lørdag den 25. juli 2020

Remake: halskæde og armbånd af store barokke naturfarvede perler...


For flere år siden syede jeg en lang perlekæde med naturfarvede store barokke ferskvandsperler i hvide, creme, rosa og laksefarvede nuancer.  Perlerne måler ca. 1,7 x1,4 cm og har en fantastisk glans.

Men antallet af gange som jeg har haft perlekæden på, kan tælles på en hånd.  Så nu har jeg syet den om, dvs. forkortet den, og lavet et matchende armbånd.  Jeg har allerede haft sættet på to gange 😊


Halskæden er monteret med dupsko, så jeg kan skifte låsen ud.  Her er det en lille blondekuglelås fra Ole Lynggaard.  Mens armbåndet er monteret med kuglemagnetlås, som gør det nemt at tage af og på. 

Perlerne er syet på tyk perletråd med knude mellem hver perle, dog har armbåndet dobbelte knuder mellem de tre perler på hver side af låsen. 


Der er en lille rest perler tilbage, som jeg planlægger skal indgå i en luksus-mix-kæde.  Jeg skal bare lige finde ud af hvilke perler, som de skal mixes med 😊

/Bella

torsdag den 23. juli 2020

Origamisko...


Det er godt nok ikke Roccamore sko (som jeg drømmer om at prøve, og hvis virkelig så gode som rygterne sige, da også eje 😊), men søde er de -- disse fine origamisko 😊


Jeg kunne i hvert fald ikke modstå dem, da jeg så dem på Pinterest, og måtte straks folde mig et par.  

Der går 2 stykker papir til en sko, og de er overraskende lette at folde.  Jeg fulgte en vejledning fra creative handicraft, som jeg ikke kan finde nu, men denne youtube-vejledning er meget lig.  

Jeg har foldet af papir der er 15x15 cm.

God fornøjelse!

/Bella

søndag den 19. juli 2020

Perfekte uperfekte roser...


Min svigermor har igen gavmildt doneret roser fra haven, og der er noget perfekt over de her smukke uperfekte roser, som er mærket af vejr og vind.



/Bella

tirsdag den 14. juli 2020

Ophæng til Emma...


Lene kom med hjerterne og stjernerne af perlemor, og spurgte om jeg kunne lave et ophæng til hendes niece Emma.  Emma har i flere år haft svaleuroen hængende, men den var falmet og blevet trist at se på.  Det ved jeg alt om, for jeg har netop taget min egen ned, fordi den var falmet.

Lene ønskede et nyt ophæng som erstatning, og gerne med perler som kunne fange lyset.

Det her blev mit bud, og med god tyngde.  Ophænget måler fra hjertespids til øverste apatitperle i alt 110 cm.


/Bella

mandag den 13. juli 2020

Øreringe med perler og turmalin...


De sidste rester af turmalinperler er blevet til to par øreringen med klare modtagere in mente 😊

Det første par øreringe hænger i sølvforgyldte ørebøjler og består af hvide, ovale ferskvandsperler med forgyldte kæder med facetslebne turmalinsten.  Ferskvandsperlerne har en diameter på 6 mm og er 8 mm lange.  Perlevedhænget er 4,2 cm langt.



Det andet par øreringe hænger i sølvforgyldte creolbøjler og består af grå, ovale ferskvandsperler med forgyldte kæder med facetslebne turmalinsten.  Ferskvandsperlerne har en diameter på 5 mm og er 7 mm lange.  Perlevedhænget er 4,2 cm langt.

Det øverste, første par blev postet lørdag den 27/6, og jeg har ventet længe på at det skulle nå frem.  Faktisk så længe, at jeg kom til at afsløre at en overraskelse var på vej, men ikke hvilken 😊  Jeg har nemlig forkælet Christina med øreringe der matcher hendes fødselsdagsgave.  Det beklagelige er, at hun endnu ikke har modtaget øreringene.  

Kom så, Post Nord!!

