Viser opslag med etiketten origami. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten origami. Vis alle opslag

tirsdag den 2. december 2025

Juletræer og påfugl i origami...


Det her er et mødelokale på min arbejdsplads, hvor jeg forleden var den første til at ankomme til møde.

Efter at ha’ stået og nydt udsigten ud over byens tage, fik jeg øje på origami-juletræer, som jeg også selv tidligere har lavet en hel del af.  De er nemme at lave, og fortjener en varm anbefaling.

Måske du husker, da jeg og mine kollegaer for år tilbage lavede juletræer til bordpynt til årets julefrokost?  Se dem her.  Nogle år senere foldede jeg træer igen, se dem her, som også viser Starfolds variant af træet, inkl. vejledning. Du finder videovejledning til den almindelige variant her.

Men de her træer har jeg ikke lavet, og slet ikke påfuglen.

Den har jeg ikke prøvet at folde endnu, men jeg har fundet denne videovejledning på YouTube, som jeg skal prøve af.

/Bella

mandag den 7. juli 2025

Origamipapir med Liberty blomsterprint...

Lige før sommerferien kom en kollega hjem fra konference i Skotland.  

Jeg ville også gerne ha’ været med, for jeg tilbragte en stor del af min tid som ph.d.-studerende i Glasgow, og har nære venner og gode kolleger der.  Men konferencen fandt sted samtidig med at jeg var vært for det offentlige specialeseminar, hvor jeg selv havde tre specialekandidater med, og jeg havde i øvrigt ikke paper på konferencen.

Fra netop en sådan god kollega og nær ven bragte min norske kollega en gave med hjem, som viste sig at være smukt origamipapir med Liberty blomsterprint.  

Min skotske kollega havde hørt om udfordringerne med at købe origamipapir hos Lavender Home, og han ved, at jeg kortvarigt planlagde at inddrage ham som mellemmand.

Den smukke æske med origamipapir er en påmindelse om det, og er sendt med et glimt i øjet.  Han vil også hinte, at professorer også er kreative mennesker.

Han har selv inden for de sidste par år, faktisk i kølvandet på coronatiden, kastet sin opmærksomhed på kreative hobbies.  Forrige sommer tog han et to-ugers kursus i skulpturering og lavede en meget smuk buste.  Sidste sommer tog han et tilsvarende intensivt sommerkursus i at male oliemalerier, som fik ham til at tage opfølgende aftenkursus gennem vinteren.  Så han kender til glæden ved at være kreativ. 

Origamipapiret har print på begge sider, og ikke som normalt en mønstret og en hvid side.

Det er lidt af et dilemma, for hvilken af de smukke sider skal vende ud?

Det er helt fjollet, men lige nu nænner jeg ikke at folde af det.

Men måske det blå-blomstrede i form af favoritbrikken

/Bella

søndag den 15. juni 2025

En æske med porcelænsskår, eller...


Jeg har også foldet favoritbrikker af porcelænspapiret og rammet dem ind.  Det ligner nærmest en æske med porcelænsskår.

Det er et helt andet udtryk sammenlignet med de røde brikke, hvor den hvide kerne træder tydeligt frem.

Papiret og dets mønster gør en kæmpe forskel.

Prøv at se, samme type brik, samme størrelse papir, samme slags papir med en hvid side og en side med mønster og samme slags ramme, men vidt forskellige udtryk.

/Bella  

lørdag den 7. juni 2025

Origamibrikker i ramme...

   

Jeg har genoptaget arbejdet med at samle origamibrikkerne mhp. billeder og ophæng.  Og har derfor også lige foldet nogle nye brikker i favoritmodellen, denne gang i lækkert og kraftigt origamipapir fra Norway Designs — alle i samme mønster (fra julekollektionen).


Jeg har denne gang anvendt dobbeltklæbende tape til at samle og sætte brikkerne fast på karton, og det fungerer virkelig godt — både at arbejde med og det endelige resultat.

For at få en fornemmelse af hvordan brikkerne tager sig ud, når de er rammet ind, har jeg købt en ramme i Ikea (den hedder Sannahed og måler 25 x 25 cm).  Det var den største de havde med høj rammekant.

Det er dog ikke den helt rigtige ramme, og slet ikke den endelige ramme.  Den er for lille, og har ikke glas.  Dvs. den har glas, men langt inde i rammen, som ikke tillade at blomsterne kan folde sig ud.  Jeg har derfor fjernet glasset.

Nu gælder det jagten på en passende ramme.  Jeg ved ikke engang hvad denne slags ramme hedder, gør du? 

