Viser opslag med etiketten blomster. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten blomster. Vis alle opslag

mandag den 13. juli 2026

Roser fra min svigermors have…


Min svigermor er som altid generøs med blomsterne fra sin have, og jeg har netop fået en blandet omgang roser, som er blevet arrangeret på denne måde, og fået plads rundt om i huset.

Her dufter af roser i tillæg til duften af hybenroser og saltvand fra stranden.  Det er sommer, når det er bedst.

/Bella

onsdag den 20. august 2025

Munkebjerg hotel…

  

Munkebjerg hotel skuffer aldrig.  Hotellet, der ligger gemt i skovene ved Vejle fjord, ser altid ud som man forventer, der serviceres på højt niveau og i gennemført stil.  Sidst vi var der var ingen undtagelse.

Prøv at se her, på billedet øverst, det er den overflod af friske blomster som stod i foyeren ved nedgangen til loungeområdet og baren.

Lige over for ved et siddeområde stod denne store smukke buket på bordet.


I mellemgangen ind til foyeren stod der også flere friske blomster bl.a. denne buket.

Sådan kunne jeg blive ved.  Ved mange siddeområder rundt omkring på hotellet stod der friske blomster.  Jeg synes, at det er smukt med friske blomster.

 
Forrige gang vi var der, brækkede jeg en finger (som jeg på egen klumpe-dumpe-vis fik i klemme i en dør).  Det holdt mig fra at strikke i flere måneder, og fingeren fik siden en lille “knold” der vidner om livserfaring og livets gang.  Men jeg kan på ingen måde klandre hotellet, for det var virkelig min egen fejl.  Denne gang passede jeg bedre på.

Jeg tror, at hotellet i sin nuværende form er fra 1960’erne-1970’erne, hvis man skal tage udgangspunkt i byggestil og materialer.  Det er bygget i mørke mursten med smukke skifer-lignede klinker på gulvet og varme trælofter.  Det er indrettet med danske møbelklassikere hvad angår lamper og møbler.  Design der er tidsløse, og ting som kan tåle at blive brugt. 

Badeværelset på vores værelse kan også minde om den tidsperiode.  Men det virker ikke slidt, for gode materialer holder, og bliver tydeligvis også vedligeholdt

Men prøv at se, det er en luksus med vindue på badeværelset.


 

 


Se også lige denne detalje.  Her kan man stå foran spejlet ved vasken og via det lille spejl i loftet, se sig selv i nakken og på ryggen.

Der var også en badevægt.  Den holdt jeg mig langt fra, og Anders fortrød at han prøvede den inden middagen, ikke at det ødelagde hans appetit.


På Munkebjerg hotel serveres der te fra Familie Carstensen Tehandel i Åbenrå, og jeg kan tilføje, at jeg særligt nød deres Earl Grey Superior.  Faktisk så meget, at jeg har købt te for at ha’ med til Oslo, for at ha’ lidt at veksle mellem.  


/Bella
 

søndag den 20. juli 2025

Blomster på trappestenen…

 

I går over frokost fik jeg en SMS fra Lilly, hvor hun ville høre om jeg havde set de blomster, hun havde stillet på min trappesten kl. 6, da hun var på vej til sit morgenhavdyp.

Nej, det havde jeg ikke, for jeg sad på terrassen og strikkede på Marie Tee.  Jeg fik hurtigt hente disse to buketter ind og sat dem i vand og vaser.

Heldigvis havde de stået i skyggen, og forholdsvis svalt, men det var nu stadig ret varmt.  De gispede lidt.

Nu står de flot, og dem skal jeg nyde de kommende dage.

Det er blomster fra hendes have, og hun ved, at jeg altid bliver meget glad for haveblomster.

Da jeg stod op i går morges havde jeg mere travlt med at åbne vinduer og døre for at skabe luftcirkulation.

Jeg havde ikke et ærinde ved hoveddøren, og tænkte heller ikke på at tjekke.  Godt, at hun skrev til mig.


/Bella

søndag den 29. juni 2025

Genbrugsbuket...

 

Jeg har før vist hvordan vi på instituttet udnytter brugen af blomsterbuketter, så vi kan ha’ mest mulig glæde at buketterne.  

Der købes altid blomster til særlige lejligheder, og i forbindelse med kandidatuddannelsen, som jeg har ansvaret for, er det tre gange om året.  Det er når vi byder nye studerende velkommen til studiestart i august, når vi holder såkaldt slutseminar i december, hvor de studerende ved offentligt seminar præsenterer deres specialeprojekter, og et tilsvarende seminar i juni, for de studerende der afslutter kandidatuddannelsen i juni.

