Viser opslag med etiketten nøglesnor. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten nøglesnor. Vis alle opslag

lørdag den 8. juni 2024

Lenes nøglesnor trænger til at blive syet om...

 

Engang imellem sker det, at jeg får en tidligere perlekæde mellem hænderne igen, og det er altid et interessant gensyn.  Det er altid spændende at se, hvordan perlekæden har klaret sig, og hvilken stand den er i.  

Tilbage i december 2015 syede jeg denne nøglesnor til Lene.  Husker du det?

Da vi spiste sammen sidst, havde Lene den med, og hun spurgte nonchalant, om jeg kunne sy den om.  Og tilføjede, at det ikke haster.

Oj manner, den tygger jeg stadig på.

Og hvorfor det, tænker du sikkert?  For nøglesnoren ser jo helt og aldeles uskyldig ud.  Hvor svært kan det være at fikse den?


Min bekymring går på omfanget og sværhedsgraden.

Det er et stort og krævende arbejde, som tager meget lang tid.  Vi taler om mange dages arbejde (målt i fuld tid).  

Der er i tillæg stor risiko for at perletråden brister pga. slidtage, mens man syer.

Nøglesnoren er 80 cm lang, består af små perler, hvor der er knude mellem hver perle.

Alene at klippe den op er et stort arbejde.  Og herefter at strenge den op, er et stort arbejde.
At sy den, tør jeg slet ikke tænke på.

Teknikken jeg syer med betyder, at man måler perletrådtråd op i 6 x perlekædens længde + i dette tilfælde en ekstra længde, fordi perlerne er små og der skal syes mange knuder.  Det betyder, at der skal arbejdes med en meget lang perletråd, som lagt dobbelt bliver på omkring 3 m!  Det er uhyre vanskeligt og besværligt at arbejde med.

Det er fuldstændigt vanvittigt at jeg syede nøglesnoren i første omgang.  Jeg kan også huske, at jeg tænkte, at det gør jeg aldrig igen.  Det er jo heller ikke fordi at bloggen har været druknet i en overproduktion af nøglesnore.  Som om.

Det er rigtigt, at jeg fra tid til anden syer lange perlekæder.  Men det er med meget større perler, hvilket betyder kortere tråd pga. færre knuder, hvilet igen betyder mindre slidtage på perletråden, og selvfølgelig er meget hurtigere at lave. Om end det stadig tager tid.

Når alt det er sagt, så er det som nævnt indledningsvis, altid interessant med sådan et gensyn.  Jeg er særligt imponeret over hvor flotte afslutningerne med trådforstærker stadig er.  Det første jeg tjekkede var også, om det er den afsluttede knude der er bristet, og har ledt til at nøglesnoren er ved at knække, men det er det ikke.  Den afsluttende knude er forsat hel og stærk.  Det er også usandsynligt at det skyldes en brist i perletråden i forbindelse med syningen, for det er i begyndelsen af arbejdet med nøglesnoren at den nu er ved at knække, med andre ord der, hvor perletråden er absolut stærkest.  

Jeg har endnu ikke besluttet om jeg syer nøglesnoren om, eller om Lene må leve med mindet om, engang at have haft en særlig ekstravagant nøglesnor med ferskvandsperler.

/Bella

torsdag den 28. december 2017

Nøglering med barokke ferskvandsperler...


Den fjerde og sidste adventsgave til min mor, svigermor, Louise og Christina i år var en nøglering syet af store, grå, barokke ferskvandsperler sat på en jumbo-nøglering.

Jeg synes selv, at den er ret cool! 

Faktisk blev det til en adventsgave, fordi jeg lavede en til mig selv, og synes at den var så vellykkede, at også andre måtte blive glad for een :-)

Min bilnøgle har nemlig en "strop" man kan gribe fat i, når nøglen skal op af tasken, og den er super-god, og derfor dette design :-)
(Bare lige så du ved det, det er Sille, der har lavet min bilnøglering -- hun er god :-))


Men at lave og give en adventsgave som ikke er en juleting, er et brud på mine egne adventsgaveregler.  For hvis en adventsgave ikke falder i god jord, skal man kunne pakke den væk med god samvittighed, når julen er over :-)

Så jeg håber, at nøgleringen er faldet i god jord :-) 



/Bella

tirsdag den 24. januar 2017

Nøglering med lædersnor...


Jeg havde brug for en nøglesnor/keyhanger, og det skulle gå lidt tjept, og det er lige hvad denne løsning er :-)

Lædersnor og nøglering -- done!
 

Jeg har brugt en lækker ruskindsnor (4x2 mm og 1 m lang -- her den mørkeblå, men jeg kunne også ha' brugt den mørkebrune.  Begge er fra endlessleather), som jeg har sat på jumbo-nøglering fra Søstrene Grene.  

