen igen.  

Se evt. her og her, hvis du er interesseret i perlekædesyning.


/Bella

mandag den 20. januar 2020

Ekstra luxus-mix-perlekæde med magnetlås...


Denne perlekæde syede jeg i sidste uge, og her er der tale om en kreavtiv disciplin, som jeg virkelig mestrer i modsætning til strikning :-)

Perlekæden er oven i købet af eget design.  Men ikke til mig selv, men til Jannie :-)  Perlekæden består af en luksuriøs blanding af forskellige ferskvandsperler i primært grå nuancer og med et pift af tranebærrødt.


Perlekæden er syet på almindelig perletråd og har knude mellem hver perle, dog er der dobbelt knude mellem de tre perler på hver sin side af låsen.  Perlekæden er monteret med 10 mm stor sølvfarvet magnetlås.  Perlekæden måler 50 cm inkl. lås.


/Bella

søndag den 22. september 2019

Omsyning af Lenes perlekæder...


Lene har nogle perlekæder, som hun ikke får gået med.  Hun har derfor besluttet at forære dem til sin mor.  Det kræver dog en omsyning for at der kan komme nye låse på.  Og den fornøjelse er min :-)


Perlekæden med de rustrøde perler har jeg vist for år tilbage (her).  Den anden perlekæde har Lene fra en guldsmed.  Den skulle jeg have taget et billede af inden jeg klippede den op, for knuderne mellem hver perle var kæmpe-store og ikke placeret særligt pænt, så perlekæden fremstod ujævn.  Men efter omsyning er den fin! :-)


Begge perlekæder er syet med knude mellem hver perle og monteret med magnetlås, og derfor er der dobbelte knuder mellem de tre perler på hver sin side af låsen.  På den måde er perlekæden mere robust, og kan tåle at blive trukket i når den åbnes.

Begge perlekæder er syet på almindelig perletråd slået af tre tråde (#30) med ponynål, str. 12.  Den rustrøde perlekæde er en luxusmixkæde med forskellige typer ferskvandsperler og måler inkl. lås 47,5 cm.  Perlekæden med de ovale, mørke peacock-farvede ferskvandsperler (ca. 8 x 10 mm) er 47 cm lang, inkl. lås.

/Bella

torsdag den 19. oktober 2017

Luxus-mix med ring-i-ring-lås...


Jeg har syet perlekæden, som jeg strengede op da lyset endelig fandt vej ind gennem vinduerne her i Oslo.  

Det er blevet en flot perlekæde med ferskvandsperler mixet med forskellige knapperler (også kaldet møntperler) i mocca, blå-grå, creme og lyseblå perler samt bittesmå hvide, runde perler og med en såkaldt ring-i-ring-lås i sølv, som er monteret meget elegant pga. låsens konstruktion.  

Perlekæde måler inklusiv lås 47,5 cm -- det er en perlekæde der kræver plads :-) 

Jeg nåede også at sy den to gange.  Første gang syede jeg den på almindelig perletråd slået af tre tråde.  Men jeg havde ikke taget højde for, at jeg har blandet perler fra forskellige perlestrenge, og at de i dette tilfælde har forskellige hulstørrelser, og at flere af perlerne derfor sad løst på tråden.  Det duer ikke.  Der var også et par perler, som ikke sad pænt ved siden af hinanden, dem flyttede jeg også.  I anden omgang blev perlekæden syet på tyk perletråd slået af fire tråde.

I næste uge finder perlekæden vej til den svenske skærgårdspræst :-)

/Bella

søndag den 1. oktober 2017

Perfekt perlesøndag...


Jeg har strenget en perlekæde op i dag.  Og hvor har jeg nydt det! :-)  Det er efterhånden et stykke tid siden, at jeg sidst syede en perlekæde.

For en sjælden gangs skyld kender jeg ikke damen, som skal ha' perlekæden.  Jeg ved kun, at hun er præst i den svenske skærgård.  

Men jeg ved hvilke ønsker der er til perlekæden.  Den skal ligne Tuts perlekæde, men være længere.  Præsten er Tuts veninde.

