Viser opslag med etiketten kreative dage-messe. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kreative dage-messe. Vis alle opslag

fredag den 28. november 2025

Champagne og korkpropper...

   

Måske du husker, at jeg nævnte, at jeg var skuffet over messen i Fredericia?  Det var bl.a. fordi at der var flere stande som jeg savnede, og igen andre stande, som jeg ikke forbinder med kreativitet og håndarbejde — så som salg af aloe vera-produkter, massagestole, hovedepuder, skopudsning, pesto & olie, champagne, flere støtteorganisationer m.fl. 

Der er nok nogen der vil hævde, at champagne kan stimulere kreativiteten.

Hvor om alting er, champagnestanden havde en kæmpe guirlande lavet af champagnepropper.

Louise mente kækt, at den bestod af propper svarerende til hvad vi drikker af champagne på en sommer, og at jeg derfor kunne lave en guirlande.


Hertil må jeg bare sige, at nok kan vi li’ et glas bobler, men det ville tage os mange, mange, mange år (og gæster), at samle propper til sådan en guirlande.

Og hvis det endelig skulle være, så er jeg ikke sikker på, at jeg ville ha’ lyst til at hænge den op (og derved sige, se hvor fordrukken jeg er). 


Men når det er sagt, så nød vi faktisk dagen efter messen en rosé-champagne med blide bobler, og den var fremragende.
 
Det var en Grand Rosé, Premier Cru (brut) fra huset Froment Griffon fra Champagnekassen (Champagne for alle).  Det er ikke reklame, bare en svaghed for champagne.

Vi skal i øvrigt for første gang prøve champagneadventskalenderen fra Champagne for alle.  Den er vi spændt på.  
 
Jeg håber, at Anders kan vente med at åbne, til jeg kommer hjem fra Oslo.

 
/Bella

søndag den 26. oktober 2025

Kreative dage i Fredericia...

  

Det her indlæg kunne også hedde Louise og Bella på tur.  Vi har nemlig været på tur.  Fredag kørte vi til Fredericia for at besøge messen Kreative dage.

Det er flere år siden vi sidst har besøgt messen, så vi var vældig spændte.  

Vi kommer naturligvis for at få inspiration til kreative projekter.  Derfor må vi nok sige, at årets messe ikke ramte os lige i vores kreative hjerter.

Men jeg fik bl.a. to store guldsmede i pileflet med hjem, og dem betragter jeg som mit ultimative messe-kup.

De er lavet af Hanne Lindhardtsen, som har Lindhardtsens Pileflet, og kostede 80,- stykket. 

De blev parkeret lige inden for hoveddøren, da vi kom hjem, og der står de såmænd endnu.  Men det er planen, at de skal ud i bedet med græsser og supplere stensøjlerne.

Jeg var i det hele taget ret begejstret for messens store område med pileflet, som også bød på smukke stjerner.

Jeg købte dog ikke nogen, for jeg har ingen idé til hvor jeg skulle hænge dem.
 

Til gengæld købte jeg 10 fine, små maskemarkører til 2,- stykket.  

Det er også et kup.  Dem købte jeg hos Uldbutikken.

Som noget nyt, i hvert fald for os, var messen udvidet med endnu en hal, som bestod af stande hvor folk solgte deres egne kreative hjemmegjorte ting.

Der var et meget varierende niveau, og al for meget keramik og plastik-agtige smykker til min smag.

Men, hos Villa Strandlyst købte Louise og jeg hver to uimodståelige mus til 25,- stykket.  Hos Villa Standlyst var der i øvrigt også flotte sofapuder og tasker i brokadestof.

Jeg købte også garn til Frankie sweater af PetiteKnit.  Det indkøb er siden er blevet konverteret til min adventskalender, hvilket passer fint, for det bliver et decemberstrikketøj.

Derfor mere om det senere. 

Jeg fik ikke mange idéer med hjem, men måske de kommer snigende?  

Jeg er altid på udkig efter papir, og jeg så ikke et eneste stykke origamipapir og ej heller en eneste stjernestrimmel til flettede stjerner.  Det var lidt skuffende. 