Jeg er vild med jumbo-ringen :-) 
Den er virkelig stor, den måler 3,5 cm i diameter!

/Bella

onsdag den 30. december 2015

Perle-julegaver...


Nu hvor julegaverne er åbnet, kan jeg med sindsro vise hvilke perlekæder jeg har givet i julegave i år.  

Forbered dig på billedspam :-)

Lad mig starte med julegaven til min mor :-)  Til hende havde jeg syet en perlekæde af hvide babyperler.  De kaldes også for "twin pearls", fordi perlerne er "vokset" sammen i muslingen og blevet til én perle.  Perlehullet bores midtpå sådan at perlerne ved syning placerer sig forskudt for hinanden, og danner en flot tæt perlekæde -- prøv at se de to billeder nedenfor:



Nu er det egentlig ikke fordi, at min mor mangler perlekæder.  Men hun forærede mig dette ønske, da hun i november fortalte, at hun havde forlagt sin perlekæde med babyperler.  Hun havde ledt og ledt.  Forgæves.  Det var hun ked af, for det var en perlekæde, som hun var meget glad for.  Så jeg satsede på, at den ikke dukkede op, og syede en ny til hende :-)

Den var ikke dukket op, og hun blev rigtig glad :-)

Perlekæden består som sagt af babyperler, og er syet på almindelig perletråd med knude mellem hver perle -- dog dobbelt knude mellem de tre perler på hver sin side af låsen.  Perlekæden er monteret med satineret magnetlås fra ANKU (den er ikke til salg i webshoppen, men kan købes i den fysiske butik til 250,-).  Kæden måler alt-i-alt 48 cm.


Min lille niece Rebecca skulle også ha' perler i år, og her har jeg syet af disse skønner ferskvandsperler:


Hun har fået en halskæde.  Den er syet i barnestørrelse og måler 34 cm inkl. lås.  Låsen er en lille karabinhagelås i sølv af samme slags, som jeg brugte på Rikkes armbånd.  Perlekæden er syet på almindelig perletråd (slået af tre tråde) og med knude mellem hver perle -- hvilket egentlig er en fejl.  Normalt syer jeg ikke knude mellem hver perle på en barnekæde, fordi jeg altid vedlægger ekstra perler, så kæden kan vokse med barnet, og jeg derfor ved, at jeg på et tidspunkt skal sy perlekæden om.  Jo færre knuder der skal klippes op, jo nemmer :-)  Men denne gang glemte jeg det.  Jeg satte mig til rette, gik i gang, nød arbejdsprocessen, og opdagede pludselig at jeg var i gang med at sy knude mellem hver perle -- så sådan blev det :-)


Lene har også fået perler -- mere præcist en nøglesnor med blandede ferskvandsperler, små sølvperler samt agater i forskellige blå og grønne farver.  


Det var faktisk ikke min oprindelige plan, for nøglesnoren er et stort arbejde, og jeg var ikke sikker på, at jeg kunne nå det.  Jeg havde derfor handlet hendes gave på nettet, og havde købt en af de smarte Wilhelmine-refleksbrikker hos Kunstkolonialen.  Desværre forputtede min ordre sig pga. overvældende interesse for refleksbrikkerne, så Lenes gave kunne ikke nå frem i tide.  

Derfor fandt jeg tiden til at sy den 80 cm lange nøglesnor med knude mellem hver eneste perle.  Alene at strenge kæden op var et tidskrævende arbejde, men heldigvis også meget hyggeligt :-)  Nøglesnoren er syet på almindelig perletråd og monteret med kvalitets-karabinhage fra Tina Dalbøge.  Resultatet er flot! 


Den sidste perlekæde som jeg har syet som julegave i år, er denne luksus-mix-kæde i forskellige ferskvandsperler til Lilly:


Den er også syet på almindelig perletråd med knude mellem hver perle, og da den er monteret med magnetlås, har jeg syet dobbelt knude mellem de tre perler på hver sin side af låsen.  Perlekæden måler 44 cm inkl. lås.


Siden jeg er i gang med at vise perle-julegaver, så lad mig lige vise det smukke porcelænsvedhæng, som jeg fik i julegave af mine forældre.  Det gør sig godt på en perlekæde, eller som her en snokæde af små kartoffelperler, men vil også være flot på en lædersnor.  Vedhænget er lavet af Lis Eckmann.



Desuden havde min mor ryddet op i gemmerne og pakket en kasse med lidt forskelligt arvegods fra mine forskellige bedsteforældre.  Det var en kasse med mange skatte :-) 

Bl.a. denne fine lille pilleæske i messing med porcelænsknop, som har været min mormors.  Den er jeg vild med, og den har allerede fået en plads i perlebakken :-)


 



Som det sidste vil jeg sige tak for i år og ønske godt nytår!

Kh. Bella
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...