Viser opslag med etiketten designperler. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten designperler. Vis alle opslag

onsdag den 11. marts 2026

Omsyning af kusines Dorthes mixkæde...

Som jeg nævnte for nylig er det her den eneste af kusine Dorthes perlekæder, som jeg tidligere har vist på bloggen, og det var tilbage i 2014.

Det er med andre ord rimeligt at perlekæden trænger til at blive syet om.  Så det er den blevet.  Perlerne er også blevet tørret af, naturligvis.   


Det her er en mixkæde med en blanding af skønne designperler, dvs. perler, som muslingen er blevet “provokeret” til at lave.  Der er derfor et kunstigt element inde i hver af disse perler, som har formet perlens endelige udseende, det være sig blomst eller knap-/mønt-form i de her tilfælde, eller stjerne, hjerte, firkant mv.

Perlerne har en flot glans og har ikke skygger eller pletter, men flere har ujævnheder.  Jeg kan godt lide når perlerne har ujævnheder, fordi man derved kan se at det er ægte ferskvandsperle, og ikke formstøbte perler.  
Perlerne er indfarvet i brune og grønne nuancer.  Desværre kan man ikke særlig tydeligt se, at de små mellemperler er rosa-farvede og dermed hvor flot de klæder de brune og grønne perler.  Men tag et kig på dengang perlekæden havde debut på bloggen, for da kan man se det — særligt det sidste billede.

Perlekæden er syet på almindelig perletråd slået af tre tråde og med knude mellem hver perle, dog med dobbelte knuder mellem de tre knuder på hver sin side af magnetlåsen.

/Bella

fredag den 5. januar 2024

Svigermors perlekæde...


Jeg forærede min svigermor en perlekæde i julegave, som jeg selv har syet.  

Det er en luksus-mix-perlekæde bestående af en smuk blanding af forskellige ferskvandsperler, som jeg synes klæder min svigermor.
 

Jeg er selv meget glad for de mix-perlekæder, som jeg syede til mig selv sidste år, og bruger dem igen og igen -- se dem her, her, her og her.   

Hvor mine perlekæder er lavet af overskudsperler, er perlene til min svigermors kæde nøje udvalgt for at få netop det her udtryk samt for at sikre at perlerne farvemæssigt komplementerer hinanden.

Perlekæden har magnetlås, så den er nemt at tage af og på -- gerne hver dag, for min livsfilosofi er jo at smykker skal bruges.  Jeg synes, at det er en lækker og uformel perlekæde, som man har lyst til at tage på hver dag.

Perlekæden er syet på almindelig perletråd slået af tre tråde og med knude mellem hver perle.  Dog dobbelte knuder mellem de tre perler på hver side af låsen, så perlekæden kan holde til at blive trukket i, når den åbnes, og som sagt gerne hver dag 🧡


/Bella

tirsdag den 24. oktober 2023

Perlekæde med blomsterlås...

 

Det her er den tredje og sidste perlekæde fra perlerne i poserne.  I det oprindelige blogindlæg, var disse ferskvandsperler forslag nr. to og designet med perlerne i den sidste pose.

Jeg har valgt en smuk lås i sølv med form som en blomst, der har indlæg af perlemor.

Her er låsen inden den er monteret, mens perlekæden er strenget op og klar til at blive syet.

Nedenfor kan man se hvordan jeg ved monteringen af låsen benytter trådforstærker, sådan at perletråden beskyttes og slidtage minimeres.

Perlekæden er som sædvanlig syet på almindelig perletråd slået af tre tråde og med knude mellem hver perle.

Den afsluttende knude er altid lidt større end de øvrige knuder, dels fordi den er dobbelt, og dels fordi perletrådens ender brændes for at forsegle afslutningen.

På billedet nedenfor kan man ane den afsluttende knude mellen 3. og 4. perle til venstre for låsen.

Den opmærksomme læser vil også bemærke, at der er to perler mindre i den færdige perlekæde i forhold til den opstrengede perlekæde, hvor der afslutsningsvis er fire mørke knapperler før den lyse, mod nu kun to mørke knapperler.

Det er fordi jeg strengede perlekæden op på "slum".  Mens jeg syede perlekæden sammenholdte jeg længden på perlekæden med længden på den perlekæde af restperler, som jeg syede først på sommeren, og hvis længde er hel perfekt.  Derfor er der to perler mindre end udgangspunktet, for ellers ville perlekæden blive for lang til mig.

/Bella

mandag den 16. oktober 2023

Perlekæde med perlelås...

 

Det her var det første udkast til perlekæde fra perlerne i poserne.  Nu er perlekæden syet, og det på perletråd slået af tre tråde og med knude mellem hver perle.

I lighed med den første perlekæde som jeg syede og viste, er denne også i et intuitivt design, og matcher ikke nødvendigvis det første udkast.  