Det var indgangspartiet til messen også.  Når man nu ved, at kreative mennesker i tusindtal samles, og kommer for at inspireres, så kunne man godt ha' gjort lidt mere ud af pyntningen ved indgangsområdet. 

Som altid, havde Louise og jeg en skøn dag sammen.  Det i sig selv, er det hele værd.

/Bella

søndag den 5. februar 2023

Origami-bogmærker...

 

Jeg har endnu engang lavet bogmærker.  

Jeg bruger mange, både til skønlitteratur og faglitteratur -- og de kan jo også bruges til strikkebøger, kogebøger og hva' ved jeg.

De er så enkle at lave, at det med fare for at falde død om af grin, at jeg linker til denne YouTube-video, hvor fremgangsmåden demonstreres.  (Nu er du advaret om at det er på egen risiko 😂😂)


Jeg har foldet i origamipapir fra Tiger-butikken, som er overraskende fint, holdbart og fleksibelt samt med mønster på begge sider.  (For ikke at tale om billigt!)

Dvs. de tre bogmærker i nodepapir er foldet i papir som jeg købte på Kreative dage-messen, og det er noget kraftigere -- og måske ærlig talt en smule for kraftigt til bogmærker.  
 

/Bella

lørdag den 5. november 2022

Lærkegrene som pynt på lysestager...

 

Louise og jeg var til kreative dage-messe, men vi var ikke imponeret.  Vi blev med andre ord ikke blæst bagover af inspiration og gode idéer.  

Det til trods havde vi en god tur, for selskabet var jo godt.

Traditionen tro var Louise og Torben til spisning hos os lørdag aften, og der anvendte jeg en af de få idéer jeg havde med hjem fra messen.

Jeg pyntede op med lærkegrene på lysestagerne, som jeg nemt og bekvemt hentede i naboens have -- lærkegrenene, altså! 

Inspirationskilden kommer her:

/Bella

mandag den 17. oktober 2022

Stjerner på snor...

Da jeg fornylig foldede stjerner prøvede jeg mig frem med forskellige papirkvaliteter

Fire af stjernerne som er i samme kraftige kvalitet, har jeg samlet på en snor, og hængt op i soveværelset i Oslo.

En stjerne måler fra spids til spids 9,5 cm, og her er kan man også se at stjernerne har en pæn forside og bagside.  

De hænger i øvrigt fint sammen med en af mine hængekrukker (fra Jenny Byskov), som jeg købte på Kreative Dage-messen for nogle år siden.

Det er snart tid til messen igen.  Ses vi?

/Bella

søndag den 2. januar 2022

Jeg strikker vanter...

 

Jeg er hoppet med på vantebølgen, og har kastet mig ud i den ædle kunst, at strikke vanter.

Jeg købte garn og opskrift på Kreative-dage-messen, hvor jeg handlede hos Nicoline garn, og heraf Nicolines vinter-vanter. 

Det pudsige er, at snakken ved standen startede ved, at jeg spurgte om der var garn nok til et par sokker i et nøgle Lang-garn, hvortil svaret var, at ja, det var der, og mere end det.  Og at det var derfor, at de havde lavet dette kit, fordi resten af garnet kunne bruges til vanter.  

Måske jeg er naiv, men jeg købte kittet i den tro, at der både var opskrift på sokker og vanter, siden der var garn til begge dele.  Men det var der ikke, der var kun opskrift på vanter.

Men pyt, jeg har allerede en god strømpe-opskrift, og nu også en opskrift på vanter.

/Bella

lørdag den 4. december 2021

Sofapuder og hængekrukker...

 

Da Louise og jeg var til Kreative-dage-messe i oktober købte jeg to sofapuder til lejligheden i Oslo, så de er ikke tiltænkt køkken-sofaen, de er tiltænkt den grå IKEA-sofa i Oslo.

Sofapuderne er smukt lavet af Mona Thy fra Thydesign, og måler 60 x 40 cm.

Det er ikke første gang jeg opgraderer Oslo-lejligheden med smukke køb fra Kreative-dage-messen.  For nogle år siden købte jeg to smukke hængekrukker, som jeg aldrig har fået vist.

De er lavet af Jenny Byskov, som også var på messen i år.