Denne smukke buket var til det offentlige todages seminar i juni.  Billedet er fra om mandagen hvor jeg modtog buketten med bud.  Herefter, pyntede buketten ved seminaret tirsdag og onsdag.  Resten af ugen pyntede den i fællesområdet hvor vi spiser frokost og holder break-outmøder.  Om fredagen tog jeg den med hjem og nød den hele weekenden — som var pinseweekenden.


Efter weekenden var den stadig flot, og jeg tog den derfor med tilbage på instituttet, hvor den kunne fortsætte med at sprede glæde, og jeg kunne rejse hjem et par dage senere vel vidende at den fortsat blev nydt  🌼🌼

/Bella

fredag den 13. juni 2025

Bonderoser fra haven...

 

Nu er sommeren for mit vedkommende i gang, nemlig med bonderoser eller pæoner fra haven -- min svigermors have.  

Anders kom hjem i går med en favnfuld langstilkede bonderoser, nok til to vaser.

Som nu pynter og lader sin duft fylde huset.  Den ene buket står i køkkenet, og den anden er kommet med mig på arbejdsværelset, hvor den gør mig selskab i dag.

Der er muligvis et stykke tid til sommerferie, men sommerblomster, lunt vejr og åbne terrassedøre kan også noget.

God weekend,
Bella

torsdag den 26. september 2024

Krans af hortensia...

 

Jeg har fået denne smukke krans af min nabo, Ninna.  

Hun har lavet den af hortensiasblomster, der er sat i oasis i en form for rand.  

Nu skal den have lov til at stå og tørre, så jeg får en evighedskrans der kan pynte længe.

Jeg har placeret kransen på opsatsen fra Royal Copenhagen, som muligvis er tiltænkt lagkager, men her i huset bruges den til meget andet.  Den har i flere år givet ære og værdighed til årets adventskrans.  Den har også været brugt til udstilling af sten og kastanjer.  Og nu denne smukke blomsterkrans.


 Kransen måler 40 cm i diameter, og er 10 cm høj.

/Bella
 

tirsdag den 6. august 2024

Endnu en smuk buket fra Lillys have...

 

Lilly kom med denne smukke buket i fredags.  Den er indbegrebet af sommerhave og sommerbuket, og dens duft minder mig om min barndom og min mors have og hendes mange stauder. 


Buketten er absolut pragtfuld, og hjælper til at det er lidt nemmere at starte op på job efter ferien, når man samtidig er så heldig, at kunne starte ud med at arbejde hjemmefra.

/Bella  

torsdag den 20. juni 2024

Sommerblomster og hjertesten...

 

Jeg er hjemme for sommeren, men er endnu ikke i gang med sommerferie.  

Det er dejligt at være hjemme, og at kunne arbejde hjemmefra.  Jeg læser eksamensopgaver og holder censurmøder.  Jeg forbereder efterårets undervisning, læser forskningslitteratur, og samler op på alle hængepartier og løse ender.  

Jeg har fået sommerblomster af Lilly, som jeg har taget med på arbejdsværelset.  

Bemærk også, hvordan at jeg er ved at få en fin lille samling af hjertesten med hul.

Den store hjertehulsten fik jeg af min mor til min fødselsdag under corona i 2021.  De to nye fik jeg til min fødselsdag i år.


De er fine begge to, men særligt den lille, hvor hullet har hjerteform.

Jeg har også planer om nye stensøjler med hulsten ved hoveddøren, men hjertestenene kommer ikke til at indgå i det projekt, de har fået fast plads i vindueskarmen ved mit skrivebord.

/Bella

lørdag den 25. maj 2024

Fødselsdagsbuketter...

 

Da jeg havde fødselsdag for en måneds tid siden, blev jeg forkælet med flere buketter.

Lilly havde stillet denne store buket med blandede tulipaner fra haven på trappen ved hoveddøren, sammen med denne fine lille buket af almindelig vibeæg med de smukke klokkeformede hoveder.

Tag også lige et kig ud af vinduet her, og se hvordan alt siden er sprunget ud.


Min svigermor forkælede også med tulipaner fra haven.  Meget smukke røde, sprøde tulipaner.
Ugen forinden havde jeg også fået en smuk buket røde tulipaner fra haven. 

Friske blomster er en luksus, og når der bliver delt generøst fra haven, så ved man, at man er forkælet❤️

/Bella 

tirsdag den 21. maj 2024

Buket af rhododendron...

 

En nem og billig buket at forkæle sig selv med er rhododendron fra haven.

Jeg har klippet mange grene og sat dem i en enkelt tung glasvase, som jeg påfylder med vand hver dag. 

En enkelt gren i en vase er også meget dekorativt.

