Viser opslag med etiketten feminista t-shirt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten feminista t-shirt. Vis alle opslag

tirsdag den 11. april 2023

Feminista perle-t-shirten er færdig...

  

Blusen er mit svendestykke og strikkeselvtilliden er i top.

Den fine Feminista t-shirt, som er designet af Mette Henius fra Henius Knitwear, blev færdig for en tre ugers tid siden, mens jeg var i Oslo.  Men jeg har ikke fået vist den frem, så her er den i al sin herlighed.

Her er den netop taget af pinden, har fået hæftet enderne og endnu inden vask.

Så fin, så fin!

 

Når det er sagt, må jeg også sige, at farven og modellen ikke klæder mig.  Det viste jeg godt da jeg gik i gang, for garnet var ikke købt til en bluse, men til et tæppe. 

Men jeg kunne ikke modstå fristelsen at skulle strikke med perler, når jeg nu havde garn, perler og den specielle hæklenål liggende, og bare skulle købe et par nøgler glimmer-garn for at gøre tanke til handling.  

En medvirkende faktor var også, at blusen med korte ærmer var et overkommeligt projekt.

Jeg er derfor nu den stolte ejer af et stk. trofæ-bluse.  Den første i min samling.

Med til historien hører også, at min nabo ville i gang med at strikke en bluse, og havde udset sig mig, som sin kyndige strikkevejleder.  Jeg tænkte derfor, at jeg også  måtte i gang med at strikke en bluse, for at jeg kunne hjælpe hende.  Og ikke et ord om, at vi ikke valgte den samme bluse.  Min nabo strikker Ankers sommerbluse fra PetiteKnit, og jeg blusen med perler. 

Og ja, garnet var tiltænkt et tæppeprojekt.  Husker du hvordan Liselotte (fra Garnudsalg) og Ulla under pandemien strikkede, hvad de kaldte et "Dogmetæppe"?

Jeg tænkte, at det var et oplagt projekt for mig.  Jeg planlagde at lade silk mohairen være det gennemgående garn og ellers skifte med alle resterne af højlandsuld fra tidligere tæpper.  På den måde ville det være et godt resteprojekt.

Men jeg fik kolde fødder.  Jeg syntes pludselig at tæppet ville blive for "loddent", og jeg mangler sådan set heller ikke et tæppe.

Derfor fik silk mohairen lov til at ligge, lige til den blev til en trofæ-perlebluse, som jeg er den stolte ejer af.


 /Bella

tirsdag den 14. marts 2023

Strikketøjet er pakket og TV-strik venter i Oslo...

Jeg er ved at gøre klar til at rejse til Oslo.  Jeg har pakket strikketøj som skal med.  

Jeg skal naturligvis ha' Feminista T-shirten af Mette Henius (Henius Knitwear) med.  Jeg regner med at blive færdig med den mens jeg er i Oslo.  Jeg skal snart igang med den 3. runde med indtagning og nærmer mig med strikke-hast den afsluttende rib i halsudskæringen.

Jeg har også pakket det farveskiftende Sophie scarf af PetiteKnit.  Samt taget garn med til et tørklæde i en luksusudgave i alpaca og silk mohair.

I tillæg har jeg et strikketøj som venter i Oslo.  Et godt stykke TV-strik.  Det er et halstørklæde i rib (2r, 2v) på pind 3.  Jeg har slået 140 masker op på rundpind (40 cm) i en blød alpaca2 fra Garnudsalg -- super lækkert.

Jeg har med andre ord masser af projekter, og får forhåbentlig også lidt tid.

/Bella

fredag den 24. februar 2023

Strikkestatus på Feminista T-shirten...


Faste læsere vil sikkert genkende køkkenbordet i lejligheden i Oslo, hvor jeg har en dejlig siddeplads med fantastisk udsigt og godt lys.

Så ja, jeg er i Oslo.  Jeg rejste her op i fredags i sidste uge i selskab med "Otto" -- den bandit!  Godt, at gassen er gået af ham.

Hvorom alting er, jeg strikkede på Feminista T-shirten i sidste weekend, hvor billedet her er fra, og jeg er ikke kommet længere siden.  Status er, at jeg er gået i gang med ribben på første ærme.

Men en ny weekend venter forude, hvor jeg kan nyde fin strik og færdiggøre ribben og starte på perledelen.  Og måske ovenikøbet også nå at starte på det næste ærme, hvem ved?

/Bella

fredag den 10. februar 2023

Status på Feminista t-shirten...

 

Det skrider fremad med Feministra t-shirten, og jeg er efter 10 cm rib i drejet ret og vrang endelig nået til perledelen.  

Som også er den del jeg hører folk finder mest vanskelig.  Ja, altså ikke at strikke glatstrik på rundpind, men at sætte perlerne på. 

Hvilket man gør ved at sætte en perle på hæklenålen, løfte den maske man skal til at strikke af pinden med hæklenålen og skubbe perlen ned over masken, hvorefter at masken sættes tilbage på pinden og strikkes.  

På den måde sidder perlen flot i strikken og falder ikke frem eller tilbage i strikketøjet.  Det giver også en stor fleksibilitet i placering af perler.

Jeg må sige, jeg finder det ikke svært at sætter perlerne på masken.  Jeg har ligesom fundet taget, og det fungerer nemt og uproblematisk for mig.

Så jeg strikker fortrøsningsfuldt videre.

/Bella

søndag den 29. januar 2023

Feminista T-shirt af Henius Knitwear...

 

Sidste weekend slog jeg masker op til Feminista T-shirt af Mette fra Henius Knitwear.  Jeg er nemlig blevet færdig med halsedissen.  Jeg kommer ikke til at vise den frem, for en kollega havde spurgt til den, og fik lov til at købe den.  

Så snart at den var færdig og jeg havde hæftet ender, fik hun den, så hun selv kunne vaske og blokke den.  

Jeg kan altid strikke mig selv en ny.  

Men det skal ikke være nu, for jeg er så fristet af Mettes smukke feminista perle-t-shirt, at jeg måtte i gang med den.

Man strikker fra bunden og op, og jeg er nået en smule længere på ribben end billedet viser.  Men jeg ser bedst glimmer-garnet i dagslys, så indtil ribben er færdig er det her et weekendprojekt.  Jeg fik dog strikket lidt, da jeg forleden rejste til Oslo.

Det er min plan, at min udgave af perle-t-shirten skal have den brede, åbne halsudskæring som ses nedenfor.

Jeg strikker fra opskriften i Alt for Damernes strikketillæg tilbage fra 2020, hvor Henius Knitwear lige var åbnet og generøst delte to af sine smukke opskrifter.  Opskrifterne kan naturligvis købes i Mettes butik, som du finder lige her: https://heniusknitwear.com/.

Jeg har endnu ikke besluttet om jeg skal anvende de creme-farvede perler eller de forskellig-farvede perler, men jeg har nogle cm rib til fortsat at tænke over det.

Jeg glæder mig til at skulle i gang med selve perlestrikkeriet.  Det er faktisk det jeg venter på, og det var også det jeg så mest frem til da jeg var til strikkeworkshop i november sidste år.

Bella

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...