Dem er jeg også meget glade for.  De pynter i henholdsvis stue og soveværelse med guldregn og væddeløber -- ret fint.

/Bella

Ps. Da jeg ikke kunne vente på at vi skulle i bil til Oslo, for at få puderne herop, måtte jeg finde den rigtig store kuffert frem, for at få plads til dem.  Derfor rejste jeg herop med en stor let-vægterkuffert, nærmest som på film.  Kan du se det for dig? 😂

torsdag den 2. december 2021

Vævede sten og bark...

Louise og jeg var til Kreative-dage-messe i Fredericia i oktober.  

Når sandt skal siges, så var vi en smule skuffede.  Vi kom med en forventning om at blive blæst bagover af inspiration, eller bare at blive inspireret og få nye gode idéer.  Vi synes der var langt mellem de gode idéer.

Men Spindelvæven.dk havde pyntet sin stand med smukke vævede sten, og et stort stykke bark, som også var blevet beklædt med vævtråde.  Det var meget smukt og meget inspirende.  Og naturligvis illustrativt for standens fokus på vævematerialer. 

Når julen er over, og det føles lidt bart når julepynten er pakket væk, så tror jeg, at jeg vil forsøge mig med vævede sten.

Som jo iøvrigt minder om de sten med vindseltråd, som jeg har pyntet med tidligere.

/Bella

tirsdag den 2. oktober 2018

Strik-selfie...


Vi nærmer os Kreative dage-messen i Fredericia :-)  

Sidste år på messen købte jeg strikkekittet til denne bluse.  Som min mor nemt lod sig overtale til, at strikke til mig :-) 

Billedet er egentlig ikke taget til bloggen, men til min mor, så hun kunne se at blusen passer :-)

Men det er da oplagt også at vise den her.  Eneste ændring, som hun har foretaget i forhold til opskriften er, at forlænge ærmerne en smule.

Tak, mor!

/Bella 


tirsdag den 31. oktober 2017

Efter-messe-middag...


Louise og jeg plejer at afslutte kreative dage-messen med middag med vores respektive mænd, det gjorde vi også i år.  Dog skubbede vi middagen til lørdag aften.

Her forkælede Louise mig med pindsvin fra Hanne Busch (købt på messen, mens jeg mødtes med Karin 😊).  

Pindsvinene er frostsikre, og det er min plan, at de skal ud i krukken ved hoveddøren sammen med glas-pindsvinet, som jeg fik i adventsgave af Louise sidste år -- på den måde kan pindsvinene gå i vinterhi i krukken 😊

Lige nu pynter Louises beton-græskar ved hoveddøren.  Men kun indtil næste gang jeg kommer hjem 😊

På messen købte Louise også et hækle-kit med flaskenisser fra Garnpusher, og sådan en nisse havde hun allerede nået at hækle:


Så årets første nisse er flyttet ind, og blev selvfølgelig taget i brug samme aften 😊


/Bella

mandag den 30. oktober 2017

Kreative dage...



Sædvanen tro var Louise og jeg til Kreative dage-messe i Fredericia.  Vi havde en skøn dag, som bød på masser af inspiration og flere gode indkøb 😊 

Det jeg dog kommer til at huske messen for, er mødet med henholdsvis Karin (med bloggen Kreative tankeknips) og Susanne (med bloggen Flest hverdage).  

Jeg læser begge blogge, og har gjort det fast gennem et par år.  Jeg føler, at jeg kender Karin og Susanne, selvom at vi aldrig har mødtes -- før nu 😊  Det er derfor også specielt at mødes -- face-to-face -- og ikke mindst glædeligt, når den gode energi de udstråler ikke blot er god "blog-karma", men noget de bærer med sig!  

Kære Karin og Susanne, det var en stor fornøjelse at møde jer -- hver i sær! 💙💚💛

Jeg havde dog ikke held til at træffe Jette, som jeg deler perlehobbyen med, på trods af at jeg spejdede efter hende og Jørgen dagen igennem.  Det siger noget om messens størrelse 😊

Men ellers er kreative dage-messen en dag, som Louise og jeg har sammen 😊  Vi kigger efter forskellige ting, men er gode til at følges ad uden at miste hinanden af syne.