Opdatering:  Det var det der skulle til, jeg skulle lige hæve stemme, og vupti, så nåede brevet med øreringene frem til Christina 😊 😊

/Bella

torsdag den 9. juli 2020

Oslotæppet er færdigt...


Da vi var i Oslo for at kigge til lejligheden, tog jeg tæppet, som jeg var i gang med at hækle, med hjem.  Jeg længtes sådan efter at lave det færdigt, og det var så tæt på at være færdigt.  

Og færdigt blev det.

Tæppet har været længe undervejs, nok mit til dato længstvarende projekt.  Jeg startede på tæppet i Oslo i marts 2018, og så tror jeg faktisk ikke, jeg nævner det før jeg coronastrandede i april i år.  

Nu er tæppet vasket og blokket, og klar til at komme med retur til Oslo 😊


Tæppet var alt for stort til at ligge til tørre i "fuld figur" og måtte lægges dobbelt. 

I modsætning til tidligere granny stripe-tæpper, som jeg har hæklet, har dette tæppe lodrette striber i stedet for vandrette striber.

Tæppet måler 136 x 186 cm, og vejer 690 g.  Det er hæklet i Blackhill Højlandsuld på nål 3.  Tæppet er afsluttet med to rækker dobbelt stangmasker.

/Bella

onsdag den 8. juli 2020

Omsyning af perlekæde med store, hvide ferskvandsperler...


Denne perlekæde var blevet tilbage i Oslo, fordi for første gang nogen sinde rejste jeg hjem uden at tage mine favoritsmykker med.  Jeg skulle kun hjem for 6 dage dengang den 10. marts, da jeg rejste hjem.  Men det blev til mange måneder hjemme, uden smykkerne.  

Det havde ellers været særdeles oplagt at tage denne perlekæde med hjem, for den havde en Ketty, og har længe trængt til at blive syet om.  Med corona har tiden været der til at sy den om.

Men det måtte vente til vi kom til Oslo, og jeg kunne tage den med hjem.  Og med hjem kom den.  Nu er den også syet om 😊

Fakta:
Store, hvide ferskvandsperler (9 mm diameter) med en meget glansfuld lustre.
Syet på almindelig perletråd slået af tre tråde.  
Knude mellem hver perle.  
Monteret med sølvdupsko, så låsen kan skiftes ud.  Her med Lynggaard blomsterlås.
Længde, uden lås: 47 cm.

/Bella

tirsdag den 7. juli 2020

Fugle-trafiklys...


I over en uge i træk oplevede vi på dagligt basis, at fugle fløj ind i vinduerne i stuen.  Det duer ikke, for det kan gå helt galt.  Indtil videre er fuglene kommet sig, men har siddet en times tid på fliserne og været groggy.

Noget måtte gøres.  I følge Dansk ornitologisk forening advarer man bedst fuglene med røde eller orange objekter, som kan tage en hvilken som helst form -- det behøver altså ikke være rovfugle.

Jeg har lavet røde trafiklys.  



Og nu til den gode nyhed, for siden de kom op at hænge, er ingen fugle fløjet ind i vinduerne 😊

/Bella

onsdag den 1. juli 2020

Halskæde med turmalin til Malene...


Jeg har lavet en halskæde med turmalinsten til Malene.  Jeg lavede et armbånd til hende i april, dengang jeg også lavede armbånd til Louise og Sille.  Nu ønskede hun sig en halskæde der matcher.


Værsgo, et stk. halskæde, 47 cm med lille ferskvandsperlevedhæng 😊

Fint, let og sommerligt!

Husker du, da jeg lavede et sæt til Christina til hendes fødselsdag, at jeg bemærkede, at jeg også ville have et sæt.  Det nåede jeg ikke at få.  Det lille stykke kæde jeg har tilbage er for kort til et armbånd, og bliver til øreringe.  Men det er OK.  Jeg mangler jo ikke smykker, og jeg har nydt at lave hvert et smykke 😊

/Bella
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...