Det er ikke svæveramme, men måske boksramme?  Jeg ønsker en stor, kvadratisk ramme med dybde, og det har jeg svært ved at finde.  Gerne træfarvet, og gerne til en hæderlig og betalelig  pris.

/Bella

fredag den 23. maj 2025

Billedværkstedet...

 

Som jeg nævnte tidligere, så har jeg kastet mig ud i hvordan origamibrikkerne kan samles, og hvordan og med hvad jeg skal gøre det.

Årsagen til den nævnte tøven i det tidligere indlæg er, at limningen af disse fine, grønne brikker ikke gik godt.

De grønne brikker er foldet i kraftigt origamipapir fra Norway Designs, og er, som du kan se en helt anden type end favorit-brikken.  Det er en brik som jeg har set på Pinterest monteret i stor skala, og som er visuel meget effektfuld.  Så den brik, har jeg naturligvis også måtte folde.

Jeg har limet brikkerne på et stykke karton, som jeg har gemt fra da Anders fornylig fik nye undertrøjer.  Det var karton som var for godt til at smide ud, og som jeg havde tænkt, at jeg ville ha' med til Oslo, til når jeg mangler karton til at lave skabeloner til papirklip.

Men det blev nu til underlag for origamibillede, og jeg ved nu, at det burde være forblevet "skabelonkarton".  For jeg limede med Dana papirlim, og ikke desto mindre har kartonet trukket sig. 

Det har vredet sig så skævt, at en blyant kan ligge under kartonet.  Den kombination af lim og karton fungerede ikke, det var ellers fint at arbejde med i forhold til små-justeringer af brikkerne.

Næste forsøg var knapt så justerbart.  Her brugte jeg syrefrit karton og origamibrikker i samme lækre, kraftige papir, nemlig origamipapiret fra Norway Designs.  Denne gang anvendte jeg papirlim fra Karen-Marie klip.  Her var resultatet meget bedre.  Men man skulle være hurtig, hvis man ville gøre små-justeringer, for papiret satte sig hurtig og kunne ikke skubbes på plads.  

Det er naturligvis et spørgsmål om øvelse.

Jeg var nu alligevel lidt ærgerlig over at bruge så mange (flotte) origamibrikker, og så ikke være helt tilfreds, fordi jeg ikke fik skubbet dem helt tæt sammen.  

Jeg kan kun takke mig selv.  Jeg skulle ha' startet ud med en mindre prøve.  Men hvem siger den ville have vist mig udfordringen, hvis den var hurtigt lavet?

Med de resultater fordampede til lysten til flere opsætningsforsøg den dag, og jeg forsatte med at folde brikker.

/Bella

mandag den 12. maj 2025

Nye origamibrikker i smukt mønstret papir...

 

Se lige her.  Den nye favorit-origamibrik foldet i lækkert, kraftigt origamipapir fra Norway Designs.  Papir med smukke mønstre, som gør hvert stykke papir til et kunstværk i sig selv.


En fryd for øje — og hænder.

Alle med knivskarpe hjørnespidser, hvilket også er en fryd for øjet.  Man skal heller ikke underkende det faktum at mindre papir går til spilde, når hver brik er en succes.
 
Jeg er klar til at se origamibrikkerne i potentielle billedformater.

Det rejser spørgsmålet om hvordan og hvad jeg skal lime brikkerne op på, og hvilken lim jeg skal bruge?  Jeg har så småt taget hul på det med varierende resultater, hvilket har fået mig til at tøve.


/Bella

fredag den 2. maj 2025

Origamibrikker der ligner hinanden, men ikke er ens...

 

Det bliver muligvis lidt nørdet denne gang.  Så hvis du er træt af min begejstring for origamibrikker, så skip dette indlæg.

Når det er sagt, så har jeg fået en ny favoritbrik.  Brikken til venstre, og jeg skal forklare hvorfor.

Men inden vi når så langt, vil jeg minde om, hvad jeg vil med brikkerne, jeg vil nemlig lave billeder.  Billeder jeg kan hænge op.

Billeder i stil med dem som Camilla Bødker, Kaja Nymand og Kristina Krogh laver.  Bare mine egne, og til mig selv.

Som du måske husker startede det med origamipyramidekunstværket fra hotellet i London?  Jeg ville lave noget lignende.  Jeg fandt også vejledning til foldningen af pyramiderne fra London.  Men så var det alligvel ikke rigtig det jeg ville ha'.