Hvilket også siger noget om det uendelige antal designmuligheder, og at man derfor ikke skal være bange for at prøve, for man kan ikke "designe forkert".

Låsen på denne perlekæde er noget særligt.  Det er nemlig en ægte ferskvandperle, som er boret ud og konverteret til en hægtelås i sølv.

Man ser den den rigtig fint her, hvor perlekæden er strenget op og klar til at blive syet, og hvor låsen endnu ikke er monteret.

Med en perlelås af denne type falder låsen på smukkeste vis i et med perlekæden. 

Det er med andre ord blevet til endnu en vellykket luksus-mixkæde med en skøn blanding af forskellige ferskvandsperler i kølige og varme nuancer.

/Bella

mandag den 2. oktober 2023

Perlekæde med gyldne perler og forgyldt lås...

 

Den første mixkæde med ferskvandsperler som jeg har syet af perler fra poserne i gemmerne er denne, som er den sidste jeg viser i blogindlægget.

Efter af have vist perlerne kom de tilbage i hver deres pose, og da jeg strengede kæden op til syning, kombinerede jeg perlerne intuitivt, og det blev til dette design.  

Det er min erfaring, at man ikke så tænke så meget over hvad der går godt sammen, for så bliver det så konstrueret og for planlangt.

Jeg har monteret perlekæden med en flad, forgyldt hægtelås, som jeg synes klæder perlekæden og dens udtryk. 

Perlekæden er syet på almindelig perlertråd slået af tre tråde.  Man måler seks gange perlerkædens længde op, lægger perletråden dobbelt og trækker perlerne på den dobbelte tråd (det hedder at strenge op).  Herefter starter man med at montere låsen, og der syes knude mellem hver perle, for så at afslutte med låsen igen.  

Se evt. her og her, hvis du er interesseret i perlekædesyning.


/Bella

søndag den 17. september 2023

Når restperler er en slags glemt guld...

 

Perlekæden af restperler som jeg syede først på sommeren, har været min ubetingede favorit-perlekæde denne sommer.  

Den har fået meget opmærksomhed og har høstet mange komplimenter.

Så da jeg i en af perleskufferne fandt tre poser med restperler.  Du ved resultatet af hurtig oprydning, hvor man lige pakker det hele væk i en pose og væk i en skuffe, og vupti, så har man ryddet op.

3 poser med rester af diverse slags ferskvandsperler.  En slags glemt guld, som nu må frem i lyset til ære og værdighed.

Udfordringen jeg har givet mig selv er, at hver pose med perler skal blive til en smuk perlerkæde.

Øverste billede er et forslag på perlekæde lavet af den miderste pose med perler.

Forslaget nedenfor er lavet med perler fra posen til højre.

Tredje og sidste forslag er lavet af perler fra den første pose, og kommer her.

Nu strenger jeg alle kæderne op og syer dem, og jeg lover at vise dem frem hver og en.

/Bella 

tirsdag den 27. juni 2023

Mixkæde af restperler -- en ny favorit...

 

Jeg har syet mig en ny perlekæde som udelukkende består af restperler.  Mere eller mindre ukurante perler, som jeg har sorteret fra i andre sammenhænge. 

Perlekæden er, i al beskedenhed, overraskende vellykket.

Jeg syede den i onsdags i sidste uge, da Lene og jeg langt om længe fik sat hinanden stævne til en kop aftente og håndarbejde.

Jeg spammer lige med et par detailbilleder, og herefter følger historen om perlekædens tilblivelse, for det var slet ikke meningen at jeg skulle sy en sådan mixkæde af restperler.

Inspireret af perlekæden til Jennifer, ville jeg sy to lange, tynde perlerkæde af restperler som skulle monteres med ring-i-ring-låse i, i henholdsvis guld og selv, og evt. blande låsene med en halvdel af hver i hver perlekæde.

Jeg fandt derfor det store glas med restperler frem, som jeg har stående i Oslo.  

Her kan man ikke se, hvor højt glasset er, eller hvor mange perler der er tale om.
Men der er nok perler til at fylde et stort lasagnefad.

Mens jeg sad og hyggede med at strenge de lange perlekæder op, opdagede jeg at der var ret mange designperler (og andre smukke afvigere) i faddet.  Dem lagde jeg til side efterhånden som jeg stødte på dem.

Det viste sig, at der var rigelig til en perlekæde.  

Den strengede jeg op og tog med hjem, sådan at mit håndarbejde den aften med Lene, var syning af perlekæde.  

Som det ses, har jeg også monteret en ring-i-ring-lås (i sterlingsølv) i denne kæde.  

Perlekæden er syet på almindelig perletråd slået af tre tråde og med knude mellem hver perle.

Jeg har haft den på hver dag siden -- med andre ord, det er en ny favorit til samlingen af favoritter.

