fredag den 22. november 2019

En forræderisk perlekæde...


Denne perlekæde syede jeg til mig selv kort tid efter, at jeg var startet i Oslo.  Jeg syede den for at ha' en imposant, klassisk perlekæde, som kunne booste min selvtillid :-)  Og det har den gjort mange gange siden :-) 

Jeg kalder den "Benedikte-perlekæden".  Måske du husker, at prinsesse Benedikte har en perlekæde med meget, meget store runde perle, som hun ofte har på til gallamiddage?  Mine perler er dog ikke så store, men ikke desto mindre ret store og i en meget flot kvalitet og med en vidunderlig lustre.  Der er lidt praleri over dem :-)

Jeg har kigget bloggen igennem for at se præcis, hvornår det var, at jeg syede perlekæden.  Men af en eller anden grund er denne perlekæde ikke dokumenteret.  Hvilket er ærgerligt, for så ville jeg formentligt også have kunnet se om "Ketty" allerede var der dengang, eller om den lille Ketty-løkke først har kigget frem senere.


Hvor om alting er, så følte jeg mig en smule forrådt, da jeg forleden aften sad i sofaen og efter en lang dag tog perlekæden af.  Netop da jeg skal til at lægge perlekæden på sofabordet, får jeg øje på løkken.  

Her har jeg gået hele dagen og troet, at jeg så godt ud, samtidig med at løkken har siddet og grinet af mig.  Altså!!

Det er også interessant, eller i hvert fald værd at notere sig, at løkken sidder mellem første og anden perle i den ende af perlekæden, hvor jeg er startet med at sy perlekæden.  Løkken er med andre kommet til i forbindelse med at jeg syer den allerførste knude på perlekæden mellem første og anden perle.  Under normale omstændigheder ville jeg hævde, at det stort set er umuligt at lave en Ketty-løkke der, da man strammer godt til her på dette tidlige tidspunkt i processen, hvor lås, eller som her dupsko, monteres.  

For pokker altså!!

Nå, men nu kan jeg ved lejlighed sy perlekæden om.  For en Ketty-løkke booster ikke selvtilliden (og du vil måske sige, "den der lille løkke, er der da ingen der ser".  Men det er jo lige meget, når jeg nu ved at den er, og det er min selvtillid der skal boostes)  :-)

/Bella

Ps. Hvis du undrer dig over at jeg kalder det en Ketty-løkke, så få den flove historie og forklaring her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...