På Neu-julemarkedet så jeg Camillas billede med origami og syntes at det fungerede fint.

Siden har jeg foldet et utal af den type origamibrikker (brikken til højre) (se f.eks. her, her, her, her og her).  

Kaja laver også denne type billeder, bl.a. i flad udgave.  Mange af Kajas øvrige billeder er baseret på en variant af netop den origamibrik, hvor hun ikke folder den færdig, og lader den være en stor "blomst" (brikken i midten).  

Mit gæt er, at hun er inspireret af Krogh Andersens origamibilleder med lignende origamibrikker (brikken til venstre).  Lignende, men ikke magen til.

Hvilket bringer mig frem til min nye favoritbrik (brikken til venstre).  Den er min favorit fordi den er super-enkel at folde, og fordi den er idiotsikret og lykkes hver gang. 
Man kan ganske enkelt ikke folde forkert, og selv hvis man er lidt upræcis, så bliver den fin (nok).  

Med den anden brik, brikken i midten og til højre, skal der ikke gå meget galt for at hjørnespidserne ikke står knivskapt, og typen af papir kan gøre en stor forskel.  Med den nye favoritbrik, står hjørnespidserne knivskapt hver gang, uanset type papir!   

Gentager: hver gang! 

Hertil kommer at den nye favoritbrik er en lille smule mindre, og det gør heller ikke noget -- synes jeg.

Min nye favoritbrik er også særlig god til almindeligt hvidt papir, fordi der foldes mindre og kommer færre knæk, og man kommer derfor ikke til at lave utilsigtede skygger på brikken.  

Se f.eks. nedenfor hvor jeg har foldet i almindeligt papir og kalkerpapir.  Denne brik fungerer bedst i almindeligt papir, og hvor imod brikken i kalkerpapir bliver lidt kedelig og er meget bedre i den anden type brik (brikken til højre, øverst).

Jeg vil lade det være nok for nu.  Jeg er fortsat begejstret, og har fået en ny favoritbrik.

/Bella

Ps. Hvis du higer efter det lidt nørdede, så ses forskellen på de to typer brikker (se billedet i toppen) ved at folden i hjørnespidsen er smallere og bøjer opad, hvor imod folden på den nye brik er bredere og går indad.

Lad mig tilføje, at det var fordi jeg at jeg opdagede at brikkerne i Kaja og Kristinas billeder ikke var den samme type, at jeg opdagede den nye favoritbrik. 

Hvis du selv vil folde brikker, så finder du YouTube-vejledning til den første brik her

Foldevejledning til min nye favoritbrik finder du her (også YouTube).  God fornøjelse!

torsdag den 3. april 2025

Flere origamibrikker...

 

Jeg er ret begejstret for denne type origamibrik.

Den er flerdimensionel og med lidt “pyramide-effekt” i midten.  Den har et visuelt flot udtryk, og origamien vises flot frem.

Jeg har foldet i flere forskellige papirkvaliteter i denne omgang. Fælles er at papiret måler 15x15 cm.

De sort-hvide brikker er foldet af papir fra Vivi Gade-design, som er et to-sider design med print på begge sider á 80 g.

Brikkerne i papir med noder på er noget kraftigere, og er fra nodebøger.  Jeg har købt papiret på en stand på Kreative dage-messen for flere år siden.

Den brune brik ude til højre med striber er foldet i papir fra Søstrene Grene, og der står ikke på pakken hvor meget det vejer.  Men det er tyndt.

De to hvide brikker er foldet i papir der vejer henholdsvis 100 og 110 g.  Jeg har købt papiret hos Norway Designs i lighed med papiret som de restende brikker er foldet af.  

Det blomstrede Norway Designs-papir vejer 100 g., og er i samme kvalitet som de tidligere foldede grønne brikker, som også er i papir fra Norway Designs.

Jeg tror, at jeg foretrækker denne type origamibrik i klassisk origamipapir med mønster på én side.  Jeg synes at det bliver for uroligt med mønster på begge sider.  Men som med så meget andet, er det en smagssag.


/Bella

tirsdag den 18. marts 2025

Grønne origamibrikker med hvid kerne...

 

Jeg folder stadig origamibrikker.  

Det er hyggeligt og meditativt, og det er en luksus at ha’ lækkert papir mellem hænderne.

Som jeg nævnte tidligere i forbindelse med brikkerne med grøn kerne, ville jeg også prøve at folde en serie med hvid kerne, bare for at se hvad det gør ved udtrykket.

 

Det gør en forskel, men dermed ikke sagt, at jeg har en præference.  De kan noget hver især.