Perlekæden skal bestå af en kombination af forskellige knapperler og bitte-små hvide ferskvandsperler.  Dem har jeg hygget mig med at finde frem :-)


Det er også værd at bemærke, at det er mindst 8 år siden, at jeg lavede perlekæden til Tut.  Så jeg har under ingen omstændigheder flere perle fra samme perlestrenge, men jeg har perler der minder om, og jeg kan lave en perlekæde i stil med Tuts perlekæde, og det er sådan det bliver :-)


/Bella

torsdag den 29. juni 2017

Perlefadet #8 -- luxus-mixkæde med store knapperler...


Her er den flotte luxus-mixkæden som jeg har syet af restperlerne fra Seattle.  

Udover de store knapperler har jeg mixet med mindre restperler fra denne perlekæde samt mindre blå knapperler og små lyseblå runde ferskvandsperler.  


Perlekæden er syet på almindelig perletråd med knude mellem hver perler og er monteret med sølvdupsko.  Perlekæden måler 49 cm og er al for lang.  Al, al for lang.  Spørg ikke hvorfor den er endt med at blive så lang.   ??? 


Det er med stor sandsynlighed derfor, at jeg ikke går med den.  

Jeg tror, at jeg vil klippe perlekæden op, og sy mig et armbånd af de store knapperler fra Seattle, som kan matche min halskæde.

/Bella

mandag den 17. april 2017

Perlefadet #1 -- vinterperlekæden...


Nu hvor det er påske, er det passende at lade den første perlekæde fra perlefadet være én, som jeg sammensatte i påsken for to år siden.  Den var ikke som sådan tiltænkt mig, men jeg forelskede mig i den, og besluttede at den skulle jeg ha' :-)

Selvom at jeg strengede kæden op i april det år, skulle det vise sig, at den kom til at lægge et stykke tid, for jeg syede den først i september, da jeg tog del i "to-do/ta-da".  Lige siden har den været én af mine yndlingsperlekæder -- én, som jeg tager på igen og igen :-)

Måske du genkender nogle af perlerne?  For fidusen med mixkæder er, at bruge perle-rester.  I denne perlekæde indgår der tiloversblevne perler fra et armbånd, som jeg tidligere syede til mig selv, og fra denne perlekæde, (som jeg for længst har klippet op), som i øvrigt er af samme type, som det armbånd jeg lavede til Rikke.

Perlekæden er syet på almindelig perletråd (slået af tre tråde), med knude mellem hver perle, og er monteret med dupsko i sølv.  Smykkelåsen er en Lynggaardlås der måler 1,5 cm, for at gi' en idé om perlernes størrelse.

/Bella

fredag den 15. juli 2016

Den her venter på mig...


Det er snart sommerferietid for mit vedkommende, og for at blive klar kører det arbejdsmæssigt på de høje nagler.  Det er lidt hårdt, så jeg lokker mig selv med en "gulerod" (en perlekæde-gulerod :-))

Lige siden jeg i påsken sidste år lavede mixkæder af ferskvandsperler, har jeg haft et særligt godt øje til denne kæde.  Nu har jeg lagt den til side, til mig selv :-)

Den skal indgå i puljen af hyggelige sommerferieaktiviteter.  En anden relaterede sommerferieaktivitet er, at lave flere nye mixkæder, så hvem ved, måske der falder endnu én af :-)

Tja, det bestemmer jeg jo helt selv :-)  

Men først tilbage til arbejdet :-)

/Bella

onsdag den 30. december 2015

Perle-julegaver...


Nu hvor julegaverne er åbnet, kan jeg med sindsro vise hvilke perlekæder jeg har givet i julegave i år.  