Noget af det første jeg faldt over var strikkekittet med den stribede bluse fra garnpusher.  Jeg strikker ikke selv, men det gør min mor, og hun vil gerne strikke den til mig 😊👍


Jeg fik også turkis ferskvandsperler samt blå agatperler med hjem -- fra Ravstedhus.  Jeg søgte særligt små grå agatperler i en tæt, ensfarvet udgave, og i en god kvalitet, men det fik jeg ikke med hjem.


Her udover købte jeg hvide flettestrimler i meget lækker kraftig kvalitet.  De skal bruges til dette års advendtkalender, så mere kan jeg ikke sige 😉  Udover at jeg bryder med den regel, som jeg har opsat for mig selv om, at adventsgavene skal laves af materialer jeg allerede har.  Det er heller ikke fordi jeg mangler flettestrimler, men jeg har ikke kraftig hvide... 😊


Jeg købte også DMC-metaltråd, som er en stærk tråd, som ydermere kan deles og er eminent til ophæng af papirklip og julepynt  -- kan anbefales!


Her udover købte jeg et smukt stykke stof, som jeg vil bruge til at betrække en fodskammel med, som jeg skal ha' med til Oslo -- og det sjove er, at Susanne købte stof magen til 😊  

Det kan ikke være et tilfælde, at vi læser hinandens blogge 😊 

/Bella    

tirsdag den 10. oktober 2017

Svalehale-ponchoen er vasket...


Svalehale-ponchoen er blevet vasket, og den er intet mindre end perfekt! :-)

Det var med en vis skepsis, at jeg vaskede den, for jeg havde min tvivl om den ville komme til at passe.  Min mor har strikket den i største størrelse (str. L), og alligevel var den ret stram -- nærmest sådan et strikke-rør-korset.  Men nu efter vask, og efter at ha' tørret i udspændt form, er den absolut perfekt!

Farven er skøn og garnet er lækkert!   Hæ, jeg er som altid heldig!

Det er Tina Vejlø Andersen, som har Kastaniestrik, der har designet ponchoen -- svalehale-poncho, som den smukt hedder :-)

Den er købt som kit, og jeg købte mit kit hos Bettekun på Kreative dage-messen i Fredericia sidste år.

Årets messe i Fredericia er lige om hjørnet.  Louise og jeg skal afsted, og vi glæder os :-)

Skal du til kreative dage

/Bella

tirsdag den 23. maj 2017

Cape med ærmer...


Da Louise og jeg var på kreative dage-messe i oktober sidste år, kom jeg til at købe to strikke-kit (cape og poncho), som min mor heldigvis straks sagde ja til at strikke for mig .-)


Da vi fornylig var hjemme til Amandas konfirmation, havde min mor strikket capen færdig, og jeg fik den med hjem.  Den er blevet så fin og passer perfekt :-)  



Nu er den vasket og klar til brug ... og hvem ved, måske den får sin debut en kølig sommeraften? :-)


/Bella

mandag den 31. oktober 2016

Kreative dage i Fredericia...


Louise og jeg var på kreative dage-messe i lørdags.  Det er blevet en årlig tilbagevendende begivenhed, som vi begge glæder os til.  Og også i år var det en god oplevelse  For os starter turen allerede i bilen, når vi kører til messen.  Her fortæller vi hinanden, hvad vi særligt i år vil kigge efter (ikke at det nødvendigvis er det, vi kommer hjem med :-)).

I år stod disse flotte træer uden for messehallen og bød velkommen.  Det lovede godt, for de var lavet af en de udstillende stande på messen.  Sidste år fortrød jeg, at jeg ikke havde købt amaryllisløg med voksbelægning samt andre spændende planter.  Det havde jeg bl.a. fortalt Louise om på vej til messen.  Men netop denne stand skuffede, og jeg kom ikke hjem planter og spændende planteindretningsinspiration.  Men pyt, jeg kom hjem med så meget andet.  Bl.a. de to strikkekit, som jeg nævnte i går.  Louise og jeg splejsede også til et par hækleopskrifter (hue og poncho-vest), og jeg købte bomuldsgarn hos Karen Klarbæk og fik opskriften til vaflede grydelapper med.