Hvis jeg har en præference, så er det de nye med hvid kerne.  Men måske det bare er fordi det er dem jeg lige har foldet?  Og fordi de er sværere at folde end de andre netop pga. den hvide kerne, og fordi de alle er faldet heldigt ud.

Måske du husker, hvordan jeg i efteråret faldt for disse typer origami tiles eller -brikker med henblik på billedindramning?  Og hvordan jeg efter julemarkedet i december har været optaget af netop denne type brik?

Jeg synes at brikken har et stærkt visuelt udtryk, og så er den på en og samme tid nem at folde, og har et afsluttende raffinement som kræver præcision og øje for detaljen.

 /Bella

onsdag den 29. januar 2025

Grønne origamibrikker...


Jeg folder videre og arbejder på at perfektionere foldeteknikken, så brikkerne står skarpt.

Jeg har denne gang foldet i lækkert origamipapir fra Norway designs, som var en del af deres julekollektion.

Den næste serie har jeg planer om at folde modsat, så kernen bliver hvid og rammen grøn. Bare for at se hvad det gør ved udtrykket.

/Bella

torsdag den 16. januar 2025

Fine, enkle origami tiles...

 

På julemarkedet i Nordkraft tilbage i november, havde en af udstillerene et par billeder med denne slags origami tiles, eller origamibrikker.  Dem nærstuderede jeg.  Papiret, foldeteknikken og præcisionen, og deres udtryk som resultat af forskelligt slags papir.

Jeg har derfor foldet disse brikker for at afprøve forskellige papirkvaliteter blandt det origamipapir jeg har liggende.

Det har været en interessant øvelse, og jeg er langt fra færdig med denne type origamibrik.  Ikke mindst fordi den har det tredimensionelle udtryk, og løfter sig i midten som pyramiden, der var mit udgangspunkt.


 /Bella

fredag den 1. november 2024

Sonobeenheder og origamipyramider...


Jeg foldede tidligere sonobeenheder i origamipapir str. 20x20 cm, og syntes at de var for store.  

Nu har jeg foldet i papir str. 15x15 cm, og de er stadig for store.  For hvor snobeenheder typisk bruges til modulærorigami så som bolde, kasser o. lign., er jeg fortsat optaget af pyramider eller trekanter der kan gøre sig som billedkunst, og der er også disse for store.

 

Jeg har derfor også foldet sonober i papir str. 7,5x7,5 cm. 

Nu synes jeg til gengæld at de er for små, eller måske det bare papiret der giver et meget "uroligt" og rodet indtryk, hvor pyramiderne nærmest forsvinder?

Dog er de et fint eksempel på hvordan man kan sammensætte sonober og få en plade af pyramider.

/Bella

onsdag den 16. oktober 2024

Mere origami...


Jeg folder fortsat i papir str. 20x20 cm.

Udover pyramider, er jeg optaget af forskellige "fliser" som kan fungere som kunst i ramme.  Jeg prøver forskellige udtryk af.  Dels mht. hvordan de ser ud i samme papir, dels hvad forskelligt papir gør ved udtrykket.

Midt i det hele faldt jeg også lige over et hjerte, som jeg måtte prøve at folde -- og til sidst blæse luft i så det fik volume.  Ret fint af et første forsøg.

Jeg har også prøvet at folde sonobe-enheder, som anvendes i modulær origami.  Typisk til bolde, stjerner, bokse o.lign.  

Jeg har har planer om pyramider, selvfølgelig.  

Men jeg synes at de her enheder (units) er for store, så måske jeg prøver at folde nogen der er mindre.
 

Lad mig slutte af med hjertet.

Hvis du har lyst til at prøve at folde det, finder du både videovejledning og trin-for-trin-instruktion her hos Origamiok.com -- prøv det, for det er super-sødt og overraskende nemt❤️


/Bella

lørdag den 12. oktober 2024

Origami-pyramider...


Jeg er i Oslo, og hver dag i denne uge, når jeg er kommet hjem fra arbejde, og har fået lavet en kop te, har jeg sat mig ved køkkenbordet og foldet lidt origami.  

Det er en god måde at tømme hovedet på, når der er mange bolde i luften...

Da kan origami noget.  Det kan flytte fokus, sænke ens skuldre, beskæftige ens hænder og udfordre hjernen på den gode måde.


Som du kan se er jeg ikke færdig med pyramider. 

Jeg har fundet papir frem som måler 20x20 cm, som er stort af origamipapir at være, men en god størrelse, når nye folderier skal prøves.