Forbered dig på billedspam :-)

Lad mig starte med julegaven til min mor :-)  Til hende havde jeg syet en perlekæde af hvide babyperler.  De kaldes også for "twin pearls", fordi perlerne er "vokset" sammen i muslingen og blevet til én perle.  Perlehullet bores midtpå sådan at perlerne ved syning placerer sig forskudt for hinanden, og danner en flot tæt perlekæde -- prøv at se de to billeder nedenfor:



Nu er det egentlig ikke fordi, at min mor mangler perlekæder.  Men hun forærede mig dette ønske, da hun i november fortalte, at hun havde forlagt sin perlekæde med babyperler.  Hun havde ledt og ledt.  Forgæves.  Det var hun ked af, for det var en perlekæde, som hun var meget glad for.  Så jeg satsede på, at den ikke dukkede op, og syede en ny til hende :-)

Den var ikke dukket op, og hun blev rigtig glad :-)

Perlekæden består som sagt af babyperler, og er syet på almindelig perletråd med knude mellem hver perle -- dog dobbelt knude mellem de tre perler på hver sin side af låsen.  Perlekæden er monteret med satineret magnetlås fra ANKU (den er ikke til salg i webshoppen, men kan købes i den fysiske butik til 250,-).  Kæden måler alt-i-alt 48 cm.


Min lille niece Rebecca skulle også ha' perler i år, og her har jeg syet af disse skønner ferskvandsperler:


Hun har fået en halskæde.  Den er syet i barnestørrelse og måler 34 cm inkl. lås.  Låsen er en lille karabinhagelås i sølv af samme slags, som jeg brugte på Rikkes armbånd.  Perlekæden er syet på almindelig perletråd (slået af tre tråde) og med knude mellem hver perle -- hvilket egentlig er en fejl.  Normalt syer jeg ikke knude mellem hver perle på en barnekæde, fordi jeg altid vedlægger ekstra perler, så kæden kan vokse med barnet, og jeg derfor ved, at jeg på et tidspunkt skal sy perlekæden om.  Jo færre knuder der skal klippes op, jo nemmer :-)  Men denne gang glemte jeg det.  Jeg satte mig til rette, gik i gang, nød arbejdsprocessen, og opdagede pludselig at jeg var i gang med at sy knude mellem hver perle -- så sådan blev det :-)


Lene har også fået perler -- mere præcist en nøglesnor med blandede ferskvandsperler, små sølvperler samt agater i forskellige blå og grønne farver.  


Det var faktisk ikke min oprindelige plan, for nøglesnoren er et stort arbejde, og jeg var ikke sikker på, at jeg kunne nå det.  Jeg havde derfor handlet hendes gave på nettet, og havde købt en af de smarte Wilhelmine-refleksbrikker hos Kunstkolonialen.  Desværre forputtede min ordre sig pga. overvældende interesse for refleksbrikkerne, så Lenes gave kunne ikke nå frem i tide.  

Derfor fandt jeg tiden til at sy den 80 cm lange nøglesnor med knude mellem hver eneste perle.  Alene at strenge kæden op var et tidskrævende arbejde, men heldigvis også meget hyggeligt :-)  Nøglesnoren er syet på almindelig perletråd og monteret med kvalitets-karabinhage fra Tina Dalbøge.  Resultatet er flot! 


Den sidste perlekæde som jeg har syet som julegave i år, er denne luksus-mix-kæde i forskellige ferskvandsperler til Lilly:


Den er også syet på almindelig perletråd med knude mellem hver perle, og da den er monteret med magnetlås, har jeg syet dobbelt knude mellem de tre perler på hver sin side af låsen.  Perlekæden måler 44 cm inkl. lås.


Siden jeg er i gang med at vise perle-julegaver, så lad mig lige vise det smukke porcelænsvedhæng, som jeg fik i julegave af mine forældre.  Det gør sig godt på en perlekæde, eller som her en snokæde af små kartoffelperler, men vil også være flot på en lædersnor.  Vedhænget er lavet af Lis Eckmann.



Desuden havde min mor ryddet op i gemmerne og pakket en kasse med lidt forskelligt arvegods fra mine forskellige bedsteforældre.  Det var en kasse med mange skatte :-) 

Bl.a. denne fine lille pilleæske i messing med porcelænsknop, som har været min mormors.  Den er jeg vild med, og den har allerede fået en plads i perlebakken :-)


 



Som det sidste vil jeg sige tak for i år og ønske godt nytår!

Kh. Bella
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...