Vasen er fra Glaspusteriet i Lønstrup, og er en af deres signaturvaser.  Og hvis jeg engang vinder i lotto, så køber jeg en af de store vaser🤞🏻🍀💫

/Bella 

lørdag den 2. september 2023

En mobil buket blomster…

Den anden morgen stod denne fine sensommerbuket med yndige høstanemoner på trappestenen fra Lilly.  

Hun havde stillet den, da hun var på vej til sin morgenbadetur.  

Den kom i vand og herefter med på arbejdsværelset, hvor jeg kunne nyde den.  Senere på dagen kom den med i køkkenet, og om aftenen kom den med ind i stuen, så jeg kunne forsætte med at nyde den.

Den rutine har buketten og jeg praktiseret de seneste par dage :-)

Sådanne blomster fra haven skal nydes til det sidste.

Sommeren har budt på flere smukke buketter, som jeg ikke har fået vist.

Jeg fik bl.a. buketter med store gule solhatte fra min nabo, Sigrid, som vi nød på spisebordet i køkkenet og sofabordet i stuen.  Her var der ingen grund til at tage bukketter med rundt :-)


Min svigermor har også forkælet med en stor buket med de fineste lyserøde buketroser, som jeg ved, at jeg tog billeder af, men allerede må have slettet.  

Det samme gælder en buket fra Lilly med små lyserøde sommerblomster.

Til afslutning kan jeg dog vise billeder fra en anden smuk buket fra Lilly denne sommer, nemlig denne:



God weekend!

/Bella

onsdag den 5. juli 2023

Forkælet med blomster fra haven...

 

En skøn ting ved at være hjemme fra Oslo er, at jeg bliver forkælet med blomster fra haven. 

Min svigermor er som altid meget generøs, og Anders havde disse smukke roser med hjem fra hende i går.  

De pynter nu på spisebordet og sofabordet.

Lilly har også forkælet med blomster fra sin have, og hendes buket havde pladsen på spisebordet i flere dage.

Året første haveroser fra min svigermor var disse tre buketter, hvor de hvide kom med mig på arbejdsværelset, og den store buketrose-buket fik plads på sofabordet og den lille buket med buketroser pyntede på gæstebadeværelset.

/Bella

fredag den 12. maj 2023

Tulipaner og gæstemissen...

 

Jeg er hjemme og er blevet forkælet med smukke tulipaner fra min svigermors have.

Og sådan kunne den fortælling ende, men der er mere at sige.  Billedet er en smule iscenesat, for helt så pænt og ryddeligt er her ikke.

Jeg sidder nemlig i køkkenet og læser eksamensopgaver, og hele spisebordet flyder med opgaver og pensumlitteratur.

Grunden til at jeg sidder i køkkenet og ikke på arbejdsværelset er, at gæstemissen ligger og sover inde i stuen.  Ham holder jeg lidt øje med.

Billederne er fra i onsdags.  Men de kunne lige så godt være fra i går eller i dag.  For hver dag siden jeg kom hjem, er gæstemissen kommet hver morgen, og har sovet her hele dagen.  

I går og i dag har han dog ligget i køkkenet hos mig.

Han elsker selskab.  Så han bliver nok glad, når han opdager at min eksterne censor kommer på besøg om lidt, og at snakken vil gå livligt de kommende par timer.

/Bella

onsdag den 2. november 2022

Broderede blomster på strik...

 

Jeg er i gang med at brodere blomster på strik.  Det er et eksperiment, og stadig 'work in progress', så jeg kan ikke sige noget om slutresultatet.

Men det kommer.

Idéen har til gengæld ulmet i mit hoved et godt stykke tid, og uden erfaring med strikbroderi, og blot en idé om det udtryk jeg gerne vil ha' frem, har jeg kastet mig ud i det.

De første 3-4 blomster måtte jeg klippe op.  Jeg kunne ikke få form på blomsterne, og jeg kom uvilkårligt til at stramme garnet, og det skal man ikke, for så kommer der synlige huller i strikken.  

Jeg syede også i starten med én tråd, men det blev for transparent på en måde.  Nu syer jeg med dobbelt tråd, og overvejer nu hvor blomsterne formæssigt er nogenlunde på plads, om de så rent faktisk bliver for tykke.  

Jeg fortsætter ikke desto mindre og gør det færdigt.  Jeg er nødt til at se det færdige resultat, før kan jeg kan bedømme det endelige udtryk.


Jeg broderer blomsterne på den mini-poncho (idéen bag ponchoen her, og den færdig mini-poncho her), som jeg strikkede inden coronaen satte dagsordenden.

Alle blomster broderes i silk mohair i free style.

/Bella

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...