Origami-pyramide-kunstværket fra London er stadig en inspirationskilde, og jeg har endelig fundet den type pyramide, som er anvendt i kunstværket nemlig den, som jeg har foldet her (den store til venstre).  

Du finder en fin videovejledning på netop denne type origamipyramide hos Tove Svartkjønnli på hendes Instagramprofil @papir_lab.  Scroll gennem hendes opslag, og kig efter en lysegrøn pyramide.

Det får mig i øvrigt endnu engang til at tænke over, om det er en fejl, eller med vilje, at nogle af pyramiderne i kunstværket i London er foldet ud.

Min søgen efter pyramidevejledning resulterede også i anvisning på dobbelte pyramider, som der også er mange eksempler på som vægkunst. -- se f.eks. her på YouTube.  

/Bella

onsdag den 2. oktober 2024

Origami tiles til et billede...

 

Inspireret af et stort kunstværk af indrammede origami-pyramider i lobbyen på Strand Palace Hotel i London, hvor Christina og jeg boede for nogle år siden, har jeg været på Pinterest efter idéer til velegnede origamielementer, der vil gøre sig godt som billedværker.

Første forsøg er disse meget enkle tiles, som giver dybde og tredimensionalitet samtidig med at de er "rene" i udtrykket.

Jeg har foldet i det papir jeg havde ved hånden, som dels er fra Søstrene Grene (øverst) og dels Tigerbutikken (nederst).  Det er billigt papir, knapt så fleksibelt, men godt at øve sig på.

Du finder foldevejledning på youtube, hvis du også har lyst til at prøve.

Nu sætter jeg jagten ind på hvidt origamipapir str. 15x15 cm, for det tror jeg kunne være flot.

/Bella

søndag den 14. juli 2024

Lene kom med landkort til papirkreativitet…

 

Jeg har nylig fået gamle landkort af Lene, som stammer fra hendes skole, hvor der er blevet ryddet op i gemmerne.

Jeg foldede for nogle år siden en æske til hende af netop et gammelt landkort.  Og landkort er gode at folde æsker af, fordi papiret er lidt kraftigt og kan tåle at blive arbejdet med.  Jeg har også foldet stjerner af kortsider, som også er ret fine.

Pinterest byder også på idéer med landkort, nemlig collager, prøv at søg på maps collage, og se hvor mange spændende muligheder der er.

/Bella 

lørdag den 2. december 2023

7-takket stjerne som er flot til ophæng...

 

Jeg har foldet et par 7-takkede stjerner til ophæng i køkken-alrummet.  

Det er flere år siden jeg foldede dem sidst.  Jeg tror faktisk, at det var dengang, hvor min mor, Amanda og jeg foldede stjerner en hel weekend -- det var nærmest et stjerne-maraton, og enormt hyggeligt.  (Det var i 2015!).

Stjernen er nem og enkel at folde, og jeg kan varmt anbefale den -- jeg synes selv, at den er flot.

Som dengang, har jeg foldet stjernerne af kvadratisk designpapir fra Søstrene Grene som måler 29 x 29 cm.  

Der går 7 stykker papir til en stjerne.  Stjernen samles uden lim, ved at den lille stjernespids hægtes ind i den store spids, og så fremdeles.

Jeg har lavet huller til ophæng med hul-dimseren (som jeg kalder den), og trukket silkebånd til ophæng i.

Stjernerne måler fra spids til spid 43 cm.

Du finder trin-for-trin-vejledning her, og YouTube-videovejledning her.

God fornøjelse!

/Bella

lørdag den 21. oktober 2023

Origami-snefnug...

 

Jeg har foldet et første forsøg på origami-snefnug (snowflake). 

Eller måske det er en iskrystal eller en stjerne?

Uanset, så er det et klassisk og nemt stykke origamifolderi, som kræver seks dele, som samles ind i hinanden uden brug af lim eller lignende.

Jeg har foldet i papir der måler 10x10 cm.  

Papiret er fra Karen-Marie-klip og er reelt for kraftigt, men det var det jeg havde ved hånden.

Med den størrelse papir målet snefnugget 15 cm i diameter.  

Du finder en god videovejledning, hvis du googler "Origami snowflake How to make Beautiful 3D SnowFlakes Origami" på YouTube.

Den er flot i hvid, og flot når den ikke er for stor.  Jeg synes også at den er et fint bud på julepynt til vinduesophæng.

Jeg skal i hvert fald lave nogle flere i noget mere velegnet papir ;-)


/Bella
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...