Her udover fik jeg lidt glimmer-stjernestrimler, et par tuscher, perler -- bl.a. nogle skønne rakukeramik-perler, som vil gøre sig godt med lædersnor.  Dem glæder jeg mig til at vise :-)  Jeg havde håbet på mere papir (end blot stjernestrimler), men det var der ikke meget af.  Og dog, måske det var der, men vi blot var for trætte til at spotte det.  Efter 5½ time orkede vi ikke mere og kørte hjem.  Glade, trætte og tilfredse og i hinandens gode selskab :-)

/Bella

søndag den 30. oktober 2016

Mor er den bedste i verden...


Min mor har sendt 10 små nissehuer -- så bittesmå, at jeg ikke selv kan finde ud af at hækle dem :-)
Men min mor kan :-)  

Jeg er heldig, at min mor er frisk på en udfordring, og jeg har således sikret årets første julepynt :-)


Du kan nok regne ud, at de små nisser skal pynte her og der og alle vegne her i huset i år.  Og siden de nu er kommet inden døre, får de lov til at pynte fra nu, for de er ret søde, omend det er lidt tidligt :-)


Min mor er noget særligt -- ja, det er alle mødre jo -- men min mor er selvfølgeligt noget særligt for mig, fordi hun er min mor, og fordi hun, som nævnt, er frisk på en udfordring.  (Måske du husker, da hun vupti strikkede en hel flok grise -- Knud og hans venner -- til mig, for et par år siden til jul?).  

Nu har jeg udfordret hende på ny.  På kreative dage-messen i Fredericia kom jeg til at købe ikke bare ét, men to strikkekit, uden at ha' taget min mor i ed.  Og hvad svarede min mor på den "nyhed", jo såmænd, at det glæder hun sig til!  

Hæ, hvor er jeg heldig -- min mor er den bedste i verden!  

/Bella

Ps. Du skal da ikke snydes for hvilke kit det er.  Det er dels en smuk poncho i en vidunderlig blå-grøn farve fra Kastaniestrik, købt på Bettekuns stand, men du får præsentationen af ponchoen via Tante Grøns webbutik.


Dels en flot cape fra Lillestrik.


torsdag den 27. oktober 2016

Bella på tur, igen...

Jeg har igen haft nogle arbejdsdage i Oslo, som også bød på muligheden for at mødes med min bror og hans familie.  Vi havde sat hinanden stævne på restaurant OliviaHegdehaugsveien, som er en italiensk restaurant, hvor der var fyldt med mennesker selv en søndag aften, og det kan vi godt forstå, for den kan varmt anbefales :-)

Jeg var også ude at spise med mine kollegaer én af aftenerne, og der spiste vi på restaurant Elias, som også kan anbefales :-)



På trods af at det lyder som 'spise-tur', så fik vi også arbejdet :-)  Og jeg var også heldig, at få nogle smukke efterårsblade med hjem i kufferten -- der skal jo ikke så meget til at gøre en krea-glad sjæl som mig glad :-)  


Jeg ved endnu ikke helt, hvad jeg vil med dem.  Men jeg kunne i hvert fald ikke modstå dem.  Måske jeg vil tegne på dem med posca-tush (i lighed med Peekaboo), eller jeg vil lakere dem og lave en mobile, eller jeg vil lave et billede af dem ved at lime dem på et lærred ... det kan også være, at jeg bliver inspireret på kreative dage-messen i Fredericia i weekenden, hvor Louise og jeg skal af sted på lørdag.

/Bella

fredag den 5. februar 2016

En ældre Kähler-vase...


Kählervaser er meget populære, og nu er jeg også blevet Kählervase-ejer :-)


Blandt de mange fine sager, som min mor havde fundet frem til mig fra mine bedsteforældre, var denne enkle lille sorte Kählervase.

Den har fået plads i vindueskarmen på mit arbejdsværelse, og er en fin kontrast til de to slanke porcelænsvaser med trykmønstre, som jeg købte på kreative dage-messen sidste år.


Jeg tænker, at lidt fint at kigge på, alt andet lige må øge arbejdsmotivationen :-)
Alle kneb gælder :-)

/Bella


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...