De to andre lange perlekæder har endnu tilgode at blive syet, men med Tour de France om hjørnet, så sker det nok snart😉

/Bella

tirsdag den 10. januar 2023

Louises øreringe & et par øreringe med peacock-farvede designperler...


Da Louise og jeg var til messe i Fredericia i oktober, og vi snakkede koralperler som jeg gerne ville finde på messen, kom Louise i tanke om, at hun havde mistet det ene vedhæng i det sæt koral-øreringe, som jeg havde lavet til hende.

Hun spurgte derfor om jeg kunne lave et nyt vedhæng, og selvfølgelig kunne jeg det.  
Dvs. jeg lavede et nyt par.


Så "smykkeværkstedet" blev pakket ud.

Det var også i den forbindelse, at jeg lavede juleøreringene. 


Da jeg var i gang lavede jeg også et par helt enkle øreringe med 7 mm firkantede, flade peacock-farvede ferskvandsperler og små hvide perler (2 mm) på toppen.  

De flade perler er såkaldte designperler.  Det kaldes de fordi formen på perlen er menneskeskabt og designet ved at der er plantet en kerne med denne form i muslingen, som muslingen siden har indkapslet i perlemor.

De hænger i sølv-forgyldte ørebøjler med øje.
 

Louise har forlængst fået sine koralvedhæng, det er bare mig der ikke har fået vist dem frem.

/Bella

lørdag den 5. juni 2021

Mayas øreringe...

 

Lene kom forbi i sidste weekend med et ønske om, at vi kiggede på øreringe til Maya.  For Maya har fødselsdag i dag, og Lene ville gerne forkæle hende med håndlavede øreringe.

Vi var udfordret af en viljestræk teenager med bestemte meninger om, hvad hun ville ha', og samtidig ordfattig på hvad netop det var.  Vi blev dog hjulpet på vej med hint om at det skulle være guld og blå perler samt et link til øreringe fra Kobra Copenhagen.   

Med inspiration fra Kobra-øreringene lavede jeg det første par, som er sølv-forgyldte creoler (2,5 cm i diameter) med hvide, lyseblå og mørkeblå runde ferskvandsperler i forskellige størrelser og forgyldte stave -- som jeg også har brugt til øreringe til en norsk kollega.   

Mens jeg lavede øreringene, gik Lene i gang med at designe det næste par øreringe, som er inspireret af øreringe fra Pearl & Pieces med måneferskvandsperler.  Sådan nogle havde jeg ikke, men jeg havde stjerner.  Og stjerner blev det, kombineret med facetslebne rosa og lilla zirkoner og små lyseblå ferskvandsperler i runde sølvforgyldte ørebøjler.


Nu er det bare tilbage at håbe, at øreringene falder i den unge dames smag :-)

/Bella

tirsdag den 14. marts 2017

Perlekæde med tak...


Min arbejdsplads er under afvikling, og derfor siger vi også farvel til kolleger -- gode kolleger.  Forleden var det er særlig god kollega, som jeg kommer til at savne rigtig meget.  Derfor havde jeg syet denne perlekæde til hende.

Hvide design-ferskvandsperler med kasselås i sølv med filligranmønster.  Den er syet på almindelig perletråd med knude mellem hver perle.  Helt enkel og alligevel anderledes.  


Jeg syede for et par år siden en perlekæde med samme type perler, hvor låsen fik en central plads.  Her er låsen tænkt som nakkelås, så perlerne får al opmærksomheden :-) 

/Bella

tirsdag den 13. september 2016

Armbånd med designperle og lædersnor...


Der var én perle tilovers, da jeg syede armbåndet med lykkelås.  

Den perle pynter nu som vedhæng i et nyt armbånd.  Som jeg har lavet af et flad ruskindsbånd (5 mm bredt, 20 cm langt), som jeg har klippet et hul i med en hultang, i hver ende, og lukker med en lille S-lås i sølv.  


Det bliver ikke meget nemmere :-)

Og minder i øvrigt ret meget om Tina Dalbøges nøgleringe/nøglesnore :-)

/Bella

mandag den 5. september 2016

Armbånd med røde designperler og lykkelås..


Jeg har syet et armbånd af de meget specielle design-ferskvandsperler, som jeg købte hos Karen Hørman.  

For at armbåndet kunne blive langt nok, måtte jeg ofre de øreringe jeg lavede tidligere.


Jeg har monteret en fin, flad lås i sølv, som populært kaldes en lykkelås.  Jeg skal dog ikke gøre mig klog på, om der rent faktisk er tale om det kinesiske symbol for lykke på låsen.  

Men det er en god type lås, som har den fordel, at hvis uheldet er ude og låsen går op, så tabes smykket ikke, fordi hægten holder smykket sammen.  Denne type lås kaldes indlysende også for en hægtelås :-)


Armbåndet er syet på almindelig perletråd slået af tre tråde, og der er knude mellem hver perle.

Et hurtigt hyggeprojekt :-)

/Bella 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...