Viser opslag med etiketten korsperler. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten korsperler. Vis alle opslag

søndag den 7. maj 2017

Perlehygge...


Denne perlekæde syede jeg i går, da Jette og jeg nød lørdagen i hinandens og perlernes gode selskab.  Mere om perlekæden senere.


Jeg var bare så klar til, at Jette skulle komme :-)



Inden Jette kom, sorterede jeg dupsko, for dagen skulle bl.a. bruges på at finde en god løsning, så Jette kan sy perlekæder der passer til hendes smukke elefant-smykkelås.  Til det skulle vi bruge "kort-halsede" dupsko, så dem fandt jeg frem.

Noget at det første vi gjorde, var at hive perler frem af vores respektive gemmer for at vise hinanden, hvilke skatte vi var kommet i besiddelse af siden sidst -- og selvfølgelig dele med hinanden, hvor disse skatte er erhvervet :-) Det har jeg desværre ikke noget billede af, men det var et slaraffenland a la Alladins hule af smukke, smukke perler :-)

Jette (og hendes mand, Jørgen) forkælede med fine gaver.  Jette havde købt lækkert japansk origamipapir, som jeg glæder mig usigeligt til at arbejde med :-)  Og Jørgen havde lavet forskellige slags perleværktøj af bambustræ: perlepincet og perler-skeer som kan fange perler i rette størrelser, når man arbejder med perler i løs vægt, som f.eks. restperler



Her udover havde Jørgen lavet en "perlebog", som kan bruges til transport af opstrengede perlekæder.



Meget generøse og betænksomme gaver, som jeg er utrolig glade for :-)

På trods af en hel dag sammen, fik vi ikke syede ret meget.  Jeg nåede at sy to perlekæder.  Vi snakker og snakker, og så kommer vi til at lave fejl, som vi må rette, og den slags tager tid :-)

Jeg fik syet en perlekæde af rosa kartoffelperler med dupsko med øsken, som passer til Jettes lås.  Den fik jeg selvfølgelig heller ikke taget billede af.  Men det er den perlekæde, som Jette har på her, hvor hun dybt koncentreret er i gang med at udrede, at nålen er gået i gennem perletråden.  Man kan også se, at jeg har strenget korsperlekæden op, så den er klar til at blive syet -- det er den kæde der ligger på det bordeaux-farvede håndklæde -- hvilket jeg brugte de næste par timer på at sy :-)



Jeg strengede korsperlekæden op på tyk perletråd (slået af fire tråde), den er syet med knude mellem perle, og er monteret med sølvfarvet, aflang magnetlås.


Jeg afkortede den også, den er én stavperle og én korsperle kortere end den første, ulåselige udgave :-)

Det er min plan, at ha' denne perlekæde på til Amandas konfirmation på fredag -- for hvad er mere passende end korsperler til en konfirmation?


Desuden har jeg allerede klippet den seneste udgave af perlekæden med keshiperler op, for den løsning var jeg heller ikke tilfreds med, så den perlekæde skal jeg under ingen omstændigheder ha' på.


Det kan godt være, at Jette og jeg ikke er de mest effektive perlekædesyersker, når vi er sammen, men nøj hvor vi hygger :-)

/Bella

onsdag den 1. marts 2017

Hvad skal man med en halskæde, når man har hovedet under armen?


Jeg har endelig fået syet perlekæden med korsperler (ferskvandsperler), som virkelig er en luksus-statement perlekæde.  Det var oprindelig min plan, at jeg ville ha' syet den, så jeg kunne ha' den på nytårsaften.  Sidste år, altså :-)  Men det nåede jeg ikke.

Det er en perlekæde, som er vanskelig at sy, fordi perlerne stritter ud til alle sider, og tråden derfor konstant hænger fast og vikles ind.  Den er også vanskelig, fordi der er meget lidt plads til at sy de afsluttende knuder.  

Derfor er det også træls, at jeg er nødt til at sy den om.  Hvis jeg nu bare havde tænkt mig om, da jeg strengede perlekæden op, så havde det ikke været nødvendigt, men det gjorde jeg ikke.  Det er ekstra ærgerligt, fordi afslutningen er særligt vellykket.  


Men da jeg strengede perlekæden op, var jeg mest optaget af at sikre balance i perlekædens udtryk, samt sikre at perlekæden var mest voluminøs fortil, fordi perlekæden skal (skulle) lukkes med smykkelås foran.  Netop derfor var det også vigtigt, at de afsluttende perler i hver ende af perlekæden havde et plateau, som dupskoen kunne stå på.  Så det skulle jeg også sørge for.  Men jeg sørgede ikke for at tjekke, om der var plads til låsen.  

Det er der ikke!  Altså!  (💀💣💥😠).

Fint, med en perlekæde der ikke kan låses (ironisk sagt!).


Jeg kan allerede nu afsløre, at der kommer til at gå et stykke tid, før jeg har lyst at tage kampen op med denne perlekæde igen.  Uanset hvor lækker, at jeg synes den er.

/Bella

torsdag den 3. november 2016

Luxusperlekæde -- et statement...


Jeg har strenget en ny perlekæde op til mig selv.  Ja, jeg har jo ikke rigtig nogle, vel? :-)  

Det bliver en statementhalskæde af ganske særlige ferskvandsperler -- nærmest som et kors -- som pga. perlens huls placering fylder, og derfor bliver en stor og voluminøs een af slagsen.  

Jeg ser for mig, hvordan at perlekæden vil gøre sig til en sort, enkel cocktailkjole og med elegance sikre velklædthed.  

Ikke, at jeg ifører mig cocktailkjoler i tide og utide.  Men faktum er, at jeg har perlerne, de er skønne, og man ved jo aldrig! :-)

Jeg har brugt flere aftener på at nå frem til netop denne kombination af perler.  For jeg har ikke nok korsperler, og perlekæden skal derfor forlænges med andre perler.  

Jeg startede ud med at kombinere med rosa kartoffelperler med en vidunderlig lustre.


Men det fungerede ikke rigtig.  Udtrykket blev for pænt og kæden var for kort.


Jeg har derfor nu kombineret med sølvfarvede stavperler, boret på langs, som giver godt til længden.  Det fungerer rigtig godt.




Nu skal jeg bare finde ud af, om jeg skal montere dupsko eller lås.  Og så skal perlekæden selvfølgelig strenges rigtig op, på lang nok tråd, så den kan blive syet :-) 

Måske det først bliver efter ferien?  Men det kunne nu også være en flot perlekæde, at ha' med til Rom...

/Bella
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...